Brev:

Pige sover utrolig dårligt - del 2.

Kære Helen, tusind tak for dit lange, gode respons. Nu er hustruen også lige med på banen 😊

Dette er et svar på dit svar på vores sidste brev "Pige sover utrolig dårligt" fra den 31 juli.

Mange af de ting du skriver, har vi også selv været omkring, og generelt er vi meget rolige mennesker, der sjældent hæver stemmen. Ingen af os har særlig stort temperament, og vi synes efterhånden vi er gode til at bevare roen i situationerne, fordi vi efterhånden har været igennem det så mange gange. Men nu når det hele er intensiveret, og vores datter også får sine ture om natten er det bare for meget! Det er mega svært at forudsige hvad der vil ”tricke” hende, der er mange gange i løbet af dagen hvor hun jo får et nej eller der bliver stillet krav uden det er et problem.

VI kan forsøge at komme med nogle eksempler som er endt med hun eksploderer:

Da det startede ved 1,5 års alderen kunne hun lege, og lige pludselig gik hun amok, uden oplagt udløsende årsag. Ingen konflikt med os, ikke lige noget legetøj der drillede. Den gang var det super ubehageligt fordi hun jo kunne ligge og banke hovedet i gulvet mm. Efter hun er blevet ældre er hun lidt mere kontaktbar, men hun kan stadig finde på fx at bide sig selv i fingeren så det gør ondt på hende (der går ikke hul).

For nyligt har nogle episoder været således:

1) Faldet stille og roligt i søvn i egen seng med mor ved sin side (før suttestop faldte hun fint i søvn på 10 min i sin egen seng). Ca 3 timer senere græder hun (sker ofte efter ca 2-3 timers søvn), mor går derind, spørger ”hvad er der i vejen?”, datter råber ”nej”, ”gå”, og så kører det derfra, altså uden oplagt konflikt. Vi spørger til om hun har ondt (nogle gange har hun ondt i benene – vokseværk), drømt noget, savner sutten mm. Men intet hjælper før tiden på de ca 40 min er gået.

2) Sover, vågner og er ked af det, far går derind. Sur over det ikke er mor der kommer, men accepterer til sidst, at far bærer hende ind i vores seng. Ser mor på vejen, vil over og bæres af mor, men får at vide, at far bærer hende ind i seng og så kan hun sidde hos mor. Går helt amok, og her er konflikten, at hun vil bæres af mor, hvilket vi holder fast i, hun ikke kan lige nu, men mor er hele tiden til stede og hun kan sidde på skødet.

3) Med mor hos bedsteforældrene (naboerne), vil hjem i eget hus, helt ok, kan selv gå hjem. Høres lidt efter igen ved døren, bedstemor åbner hoveddøren, og vores pige flipper skråt fordi det ikke var mor der åbnede døren. Selvom vi sætter ord på, og beklager, at det ikke lige var mor, og endda forsøger at gøre det om, at hun kan banke på igen og mor åbne, så er løbet kørt og hun er uden for rækkevidde.

4) Med mor på legeplads, hygger, leger med mor. Kravler i hule, leger selv. Pludselig lidt klynkende, mor spørger hvad der er i vejen, pigen sur/tvær, råber ”nej”, ”gider ikke”, ”gå”. Mor forsøger at finde ud af hvad der sker uden held. Skal til at hjem til frokost, forsøger at lokke hende ud, snakke med hende, lege, intet virker.

Efter 20 min får hun at vide, at nu skal hun altså med, og hvis hun ikke kommer tager mor hende ud. Får ”sidste chance” og der tælles til 3. Pigen råber og forsøger at dirigere med mor – ”du skal gå derhen så kommer jeg”, mor går langt for at undgå at optrappe konflikt, men efter adskillige forsøg, hvor pigen bare bliver mere sur og råbende, fordi det man gør er forkert, og det er umuligt at forstå hvad hun egentlig vil, og hun nægter at forklare noget, hun peger bare. Til sidst efter advarsel tager mor hende, og så går vi fra klynk og tværhed til full blown surhed.

Så her ender vi jo i en reel konflikt, men vi aner ikke hvad der udløste hendes dårlige humør til at starte med. Hvor langt skal vi gå for at ”please” hende når vi ved et udbrud er under optrapning?

Det der er så svært er ikke, at hun reagerer stærkt, men måden hun gør det på. Hun bliver sur og trodsig, umulig at hjælpe, siger bare ”nej” og ”gå”, og ”jeg gider ikke” lige meget hvad vi siger eller spørger hende om. Eftersom hun er i følelsernes vold forsøger vi som oftest bare at være til stede, og sige vi er klar til at trøste hende når hun er klar. Men lige meget hvad, så kan vi ikke bryde forløbet, før det hele ligesom brænder ud af sig selv efter ca. 40 min, hvor hun så bliver klar til trøst.

