Annonce

Annonce

Svar: Hjælpe videre i søvn - 6 mdr gammel


2. oktober 2017

Kategori:
Alder:
6 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Sovevaner.

Kære trætte mor

Tak for dit brev :)

Det er helt naturligt, at jeres dreng stadig har brug for brystet, før han skal sove. Amning vil indgå som en fast del af hans putteritual indtil han er mindst 1 år.. MEN det betyder ikke, at du skal amme ham fast før hver lur til han er et år. Behovet for bryst før putning ændrer sig naturligt i takt med, at han bliver ældre.

Lige nu vil det være rigtig godt, at han ammes ca. 6 gange i døgnet, og det vil være super, hvis du kan skabe en rytme, hvor han tilbydes skemad og vand af kop, når han vågner - og så tilbydes brystet før han skal sove. På den måde så sikrer du, at han fyldes tilstrækkeligt op med både skemad, vand og mælk.

Når han så bliver 7 måneder, så vil det være rigtig fint, hvis du kan skære ned i antallet af amninger, så han ammes 4 gange i døgnet. Det betyder, at amningen før formiddagslur og amningen om eftermiddagen erstattes af lidt større mellemmåltider, og det betyder også, at han i den alder skal lære at sove uden brystet, når han puttes til sin formiddagslur. Han skal dog stadig tilbydes bryst, når han puttes til sin middagslur og når han puttes om aftenen.

Antallet af amninger skæres altså gradvist ned det næste halve år. Så behovet for bryst og dermed dig, bliver naturligt gradvist mindre, - men han skal ammes til han er 1 år. Hvis du allerede nu ved, at du ikke har lyst til dette, og hvis I gerne vil have, at far kommer mere på banen omkring putning, eller hvis planen er, at jeres dreng skal passes af far, starte i dagpleje/vuggestue før han er stoppet med at blive ammet, så er alternativet en flaske. Hvis I ønsker at tilbyde ham flaske, så er det vigtigt, at I gør det til en fast rytme/rutine, og med den alder han har, kan det være svært at få ham til at acceptere en flaske, men det kan naturligvis forsøges... Jeg ved ikke, hvor dine tanker er i forhold til dette, hvad jeres planer er, men den overvejelse skal I også have med jer:)

Det er vigtigt, at du arbejder på, at han ikke falder i søvn med brystet i munden - selvom han stadig skal ammes, så skal brystet væk fra munden, før han sover helt. Og når du skriver: "Jeg lirker ham af før han sover... nogle gange kikker han rundt og lukker øjnene og sover", så er det præcis sådan det skal være. Det er vigtigt, at han lige når at følge med i, at han rent faktisk slipper brystet, ligesom det vil være super godt, at han falder i søvn i sin seng, så han ikke forbinder det at sove med at være i din favn.

Du skriver, at han altid skal ammes meget, før han sover.. Her skal du naturligvis sikre dig, at han får skemad og vand nok, når han vågner - men samtidig ikke give ham så meget skemad, at han ikke drikker mælk nok hos dig. Det er en balance, som du skal forsøge at finde :) Det er naturligt, at han drikker godt fra brystet - han har stadig brug for rigtig meget mælk, drikker sandsynligvis en liter hos dig i døgnet, måske mere - afhængigt af hvad han vejer, og det skal han naturligvis have lov til :)

Mange børn vil i 6 måneders alderen have en tendens til at die ved brystet, falde i søvn, vågne op efter ca 30 minutter og søger så brystet igen. Det er et reelt behov. MEN, du kan dog forsøge at undgå dette ved at amme ham af to omgange. Det vil sige, at du kan prøve at amme ham, og derefter skifte hans ble, og gøre ham klar til putning og så ammer du ham igen, før du så putter ham. På den måde sikrer du ham lidt ekstra mælk i maven og opvågningen kan nogle gange undgås.

Det er dog vigtigt, at du ikke ...


Annonce

... ammer ham hver gang han vågner og søger brystet hele natten... Med den alder han har nu, så er han meget bevidst om, hvad der foregår omkring ham i løbet af dagen og han oplever rigtig meget. Det betyder, at han får rigtig mange stimuli og indtryk, der skal bearbejdes, når han sover. Det vil derfor være normalt med stor drømmeaktivitet lige nu.

Samtidig vil børn i jeres drengs alder ofte også vågne, fordi de ikke mestrer at skifte stilling. Han får sig lagt i stillinger, som han ikke selv kan komme væk fra og så vågner han og småklynker, græder irriteret og har brug for hjælp til at blive lagt rigtigt igen. Lige nu gennemgår han altså en periode, hvor han på grund af sin alder og udvikling vil kunne sove meget uroligt, være klyngende, smågrædende osv. - og faktisk også søge brystet flere gange om natten. Og her er det vigtigt, at du forsøger at undgå en vane, hvor du per automatik tilbyder ham brystet, hver gang han klynker eller siger lyde.

I stedet vil det være rigtig godt, hvis du kan hjælpe ham med kærtegn, lulle ham til ro med dine hænder, beroligende ord osv. Det kan også være, at han har brug for at du hjælper ham om på siden, drejer ham, pytter dynen om ham igen, fordi han har fået den sparket af og på den måde hjælper ham videre i søvnen uden at tilbyde ham bryst. Jeg ved godt, at han virker søgende og at det ofte også virker, at tilbyde ham brystet hver halve til hele time om natten, men det er en uhensigtsmæssig vane for jer begge.

Derudover er det vigtigt, at hans indtag af mælk gradvist nedsættes, og mængden af skemad og vand af kop gradvist sættes op - hvis han får for meget mælk om natten, så spiser han ikke nok om dagen. Hvis han ikke spiser nok om dagen, så vil han naturligt søge brystet ekstra om natten...

En dagsplan ser således ud:

Tidlig morgen 05: Ammes og sover lidt videre.

Morgen 7.30-08: Havregrød, vand af kop.

Formiddag 9: Frugtmos og frisk blød frugt i hånden, vand af kop.

Ammes og puttes til formiddagslur ca kl 9.30


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Frokost 11.30: Grøntsagsmos og der begyndes nu med kød og fisk i mosen. Det kan være hjemmelavet eller det kan være mos fra glas, som svarer til 6 måneders alderen. Suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden, som han selv kan sidde og gumle på, vand af kop.

Ammes og puttes til middagslur ca kl 13 - tidspunktet variere efter hvor lang formiddagsluren er

Eftermiddag 15-16: Frugtmos og frisk blød frugt i hånden, vand af kop.

Ammes og puttes evt. til en 3. lur, eller måske springes den over. Det afhænger af, hvor lang hans middagslur er og hvor tidligt/sent den ligger

Aften 18: Grøntsagsmos, og der begyndes også her med kød eller fisk i mosen. Suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden, vand af kop.

Ammes, får skiftet ble og ammes derefter igen og puttes så til natten ca kl 20.

Sen aften 23-24: Ammes rigtig godt, gerne fra begge bryster og puttes derefter til natten i egen seng. Prøv om du kan holde dig vågen her, så du holder ham igang ved brystet og hjælper ham med at tage godt fra, hvorefter han så puttes på afstand af dig, så han ikke kan dufte din mælk.

Midt nat - denne amning skal nu trappes ud, så han begynder at sove videre uden mælk til næste morgen tidlig, hvor han ammes igen. Det betyder, at han nu skal lære at sove igennem, hvilket svarer til, at han sover 5-6 timer uden mælk f.eks. fra kl 23.30 til 05...

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Vent ikke til din baby har fået rød numse

- brug Olívy fra første bleskift

Hud der konstant udsættes for fugt, varme, friktion og syre fra urin og afføring, bliver nemt rød og irriteret. Det gør ondt på barnet, og kan påvirke den helt basale trivsel - herunder søvn og spisemønster. Med Olívy baby care – diaper change kan du ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

23. april 2024 | Sovevaner | 11 mdr.

Putning - 11 mdr.

Hej Helen, Jeg skriver igen, fordi min søn snart bliver 1 år gammel og skal...

Læs hele brevet og Helens svar


22. april 2024 | Sovevaner | 15 mdr.

Lange putninger - 15 måneder

Hej Helen Jeg skriver til dig, fordi vi har kæmpet med aftenuro og lange...

Læs hele brevet og Helens svar


11. april 2024 | Sovevaner | 9 mdr.

Dårlig søvn og stop af amning

Hej Helen. Nu har jeg endelig fået taget mig mod og tiden til at skirve til...

Læs hele brevet og Helens svar


10. april 2024 | Sovevaner | 6 mdr.

At sove igennem

Hej Helen Min søn er nu blevet 6 måneder og jeg tænker, at det derfor er...

Læs hele brevet og Helens svar


26. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 6 mdr.

Svær putning - 2 år, 6 mdr.

Kære Helen, Et spørgsmål til putning. Vores dreng på 2.5 år har altid...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Bedsteforældre

Det er dejligt at have bedsteforældre og for de fleste børn og børnefamilier spiller bedsteforældrene en stor rolle.

Bedsteforældre kan være ressourcepersoner, der træder til og hjælper jer i hverdagen med de praktiske opgaver. De vil ofte også gerne hjælpe med børnepasning, hvis I forældre har brug for lidt tid for jer selv.

Børn har glæde af at kende deres bedsteforældre, det er vigtigt for børn at kende deres historie og det er dejligt for dem at have...

Læs mere i Babylex

Fladt baghoved

Da små børns kranieknogler er bløde og ikke helt sammenvoksede, kan de tage facon efter, hvordan barnet lejres. Det kan give barnet en flad eller skæv hovedfacon, - dette kaldes lejringsbetinget skævhed af kraniet.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn altid lejres på ryggen, når de skal sove, fordi dette mindsker risikoen for vuggedød. Du skal være opmærksom på, at barnet ikke ligger med hovedet til den samme side, hver gang det sover, da dette kan medføre, at barnet får en skæv...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog til far - vær far med tillid, nærvær og respekt.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen.

1000 tak for dit svar. Jeg blev meget glad for at læse dine kommentarer vedr. min "dårlige samvittighed" over at have sendt Caroline i vuggestue da hun blev storesøster. Det lettede virkeligt.

Carolines mor


Annonce