Svar: Utryg i storebrorrollen
Kære M
Tak for dit brev og din meget fine beskrivelse af især J's reaktioner, og et stort tillykke med jeres nye lillebror :) Skønt at have tre drenge!
Det er helt naturligt, at W og J reagerer forskelligt på, at lillebror er kommet til, og da lillebror kun er 11 dage gammel, så er alt stadig meget nyt, og I skal naturligvis alle sammen finde ud af, hvad det betyder, at I nu er en familie på fem :)
Hvis vi skal starte med W, så er det på mange måder lettere for ham, at lillebror er kommet til. Han er vant til at have rollen som den ældste, han kender til at have en lillebror - det er der ikke noget nyt i - og så har han i en alder af 7 år en naturlig anden måde at se det hele på. Han er så langt i sin udvikling, at han godt forstår, at lillebror ikke tager noget væk fra ham, og han vil naturligt have en vis ansvarsfølelse overfor lillebror. Han vil højst sandsynligt gerne hjælpe lidt til med lillebror en gang imellem og kan gøre dette, uden at han føler sig presset.
For J er det langt sværere. Han befinder sig i en mellemrolle, hvor han både skal finde ud af, at være lillebror, som han er vant til, men nu også skal finde ud af at være storebror, som er en helt ny rolle for ham. I nogle situationer, vil han derfor blive set som "den lille" og i andre situationer, vil han nu pludselig skulle være "den store", og det kan være rigtig svært for ham at finde sin nye rolle.
Når vi bringer en lille ny baby ind i familien, så sammenlignes det ofte med, at din mand kom hjem med en ny kvinde - erklærede at hende elskede han, og det skulle du også gøre. Når de to sad sammen i sofaen, så han på hende med et særligt blik, når han talte til hende, så var hans stemme helt anderledes, end når han talte til dig - og du kunne se, at de to havde noget sammen, som du ikke var en del af. Og jeg tænker, at når I f.eks. sidder ved middagsbordet eller når du sidder og ammer i sofaen, så giver det J. følelsen af, at I har noget sammen, I giver det til hinanden og ikke til ham.
Når man ser dette billede for sig, så tænker jeg, at det forklarer meget godt, hvordan J. måske har det, og hvorfor han siger, at lillebror ikke må være med ved middagsbordet, og hvorfor han holder en halv meters afstand til dig, når du ammer.... Jeg tænker, at han godt kan føle sig tilsidesat, at han føler, at han ikke er den foretrukne, at han er usikker på, om der er kærlighed nok til alle, at han føler at pladsen i mors hjerte måske er lidt usikker lige nu, at han er i tvivl om, hvorvidt han bliver set...
Derfor er et helt normalt, at han reagerer med voldsomme følelsesudbrud, og at han søger dig ekstra meget. Det er også helt normalt, hvis han bliver ekstra vred på dig, for det er dig, der har været gravid, dig, der har født lillebror, og dig, der har bragt lillebror med hjem.. Og det er bedre, at vreden går ud over dig, end at den går ud over lillebror.
Det er her rigtig godt, at I sætter ord på, at I stadig elsker J, og at han ikke må tvivle på jer og jeres kærlighed. Det er rigtig godt, at I prioriterer tid med alle børn og giver dem tid hver for sig. Lader dem være lidt sammen med bedsteforældre, holder fast i børnehaven - da den faktisk godt kan virke som et frirum, fordi han der har den rolle, han plejer at have, hvor rollen hjemme nu er en helt anden. Alt det skal I endelig fortsætte med.
Det er dog også vigtigt, at I sætter ord på nogle af de ting, som I tænker, kan være svære for J. og gør det legalt, at han f.eks. nogle gange synes, at N. er irriterende. Det er smadder dumt, at han nogle gange må vente, eller at der ...
... er ting, I ikke kan, fordi lillebror skal sove. Det er irriterede, når lillebror græder, eller er svær at trøste. Det er helt okay f.eks. at sige "du kunne godt tænke dig, at det bare var os to igen" - og gøre det helt okay, at han faktisk ikke altid synes, at lillebror er så fantastisk, som I andre synes...
Jeg tænker, at når han siger, at lillebrors navle er ulækker eller skræmmende, så er det ikke navlen, det handler om. Det er mere et udtryk for, at det her er svært for ham, og navlen er den forklaring, han kan finde ud af at give. Han har måske hørt jer sige, at navlen lugter, eller at det er lidt ulækkert, så han ved, at dette kan han sige uden problemer - men egentlig er det han siger, at det er svært, at han har det svært med lillebror.
Jeg tænker også, at det vil være rigtig godt, hvis I kan vise ham billeder, små filmklip og lignende fra han selv var lille. Vise ham, at han blev nusset, ammet, kysset, krammet osv. ligesom lillebror bliver nu, og at han også var en lille baby, der lå i liften som lillebror gør nu. Tal med ham om da han var baby, og om alt det han har lært, alt det han kan nu.
Sæt også ord på, hvor fantastisk det er at have en dreng på 4.5 år. Han er den dejligste og mest fantastiske 4årige i hele verden. Så han igen og igen hører, at han er noget særligt, og at ingen nogensinde kan tage hans plads.
Giv ham tid, lad ham studere lillebror på afstand. Vis ham, hvad lillebror godt kan lide, fortæl ham, hvordan han kan snakke med lillebror, hente en rangle osv. Sæt ord på, når lillebror kikker på ham, og at det betyder, at lillebror synes, han er sej, fordi han kan så mange ting, og lillebror kan dem ikke, for han er bare en baby - og måske kan J. på sigt hjælpe N med at lære det. N er jo super heldig, at han har J. som storebror. Men - gør det på en måde, hvor J. ikke føler sig presset til at skulle føle noget bestemt eller deltage på en bestemt måde, netop for at give ham tid.
