Svar: Hulemand og sabeltiger

---

Kære Jannie

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres datter og alle dine tanker - og velkommen til:) Det er naturligt svært at få alle nuancer med i et brev, og pladsen er begrænset. Men jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge.

Når jeg læser din beskrivelse, så er der især et par ting, som springer mig i øjnene, og som sætter lidt tanker igang, og disse ting vil jeg derfor tage udgangspunkt i.

For det første tænker jeg, at det godt kunne lyde som om, at jeres datter har nogle sanseintegrationsproblemer. Det kan vise sig på forskellig vis, alt efter hvilke sanser barnet har udfordringer med, og man skønner at ca. 10% af alle børn har nogle sanseintegrationsproblemer. Nogle børn virker klodsede og usikre, de trækker sig og vil hellere være tilskuer til aktiviteter end selv værre med. Andre børn kan blive meget rasende eller ulykkelige over noget, som vi oplever er en bagatel. De kan også have svært ved at sidde stille, have dårlig balance, højdeskræk og lignende. De kan reagere kraftigt på berøring og tøj der strammer eller kradser. Nogle børn søger ekstreme sansepåvirkninger og kan blive opfattet som meget vil og urolige. Hvor andre igen trækker sig, og bliver opfattet som meget tilbageholdende og stille.

Du nævner flere ting - hun har altid haft svært ved at lukke af for indtryk. Hun er konstant i bevægelse, og hun ofte nynner, synger eller taler. Hun kan ikke lide nyt tøj og heller ikke nyvasket tøj, hun oplever det direkte ubehageligt på kroppen. Hun insisterer på at håret skal samles i en knold, men hun bryder sig ikke om at få sat håret.. Du nævner også, at hun kan tørre sig igen og igen med toiletpapir, og at hun føler sig våd og at børneafdelingen siger at alt er normalt. Det er godt at I har fået det undersøgt.

Sanseintegration handler om vores evne til at kunne modtage, sorter, organisere og bearbejde sanseindtryk - samt kunne regulere og modulere disse. Der findes ergo- og fysioterapeuter der er specialiseret i at hjælpe børn med sanseintegrationsudfordringer. De kan teste og udrede disse børn og finde ud af, hvad det er for præcise udfordringer barnet har og lave en plan for, hvordan man hjælper videre.

Det næste jeg umiddelbart tænker er, hvordan I ser jeres datter selvtillid og selvværd. Det er to forskellige ting, og jeg vil gerne lige fortælle lidt om forskellen.

Selvtillid er, når man har tillid til egne evner. Hvis man har selvtillid, så har man en følelse af at være god til noget, og en tillid til, at det her kan man godt klare. Selvtillid handler om noget vi gør, og det handler om noget vi kan. Det betyder, at hvis jeres datter har en følelse af "jeg kan finde ud af det jeg skal", så har hun selvtillid. Når hun står i situationer, som hun ikke har prøvet før, så er det selvtillid, hvis hun har en indre tro på, at hun kan nå det mål, som hun sætter sig. Hun tror på, at hun har de færdigheder, som skal til for at løse en opgave eller lære noget nyt. Selvtillid ger, hvis hun tør prøve nye ting, fordi hun har tillid til, at det nok skal lykkes. Selvtillid handler på den måde om de ting, som andre kan se - selvtillid er på den måde noget ydre.

Selvværd er noget indre. Det er en grundlæggende følelse af at være et godt menneske. En følelse af at være god nok, som den man er. Selvværd er at kunne værdsætte sig selv - ikke fordi man gør noget særligt, men fordi man ER noget særligt. Jeres datter har et godt selvværd, hvis hun har en følelse af, at "alt ved mig er, som det skal være". Selvværd handler på den måde om noget indre. Det er den indre følelse af at være elsket, at man er værdifuld i kraft af, at man er den man er. Ikke fordi man er særligt dygtig til noget eller kan finde ud af det, man skal, men blot fordi du er dig.

