Annonce

Annonce

Svar: Putte uden at amme i søvn


1. juli 2018

Kategori:
Alder:
5 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære K og M

Tak for jeres brev og velkommen til :) Og tak for de søde ord om mine svar i brevkassen og mine bøger, det er dejligt, at I har har fundet hjælp her, og jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med jer :)

Det er meget vigtigt, at I ved, at det ikke behøver være et problem, at børn ammes i søvn. Det er for det første helt naturligt, at spædbørn falder i søvn ved brystet, og det skal de have lov til. Og det er der også mange ældre børn som gør - og hvor det ikke på nogen måde er problematisk. Jeg nævner det, fordi jeg ud af jeres brev kan se, at I fra begyndelsen har tænkt, at jeres datter skulle lære at falde i søvn på egen hånd og uden brystet i munden, og I nævner blandt andet, at da hun blev 4 måneder, så prøvede I en kortere perioder at putte hende i egen seng og så sidde ved siden af hende, indtil hun faldt i søvn - og det resulterede i gråd, og at hun blot vågnede op efter 30 minutter og havde brug for trygheden... Det er også den overskrift I har lavet på jeres brev "putte uden at amme i søvn"...:)

Nogle gange kan vi forældre, at frygt for at vores børn ikke lærer at sove, komme til at skabe nogle vaner, som faktisk er mere uhensigtsmæssige i forhold til søvn end amningen er - og det lyder lidt som om, at det er sket hos jer. I hvert fald er I havnet der, hvor jeres datter tydeligt har brug for bryst og favn hver gang hun skal sove - og så alligevel ikke, fordi hun bliver frustreret og ender med ikke rigtigt at kunne finde ud af, hvad hun egentlig skal, hvad det er, der skal ske...

Der er flere ting, som I kan gøre og især to ting, vil være rigtig gode nu. For det første skal I lade være med at tænke, at I gør noget forkert. Det gør I højst sandsynligt ikke, og I lyder til at være meget søde og omsorgsfulde forældre. Det vigtigste lige nu er, at jeres datter forbinder det at sove med noget trygt, dejligt og rart. Hun skal ikke græde sig i søvn, og brystet bør være en naturlig del af hendes putteritual.

For det andet, så skal I forsøge at skabe lidt rytme i løbet af dagen. Jo mere fast rytme I kan skabe med faste spisetider, faste tidspunkter for aktivitet og leg og faste tidspunkter for søvn, jo mere påvirkes hendes indre ur og dermed hendes fornemmelse for, hvornår hun er sulten og parat til at spise, og hvornår hun er træt og parat til at sove. Og den indre fornemmelse for dette, skal hun stille og roligt hjælpes til nu.

Det er rigtig fint, at I er begyndt med lidt smagsprøver på en ske - og det er rigtig godt, at I fornemmer, at jeres datter er meget interesseret i den mad, som I spiser. I må gerne tilbyde hende f.eks. agurk i hånden, som hun kan sidde og sutte på. Eller I kan hjælpe hende med at holde lidt frugt eller lignende, som hun kan smage.

Jeg vil anbefale jer, at I sætter hende i den høje stol. Hun lyder til at være stærk i ryggen, da I fortæller, at hun kan stå rank... Jeg vil her lige indskyde, at hun gerne må stå på jeres skød, hvor I holder hende i hænderne, og hun må gerne stå og hoppe og øve sin styrke i benene der - men I bør ikke stille hende ved møbler og lignende, her bør hun først stå, når hun selv kan rejse sig...:) Sæt hende i den høje stol og start så med lidt mad i hånden, som hun selv holder eller I holder og hun kan sutte på, og følg derefter med en ske. Giv hende skemad to gange dagligt - til frokost og aften. Grød til frokost og grøntsagsmos til aften. Giv hende vand af kop. Og så skal hun ammes før hver lur. Det betyder, at en dagsplan kan se således ud:

Tidlig morgen 06: Ammes og sover videre, vågner og har evt. brug for en lille amning mere, når dagen begynder...

Kommer op, leger, bruger sig selv rigtig godt både motorisk og mentalt.

Formiddag 9-9.30: Ammes og puttes til formiddagslur

Vågner, leger og er igen aktiv både motorisk og mentalt.

Frokost 11.30: Sættes i den høje stol, tilbydes agurk i hånden at smage og sutte på, og I følger efter med lidt grød på en ske. Vand af kop.

