Helens bog om gråd og trøst

Helens bog om gråd og trøst er en guldgrube af information til desperate forældre.

Lyden af et grædende barn er den mest hjerteskærende lyd af alle. Men hvad gør du som mor eller far, når måden, du forsøger at trøste på, ikke virker? Hvis barnet bare bliver ved med at græde? Hvad gør I for eksempel, når jeres ulykkelige treårige pludselig ikke vil i børnehave og græder, så tårerne sprøjter eller får et raserianfald i supermarkedskøen?

Se og hør Helen fortælle om bogen:

Vi ved instinktivt, at børn skal trøstes, når de græder. Denne bog hjælper forældre til børn med kolik og andre grædende børn (læs: alle børn) med bedre at forstå gråden. Den er en god nøgle til at forstå barnets følelsesliv og til at kunne skelne nuancerne i barnets gråd. For børn græder langt fra kun, når de er kede af det - de græder af sult, behov for trøst, tryghed, vrede, frustration og meget andet.

I denne bog gennemgår Helen Lyng Hansen barnets gråd i de første fire leveår: Det som udløser gråden, ændrer sig undervejs, og det samme gør de muligheder, I som voksne har for at trøste.

Helens bog om gråd og trøst er en guldgrube af information til desperate forældre, og der er gode råd at hente om bl.a. børn med kolik, high need babies, mareridt, raserianfald og separationsangst.

Bogen er ligesom Helen Lyng Hansen øvrige bøger i serien nem at anvende som opslagsbog, hvor du hurtigt finder netop dit aktuelle problem og ikke mindst løsningen på det. Eller du kan læse den fra en ende af og blive klædt på til alle de udfordringer med gråd, vrede og trøst, som barnets udvikling byder på.

Køb "Helens bog om gråd og trøst" her!


Det siger anmelderne:

En kærlig og trøstende holding til barnets gråd ...

"Bogen er inddelt i kapitler, hvor barnets gråd på forskellige alderstrin behandles. Under hvert alderstrin gennemgås forskellige årsager til gråd, efter hver årsag kommer et afsnit med praktiske råd under overskriften: Hvad kan du gøre? Denne opbygning gør bogen let at finde rundt i og meget praktisk anvendelig. En kærlig og trøstende holding til barnets gråd er den røde tråd i bogen. Formidlet i et umiddelbart let tilgængeligt sprog." - Dorte Tissot Hansen, Lektørudtalelse

Børn i byen giver 4 ud af 5 stjerner ****

"Sundhedsplejerske Helen Lyng Hansen giver sit bud på svarene i denne bog om gråd, som meget vel kan være din redning i en svær situation. Helen giver mange gode svar på konkrete problematikker, og det er disse eksempler, der løfter bogen ... jeg er fascineret af hendes anerkendende tilgang til børns gråd, og bogen har været en øjenåbner for mig på flere områder." - Marianne Graven, Børn i byen (Læs hele anmeldelsen)

En stor hjælp til at forstå, hvorfor børn gør som de gør

"... en virkelig brugbar bog, der har hjulpet mig til at forstå, hvorfor børn gør, som de gør - også når det til tider kan virke helt urimeligt for os voksne, og hvordan jeg kan støtte barnet bedst muligt i sin udvikling." - Fie Hjørnet, jordemoder, Jordemoderforeningen (Læs hele anmeldelsen).

Virkeligt godt overblik og vigtig viden

"Helen Lyng Hansen giver i sin nyeste bog 'Helens bog om gråd og trøst' indblik i barnets gråd i de første fire år af barnets levetid. Hun ser på, hvad der kan gøre, at barnet pludseligt græder, hvordan årsagerne til gråden ændrer sig hele tiden, og hvordan man så kan forstå - og dermed trøste - barnet, når det græder. Og forståelse er netop det, som er Helen Lyng Hansens evigt stærke side. For hun formår virkeligt at hjælpe forældre til at forstå deres barn/børn! Uanset hvordan den læses, giver bogen et virkeligt godt overblik og vigtig viden ..." - Conni Lagergreen Schmidt, babyinfo.dk (Læs hele anmeldelsen)

Helen Lyng Hansens bog rammer et helt centralt punkt

"Udover at kunne tilbyde en reel hjælp som opslagsværk, så er bogen en berigende kilde til inspiration og mening i det daglige samvær med barnet, der helt sikkert vil øge både din forståelse og din tålmodighed med barnet." - Sundhedsprof.dk (Læs hele anmeldelsen)

Helens bog om gråd og trøst


Bogen i medierne:


Bogfakta:

Helens bog om gråd og trøst

Af Helen Lyng Hansen

1. udgave 2012

978-87-12-04802-2

Gads Forlag

205 sider, hft.

Kr. 249,00


Annonce