Svar: Autisme? 18 mdr. Del 2

---

Kære Mette

Tak for dit brev, det er rigtig fint, at du skriver tilbage :)

Gensidig leg, kommunikation, fælles positiv opmærksomhed - og dermed øjenkontakt og samspil - er noget der udvikles hele tiden, og som aldrig stopper. Det gælder alle, også børn som kan have forskellige grader af kommunikationsvanskeligheder.

Man kan sagtens styrke børns sociale og kommunikative evner, og der findes mange forskellige muligheder for at gøre netop dette. Det har naturligt betydning, hvordan vi er sammen med vores børn i dagligdagen, ser dem, reagerer på dem, lytter til dem, og generelt indgår i samspil med dem. Det er dog også muligt at støtte og hjælpe børn, som har særlige behov. Har man et barn med f.eks. autisme, så er det vigtigt, at man ser på, hvordan man kan hjælper netop dette barn med f.eks. at udvikle barnets sociale kompetencer. Der findes forskellige pædagogiske og terapeutiske metoder til dette:)

Kommunikation er mange ting. Det er det verbale, det, der kommer ud af vores mund som ord og lyde, men det er også det nonverbale, vores kropssprog, vores mimik og gestik. Alle børn har brug for hjælp til at lære sproget, det kommer ikke af sig selv. Og børn skal på samme måde også støttes i at indgå i et samspil og have øjenkontakt - det starter fra barnet bliver født.

Det er til en vis grad normalt, at du ikke kan have øjenkontakt med din datter i længere tid af gangen. Ingen bryder sig om at sidde og kikke på hinanden i længere tid, og det spæde barn vil naturligt også dreje hovedet væk, når øjenkontakten bliver for intens, og blikket vil vende tilbage, når barnet er klar til kontakt igen. Disse pauser er det vigtigt, at man respekterer, og når barnet så atter er parat til kontakt, så viser man naturligt interesse igen.

Nu hvor din datter er 1.5 år, så vil det være normalt, at hun nogle gange leger lidt for sig selv, men hun skal også vise interesse for at være sammen med dig. Hun skal nyde selskab af både dig, andre voksne og andre børn. Hun skal vise interesse for det du laver, det du gør, og begynde at deltage i de daglige gøremål. Hun skal efterligne dig, vise mere og mere interesse i at gøre, som mor gør, og I skal dele oplevelser sammen.

Hun har naturligt brug for, at du leger med hende, sætter en leg i gang, så hun kan spejle sig i det, du gør. Du skal vise hende, hvordan I leger med forskelligt legetøj, hvordan I sætter klodser sammen og bygger et tårn, der kan væltes med et brag - og hvor I igen deler oplevelsen, forventningen til det brag, der lyder - og øjenkontakten mellem jer, når I netop deler oplevelsen. Hun skal på samme måde vises, hvordan hun putter bamsen under dynen i dukkesengen, eller hvordan hun kan hælde med en lille kande, når hun er i bad eller i haven - og hun skal kikke på dig, I skal kikke på hinanden, tale sammen og dele oplevelsen.

Det er også helt normalt, at du skal lave noget, f.eks. smøre creme i dit ansigt, spise mad, synge en sang og lignende for at få din datters opmærksomhed. Igen er det vigtigt, at det bliver en delt oplevelse. Hun har brug for, at du også giver hende lidt creme, som hun kan prøve at komme i sit ansigt, at du spiser sammen med hende, og at I deler madoplevelsen sammen, at I synger fagtesange, hvor hun igen kan efterligne dig, og det du gør.

Det gælder også ting, som du går i gang med - f.eks. når der skal laves mad, bages boller eller lignende, som hun så kommer for at følge med i, deltage i. Hun skal inddrages, og hun vil naturligt så reagere på din mimik, dine ord, det du laver, det du gør. Det skal være spændende at se, hvad mor laver, men du skal naturligt gøre noget aktivt for, at du er spændende at være sammen med og spændende at kikke på:)

På samme måde er det helt normalt, at hun kikker væk, afviser din øjenkontakt, hvis du f.eks. ser vred ud, eller hvis du kræver kontakt. Hvis man f.eks. får skæld ud, eller hvis der bliver sagt "se på mig, når jeg taler til dig!", så har de fleste ikke lyst til at kikke, men vil kikke væk og forsøge at fjerne sig.. og det samme gælder, hvis du kræver fastholdelse af din datters kontakt i længere tid, fordi du vil "teste", om hun kan det. Det vil være direkte ubehageligt for hende. Når du skriver, at du oplever, at hun nærmest ignorerer dig, selvom du er helt tæt på, ...

