Svar: Ny søvnrytme uden lur - 3 år, 4 mdr.

---

Kære Astrid

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres datter og alle dine tanker :)

Det lyder som om, at jeres datter nu er parat til at springe middagsluren over. Hun protesterer tydeligt, når I forsøger og de dage hvor det lykkes, så lyder det som om at søvnen påvirker putningen og nætterne meget. Så umiddelbart lyder det som om, at I skal forsøge at springe luren over nu.

Det er dog en rigtig god idé, at I giver hende et bad om eftermiddagen, så hun bedre kan holde sig vågen, og I sikrer jer, at hun ikke pludselig tager en powernap, ligesom det er rigtig fint med gåturen om aftenen, fordi hun naturligt stadig godt kan blive træt sidst på dagen, og så skal der ikke så meget til, før hun bryder sammen. Det kan dog godt være, at I skal prøve at lade hende sove bare til 7.30-8 om morgenen, fordi det kan gøre, at hun så bedre kan holde sig vågen dagen igennem. Dette stå op tidspunkt burde stadig kunne give en puttetid om aftenen, hvor hun på samme måde kan puttes kl 19.30-20. Jeg tænker, at hvis I fjerner middagsluren nu så vil dagene ikke skifte helt så meget, som er tilfældet netop nu, og jo mere ens rytmen bliver, jo lettere vil det naturligt også blive at putte hende igen.

Jeres datter er godt igang med det der kaldes selvstændighedsalderen (tidligere kaldte man det trodsalder). Det er en udfordrende alder og en tid, som kræver utrolig stor tålmodighed og omsorg, samtidig med at I naturligt også er nødt til at have visse regler og være konsekvente omkring disse. Man skal f.eks. have solcreme på eller holde i hånden, når man går ved vejen, og der er meget trafik.

At hun er igang med at selvstændiggøre sig betyder, at hun øver sig i at finde ud af, hvem hun selv er - og et led i dette er at ville det modsatte af, hvad I ønsker. Det er sådan hun viser jer, at hun er sin egen lille person, med sin egen vilje. Hun kan ikke adskille sig fra jer, hun kan ikke afprøve sin selvstændighed, hvis ikke hun gør det modsatte af jer. Og når hun mærker, at I vil noget andet eller ønsker at gøre tingene på en anden måde, så bryder hendes verden sammen - så opstår der et frustrationsanfald.

Derfor skal I nogle gange overveje, om hendes måde eller rækkefølge måske kan være lige så god som jeres. Andre gange er I nødt til at holde fast i at det er, som I siger, fordi I er de voksne og derfor ved bedst. Atter andre gange kan I hjælpe hinanden og indgå et kompromis, hvor I begge føler, at det er en fin løsning.

Det er ofte en god idé at forsøge at lade hende få en følelse af, at I lytter og gerne vil lade hende gøre ting selv. Hun er jo netop i selvstændighedsalderen, og mange protester handler om egen vilje. Så hvis I kan give hende følelsen af, at hendes mening tæller, at det hun gerne vil har betydning, så vil det ofte gøre antallet af frustrationer mindre. Det kan f.eks. være ved at inddrage hende og give hende valg muligheder. Vil du have den røde eller den blå bluse på? Vil du have yoghurt med pære eller jordbær? Det er stadig jer, som overordnet bestemmer, at hun skal have bluse på eller kan spise yoghurt, men I giver stadig hende valgmuligheder, så hun føler sig inddraget. Atter andre gange kan det selvfølgelig være en god idé slet ikke at spørge, fordi hun er træt og ikke kan overskue at skulle vælge, så er det bedre at I vælger :)

Det er også vigtigt, at I viser hende forståelse, når hun mærker jeres modstand, og hun bliver frustreret, fortvivlet og oprigtigt ked af det. Det er en god idé at sætte lidt ord på nogle af de følelser, som I fornemmer, at hun måske har. Det kan være at sige "det er også dumt, at du skal holde i hånden her ved vejen", så hun hører, at I godt forstår, hvorfor hun bliver frustreret. Eller I kan sige f.eks. "bliver du bare så ked af det?" og hun kan rette jer "jeg er ikke ked, jeg er sur!", og så kan I tage udgangspunkt i den følelse "jeg kan godt forstå, du bliver sur, når..., det er også irriterende at ...". Så hun føler sig lyttet til, forstået og mødt.