Hvis vi forsøger at røre hende, tage hende op eller lignende, så forværrer vi bare situationen. Hun er enormt ambivalent i situationerne, beder os om at gå, men hvis vi går så bliver hun endnu mere ked af det. Hun vil have sine puttekaniner, men hvis vi giver dem til hende flipper hun og kaster med dem. Hun vil op, men hvis vi forsøger, så bliver hun hysterisk. Så problemet er, at det er enormt svært at vide hvad vi skal gøre, og vi har både prøvet at ”gøre som hun siger”, altså at gå, men det fandt vi hurtigt ud af ikke var en succes, så nu siger vi ”mor/far bliver hos dig når du er så ked af det” ligemeget hvor meget hun råber og skriger vi skal gå, for det virker ikke som om hun egentlig mener det.

Som forælder er det en følelse af total afmagt! Tit ender det med, at hun siger ”vi skal mødes på midten” eller at hun fx skal tage den ene kanin og den voksne den anden, hvilket vi selvfølgelig gør, men det er som om hun mangler en udvej uden at tabe ansigt – kan små børn have den følelse?

Når episoden endelig er ved at klinge af, og hun vil have sine kaniner og vil op, så har vi tidligere jo sagt, ”godt du kommer” eller på anden vis rost hende, men det må vi bare ikke! Det er sådan, at hun i slutningen af sit ”anfald” decideret siger, at ”når jeg kommer op til dig, så må du ikke sige noget”, altså vi må ikke rose hende. Nogen gange har vi også følelsen af, at det er en ren magtkamp, andre gange er hun mere ked af det. Men fælles er, at hun nægter at svare på hvorfor. Og vores pige er ellers rigtig god med ord, og også rigtig god til at beskrive hvordan hun har det for alderen, men ikke når hun først går af.

Nogle dage hvis overskuddet er lavt hos vores pige kan vi godt mærke, at der ikke skal meget til før hun ...

... evt eksploderer. Her er det også svært at vide, hvor meget man skal ”gå på listetæer” omkring hende og hele tiden være på forkant og glatte ud, eller om man skal insistere på, at ”sådan er det fordi mor/far bestemmer” og så vide, at man sætter gang i en lille times hysterianfald.

Lige nu er situationen selvfølgelig forværret pga suttestoppet, men antal episoder havde været tiltagende over de sidste par måneder også inden, hvorfor vi har haft møde med børnehaven for at høre hvordan det gik der, og de ser bare en glad, social pige i god udvikling.

Hun er generelt en sød, lidt forsigtig type, men hun ved godt hvad hun vil, og allerede fra 2 års alderen vidste hun lige hvilket tøj hun vil have på. En konflikt kan også opstå over hvilke strømper hun skal have på, selvom vi prøver ikke at stå stejlt på sådan noget, for oftest er det jo lige meget hvilke strømper hun har på.

Suttestoppet kom faktisk fra hende, vi har snakket om at det er på tide og læst bøger om det. Hun har det vildeste suttebid og bruger de værste sutter tandmæssigt. Men pludselig en dag sagde hun bare, at hun ikke ville bruge sut mere og den skulle sendes til julemanden så han kunne give dem til nissebabyerne. Så den måtte vi jo bare følge med på. Hun var selv med til at putte dem i kuvert og i postkasse, og i dagtid er hun også vældig stolt over det. Men hver aften savner hun sin sut, men er ikke ked af det når hun skal puttes. Men tænker helt sikkert hun mangler den om natten når hun har sine opvågninger. Hun har sine 2 kanin-sutteklude, som hun har haft altid og er nært knyttet til, men det virker ikke som om de fungerer som erstatning. Som hun selv siger: ”jeg savner ikke min sut, men min mund savner sutten”. Så det er tydeligt der er noget helt fysisk hun mangler for at finde ro til nat. Det sidste halve år har hun kun haft sutterne til nat, aldrig i dagtid. Gode ideer til noget at sutte på? Hun har forsøgt kaninernes øre, men det duer ikke.

Vi forsøger at give hende enkelte valg i dagligdagen – fx ”vil du have den blå eller den røde kjole på”, men også sætter en stopper for, at hun ikke kan få lov til fx at skifte mange gange. Generelt har vi prioriteret meget tid med vores børn, hun bliver hentet tidligt i børnehave (14.30) og har en ugentlig fridag. Vi synes selv vi er gode og nærværende forældre, der leger rigtig meget med. Vores datter er generelt ret medgørlig, og ikke sådan særlig trodsig. Vi har aldrig brugt time-out eller at sende hende på værelset. Vi synes hun de fleste dage er fuld af glæde og overskud.

Lillebror på næsten 9 mdr er selvfølgelig en udfordring, og hun kan sige ”jeg vil bare gerne have mor og far for mig selv”. Det siger vi, at vi godt kan forstå, og at vi godt kan forstå lillebror kan være irriterende. Hun har masser af alenetid med os på skift, og da vi er naboer med et hold bedsteforældre har hun os også af og til begge to alene mens de så kigger efter lillebror.

