Svar: Lure om dagen ved 9 måneder
Kære Maria Louise
Tak for dit brev :) Der er højst sandsynligt flere ting, som spiller ind hos jer, og jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig:)
Jeres lillebror er lige nu i separationsfasen, det betyder rigtig mange ændringer både motorisk og mentalt, og det gør det ofte svært at sove - både om dagen og om natten.
Han er igang med at adskille sig fra jer, begynder at krybe og kravle ud i verden på egen hånd og for at kunne dette, så bliver han naturligt ofte lidt mere tryghedssøgende, pylret og klynkende. Han vil ofte søge brystet hyppigere, han vil gerne putte og have lidt ekstra fysisk kontakt - og man ser det ofte om aftenen. Når roen skal falde over ham, når han skal give slip på dagen og alle oplevelserne, så søger han ekstra nærhed. Du vil derfor godt kunne opleve, at han om aftenen måske protesterer over at skulle ned i sin seng, han har brug for at sidde lidt længere tid på skødet, vil smågræde osv. At han lige nu ofte selv falder i søvn efter at have moslet lidt rundt, er super godt! Krydser mine finger for, at dette bibeholdes;)
Den store motoriske uro, og at han måske er igang med at øve sig i at kravle, betyder, at han om natten får sig lagt i stillinger, som han endnu ikke mestrer at komme væk fra. Han kan f.eks. lægge sig op i kravlestilling og der ligge og rokke frustreret frem og tilbage, og han har brug for hjælp til at blive lagt ned igen. Det er her vigtigt, at du netop hjælper ham videre i sengen og ikke tager ham op, ammer ham, begynder at gå rundt med ham eller lignende... han bliver naturligt mere og mere bevidst nu, så det er vigtigt at hjælpe ham med så lidt aktivitet om natten som muligt.
På samme måde vil han om dagen ofte have svært ved at overgive sig til søvnen. Hans alder og udvikling gør, at han lige nu har en stor lyst til at opleve, mærke verden, lege og følge med - og han har ikke særlig meget lyst til at sove. Derfor vil børn i denne alder ofte protestere mod søvnen om dagen - og når de endelig falder i søvn, så sover de ofte kortvarigt. Det er som om, at tiden ikke skal soves væk, så mange børn sover i denne alder lidt mindre, end vi faktisk skønner, at de har behov for :)
Det, du fortæller, lyder derfor helt alderssvarende og forventeligt. Det gennemsnitlige søvnbehov er i denne alder ca. 14 timers søvn i døgnet, og jeres dreng sover ofte ca. 11 timer om natten og vil dermed have behov for ca. 3 timers dagssøvn. Sover han mere om natten, vil dagssøvnen naturligt være kortere og omvendt - og med i dette regnskab skal du altså medtage, at han nok sover lidt mindre lige nu. Det er mere for at sige, at hvis han sover 1-1.5 time om formiddagen, 1-1.5 time til middag og måske 30 minutter om eftermiddagen, så lyder det som om, at hans søvnbehov bliver rigtig fint dækket. Og de dage, hvor han måske kun sover 30 minutter om formiddagen - det er helt okay. Her giver I ham jo netop mulighed for så at sove lidt mere senere på dagen.
Det bedste I kan gøre er at forsøge at holde så fast en rytme som muligt. Jo mere fast rytme I har, jo mere faste tidspunkter I har for spisning, aktiviter, søvn - jo mere vil hans indre ur indstille sig på dette, og jo mere vil han føle sig parat til at sove, når han puttes.
Det er også en god idé at se dagen inddelt i vågne og aktive perioder, hvor han stimuleres rigtig godt både motorisk og mentalt, og så perioder, hvor han hjælpe med at koble fra, finde roen og falde i søvn. Så han igen føler sig parat til at sove, når det er puttetid.
Nogle gange kan det være en god idé at sætte ham i barnevognen og ...
... trille ham en tur - hvis I har mulighed for det, hvor I bor. På den måde anerkender i hans lyst til at opleve og mærke verden - og han føler ikke noget pres med at skulle sove. Han sidder i sin vogn, mærker vinden i ansigtet, og I kikker på biler, fugle, hund, mennesker... hvad I nu triller forbi, taler lidt om det hele. Måske kan han sidde med lidt mad i hånden, en rosinbolle eller lignende, som kan virke næste meditativt for ham. Og når han så er parat, så kan I lægge ham ned til lur. Læg her mærke til tidspunktet, for det vil give jer end idé om, hvornår han egentlig er parat til at sove og dermed måske gøre det lettere at putte ham på det rigtige tidspunkt.
Nogle gange kan det også være en idé at putte ham måske 20-25 minutter senere end planlagt. Bruge lidt ekstra tid på at stimulere ham og først derefter putte. Det kan gøre, at han så lettere falder i søvn og man ikke bruger 25 minutter på at få ham til at sove. Det er dog vigtigt, at man ikke holder ham vågen så længe, at han bliver overtræt for så vil han få sværere ved at sove. Derfor er ca. 20 minutter ofte et godt bud.
Og nogle gange kan det at putte ham lidt senere til middagsluren være med til at gøre, at denne forlænges lidt - og at han derved måske kan undvære dagens 3. lur. Det vil sige, at hvis han f.eks. kan sove ca. ½ time senere til middag og samtidig kan forlænge sin middagslur med ½ time, så vil eftermiddagen ikke blive så lang for ham - og I kan stadig holde fast i det samme puttetidspunkt om aftenen.
Derudover så har hans indtag af mad også indflydelse på søvnen. Det er vigtigt, at han spiser mange små måltider hele dagen igennem, spiser varieret, så han bliver mæt (vi sover alle bedst på mæt mave;)), og at han drikker nok vand af kop.
En dagsplan kunne f.e.ks. se således ud - jeg ved naturligt ikke, hvordan det passer ind i vuggestuens hverdag hos jer, men det er et realistisk mål, tænker jeg:
Vågner omkring kl. 07 og dagen begynder stille og roligt.
Morgen 7.30: Havregrød, eller grødpandekager (hvis han ikke vil have grød), frisk blød frugt i hånden, vand af kop.
Formiddag 9: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt, frugtmos. Vand af kop.
Puttes til formiddagslur, måske ca. 9.30-10 - det afhænger af hans egentlige stå op tidspunkt om morgenen...
Frokost 11.30: Brødhapsere med forskelligt smørbart pålæg, suppleret med grøntsagsmos med kød eller fisk, ½ hårdkogt æg, godt kogte pastaskruer, stykker af frikadelle (kød eller fiskedelle) eller lignende. Vand af kop.
Tilbydes evt. lidt mme af en kop og puttes til middagslur ca. kl. 12.30-13
Eftermiddag 15-15.30: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt. Evt. lidt tykmælk med revet æble, frugtmos...
Ammes evt. lige nu om eftermiddagen, men denne amning forsvinder i 10 måneders alderen
Har evt. behov for en powernap, det kommer an på, hvor lang middagsluren er
Aften 17.30-18: Familiemad, almindelige børnevenlige retter med kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta. Der skal være mad i stykker og også gerne moset mad. Vand af kop.
Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme og gøres klar til natten.
Tilbydes godnatmåltid f.eks. en moset banan, mme eller vand af kop. Får børstet tænder.
Ammes og/eller flaske og puttes til natten 19.30-20
Sen aften 23: Ammes og/eller flaske og sover videre uden yderligere til næste morgen, hvor dagen så starter med morgenmad.
Jeg håber, at mine tanker hjælper lidt videre på vej og også giver lidt idé om, hvad der spiller ind på uroen hos jer netop nu :)
Rigtig meget held og lykke fortsat:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Det er højsæson for røde babynumser
Har du forberedt babynumsen på sommervarmen?
Varme sommerdage er dejlige, men de kan hurtigt genere de små babynumser. Varme, fugt og friktion er desværre en sikker opskrift på en rød og irriteret hud under bleen. Ved at erstatte vand, sæbe og vådservietter med Olívy baby care – diaper ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
18. september 2023 | Sovevaner | 2 mdr.
Dårlig nattesøvn og behov for brystet for at kunne sove
Kære Helen, Tak for en rigtig god brevkasse. Vi blev for lidt over 2...
16. september 2023 | Sovevaner | 4 mdr.
Vil ikke sove i barnevogn del 3
Kære Helen Nu skriver jeg desværre allerede igen. Siden mit sidste brev...
5. september 2023 | Sovevaner | 17 mdr.
Kære Helen Jeg er simpelthen nødt til endnu engang at spørge om dine råd og...
5. september 2023 | Sovevaner | 4 mdr.
Vil ikke sove i barnevogn, del 2
Hej igen Helen Tusinde tak for dit svar, og beklager, at jeg allerede...
3. september 2023 | Sovevaner | 4 mdr.
Hej Helen Håber meget, at du har et par gode råd :) Jeg har en dreng på...
Viden om børn:
Navn - navngivning
Alle børn skal have et navn - mindst et fornavn og et efternavn. Og dit barn skal have sit navn, før det fylder 6 måneder. I kan give jeres barn et navn på to måder: Enten ved dåb i folkekirken eller ved at ansøge om navngivning via Borger.dk.
Der er i princippet ikke nogen begrænsninger på antallet af fornavne, som du må kalde dit barn. Men der er regler for, hvilke navne du kan give dit barn. Som hovedregel må du ikke vælge et navn, der kan være til ulempe for dit barn.
Fiskeolie og børn
Fiskeolie eller det der også hedder Omega-3 fedtsyrer er sunde fedtsyrer, som især findes i fede fisk. De er livsnødvendige for os mennesker, både for børn der skal vokse og udvikle sig og for ældre der skal "vedligeholdes". Derfor skal der være omega-3 fedtsyrer tilstede i vores kost.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at du selv spiser og også giver dit barn fisk 2 gange om ugen som hovedmåltid. Derudover næsten hver dag som pålæg til frokost.
Det er vigtigt at variere...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen,
det er vist på tide at jeg skriver og siger tusind, tusind tak for alle dine råd og vejledninger! Det er jo super dejligt at have en som dig at henvende sig til med alle de spørgsmål der kommer op i forbindelse med at være forældre. Det har været en fantastisk stor hjælp at læse dine svar, ikke kun til mig, men også til andre forældre.
Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skulle have gjort uden din brevkasse – bare muligheden for at kunne stille de 'dumme' spørgsmål, er utrolig beroligende, for ikke at nævne at se at der er andre der ude som pusler med de samme problemer som jeg gør.
Så tusind tak for din hjælp!
Bedste hilsner
Mor til pige på 5 måneder