Svar: Når børn går og klynker

---

Kære Mor

Tak for dit brev og fine beskrivelse af især din ene datter :) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge.

Jeg kan godt forstå, at du bliver bekymret, når din datter E stort set altid går rundt og piver og klynker, og det er naturligt vigtigt at finde ud af, hvad det handler om. Så når du spørger, hvorfor nogle børn går rundt og klynker, så er der lidt overvejelser.

Det første du skal gøre, er at sikre dig, at hun ikke har ondt. Det kan gøre ondt mange steder i kroppen, og det er naturligt svært for hende at sige præcist, hvor det gør ondt. Hun kan have ondt i ørerne, i maven, det kan gøre ondt, når hun tisser, det kan gøre ondt i benene, ledene osv. Så det er vigtigt at sikre sig, at hun ikke fejler noget.

Det er også altid godt at sikre mange hyppige måltider dagen igennem. Det er vigtigt, at du hjælper hende med at spise sundt, og at du skærer ned for indtaget af sukker. Når børn piver og klynker, så kan vi nogle gange godt have tendens til at stikke dem lidt sukkerholdigt, og piveriet stopper ofte med det samme. Men blodsukkeret hæves, og når det så falder igen, så falder humøret og overskuddet ofte også - og så starter piveriet og klynkeriet igen. Derfor er det vigtigt, at du er opmærksom på at tilbyde hende mange små sunde måltider hele dagen igennem, som mætter hende, stabiliserer hendes blodsukker og dermed hendes humør og overskud.

Det vil sige, at det f.eks. er bedre med frisk frugt end tørret frugt. Det er bedre med vand og mælk end saftevand og sodavand. Det er bedre med fuldkornsbrød end toastbrød og lysere brødtyper. Det er f.eks. en god idé at starte dagen med havregryn med mælk i stedet for sukkerholdige cereals.

Børn kan også pive, fordi de keder sig og har brug for deres forældres opmærksomhed. Det betyder ikke, at I skal lege sammen, men det kan være vigtigt, at I er sammen. Prøv derfor at inddrage hende i hverdagens gøremål og lad hende være med til f.eks. at bage, lave mad, tømme opvaskemaskine, dække bord osv. Når hun på den måde beskæftiges og hun mærker, at du er der, og I laver noget sammen, så holder piveriet op.

Børn kan også pive og klynke, fordi de har stress. Hvis I har en meget stresset hverdag, hvis der sker for mange ting, hvis der stilles for mange krav som ikke passer til barnets alder og udvikling, så kan børn få stress. børn kan også blive påvirket af deres omgivelser, så hvis I forældre er stressede, skændes meget, hvis I mangler overskud osv. så kan pigerne også spejle dette - og deraf begynde at klynke og pive mere...

Når alt dette er sagt, så lyder det dog som om, at der er lidt andre ting, som spiller ind hos jer. Du nævner blandt andet:
- hun har svært ved når noget er svært, det er svært at sige pyt
- børnehaven har sagt, at I gerne må øve små successer
- hun er enægget tvilling og hendes søster kan og gør flere ting selv
- det er skift af situationer, som ofte er svært - ikke så meget, at få tøj på, men mere det at I nu skal have tøj på, at der er krav til, at der skal ske noget andet.
- at hun naturligt endnu ikke har så meget sprog, så måske er det hendes måde at kommunikere på
- hun kan bryde sammen, når hun ser sin søster gå igang og hun så ikke kan
- det er svært for hende at danske med, når søster danser.

Der er ingen tvivl om at den sproglige udvikling naturligt spiller ind. Når hun mangler ord, så er det naturligt svært at fortælle, hvordan hun har det, hvad hun oplever, føler og tænker. Derfor vil det være rigtig godt, hvis du kan læse bøger højt, som handler om følelser, og som netop kan hjælpe hende med at blive opmærksom på forskellige følelser og sætte ord på.

I kan også laven lille billedbog, hvor I/du finder og klipper forskellige billeder af følelser ud - man kan være glad, sur, bange, overrasket, nervøs, genert, modig... og I kan så tale om de forskelige følelser og med jeres kropsprog vise, hvordan man ser ud og har det, når man har netop disse følelser...

Men, det lyder også som om, at hun føler sig lidt forkert og måske sammenligner sig lidt for meget med sin søster. Det er helt naturligt at forvente, at enæggede børn ligner hinanden, men det er meget vigtigt, at lade dem være forskellige. Går de f.eks. i samme tøj? Har de samme frisure? Behandles de generelt meget ens? Det kunne være en idé at du begyndte at adskille dem lidt mere og måske opfatte dem mere som to individer.

Det lyder som om, at N er en pige, der har masser af gåpåmod, som gerne går igang med opgaver, gerne vil gå selv, og som har en evne til at sige "pyt", når verden går hende lidt imod. Hun lyder til at være godt med motorisk, tager gerne selv tøj, sko osv. på, og hun elsker, når I skal af sted, når der sker noget, når I skal ud af døren.

E. derimod er mere tilbageholdende, hun har svært ved at gå igang med en opgave, kikker ofte på sin søster og lyder til næsten at give op på forhånd. Når hun nogle gange forsøger sig, så bliver hun ked af det, når det ikke lykkes med det samme - især fordi hun ser, at N kan uden ...

---

---

... problemer, og måske også hører, at N. er dygtig. Så der skal ikke så meget til, før E. føler sig forkert. Det er naturligt ikke en rar følelse, og det kan godt gøre, at man går rundt og er ked af det, og derfor klynker og piver mere...

Jeg tænker derfor, at I skal være meget opmærksomme på, om pigerne ofte sammenlignes, og at I skal være opmærksomme på, hvordan I styrker deres og lige nu måske især E's selvværd og selvtillid.

Selvtillid: Det er en grundlæggende følelse af, at være god til noget. Det handler om, at man går igang med en opgave, fordi man tror på, at det her kan man godt finde ud af. Man har tillid til sine evner og går derfor igang med den opgave som stilles. Selvtillid er noget ydre, noget andre kan se. Det er vigtigt at have selvtillid, når vi skal løse en opgave og når vi står i nye situationer, hvor vi føler os på usikker grund. Men det er endnu vigtigere at have en høj selvværdsfølelse.

Selvværd: Det er en grundlæggende følelse af, at have værdi. Ikke fordi jeg er god til noget eller kan noget bestemt, men blot fordi jeg er mig. Det er en indre følelse af at være noget særligt. Jeg er noget særligt, fordi jeg er mig, og alt ved mig er, som det skal være. Selvværd er på den måde noget indre. Det er en indre følelse af, at være værd at elske blot fordi man er den man er.

Vores børn vokser op med masser af sammenligninger i hverdagen - og især når man vokser op som enægget tvilling, så er der hele tiden en fast sammenligning. Der er ting, som ens søster kan finde ud af, men som man endnu ikke selv mestrer. Der er ting, som de andre børn kan finde ud af, som man ikke mestrer. Det er ting, som de voksne kan finde ud af, men som man ikke mestrer. Hverdagen er fyldt med sammenligninger.

Hvis man har et godt selvværd, så vil man, når man sammenligner sig med andre, føle, at det er helt okay, at man ikke kan det, som de andre kan. Man vil acceptere, at nogen kan noget og andre kan noget andet. Man vil føle, at man er elsket og har værdi - uanset om man kan noget, fordi det i sig selv har værdi, at man er lige præcis den, man er.

Har man derimod en lav selvværdsfølelse, så vil man være i tvivl om, hvorvidt det man gør er godt nok, og man vil føle sig forkert. Når man sammenligner sig med andre, så vil man føle, at de andre er lidt pænere, lidt dygtigere, lidt bedre end man selv er. Man vil tvivle på sig selv, på det man kan, og det man står for og man vil føle, at det ville være bedre at være mere ligesom den anden eller de andre...

---

---

Både selvtillid og selvværd bygges op af måden vi møder vores børn på. Og når man har enæggede tvillinger, som I har, så kan det være nødvendigt at møde dem mere forskelligt, selvom de på nogle punkter f.eks. udseende er ens. De har brug for at blive set hver især som det menneske, de nu engang er. De har brug for begge to at føle sig som noget særligt. De har brug for en indre følelse af, at de ikke kan undværes, og at ingen kan tage deres plads. En følelse af "jeg er noget særligt, ingen kan erstatte mig, for der er kun én mig".

Selvværd opbygges af mange ting, men I skal være opmærksomme på ikke at sammenligne jeres piger. I skal også være opmærksomme på, om I kommer til at sige til til andre f.eks. bedsteforældre, venner osv. at pigerne er forskellige. Det kan være kommentarer som "N kan allerede... E har ikke lært det endnu" eller "N har altid været så modig.. E er langt mere genert" eller "N klynker nærmest altid, hun siger altid pyt... E klynker konstant og aner ikke hvor pytknappen er". Sådanne kommentarer hører pigerne naturligt, og det påvirker dem.

Vær opmærksom på, hvordan I omtaler pigerne. Du skriver i dag, at E. måske er mere "sensitiv", "mere genert", "mindre social", "langsommere", "har sværere ved skift", "mere klynkende", "utilfreds" osv. og I skal være opmærksomme på, om I ser hende på en måde, som naturligt vil være med til at fastholde hende i en bestemt rolle, altså rollen som den tilbageholdende, den klynkende, brokkende, utilfredse... hvor N betegnes som den der er "gladere", "mere fjollende" osv.

Hvis I sammenligner jeres piger, så vil E meget let kunne komme til at føle, at det ville være bedre, hvis hun var mere som sin søster. Eller at I måske synes mere om N end I synes om E. Det er vigtigt, at begge jeres piger føler sig lige meget værd.

Måske har I været lidt bange for at gøre forskel, hvilket jeg godt forstår. Du nævner også, at I forsøger at gøre ting med pigerne hver især, og det er rigtig godt. For det er netop vigtigt, at de ses forskelligt og at I forsøger at styrke dem hver især, og er opmærksomme på, hvordan I kan give dem begge følelsen af at være noget særligt.

Som du skriver, er det naturligt svært at vurdere jeres piger, når jeg ikke kan opleve dem, men jeg håber, at du kan bruge mine tanker lidt videre og måske kredse dig lidt ind på, hvad det kan handle om hos jer :)

I min bog "Helens bog om børn og opdragelse", kan du læse meget mere om selvværd og selvtillid og også om, hvordan vi kan støtte forholdet mellem søskende.

Rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---