Svar: Pige sover utrolig dårligt - del 2.

---

Kære mor og far

Tak for jeres brev, det er rigtig godt, at I skriver tilbage, og jeg vil naturligvis meget gerne komme med mine tanker og kommentarer i forhold til nogle af de ting, I skriver, så I ud fra dette måske kan komme nærmere en forklaring og dermed også en løsning:)

I fortæller, at det hele begyndte ved 1.5 års alderen, hvor I oplevede, at "jeres datter pludselig uden oplagt udløsende årsag gik amok". Det er meget normalt, at børn i 1.5 års alderen bryder sammen - også uden at vi som voksne kan finde en årsag. Ofte virker det som bagateller, der skal ikke ret meget til, før bægeret flyder over. Det skyldes en umoden hjerne og manglende forbindelse mellem hjernens forskellige dele (jf. mit tidligere svar), og det skyldes også, at jeres datter i den alder ikke har haft ord til at beskrive, hvad hun har følt, tænkt, oplevet.

Hun får det, der kaldes fortvivlelsesanfald, og når dette sker, så pumper der adrenalin rundt i kroppen. Det gør, at hun bliver fysisk stærk, at hun kan blive rigtig svær at holde, at hun stritter imod, sparker, kaster sig i gulvet, protesterer. Og ofte kan man også se, at hendes pupiller trækker sig sammen, hendes puls og blodtryk stiger, og hun vil virke helt ude af den.

Fortvivlelsesanfald er ikke farlige, men det er vigtigt, at vi voksne signalerer ro, viser os tilgængelige, hjælper med forståelse, lytter, anerkender osv., fordi det kun er sådan forbindelserne i hendes hjerne dannes. Det er sådan hun lærer at kunne finde roen, når tingene ikke altid går, som hun gerne vil - også når hun kommer i børnehave, skole, bliver voksen. Den læring starter allerede der, og den varer de næste mange år. Man siger normalt, at 90% af forbindelserne er dannet ved 5 års alderen, så jeres datter har altså stadig brug for jeres hjælp til at lære det:)

Det er i denne alder ofte en god idé at sætte ord på - de ord, som jeres datter mangler. De kan være at sige f.eks. "sååå, skat, driller skoene", "du bliver bare så ked af det nu", "øv, det er også bare rigtig dumt, at vi ikke kan lege mere" osv.

Det er også rigtig godt at invitere barnet over, tilbyde nærhed og fysisk kontakt. Nogle gange skal man gå hen, sætte sig på hug, få øjenkontakt. Nogle gange skal man tage dem i hånden og bare sige "kom med mig, skat". Nogen gange skal man løfte dem op, give dem et stor knus, bære dem hen på sofaen og sætte sig med dem der. Og så er der også gange, hvor man ikke altid kan få lov til at røre dem, løfte dem op, og her kan man i stedet sætte sig i nærheden og sige direkte. "kom skat, kom over til mor/far, kom", så hun hører, at I gerne vil hende, så hun ser, at I godt kan bevare roen, selvom hun ikke kan, og når hun så er parat, så kan hun kravle hen til jer, blive nusset på ryggen, fødderne og måske til sidst kravle op på jeres skød.

Afledning i den alder kan også være godt. Det kan f.eks. være at få lidt at spise og drikke. Gå kortvarigt i køkkenet, lave en tallerken med lidt brød, frugt eller lignende og invitere hende hen til bordet, hvor hun så kan kravle op på sin stol og få lidt mad. Hvis hun kommer af sig selv, så er det fint. Ellers kan man gå hen til hende, tage hende i hånden og sige: "kom skat, kom med hen og få lidt frugt". Hvis hendes blodsukker er lavt, så vil der være flere konflikter, og efter lidt at spise, så vil humøret vil være højere igen.

Jeg ved naturligt ikke, hvordan I har reageret på jeres datter og hendes reaktioner da hun var 1.5-2 år gammel, men I beskriver, at I generelt er meget rolige, at I sjældent hæver stemmen, og det lyder som om, at I godt har kunne rumme hende i de situationer. Det er rigtig godt og vigtigt; men måske er der noget i det, jeg skriver, som kan give lidt viden om, hvorfor hun måske stadig har ekstra meget brug for jeres hjælp, når verden bryder sammen for hende:)

I forhold til det med søvn: Så beskriver i, at jeres datter kan falde stille og roligt i søvn i egen seng med mor ved sin side. Efter ca. 3 timer, så vågner hun med gråd og skrig, og når I forsøger at hjælpe hende, så råber hun "nej", "gå væk", og er meget afvisende. Det kan der så gå 40 minutter med, før hun sover igen.

Her tænker jeg, at der kan være forskellige ting, som gør sig gældende:

- Børn i 2-3 års alderen kan godt have en form for separationsangst, og selvom det ofte aftager i 3.5 års alderen, så er der nogle børn, som stadig føler sig utrygge eller ængstelige, når de er alene om natten.

- Derudover så har jeres datter en alder nu, hvor hun naturligt vil begynde at have mere levende drømme og mareridt. Hun kan derfor godt vågne med skrig og gråd, fordi hun har drømt noget uhyggeligt. Hun kan også udvikle nye frygtformer og bekymringer, som naturligt kan påvirke hendes søvnkvalitet. Det er derfor rigtig godt, at I faktisk er opmærksomme på mareridt og drømmeaktivitet, og at I f.eks. har fjernet en del af hendes børnebøger. Vær også opmærksom på, hvad hun ser og hører i hverdagen.

- Hendes sprog udvikler sig rigtig godt nu, og det betyder, at hun naturligt er i stand til at udtrykke sine følelser og behov mere præcist. Dog, kan der stadig opstå frustration, hvis hun har svært ved at udtrykke sig eller forstå komplekse følelser - og netop om natten, hvor man vågner af en drøm, og måske er blevet lidt skræmt af denne drøm, så er det naturligt svært at sætte ord på, hvad det er. Hvis hun føler, at hun ikke kan forklare sig, og at I ikke forstår hende, eller hun måske føler sig presset til at forklare, hvad det handler om, så kan det naturligt gøre, at hun afviser jer. Simpelthen fordi det bare stadig er rigtig svært for hende at sætte ord på:)

- Ændringer i hverdagen, jeres rutiner kan påvirke hende meget. Det er både ændringer i børnehaven og ændringer derhjemme. Da det hos jer har stået på gennem længere tid, så kan det at blive storesøster, starte i børnehave, skulle smide bleen, smide sutten osv. naturligt være nogle store ændringer, som måske mere eller mindre er kommet oven i hinanden, og som derfor kan forstyrre hendes søvn.

- Stress eller spændinger i hverdagen kan spille ind. Det kan være stress hos jeres datter, fordi der stilles for mange krav, som hun har svært ved at håndtere. Det kan også være stress og manglende overskud hos jer, som hun naturligt bliver påvirket af. Jeg får indtryk af, at I forældre generelt har mange ressourcer og generelt har det godt sammen, men det kan være en god idé at overveje, om der er noget i jeres hverdag, som kan være med til at forklare den afbrudte søvn.

- Smerter eller fysisk ubehag kan vække hende om natten. Hvis hun har ondt f.eks. på grund af vokseværk, som I selv nævner, eller hun f.eks. har ondt i ørerne, så kan det påvirke hendes søvn. Nogle børn har også problemer med hævede polypper, som kan forårsage søvnapnø, så de føler, at de ikke kan trække vejret og derfor vågner i panik.. Snorker hun? Det kan være et signal, og I kan også få det tjekket af en ØNH-læge.

- Søvnforstyrrelser er naturligt også en mulighed. Det kunne være natteskræk, men I har naturligvis ret i, at hvis hun er lysvågen og til at kommunikere med, så lyder det ikke umiddelbart som dette.