Er igen aktiv, leger og bruger sig selv både motorisk og mentalt.

Ammes og puttes til middagslur - måske omkring kl 13, det afhænger af formiddagslurens længde

Vågner, leger, er atter aktiv og bruger sig selv motorisk og mentalt...

Eftermiddag 16-17: Ammes

Puttes til dagens 3. lur som ofte er dagens korteste lur. Hvis hun sover en længere middagslur, kan hun godt have behov for amning både når hun vågner af sin middagslur og igen før hun puttes til dagens 3. lur

Aften 18: Tilbydes lidt grøntsagsmos - starter igen gerne med lidt agurk eller lignende i hånden at smage og sutte på og I følger efter med lidt mos ...


Annonce

... på en ske. Hun sidder i sin høje stol sammen med jer ved bordet. Når hun har sidde lidt og bliver træt i ryggen, så lægger I hende på gulvet, hvor hun kan lege imens I selv spiser færdig... Vand af kop sammen med skemaden.

Er vågen, aktiv, hygger, pludrer, leger og I gearer stille og roligt ned

Ammes og puttes til natten ca kl 19.30-20

Sen aften 23-24: Ammes og sover videre

Midt nat 03: Ammes og sover videre. De fleste børn begynder at kunne undvære denne amning i 6 måneders alderen... i takt med at skemaden sættes op og hun bliver bedre til også at drikke vand af kop i løbet af dagen....

Hvis I kan forsøge at skabe en rytme som dette, hvor hun tilbydes skemad to gange dagligt og stille og roligt vænnes til en rytme, hvor hun får skemad når hun vågner og bryst før hun skal sove - så vil det hjælpe hende med bedre at kunne finde ro, når det er sovetid - og også ændre på hendes måde at die ved brystet.

Det er rigtig godt, at mor har valgt at lægge sig med hende og amme hende i dobbeltsengen - det må du fortsat meget gerne gøre. Fordelen ved dette er, at jeres datter lærer at sove liggende - hun lærer at falde i søvn imens hun ligger ned og uden at hun behøver være i favn, uden at hun skal gås med, hoppes med, vugges eller lignende. At det er okay at ligge ned, når hun skal sove.


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Og hun skal ammes - og må lige nu gerne blive ammet i søvn. Men stille og roligt vil hun sandsynligvis begynde at kunne slippe brystet. Gøre lidt af det, som I faktisk beskriver - dier ved brystet, slipper, triller om på siden, triller tilbage, tager fat og dier igen, slipper igen, tager fat igen, slipper og falder i søvn.. Lige nu er det naturligt meget hoppen af og på, men på sigt, skulle det gerne blive til at hun dier, slipper brystet, smiler, triller om på siden og sover....

Når hun skal puttes må I også meget gerne bruge barnevognen, stadig amme hende før hun skal sove og derefter så trille en tur med hende, for på den måde at hjælpe hende ind i søvnen og med vognen se om I kan holde hende sovende.. det er helt okay lige nu at gøre på denne måde :)

Og ja - i hendes vågne periode skal hun stimuleres rigtig godt både motorisk og mentalt. Hun skal tumles med, bruge sin krop, øve sig i at ligge på maven, hjælpes med at trille omkring - både dreje om egen akse, og trille fra mave til ryg og fra ryg til mave. Sparke med sine ben, øve sig i at krybe, få fat i sit legetøj osv. I skal hjælpe hende med at bruge sig selv motorisk. Og I skal pludre med hende, synge sange med hende, gerne synge fagtesange, hvor I bruger jeres hænder og hendes krop, når I synger - f.eks. "hjulene på bussen", hvor I cykler med hendes ben, imens I synger osv. I skal kikke på ting, opleve verden, sætte ord på det I gør i hverdagen, øve lyde i forskellige styrker, bruge læbelyde, svælglyde osv. så hun på den måde stimuleres mentalt...