---

---

... så er det måske udtryk for, at hun føler sig presset, og det derfor er ubehageligt for hende...

Der er især tre ting, som er vigtigt, for at din datter oplever jeres kontakt som rar og udviklende:

- Det skal være trygt. Det handler blandt andet om, at hun skal kunne deltage, uden at hun føler, at hendes grænser overskrides.

- Det skal være sjovt. Det handler om, at du skal vise glæde ved det, I gør sammen, og at I skal grine sammen. Det udløser forskellige hormoner i kroppen, som giver hende følelsen af, at I hører sammen, og som derfor styrker jeres relation og kontakten mellem jer.

- Det skal være inkluderende. Det handler om, at de aktiviteter du sætter igang passer til hendes alder, udvikling, og at du hele tiden passer aktiviteten ind efter, hvilke signaler hun sender, hendes overskud, humør osv.

Jeg har naturligt ingen mulighed for at vurdere din datters kontakt via brevkassen, jeg kan ikke se jeres samspil, hvordan I generelt indgår i kontakt med hinanden, hvordan hun ser på dig, og hvorvidt hendes øjenkontakt er normal, eller noget man skal reagere på. Det bliver du nødt til at tale med vuggestuen omkring, og du kan også altid kontakte din sundhedsplejerske og bede hende om et behovsbesøg:)

Men, du skal naturligt have en fornemmelse af, at I har kontakt med hinanden - generelt i hverdagen. Det er vigtigt, at øjenkontakten er en naturlig del af alt det, I laver sammen. I skal naturligt se på hinanden i forbindelse med bleskift, af- og påklædning, når hun er i bad, når du putter hende til lur, når hun vågner af en lur, når I sidder ved middagsbordet og spiser, når I leger, bygger med klodser, synger, danser, småsnakker, triller tur med barnevognen...

---

---

I alle mulige situationer, vil det være naturligt, at I har øjenkontakt. Hun skal smile til dig, vise glæde ved at se sin mor, hun skal reagere på dig og de ting, som I gør sammen. Ligesom du skal smile til hende, reagere positivt på hende, så hun mærker, at du vil hende og naturligt interesserer dig for hende. Hun bruger dig som et spejl, og du er hendes rollemodel:)

Du nævnte i dit sidste brev, at du måske havde en tendens til at udnytte fjernsynet meget, så du kunne få lavet mad og ordnet nogle ting. Du nævnte også, at hun ofte ser meget fjernsyn, når I spiser. Jeg ved naturligt ikke, hvor meget dette er - men børn som ser meget skærm, bliver naturligt gode til at se skærm.

Jeg er med på, at det kan være praktisk i hverdagen at sætte hende foran fjernsynet, fordi det gør det lettere for dig at lave mad. Men det er vigtigt, at din datter ikke sidder med eller foran en skærm, men netop er sammen med dig, og at I deler oplevelser med hinanden, taler sammen både verbalt og nonverbalt, at I har et samspil, har en kontakt - og dermed også øjenkontakt. Også over middagsbordet, som er et oplagt sted at kikke på hinanden, tale sammen, tale om maden osv.

Undersøgelser viser, at når børn sidder meget med en skærm, så påvirker det barnets sprog, motorik og følelsesmæssige udvikling. Skærmene medfører færre samtaler mellem forældre og barn, mindre inddragelse i hverdagens aktiviteter og mindre samvær. Skærme skaber dårligere kognitive evner, det vil sige, at vi f.eks. bliver dårligere til at aflæse, tolke og forstå de oplevelser og mennesker, som vi er sammen med.

Når du spørger, om "kan man træne øjenkontakt med børn på 18 mdr., eller er den væk, når den er væk?" så ja - man kan gøre en masse for at styrke barnets øjenkontakt, barnets evne til at indgå i relationer og i samspil med andre mennesker. Hvad man kan gøre, og hvordan man skal gøre afhænger naturligt af, hvad årsagen til den manglede øjenkontakt er:)

Rigtig mange ting spiller ind, og jeg kan som sagt ikke vurdere jeres kontakt herfra, hvor jeg sidder - måske gør du allerede alt det, jeg nævner, og det er super godt!

Hvis du oplever, at din datters opsøgende, grinende og sociale side bliver mindre og mindre, og hendes "dagdrømmende side", hvor hun bliver sværere og sværere at få kontakt med, begynder at fylde mere og mere, så skal du søge hjælp til hende. I første omgang tale med vuggestuen, og hvad de oplever, og f.eks. også kontakte din sundhedsplejerske.

Rigtig meget held og lykke og knus herfra, håber mine tanker hjælper lidt videre på vej:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sygdom:

---

---

---

---

Viden om børn:

---