Lige med hensyn til solcreme, så kan det være en idé at sige f.eks. "jeg vil gerne hjælpe dig med solcremen, før vi går ud i haven. Du må bestemme, om du vil have solcreme på benene, armene eller maven først? Hvis jeg kommer solcreme på her, kan du så selv prøve at smøre det ud? Jeg ved godt, at det er irriterende med solcreme, men jeg skynder mig, så vi kan komme udenfor og lege. Kan du finde badebolden, som vi skal have med?" osv. osv. så I både holder fast i, at solcremen skal på, men også inddrager hende og giver hende medbestemmelse. I sætter ord på, at I godt ved, at det er irriterende, I lytter til hende og skynder jer. Og så hjælper I hende videre, så I kan komme igang med ...

---

---

... det sjove... :)

Når verden bryder sammen for jeres datter, så handler det både om, at hun er blevet storesøster, og at lillesøster har en alder nu, hvor hun begynder at gøre langt mere bevidst opmærksom på sig selv. Storesøster skal på en anden måde end tidligere "kæmpe" for sin plads i familien og det er naturligt rigtig hårdt. Hun bruger lidt ekstra energi på at få jeres opmærksomhed, kærlighed, nærhed osv. Ogå selvom hun er glad for lillesøster og det faktisk går rigtig fint :)

Derudover så handler det især også om, at hendes hjerne er meget umoden. Der er milliarder af hjerneceller, men forbindelserne mellem cellerne i hjernen er få - de bliver dannet af måden, I møder hende på, og det er netop forbindelserne i hjernen og hjernens forskellige dele, som sætter os i stand til at tænke og handle som vi gør.

Helt overordnet, så kan man sige, at I skal vise hende det, som I gerne vil lære hende. Hvis I gerne vil lære hende at lytte, beherske vrede, være venlig, kunne sætte sig ind i hvordan en anden har det, og hvordan hun skal møde en anden - så skal I vise hende dette. Hvis I skælder ud, bruger trusler, kalder hende hysterisk, sender hende på værelset, ignorerer hende eller lignende, så vil I aktivere de celler og skabe de forbindelser i hendes hjerne, som styrer f.eks. frygt, forsvar og angreb.

Man siger at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår, og derfor er det utroligt vigtigt, hvordan man som forældre reagerer på sit barn.. og da hun kun er 3 år gammel, så er der altså endnu et par år, hvor jeres reaktioner har særlig betydning, og hvor der er rigtig meget, som hun skal hjælpes til at lære. Når jeg læser jeres tidligere breve, så lyder det dog som om, at I faktisk er gode til dette, og I skal ikke blive konfliktsky eller begynde at tro, at I gør noget forkert:)

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med små børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

- Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke og lignende.

- Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser, der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske og lignende.

---

---

- Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen, og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Jeres datters hjerne består på denne måde at flere dele, og hun er på grund af sin alder styret af sin mellemhjerne (pattedyrhjerne). Hun er på den måde i følelsernes vold - og kan derfor blive voldsomt frustreret, ked af det, vred, og verden kan let bryde sammen for hende - især over ting, som i jeres øjne kan virke som bagateller.

I sådanne situationer er det vigtigt, at I forsøger at påvirke hendes storhjerne, fordi det er den, som styrer mellemhjernen. Og det er netop den I påvirker, når I viser hende lydhørhed, følelsesmæssig forståelse osv. For at få dannet forbindelserne til denne del af hjernen, så skal I derfor sætte jer ind i hendes situation og give hende idéer til, hvordan hun kan komme videre, rumme hendes følelser og frustrationer - og stille og roligt så lære hende det, som I gerne vil lære hende...

Altså netop sætter ord på, så hun føler sig lyttet til, forstået og mødt. Eller finder alternative løsninger, giver hende valgmuligheder, forsøger at indgå kompromis osv. osv.

Det betyder ikke, at I ikke gerne må sige nej. Det må I naturligvis godt og nogle gange er det som sagt nødt til at være, som de voksne siger. Men I må stadig gerne give hende følelsen af at I forstår hende, og at det kan være både svært og irriterende.

Det er super flot, at hun med den alder hun har ofte kan sætte lidt ord på, hvorfor hun er blevet så sur, gal, ked af det. Det er rigtig vigtigt, at I lytter til dette og taler med hende om, hvordan I så en anden gang måske kan hjælpe hinanden til, at hun ikke bliver så ked af det igen - for det er jo ikke rart for hverken hende eller jer. Det gør naturligt ikke, at det ikke kan ske igen senere på dagen, for hun er jo stadig en lille pige med en lille piges hjerne, men hen af vejen vil det blive bedre :)

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre, og jeg vil også anbefale jer rigtig meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn".

Rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---