Jeres eksempel 2, hvor jeres datter vågner, far går derind, hun bliver sur over, at far bærer hende, hun vil over til mor, vil bæres af mor, men får at vide, at far bærer hende, og så kan hun sidde hos mor - hun går amok, der kommer en konflikt, hvor hun vil bæres af mor, I holder fast i, at det kan hun ikke, men mor er hele tiden til stede, og hun kan sidde på skødet...

Her tænker jeg, at det er meget almindeligt, at børn ønsker den ene forældre - og ofte den modsatte forælder, end den der kommer ind på værelset. Det er helt normalt. Jeg tænker, at det er vigtigt, at I her forsøger at finde en balance mellem at tage hensyn til jeres datters behov og følelser - samt jeres egne behov - men det er samtidig vigtigt, at I ikke gør det til en kamp om regler, og hvem der har ret. Aften og nat er ikke tidspunktet, hvor hun skal lære, at "det er som mor og far siger". Når det kommer til søvn og trøst, så er det vigtigt at finde en måde, der giver hende den ro og trøst, som hun har behov for, for at sove godt, og som gør at hun forbinder søvn med noget trygt og dejligt.

Det er derfor vigtigt, at I anerkender hendes følelser og behov for at blive båret af sin mor. Det vil vise hende, at I tager hendes følelser alvorligt og er opmærksomme på, hvad der gør hende tryg og komfortabel. Det kan dog godt være en kompromisløsning, at mor sidder med hende på skødet, fordi jeres datter på den måde oplever trøst og omsorg.

Jeg er med på, at mor måske ikke kan bære hende, jeres datter er jo en fysisk stor pige. Men hun kan måske gå selv ind til mor, eller mor kan tage hende i hånden, og de kan lægge sig i dobbeltsengen sammen eller sætte sig i sofaen, så jeres datter stadig oplever at få den trøst og ro, som I jo også gerne vil give hende, men uden at det behøver blive til en konflikt. Det handler også meget om, hvordan I her kommunikerer med hende. Der er meget stor forskel på om I f.eks. siger "du kan ikke blive båret af mor, men du kan sidde på skødet!" og på den måde holder fast i jeres regler og krav, eller om I siger "jeg vil gerne sidde sammen med dig, kom og sæt dig her hos mig".

I forhold til jeres eksempel 3, hvor jeres datter bliver ked af det, fordi bedstemor åbner døren og ikke mor, så lyder det som om, at årsagen til jeres datters sammebrud ligger et andet sted. Det handler ikke så meget om, hvem der åbner døren. Det handler om noget andet, men det at bedstemor åbner døren, er det, som udløser jeres datters reaktion. Det er det, som får bægeret til at flyde over.

Jeg tænker, at der kan være sket flere ting, som gør, at jeres datter bliver ked af det. Hun ville jo gerne hjem til jer, og hun havde måske brug for, at mor skulle gå med. Når hun vender tilbage, så er det derfor for at fortælle mor, at hun gerne ville have mor med, men da mor ikke åbner døren, så bliver hun ked af det. Børn i jeres datters alder har behov for en vis forudsigelighed og rutiner, og hvis jeres datter har forventet noget andet, så kan det naturligvis forstyrre hendes forventninger og dermed føre til en følelsesmæssig reaktion.

Hun har også en alder nu, hvor hun begynder at udvikle en følelse af kontrol af sine omgivelser - ikke på en negativ måde. Det handler om, at hun udvikler sin selvstændighed, og hun har netop i denne situation taget et initiativ og udfordret sine omgivelser (kunne gå alene hjem). At have kontrol over dette har naturligt netop givet hende en følelse af kontrol - men da hun så ikke har kunnet alligevel, og derfor vender tilbage, så har hun mistet denne følelse af kontrol, fordi situationen her ikke var, som hun havde forestillet sig - og så bryder verden sammen. Hun har måske en oplevelse af, at hun ikke mestrede at gå alene hjem, og ...

