Svar: Manglende respekt

---

Kære Christian

Tak for dit brev og alle dine tanker :) Jeg vil naturligvis meget gerne give lidt tanker med retur til dig.

Rigtig mange forældre kræser om problematillingen "respekt". Hvordan sætter man sig i respekt, og hvordan får man respekt. Og du spørger blandt andet "hvordan får jeg min datter til at vise respekt og gøre det, jeg beder hende om?", og du skriver, at du "mangler redskaber, når der alle steder står, at du ikke må hæve stemmen og skælde ud". Mit korte svar til dig er, at du ikke kan forvente, at din datter respekterer dig, blot fordi du er hendes far, eller fordi du er den voksne. Respekt opstår i det samspil, som I har til daglig, det opstår i måden, I møder hinanden på.

Både du og din datter har ret til at føle jer lyttet til og føle jer taget alvorligt. Du skal lytte til din datters behov, se hende og de signaler, hun sender. Du skal prøve at sætte dig ind i hendes verden og forsøge at møde hende der, hvor hun er. Men du skal naturligvis også udtrykke dine egne behov. Ikke sådan, at hun skal tage særligt hensyn til dig, men netop sådan, at det bliver gensidigt - for respekt er gensidigt, det går begge veje:)

Din datter lærer at tale pænt til dig, hvis du taler pænt til hende. Din datter lære at lytte til dig, hvis du lytter til hende. Din datter tager dig alvorligt, hvis du tager hende alvorligt. Du skal altså vise hende det, som du gerne vil lære hende.

Det betyder ikke, at du ikke gerne må sige nej, eller ikke gerne må bede hende sidde ved bordet, når I spiser, eller f.eks. holdes fast i en regel om, at I ikke skal bruge iPad, når I spiser aftensmad. Det er helt fint, at du har visse regler derhjemme, og at du ønsker at disse regler naturligt bliver fulgt. Men, det er vigtigt, at du, når du sætter grænser, har regler og stiller krav, stadig gør det med respekt for din datter, så hun ikke føler sig forkert. Ingen kan lide at føle sig forkerte, det er ikke rart for nogen, hvis man føler, at der er noget galt med en, at man ikke er god nok, som man er.

Det handler også om, at du skal kunne rumme hende, de følelser hun har, og at hun ikke altid er enig med dig. Du skal kunne holde ud, at hun har det, som hun har det. At hun måske nogle gange er i dårligt humør, at hun er ked af det, vred, sur, frustreret.. det skal være lige så okay, som at hun er glad og i rigtig godt humør. Det er naturligt svært at skulle skifte hjem hver 6. eller hver 8. dag, og hendes humør og overskud kan svinge fuldstændig ligesom dit eget humør og overskud også kan - og det er vigtigt at anerkende dette.

Det er også vigtigt, at du er tydeligt i dit sprog - både verbalt og nonverbalt, og med den alder din datter har nu, så kan du sagtens sætte sig ned sammen med hende og tale med hende om, hvordan I sammen kan gøre det hyggeligt hos dig. Du må gerne tale med hende om, at du f.eks. ønsker, at I spiser aftensmad sammen, og at I sidder og taler sammen ved bordet. Du må faktisk også meget gerne tage hende med i køkkenet og lade hende være med til at lave mad. Det vil være en rigtig god idé, fordi hun naturligt kommer væk fra sin iPad, og samtidig bliver det slet ikke nødvendigt at sige "nu er der mad", og der så opstår en konflikt.

Hvis hun har været med til at lave maden, så er interessen for at spise den naturligt også større - og det vil være en rigtig dejlig måde for jer at være sammen på. Rigtig mange børn har lettere ved at fortælle om dagen og alle deres oplevelser, hvis de laver noget praktisk imens, f.eks. ordner salat, skræller kartofler, former frikadelle, pynter pizzaen... Så at udnytte denne mulighed vil være super godt for jer begge to og give hende en følelse af, at du faktisk interesserer dig for hende og rigtig gerne vil lytte til hende og høre om, hvad der sker i hendes liv. Samtidig med, at du naturligt vil få en følelse af, at I faktisk begge nyder at være sammen. Jeg læser nemlig lidt mellem linjerne, at du føler, at hun afviser dig lidt - hun rejser sig fra bordet, før hun er færdig med at spise, hun kommer ikke, når du kalder...

Når du spørger, hvad du kan gøre i stedet for at skælde ud, så tænker jeg, at du skal prøve at se opdragelsen af hende lidt anderledes, end du gør lige nu. Det lyder som om, at du tænker lidt i autoritet, at du er den, der bestemmer, og at hun skal følge dig, gøre som du siger, uden at stille spørgsmål og uden at beklage sig - og måske ...