Selvværd og selvtillid hænger sammen. Et barn som har et godt selvværd, - det vil sige som har en følelse af at være elsket, accepteret som den man er, og værdsat som menneske - vil få tillid til sine egne evner, altså selvtillid.

Hvis jeres datter har en indre fornemmelse af at være okay, så vil hun naturligt have lyst til at gå igang med forskellige opgaver og tage små udfordringer op. Hun vil ikke give op med det samme, men vil have mod på at prøve igen og igen, fordi hun vil have en følelse af, at hun stadig er okay som menneske, også fordi hun begår fejl eller noget ikke lykkes for hende.

Det vil være helt naturligt, at hun nogle gange vil give op, fordi en opgave er for svær, men hvis hun giver op, så har hun stadig en følelse af at være okay. Det er vigtigt, at hun har en indre følelse af, at det er helt okay ikke at kunne alt, eller en følelse af, at hun så kan noget andet og har sine styrker et andet sted.

Jeres datter oplever rigtig mange sammenligninger i hverdagen. Der er ting, som I kan finde ud af, som hun endnu ikke mestrer. Det er ting i skolen, som kammeraterne kan, eller lillesøster kan noget, hun ikke kan. Hverdagen er fyldt med sammenligninger. Hvis jeres datter har en høj selvværdsfølelse, så vil hun have en følelse af værdi og føle sig okay, selvom hun ikke mestrer det andre mestrer. Hvis hun har en lav selvværdsfølelse, så vil hun være i tvivl om sine egenskaber. Så vil hun begynde at stille spørgsmålstegn ved, om det hun siger og gør er godt nok. Om måden hun ser ud på er okay, og hun vil kunne have en følelse af, at det var bedre, hvis hun var ligesom alle andre. Hvis vi har et lavt selvværd, så vil vi, når vi sammenligner os med andre, tvivle på os selv og det vi kan, eller det vi står for, vi vil føle, at de andre ...

---

---

... er lidt bedre, lidt dygtigere, lidt pænere end vi selv er ...

I nævner blandt andet, at hun fra hun var helt lille altid har søgt især mors godkendelse, når hun skulle prøve noget nyt. Hun har generelt været usikker på, om ting var okay, og I kan mærke, at hun løsriver sig mere og mere. Det kan sagtens være helt naturligt og en del af det at være barn og gradvist blive ældre, og det behøver ikke handle om selvværd og selvtillid. I nævner dog også, at hun går helt i spåner og bryder helt sammen, når krøllerne ikke strammes tilstrækkeligt sammen i knolden eller en hårtot falder ned.. og det kan selvfølgelig også være irriterende, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvorfor det er så vigtigt for hende, at håret f.eks. sidder perfekt. Det lyder som om, at hun har svært ved at sige "pyt" og i stedet bryder fuldstændig sammen. Det kan der naturligvis være forskellige årsager til, men måske handler det om selvværd og selvtillid, og at I skal forsøge at støtte dette hos hende på forskellig vis.

Selvværd og selvtillid bygges op af måden, I møder jeres datter på. Jeres opfattelse af jer selv, om I er "gode til noget" eller "er noget", om I føler jer værdsat, om I kan mærke jer selv og jeres følelser, og om I føler os som noget særligt - det er alt sammen bygget op af den måde, som jeres forældre har mødt jer på, da I var børn. Og på samme måde spiller det ind nu.

Du fortæller, at I har forsøgt forskellige ting - I har forsøgt at straffe, fjerne iPads, legeaftaler og andre ting. I har forsøgt med "gulerod" som cafebesøg, biograf, overnattende veninder. Det virker ikke. I har også forsøgt med piktogrammer, forsøgt at tale om det, forsøgt ikke at italesætte det...

Det er vigtigt, at I forsøger at møde jeres datter, som I gerne selv vil mødes. Det er vigtigt, at I møder hende anerkendende og kommunikerer med hende på en måde, hvor hun føler sig set og lyttet til. Det er vigtigt, at hun føler oprigtig interessse, føler at I interesserer jer for hende. Det er vigtigt, at I kommunikerer med ord, men det er også vigtigt, at I med jeres kropssprog, jeres mimik, jeres øjne, berøring osv. viser hende, at I gerne vil hende, er der for hende, elsker hende højt, og at hun er noget særligt for jer:)

Det er også godt, hvis I kan guide hende, når noget er svært og f.eks. sætte lidt ord på det svære: "Hvis du ... så kan du bedre...", "prøv at starte med at ... så kan du bedre.." eller "ja, det kræver lidt øvelse, det er svært", så hun hjælpes til at kunne ting selv, men med støtte, forståelse og guidning fra jer.

Det kan også være en fordel at tale med hende om ting, som du nogle gange synes er svære. du kan med fordel sige "det kender jeg godt", "jeg synes også det er svært", "jeg kan også blive ked af det, når..." og lignende.

---

---

Det kan være en god idé at give hende små opgaver, som hun godt selv kan løse, og som giver hende en følelse af, at det her har hun styr på. Det kan være selv at finde sine skolebøger frem, selv være med til at smøre sin madpakke, pakke sin gymnastiktaske osv.

Og så er det naturligvis også en god idé at tale med hende om, hvorvidt hun selv har nogle forslag til, hvordan I kan undgå, at alt bryder sammen for hende, og hvordan I kan undgå skrigeriet. For hun er jo selv ked af det, når det sker. Hun bryder sig ikke om, når hun på den måde mister kontrollen og bliver så ulykkelig. Derfor tænker jeg, at hun måske har nogle forslag til, hvad der kan gøres for, at I ikke havner i de svære situationer for tit.

Det leder mig så til det 3. punkt... måske er hun en pige med særlige forudsætninger. I hvert fald skriver du, at hun kunne læse, allerede da hun var 4 år gammel. Mener du udenadlæsning, fordi I har læst en bog så mange gange, at hun kunne huske det.. eller mener du rigtig læsning? Hvordan læser hun nu, hvordan er hun fagligt i skolen?

Børn med særlige forudsætninger kaldes også højt begavede børn eller Gifted Children, og hvis jeres datter hører til disse børn - hvilket hun godt kan gøre, hvis hun har knækket læsekoden i en alder af 4 år - så er hun super kvik, har en høj intelligens og har derfor nogle særlige behov. Det kan faktisk være med til at forklare, hvorfor hun nogle gange lyder til at bekymre sig meget. Hun kan godt være en pige, som tænker rigtig meget over tingene, og hvor tankerne flyver og simpelthen løber af med hende, og bliver til for voldsomme bekymringer i stedet. Det kan f.eks være forklaringen på, hvorfor hun kan blive så bange for at hendes rokketand vil styrtbløde...

Børn med særlige forudsætninger udvikler sig lidt "ude af synk" i forhold til andre børn på samme alder. De føler sig anderledes end de andre og har rigtig svært ved at forstå, hvad det er, som gør dem anderledes. De mærker bare, at de er anderledes, og det gør naturligt ondt (for det er ikke rart at føle sig anderledes, hvis det betyder, at man føler sig forkert). Samtidig med at disse børn også har en høj IQ og er i stand til at tænke mere over tingene, generelt tænker mere abstrakt, er mere intense og suger flere ting til sig - og hele tiden er opmærksomme på dette - så gør det, det ekstra svært at være dem. Og det kan give disse nedsmeltninger, som I f.eks. oplever hos jeres datter.

Igen - jeg kan ikke sige, om noget sådan også spiller ind hos jer, men det kan være en overvejelse værd. Hvis I tænker, at hun måske er en pige med særlige forudsætninger, så kan man teste for dette.

Jeg håber, at mine tanker kan hjælpe jer lidt videre på vej. Om ikke andet har givet lidt at tænke over, og som I kan drøfte videre :)

Rigtig meget held og lykke med jeres skønne datter :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---