Har I tænkt jer at ændre på drengenes værelser, sortere i deres legetøj og lignende, så vær meget opmærksomme på, hvordan I gør det. Det er vigtigt, at J. ikke føler, at han skal give noget væk, som er særligt vigtigt for ham. Lad ham derfor beholde noget af babylegetøjet lidt endnu, hvis han har noget sådan, som han ikke er parat til at give væk til baby N.
I kan også inddrage ham i sorteringen af f.eks. legetøj. Man kan købe en "legetøjs-tester", eller I kan brugt en smal afklippet toiletrulle. Alt det legetøj, som kan komme ned i legetøjstesteren eller toiletrullen, må babyer ikke lege med, det er for småt og for farligt. På den måde kan J. være med og hjælpe jer med at finde ud af, hvilket legetøj, N kan lege med. Det kan være med til at give lidt ansvarsfølelse og samtidig styrke hans rolle i at være storebror, for det her kan babyen jo ikke selv finde ud af, her er der brug for J's hjælp.
Hvis I har gemt en del af J's tøj og babyting, og lillebror bruger disse nu, så vis billeder af J og vis ham, at lillebror bruger hans gamle tøj og ting, og at det er rigtig dejligt. Det kan være med til at bekræfte, at lillebror ikke tager noget af hans - for han gider jo ikke bruge babyting - og det kan også styrke følelsen af, at han jo nu er meget større, kan mange flere ting og igen derfor er noget helt særligt.
Jeg håber, at mine tanker hjælper jer lidt videre. Læs også meget gerne min bog "Helens bog om Børn & Opdragelse". I den finder I flere gode råd også omkring at skabe et godt søskendeforhold:)
Rigtig meget held og lykke - jeg glæder mig til at følge jer og lillebror endnu engang:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Gør pusletid til hyggetid - med naturlig pleje fra Olívy
En ren ble er det primære formål, når ens baby bliver lagt til rette på puslepladsen. Men faktisk er pusletiden meget mere end blot en praktisk opgave. Det er en unik mulighed for at styrke båndet til dit barn, stimulere sanserne og skabe tryghed. En god pusleoplevelse handler ikke kun om ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:
9. maj 2025 | Opdragelse | 3 år, 2 mdr.
Afhængig af sut - 3 år, 2 mdr.
Kære Helen Min datter på 3 år er utrolig afhængig af sin sut. Den og hendes...
23. april 2025 | Opdragelse | 3 år, 9 mdr.
Kære Helen. Jeg håber, du kan hjælpe os med nogle redskaber til at håndtere...
19. april 2025 | Opdragelse | 3 år, 3 mdr.
Hej Helen. Så er vi virkelig trådt ind i 3-års alderen med fulde kraft. Og...
18. april 2025 | Opdragelse | 4 år
Sur 4 årig pige der råber meget
Kære Helen Vores pige på nu 4 år har de seneste par måneder haft meget...
16. april 2025 | Opdragelse | 3 år, 1 mdr.
Hej Helen Min datter på 3 år, er begyndt at være en smule bange om aftenen....
Viden om børn:
Undertøj til børn
Bomuld er behageligt, suger sved og kan vaskes ved høj temperatur. Det kan være en stor fordel, så længe børn bruger ble, hvor det ikke kan undgås, at der af og til kommer urin og afføring i undertøjet.
I efterårs- og vintermånederne, kan det dog være en fordel at vælge undertøj af uld. Uld består af ca. 20 procent fibre og 80 procent luft. Det gør, at uld isolerer rigtig godt, og det hjælper derfor barnet med at holde varmen, når det f.eks. sparker dynen af om natten. Uld kan...
Ufrivillig natlig vandladning
Når børn tisser i sengen om natten, så kalder man det ufrivillig natlig vandladning, sengevædning eller Enuresis. Og der kan være flere årsager til at børn tisser i sengen om natten.
1. Arvelighed. Hvis mor og/eller far har tisset i sengen om natten, så er sandsynligheden for at barnet kommer til det større.
2. Hormoner. Det antidiuretiske hormon (ADH) udskilles fra hjernen om natten og skal nedsætte urinproduktionen om natten. Men nogle børn er lidt længere tid...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Denne gang skriver jeg bare for at udtrykke min taknemmelighed over det store arbejde du gør for at informere alle os "usikre mødre".
Normalt anser jeg mig selv for at være relativt velinformeret om de emner, der interesserer mig .....- men jeg må indrømme, at det at blive mor har ført en helt uventet usikkerhed med sig.
Når det man ønsker aller mest er at give sit barn den bedste start på livet - og man bare ikke er sikker på, hvad der er det bedste at gøre, er det fantastisk at kunne rådføre sig hos dig.
Jeg har læst stakke af bøger, Sundhedsstyrelsens anbefalinger, diverse artikler og lavet utallige google-søgninger (hvor jeg i øvrigt ofte lander på din side) om børnerelaterede emner - og alligevel bliver jeg tit i tvivl.
Trods mange spørgsmål fra min side svarer du tålmodigt, grundigt og engageret på det hele - og det betyder meget for mig som nybagt mor at få en kommentar med på vejen :-)
Mit medlemskab hos netsundhedsplejerske.dk er en rigtig god investering - og min søn får en mindre bekymret mor med i købet ;-)
God sommer