Vi forsøger at lave en zone i stuen hvor han ikke kan komme, og så selvfølgelig hendes eget værelse. Og vi forsøger at flytte ham før han fx ødelægger hendes opstilling af bamser eller lign. Omvendt skal hun jo også vænne sig til, at de skal deles om tingene. Vi forsøger at finde på nogle lege hvor de kan være sammen – fx storesøster og mor bygger et tårn som lillebror kan vælte. Det synes hun er sjovt. Og generelt får lillebror også kram og kys, og hun henter sutten hvis han er ked af det.

Den generelt dumme nattesøvn siden 1,5 års alderen har vi tilskrevet drømmeri, og efter hendes sprog er blevet bedre har hun også nogle gange spontant sagt, at hun drømte om en drage der var uhyggelig, og at hun ikke vil sove fordi hun så drømmer. Det sidste halve år har hun sovet de fleste nætter hos os. Hun falder i søvn i egen seng, og så kommer hun med (enkelte gange er hun kommet selv) ind i vores seng når hun vågner og er ked af det.

Vi har haft bedstefar til at bygge en kæmpe ”side-seng” i forlængelse af vores hvor hun har dyne liggende klar, og alle kan sove godt. Det har nu ikke haft den store effekt. Vi har forsøgt at snakke om drømme, at drømmeland også kan være godt, og give hende konkrete løsninger på at komme ud af drømmen (far kommer og henter dig, eller du kan køre væk på dit løbehjul). Vi har sløjfet alle godnatbøger der kunne være det mindste uhyggelige (det er overraskende mange børnebøger hvis man lige tænker over det). Og måske det har hjulpet en lille smule. Vi har undersøgt men ikke rigtig fundet noget brugbart angående mindre børn og drømme. Tyngdedyne har vi også forsøgt, ingen effekt.

Så vi har følgende problemer:

Nattesøvn med hyppige opvågninger, formentlig drømmeri, hun råber ”nej nej nej” og kaster sig rundt i sengen, men hvor man hurtigt kan få hende til at falde til ro. Hun er altid til at komme i kontakt med, og derfor jo per definition ikke night terror. De små opvågninger kan være alt fra 2-10 gange per nat.

”Hysteriske anfald” i mangel af bedre ord, som beskrevet. Tidligere kun i dagtid, nu også om natten efter suttestop. Tiltagende i frekvens. Vi mangler redskaber til at bryde dem, og synes ikke vi kan se en klar rød tråd i udløsende årsager. Vi har endda snakket om, om vi skal give hende sutten tilbage, men synes også det vil være lidt ærgerligt, da hun jo på mange måder klarer det rigtig flot, og er rigtig stolt, fraset om natten når hun vågner (og vi ved jo heller ikke om det er derfor hun bliver hys om natten, men grundet sammenfald i tid tænker vi det må spille en rolle). Men selv med sut havde vi jo et tiltagende problem, der var det bare ikke natten der var ramt.

Ja, det var en længere smøre! Giver det anledning til nogle andre tanker end de første du har delt med os? Vi er ved at være lidt desperate, og synes ikke at kunne finde hjælp nogle steder. Vi har endnu ikke mødt andre forældre der kan nikke genkendende til det vi beskriver i så udtalt grad. Da ”anfaldene” startede kontaktede vi også PPR via den anonyme rådgivning mhp. sparring, men synes ikke rigtig der var hjælp at hente.

Med venlig hilsen

Far og Mor til en skøn pige

Læs Helens svar »

De gode playlister – hvad kan god musik gøre for dit barn?

Hvorfor skal dit barn høre musik?
Sang og musik kan fungere som en kilde til sproglig- og motorisk læring, kreativitet og glæde hos dit barn. Der findes mange former for børnemusik deriblandt musik med fokus på bevægelse, leg og læring, men også sange som hjælper din lille til at slappe af ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

23. april 2024 | Opdragelse | 3 år, 6 mdr.

Leg med voldsomme ord

Hej igen Helen, Jeg sender dig et til brev med det samme med et helt andet...

Læs hele brevet og Helens svar

15. april 2024 | Udvikling | 3 år

Hjælp til vores dreng

Hej Helen, Min kæreste og jeg håber inderligt at du kan hjælpe os, som du...

Læs hele brevet og Helens svar

28. marts 2024 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.

Selvværd og selvtillid

Kære Helen Jeg skriver til dig fordi jeg har en pige på 3 1/2 år, som jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

5. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 10 mdr.

Svær putning - 2 år, 10 mdr.

Hej Helen. Yngstemanden har altid været rigtigt svær at putte, og derfor har...

Læs hele brevet og Helens svar

4. marts 2024 | Opdragelse | 3 år, 4 mdr.

3 år og udfordringer

Hej Helen. Jeg har en dejlig datter på 3 år og 4 måneder. Hun begyndte i...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: