Svar: Udadreagerende overfor mor og far

---

Kære forældre

Tak for jeres brev og fine beskrivelse af jeres datter og alle jeres tanker. Og tak for jeres beskrivelse af alle de ting, som I har forsøgt :)

Jeg kan godt forstå, at I bliver kede af det og frustrerede, når I oplever, at jeres datter reagerer fysisk overfor jer. Det kan være rigtig svært at håndtere børns vredesudbrud og fysiske reaktioner, og det lyder også som om, at I generelt er rigtigt gode til at møde jeres datter med anerkendelse og lydhørhed.

Det er vigtigt, at I ved, at det er helt normalt, at børn i jeres datters alder begynder at udtrykke deres selvstændighed og følelser langt mere tydeligt. Jeres datter er naturligt i gang med at finde ud af, hvem hun selv er, hun får mere og mere egen vilje, og en del af at udvikle dette er at gøre det modsatte af, hvad mor og far ønsker.

Den øgede modstand, som hun viser mod jeres autoritet, hendes afprøvning af grænser, er en naturlig del af hendes selvstændighedsfase. Hun forsøger at udtrykke sin egen vilje ved at sige "nej" og ved at reagere fysisk med at slå, sparke, skubbe. Det er rigtig hårdt, og det er her vigtigt, at I forsøger at finde balancen mellem at anerkende og støtte hendes behov for selvstændighed, men samtidig også fortælle jeres datter, når hun overskrider en grænse - f.eks. må hun naturligt ikke bevidst sparke mor over skinnebenet. Her skal du naturligt sige fra "jeg vil ikke have, at du sparker mig, det gør ondt!".

Når jeg læser jeres taktikker, så er jeres fokus meget på at lære hende, hvad hun gør forkert, og hvordan hun kan reagere mere hensigtsmæssigt i stedet. Det er sådan set rigtig fint, men det betyder, at I har meget fokus på hendes adfærd, og jeg vil foreslå, at I begynder at fokusere på hendes følelser og hendes behov for at føle sig medbestemmende og selvstændig.

Her kommer nogle eksempler:

Anerkendelse af følelser
- "Jeg kan se, at du er meget vred lige nu. Er der noget, som gør dig så vred?"
- "Du ser du til at blive ked af det, er det svært, at legen skal stoppe nu? Det forstår jeg godt".
- "Jeg kan mærke, at du bliver frustreret, når tingene ikke går helt, som du gerne vil. Det er helt okay at føle sådan"

Når I anerkender hendes følelser, så vil hun føle sig forstået, accepteret og elsket. Hun lærer, at det er okay, at hun har de følelser, som hun har. At hun er okay. Og når hun oplever, at I forstår hendes følelser, så vil det naturligt skabe en sikkerhed og en vigtig forbindelse til jer.

Giv hende valgmuligheder
- "Du kan vælge mellem de her to trøjer, hvilken vil du have på i dag?"
- "Vil du selv tage din jakke på, eller skal jeg hjælpe dig?"
- "Vil du børste tænder før eller efter historien? Du bestemmer"

Når I giver hende valgmuligheder, så får hun en følelse af kontrol. At give valgmuligheder giver hende mulighed for at udtrykke sin vilje, og dermed støttes udviklingen af hendes ...

---

---

... følelse af selvstændighed. Det er her vigtigt at nævne, at I tager det overordnede valg - I beslutter, at hun skal have trøje på, men hun kan selv bestemme hvilken.

Skab rutiner
- "Nu er det tid til at rydde op og gøre klar til at komme i seng. Det gør vi hver aften"
- "Når vi har spist, så tager vi tallerkenerne ud af bordet sammen"
- "Vi læser godnathistorie, når du er puttet. Kan du finde bogen, vi skal læse?"

Når I har faste rutiner og sætter ord på, hvad der skal ske, så er der forudsigelighed og genkendelighed, og det giver tryghed. Kendte rutiner kan derfor være med til at gøre hende mere afslappet, så verden ikke så let bryder sammen for hende.

Lyt aktivt
- "Fortæl mig om din dag, Hvad var det bedste, der skete i dag?"
- "Hvordan har du det lige nu? Jeg er her, og jeg vil gerne høre det"
- "Lad os sætte os og snakke lidt, hvad har gjort dig glad eller ked af det i dag?"

Når I lytter aktivt til hende, så vil hun føle sig betydningsfuld. Hun vil naturligt få en følelse af at hun er noget særligt, og at I interesserer jer for hende og for at hun skal have det godt. Det vil naturligt nedsætte hendes behov for at afprøve grænser og reagere fysisk overfor jer.

---

---

Brug positiv forstærkning
- "Tak fordi du hjalp med at dække bord, du er virkelig en god hjælper"
- "Det er rigtig dejligt at sidde her sammen med dig, jeg elsker, når vi putter"
- "Det var rigtig godt, at du stoppede, da jeg sagde stop. Det viser, at du er opmærksom, og det er rigtig godt".

Når I bruger positiv forstærkning og roser hende med det, som I virkelig nyder ved hende, så motiverer det hende til at gør mere af netop dette. Det forstærker de positive handlinger. Nogle gange kommer vi til at sætte alt for mange ord på alt det, som barnet gør forkert, og glemmer at sætte ord på alt det, som barnet gør rigtigt, og som vi nyder - det vi gerne vil se mere af.

Jeg forstår godt, at I kan være bekymrede over om jeres datters adfærdsmønster kan vise sig i børnehave og senere i skolen. Derfor er det også rigtig godt, at I nu forsøger at møde hende sådan, at I hjælper med at forebygge og håndtere situationer, som kan være svære for hende. Når det er sagt, så er det dog meget normalt, at børn prøver langt flere grænser overfor deres forældre, end de f.eks. gør overfor personalet i børnehaven.

Jeres datter har naturligt en stærkere følelse af tillid og tryghed ved jer. I har skabt et hjem og en atmosfære, hvor hun netop føler sig tryg nok til, at hun kan udtrykke sig - hun har en indre følelse af, at I elsker hende og er der for hende, - og derfor tør hun godt udforske og afprøve flere grænser overfor jer. Hun ved, at I er hendes sikkerhedsnet, at I accepterer og elsker hende. Derfor skal I også se hendes adfærd som en naturlig del af hendes udvikling:)

Jeg håber, at I kan bruge ovenstående lidt videre :)

Rigtig meget held og lykke fortsat!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---