---

---

... samtidig så var situationen, da hun vendte tilbage ikke, som hun forventede, så her havde hun heller ikke kontrol, og så brød verden sammen. Håber I kan se, hvad jeg mener...:)

Når et barn oplever følelsesmæssig uro eller frustration, fordi en anden person har handlet anderledes end forventet, så er det ofte en følsom situation. Der er dog lidt forskellige måder, I kan møde jeres datter på, og på den måde hjælpe hende med at håndtere sine følelser og genoprette en følelse af kontrol:

- Anerkend hendes følelser. Det kan være at sige noget ala: "Jeg kan se, at du er ked af det, fordi det ikke var mor, der åbnede døren. Det er helt okay at føle sådan".

- Vis tålmodighed og empati. Vis hende, at I forstår hendes følelser, og at I er der for at støtte hende. Brug empatisk sprog og tone for at vise, at I bekymrer jer om, hvordan hun har det.

- Spørg og lyt. Spørg hende, hvordan hun har det og lyt opmærksomt til, hvad hun har at sige. Hun kan godt, med den alder hun har nu, sætte nogle ord på, hvad der sker, og det er vigtigt, at I giver hende mulighed for at udtrykke sig og dele sine tanker og følelser.

- Forklar situationen. På en helt enkel måde er det en god idé at forklare, hvorfor bedstemor åbnede døren. I kan f.eks. sige "bedstemor åbnede døren, fordi hun ville sig hej til dig. Mor og bedstemor er her begge for at passe på dig". At få at vide, at nogen passer på en, når man oplever at miste kontrol, kan være beroligende..

- Giv hende valgmuligheder. At give valgmuligheder kan gøre, at hun føler sig mere i kontrol. I kan f.eks. spørge, om hun vil sidde på skødet af bedstemor eller mor, om hun vil have et kram eller måske har brug for en rolig stund.

- Berolige og trøste. Det er godt at bruge beroligende og trøstende ord. Det er godt at give hende fysisk kontakt, give hende et kram, holde hende i hånden, forsikre hende om, at hun kan være tryg, at I passer på hende, og at hun er elsket.

- Aflede opmærksomheden. Hvis hun bliver ved med at være ked af det, så kan det nogle gange være en god idé at aflede hendes opmærksomhed og på den måde hjælpe hende ud af situationen og igang med noget andet. Noget, som hun er glad for og nyder.

Med hensyn til jeres eksempel 4, hvor jeres datter er på legeplads med mor, leger selv og pludselig klynker - og når mor spørger, hvad der er i vejen, så bliver hun sur, råber nej, gider ikke. Det er tid til frokost, og hun vil ikke med hjem. Mor forsøger forskellige strategier - lokke hende, snakke med hende, lege, sidste chance, hvor der tælles ned fra 3 - intet virker. Mor oplever, at pigen dirigerer med hende, og til sidst må mor tage hende, bære hende væk, og det hele ender voldsomt for begge parter.

Børns reaktioner kan være komplekse, og det kan være svært at vide, hvad der præcist udløser deres reaktion. Men her er lidt tanker omkring, hvad der kan være årsagen til, at jeres datter reagerer, som hun gør:

- Følelsesmæssig udmattelse. Hun kan godt være blevet følelsesmæssigt overvældet af at være på legepladsen, hvis hun har oplevet forskellige aktiviteter og indtryk. Måske har det været lidt for svært at klatre op og rutsje ned selv, måske har andre børn sagt noget, måske har hun set et andet barn gøre noget, som hun gerne ville kunne.

- Fysisk udmattelse. Måske har hun bare været træt. Hun har måske ikke sovet så godt om natten, måske har hun ikke spist så meget til morgenmad, så hendes blodsukker er lavt, og hun har måske brug for noget mad og drikke, som giver lidt energi.

- Uafklarede forventinger. Hun kan også have haft nogle forventninger om en bestemt aktivitet eller bestemt reaktion fra mor, som ikke blev opfyldt. Måske ville hun gerne have, at mor så hende gøre noget, men mor så det ikke...

- Andre ting.. meget kan spille ind.

Og hvordan kan vi så reagere hensigtsmæssigt i en sådan situation. Her spiller rigtig meget naturligt også ind:

- Det er vigtigt at vise tålmodighed. Prøv at forblive rolige og tålmodige, også når jeres datter udviser negativ adfærd. Hun har stadig svært ved at udtrykke sig og sætte ord på sine følelser. Og hun er højst sandsynligt slet ikke selv klar over, hvorfor hun har det, som hun har det.

---

---

- Anerkend hendes følelser. Vis hende, at I forstår, at hun er ked af det, og at I er der til at hjælpe. Brug empatisk sprog og tone for at vise hende, at I tager hendes følelser alvorligt. Nogle gange kan man f.eks. også blot spørge "er du okay, skat?", og så tage udgangspunkt i det hun svarer.

- Giv tid og plads. Hvis hun ikke ønsker at tale eller kan forklare det lige nu, så lad hende have det sådan, respekter det. Sig f.eks. "helt okay, jeg er lige her, hvis du har brug for mig".

- Ændre fokus. I stedet for at fokus er på, at det er tid til at stoppe med at være på legeplads, så kan I tale med hende om, hvad der ellers skal ske. At leg på legepladsen stopper betyder ikke, at I ikke kan hygge med andre dejlige ting, når I er hjemme igen.

- Prøv at undgå pres og vælg jeres kampe. Det er vigtigt ikke at presse hende eller tvinge hende hjem, især hvis hun stadig er oprørt og ked af det. Det, kommer der som udgangspunkt ikke noget godt ud af. Jeg forstår dog godt, at man kan havne i den situation, det tror jeg alle forældre har prøvet :)

Når dette er sagt, så handler det naturligt også meget om kommunikation, og hvad I siger til jeres datter generelt, hvordan I generelt kommunikerer. Det er vigtigt, at I er tydelige i jeres kommunikation, at I sætter ord på det, som I gerne vil have, og ikke så meget sætter ord på det, som hun ikke må, eller som hun gør forkert.

Det er også vigtigt, at I husker på, at hun er rigtig godt igang med at udvikle sin selvstændighed. Hun er sin egen, og hun er nødt til at ville noget andet end jer. Hun er nødt til at være modsat jer for at udvikle sig selv og finde ud af, hvem hun er, hvad hun kan, hvad hun står for. Det er derfor vigtigt, at I støtter hende i at træffe beslutninger selv, selvom hun naturligt har brug for jeres guidning undervejs.

Hun lærer også af jer og af at efterligne jer. Det gælder alle ting. Så når hun f.eks. "vi skal mødes på midten", så tænker jeg, at det er noget, hun har lært at sige af jer - og det er jo sådan set rigtig fint. Det er en god måde at løse konflikter på, da alle naturligt så føler sig set og mødt, netop fordi man "mødes på midten". Jeg tænker derfor, at når hun kommer med denne løsning, så er det netop for at finde en udvej, så I kan komme videre, og det er rigtig flot, når hun ikke er mere end ca. 3.5 år gammel.

Jeg tænker ikke, at det er, fordi hun "ikke vil tabe ansigt", men at det derimod handler om, at hun er begyndt at udvikle en form for sociale og kognitive færdigheder, der sætter hende i stand til f.eks. at komme med løsningsforslag, når I nogle gange havner i svære situationer. Det er super. Og det er netop vigtigt, at I så formår at komme videre.

Det, der sker, når I siger, "det var godt du kommer", eller når hun giver udtryk for, at I ikke må tale videre om det, og hun direkte siger "når jeg kommer op til dig, så må du ikke sige noget" (og her siger, at I ikke må rose hende) - det lyder for mig som om, at I måske har tendens til ikke at glemme og det måske er svært at slippe en situation - og det er vigtigt, at I netop kommer videre. Og så lyder det også som om, at I måske nogle gange formulerer jer på en måde, hvor I giver hende "bedømmende ros" eller "kritik forklædt som ros". Begge dele skal I prøve at undgå. Igen er det faktisk meget flot, at hun kan sætte ord på, at hun ikke bryder sig om at blive mødt på denne måde:)

I spørger, hvor meget man skal "gå på listetæer", og hvornår man skal insistere på at "mor og far bestemmer". Jeg tænker faktisk, at det er et helt forkert udgangspunkt. For mig er det vigtigt, at vi møder vores børn ligeværdigt. Ligeværdighed betyder, at vi er lige meget værd som mennesker. Voksne og børn er som udgangspunkt forskellige, og vi har som voksne naturligt en viden, der gør at vi har et beslutningsgrundlag, som vores børn ikke har. Derfor handler ligeværdighed ikke om, at børn skal bestemme det samme som os. Det handler om, at vi skal se dem, som de små mennesker, de nu engang er, og vi skal give dem en følelse af, at deres meninger og behov har lige så meget værdi, som vi voksnes.

Det betyder ikke, at vi ikke må have regler, og at vi ikke må stille krav, men det skal naturligt passe til barnets udvikling og gøres på en måde, hvor barnet ikke føler sig forkert. Det handler igen rigtig meget om, hvordan vi møder vores børn, anerkender dem, lytter, guider, støtter... Det handler rigtig meget om, hvilken type forælder vi vælger at være, altså hvilken opdragelsesform vi vælger - om vi f.eks. er autortære, eftergivende eller myndige forældre:)

Med hensyn til suttestop, så tænker jeg ikke, at I skal give jeres datter en sut igen. Hun har en alder nu, hvor hun ikke længere bør bruge sut, og det ødelægger hendes tænder. Hun har også selv sagt fra - også selvom hun naturligt ikke helt har forstået konsekvensen af at sige slut med sut - så det er vigtigt at holde fast i, at hun ikke længere behøver sin sut.

Bamse og kaninen er naturlig godt. Hvis I skønner, at hun stadig har behov for noget at sutte på eller bide i, især for at hun ikke skal begynde at bruge sin tommelfinger, så kan I købe noget tyggelegetøj til hende. Man kan godt købe sensorisk tygge- eller bidelegetøj. Det bruges især til børn med udviklingsforstyrrelser, men det kan naturligvis sagtens bruges af alle børn. I kan også købe bidelegetøj beregnet til små børn, tjek f.eks. Oli & Carol, som har lavet rigtig mange fine biderangler i naturgummi, også en hun måske vil synes er rigtig flot eller sjov. Hun kan jo selv være med til at vælge:)

Når alt ovenstående er sagt, så vil jeg også lige sige, at I lyder til at være meget søde og omsorgsfulde forældre. Jeg er ikke i tvivl om, at I elsker jeres datter, og I forsøger at hjælpe hende på bedste vis. Nogle gange ville det være dejligt at være en flue på væggen og kunne se, hvad der præcist sker - men forhåbentlig vil mit svar i dag både give lidt idé om, hvad jeg tænker udløser jeres datters reaktioner, og hvad I måske kan gøre, måske idéer til, hvordan hun også kan mødes.

Det lyder genialt med en kæmpe side-seng bygget af bedstefar, så I alle kan sove sammen, når og hvis jeres datter vågner om natten. Det skal I endelig holde fast i som mulighed. Det er også rigtig godt, at I har været opmærksomme på at sløjfe diverse godnatbøger - og ja, mange børnebøger kan være skræmmende.

Jeg vil anbefale jer at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". I den kan I læse mere om f.eks. forældretyper, ros, ligeværdighed, søskendeforhold og meget mere :)

Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre - rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---