Dagen skal altså inddeles i perioder, hvor hun stimuleres rigtig godt, hjælpes til at bruge sig selv motorisk og mentalt, perioder, hvor hun hjælpes til at spise skemad og drikke vand af kop og så perioder, hvor hun hjælpes med at koble fra, får brystet og hjælpes til at sove. En nogenlunde fast dagsplan vil være et rigtig godt sted at starte :)

Når dagen inddeles på denne måde, så sikrer det, at I ikke overstimulerer hende, men at I netop efter en aktiv periode, hjælpe hende med at koble fra og finde ro. I sikrer også, at hun stille og roligt vænnes til at spise andet end mælk og på den måde sikrer I jer, at hun ikke fremadrettet søger brystet, fordi hun er sulten. Hun er som I skriver en stor pige, hun er interesseret i jeres mad og lyder til at være parat til lidt mere fast føde to gange dagligt. Det behøver ikke være mere end 4 skefulde til max ½ dl. hun indtager, men lidt vil være rigtig fint :)

Jeg kan naturligvis ikke udelukke, at hendes søgning mod brystet og behovet for tryghed, når hun vågner i løbet af natten godt kan hænge sammen med, at hun ammes i søvn - men jeg tror faktisk det handler mere om, at I gennem længere tid har forsøgt at undgå at amme hende i søvn. I er derfor nødt til at give hende trygheden tilbage, tilbyde hende brystet, finde roen ved at skulle sove netop på denne måde - og så kan I derefter gradvist vænne hende fra brystet. Lige nu er det helt okay, at brystet indgår som en fast del af putteritualet - det skal det stadigvæk med den alder hun har :)

Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre, at det giver lidt ro med på vejen og også giver lidt idé om, hvor I kan arbejde lidt videre nu - og jeg glæder mig til at følge jeres lille familie videre frem :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Vent ikke til din baby har fået rød numse

- brug Olívy fra første bleskift

Hud der konstant udsættes for fugt, varme, friktion og syre fra urin og afføring, bliver nemt rød og irriteret. Det gør ondt på barnet, og kan påvirke den helt basale trivsel - herunder søvn og spisemønster. Med Olívy baby care – diaper change kan du ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

29. april 2024 | Sovevaner | 2 år, 1 mdr.

Nattespetakler

Kære Helen Vi har nogle udfordringer om natten pt. Og jeg ved ikke, hvad vi...

Læs hele brevet og Helens svar


23. april 2024 | Sovevaner | 11 mdr.

Putning - 11 mdr.

Hej Helen, Jeg skriver igen, fordi min søn snart bliver 1 år gammel og skal...

Læs hele brevet og Helens svar


22. april 2024 | Sovevaner | 15 mdr.

Lange putninger - 15 måneder

Hej Helen Jeg skriver til dig, fordi vi har kæmpet med aftenuro og lange...

Læs hele brevet og Helens svar


11. april 2024 | Sovevaner | 9 mdr.

Dårlig søvn og stop af amning

Hej Helen. Nu har jeg endelig fået taget mig mod og tiden til at skirve til...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2024 | Sovevaner | 6 mdr.

At sove igennem

Hej Helen Min søn er nu blevet 6 måneder og jeg tænker, at det derfor er...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Rød numse

De fleste børn får ind imellem en rød numse fordi urin og afføring irriterer huden. Nogle børn mere end andre.

For at forebygge rød numse, er det vigtigt at skifte bleen tit og brug af salver og cremer bør altid holdes på et minimum. Lad barnets hud lufttørre og brug kun mild sæbe, når der er afføring ellers vil rent vand de fleste gange være nok.

Tør numsen grundigt også i folderne og brug f.eks. en føntørrer til at lufttørre huden med, men pas på den ikke bliver...

Læs mere i Babylex

Klip i mellemkødet (Episiotomi)

I forbindelse med en fødsel kan det være nødvendigt at klippe kvinden i mellemkødet så barnet bedre kan komme ud. Dette kaldes en episiotomi og jordemoderen klipper i det stykke der er mellem skeden og endetarmsåbningen. Man kan også briste spontant.

Uanset om man brister eller bliver klippet, så vil man blive syet sammen, for at såret gror rigtig sammen igen.

Det er altid vigtigt at skylle såret efter hvert toiletbesøg den første tid efter fødslen, for at undgå...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om amning og flaske, hjæper dig med at få et mæt og tilfreds barn.

Det siger medlemmerne ...

Selvfølgelig har jeg en tilknyttet kommunal sundhedsplejerske, men jeg er super glad for mit medlemskab hos NetSundhedsplejerkse.dk, da der dukker mange spørgsmål op i løbet ugen med en lille ny og jeg kan kun anbefale det.

Camilla Martin


Annonce