---

---

... straffer du hende, hvis hun gør noget forkert og belønner hende, hvis hun gør noget rigtigt (i dine øjne). Denne form for opdragelse er ikke hensigtsmæssig, fordi den netop gør, at børn f.eks. ofte mister respekten for deres forælder.

I stedet skal du forsøge at være det, som man kalder myndig forælder. Det betyder, at du skal sætte ord på, hvorfor du har de regler, som du har. Du skal lytte til hende, indgå i dialog med hende og forsøge at finde en løsning, som kan tilgodese jer begge - så det ikke altid kun er, som du vil, ej heller som hun vil, men så I finder et kompromis. Måske har hun selv et forslag til, hvad hun kunne tænke sig, for at det var mere hyggeligt hos dig. Måske vil hun f.eks. gerne være med til at lave mad, eller måske kan hun sætte nogle ord på, hvorfor hun f.eks. altid efterspørger iPad, musik, legetøj ved bordet. Måske oplever hun dig som "sur", "træt" eller "optaget af din telefon, fjernsyn eller lignende". Så hos jer kunne et kompromis måske være, at I rent faktisk satte jer og talte sammen om dagen, ugen, hvad der var sket siden I så hinanden sidst, så der var en oprigtig interesse i hinanden, som naturligt går begge veje, når I f.eks. spiser aftensmad:)

Det er vigtigt, at du er bevidst om, hvad der betyder noget for dig. Hvis det f.eks. er vigtigt for dig, at I spiser aftensmad sammen, så skal du naturligt holde fast i dette og stå fast på, at det er vigtigt. Sådan er det hos dig, den regel gælder hos far. Du skal naturligt her så tale med hende om, hvordan det kan foregå, så hun også synes, det er hyggeligt, og så I bliver enige om, hvordan det så kommer til at ske. Og så er det, som I har aftalt, så hun ved, at hun kan regne med dig.

Du må f.eks. gerne sige "jeg vil rigtig gerne have, at vi spiser sammen". "jeg savner dig rigtig meget, når du ikke er her, og det er vigtigt for mig, at vi kan hygge os ved middagsbordet", "jeg vil rigtig gerne høre, hvordan din dag er gået".

Du må også meget gerne holde fast i de regler, I har aftalt. Så hvis I f.eks. har aftalt, at I skal tale sammen ved middagsbordet og ikke se på iPad, så kan du roligt sige "jeg vil gerne have, at du lægger din iPad væk, når vi spiser". Det kræver naturligvis, at du også selv lægger din telefon eller lignende væk, så du viser vejen frem.

---

---

Det er vigtigt, at du er nogenlunde konsistent i dine regler. Det går ikke, hvis hun den ene dag godt må se iPad, have legetøj med ved bordet osv. og du dagen efter bliver rigtigt sur over, at hun vil det samme. Det forvirrer hende, og hun vil naturligt ikke kunne forholde sig til, hvad hun egentlig må eller ikke må. Derfor vil hun så teste grænserne mere, for hvad mener du egentlig...

Hvis du lægger mærke til det, så er mine forslag til, hvad du kan sige, altsammen sætninger der begynder med "jeg". Du kan f.eks. sige, "jeg vil gerne have...", "jeg vil ikke have...", "jeg forventer, at du...". Når du formulerer dig med et jeg, så bliver du meget tydelig, og det bliver lettere for din datter at forstå, hvad du egentlig vil og derfor også lettere at følge dig. Hvis du derimod formulerer dig med "du", og f.eks. siger "du skal...", "du må ikke...", så vil hun meget hurtigt kunne føle sig forkert og føle, at du ikke lytter, at du ikke respekterer hende, det hun er igang med, og det hun har lyst til.

Så hvis du f.eks. siger "du skal komme og spise nu" eller "du kan ikke være bekendt, at du ikke kommer, når jeg kalder" eller lignende, så optrappes konflikten naturligt, og det virker ikke repektfuldt. Så hele tiden huske på, at det du siger, det du gør, måden du reagerer på, er på - det spejler din datter. Hun bruger dig som en rollemodel, så hvis du gerne vil lære hende at tale pænt til og om andre, hvis du gerne vil lære hende at lytte til andre, hvis du gerne vil lære hende at være venlig, høflig, bede om hjælp, sige tak osv. osv. så lærer hun det ved, at du gør det og viser hende vejen.

Nogle gange kan det være en god idé at huske sig selv på, at din datter ikke gør noget, for at irritere dig eller være imod dig. Hun er ikke ude på at skabe en krig med sin far:) Prøv derfor at møde hende med antagelsen om, at hun faktisk har gode intentioner. Hun vil naturligt rigtig gerne dig, og når du samtidig jo også rigtig gerne vil hende, så kan I mødes på midten og finde hinanden:)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre, rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---