Svar: Er det 4 års alderen?

---

Kære mor & far

Tak for jeres brev og meget fine beskrivelse af jeres 4 årige datter - jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med jer, og sætte lidt ord på, hvad jeg tænker, det handler om hos jer :)

Mange forældre oplever 4 års alderen lidt udfordrende - man taler ofte om, at det især er i 2-3 års alderen, at barnet viser øget selvstændighedstrang, og så forventer man, at når barnet bliver 4 år, så er man ovre denne periode.. Men 4 års alderen kan faktisk også være lidt svær for både barn og forældre, og det handler ofte om, at jeres datter med den alder hun har nu, begynder at kunne bruge sit sprog rigtig godt. Hun kan f.eks. godt finde på at svare igen og sige "det gider jeg ikke", "det kan du selv gøre" eller sige ord som "fuck", "fanden" eller som hos jer f.eks. spørge "har du lort i hovedet?" eller lignende - selvom I ikke taler sådan derhjemme, så hører hun mange ord i børnehaven og prøver naturligt grænser på mange niveauer.

Nogle gange vil hun sige bandeord og mindre pæne sætninger, for at se, hvordan du reagere. Hun kan godt sige nogle grimme ting, for at finde ud af, hvad man gør ved en sådan udtalelse - fordi andre i børnehaven måske har sagt "har du lort i hovedet" til hende - og det ved hun ikke, hvad hun skal gøre ved. Hun siger også grimme ord og sætninger for at finde ud af, hvad det egentlig betyder. Det er meget sandsynligt, at hun ikke ved, hvad det egentlig er, hun siger - og når hun bruger nye ord og sætninger, så er det en naturlig del af at udvikle sit ordforråd.

Det er vigtigt, at I her forsøger at afkode situationen, hvor hun bruger grimme ord, altså forsøger at finde ud af, hvad det er hun vil udtrykke og herudfra så vurdere, hvordan I skal reagere. Nogle gange vil det være rigtig godt, at I f.eks. siger "det er et grimt ord, det bruger vi ikke herhjemme", andre gange kan det være bedre at lytte efter, hvad der ligger bag. Et eksempel kan f.eks. være, hvis hun skal have vasket hår og i den forbindelse siger "du er dum!" Her kan det være bedre at sige "jeg kan godt forstå, du synes det er dumt, når sæben skal vaskes ud", fremfor at gå ind i en diskussion om, at I ikke vil kaldes dumme og at ingen er dumme i jeres familie. Kikker hun derimod på dig og søger din reaktion på det hun siger, så er det naturligvis fint at holde fast i, at sådan vil I ikke tales til. Børn i denne der kan godt nogle gange virke provokerende - det kan være måden de kikker på os på, imens de siger noget eller gør noget, som de godt ved, at de ikke må - og de kan nogle gange godt lide at chokere lidt, ved at bruge "forbudte ord", og det må I naturligvis gerne sige fra overfor - eller nogle gange måske ignorere.

Jeres datter kan stadig god få anfald at fortvivlelse, hvor verden ramler for hende, og hvor hun ikke kan kontrollere sig selv og sine følelser, men bare bliver rigtigt ked af det. Det er situationer, hvor hun stadig har brug for, at I tager hende på skødet, sidder med hende, holder omvende osv. så I viser hende, at det er okay, at hun lige mistede besindelsen et øjeblik.

Men børn i 4-5-6 års alderen kan også få det, som man kalder kontrollerende anfald. Hvor fortvivlelsesanfald handler om at barnets hjernemæssige udvikling ikke sætter barnet i stand til at bevare roen, altså en fysiologisk umodenhed, så er kontrollerende anfald bevidste anfald. Det er anfald, hvor barnet søger at kontrollere sine forældre (eller andre voksne), ønsker at manipulere jer til at få sin vilje.

Kontrollerende anfald er, hvis hun f.eks. begynder at græde og skrige højt, fordi hun ved, at hun på den måde kan få sin vilje. Hun har lært, at hvis hun bare skaber sig længe nok, så får hun det, som hun vil have. Der er således ikke tale om, at hun er dybt fortvivlet og ofte har hun heller ingen tårer - og ofte vil hun også være i stand til at formulere sit krav "Jeg vil have den - Nu!"...

Hvis I oplever denne type anfald eller adfærd, så er det bedste I kan gøre faktisk at sikre, at hun ikke får publikum og derfor ignorer hende. Ikke nødvendigvis sende hende på værelset, men i stedet fjerne jer selv. Hvis I ikke er der til at se, hvordan hun opfører sig, så er det ikke særlig sjovt at blive ved. Derfor skal I ikke forhandle med hende i en sådan situation, men kort og godt holde fast i jeres nej - og derfor ikke give efter. Hvis I giver efter, så lærer hun jo, at bare hun bliver ved længe nok, så ender det med et ja og hun får sin vilje...

Når det så er sagt, så er det også meget vigtigt, at hun i hverdagen oplever, at hun nogle gange bliver lyttet til, at hendes vilje og egen mening tæller. Når man er 4 år gammel, så har man rigtig meget brug for at føle sig set, inddraget, og man vil meget gerne have medbestemmelse. Og mange børn vil i 4-5 års alderen sige "du bestemmer bare altid alting!" og de føler det meget uretfærdigt. Nogle gange kan man med fordel sætte ord på, hvad du bestemmer og hvad hun bestemmer, så det bliver mere tydeligt for hende, at hendes mening også tæller. I kan f.eks. sige direkte: jeg bestemmer, at vi skal have yoghurt, men du må bestemme, om du vil have jordbær- eller bananyoghurt" eller "vi skal have salat i aften - vil du bestemme, hvad der skal i? eller "vi du have den røde eller gule bluse på i dag - du bestemmer". På den måde bliver det tydeligere for hende, at hun også kan bestemme visse ting i løbet af dagen...

4årige børn vil ofte også begynde at tale med ved middagsbordet om aftenen. Det er spændende at tale med om de ting, som de voksne taler om, og de har brug for at føle, at vi ikke taler hen over hovedet på dem, men inddrager dem i vores samtaler, i vores liv. Når hun afbryder jer om aftenen, kan det derfor nogle gange godt være udtryk for, at hun gerne vil inddrages i jeres snak ved middagsbordet - og hun forstår ikke, at I måske har noget arbejdsrelateret eller lignende, som I er nødt til at tale om. I skal naturligvis overveje, ...

---

---

... hvad I drøfter ved middagsbordet, og hvad I drøfter andre steder og måske gøre snakke ved middagsbordet til noget fælles, som alle kan tale med om. Nogle gange kan det være en god idé, at I indfører regler om, hvem der taler - så det går på tur. Og her må I så gerne sige f.eks. "det er far, som taler nu, så nu hører vi hvad far fortæller" og bagefter er der så plads til at hun kan fortælle noget fra sin dag. Så I på den måde anerkender hendes lyst til at tale med og fortælle, men samtidig også forsøger at lære hende, at man skal give plads til andre og lytte til andre.

Det kan her også være en god idé at I i hverdagen taler om det at vente på, at det bliver ens tur - nogle gange, når I står i kø i supermarkedet kan I tale om, at I venter, og at det er de andre kunder først. Derhjemme kan I også nogle gange sige f.eks. "jeg skal lige gøre det her færdig først, så vil jeg gerne hjælpe dig dig" eller I kan f.eks. sige "hvis du lige tager dine sko på, så venter jeg på dig imens".. Nogle gange kan I også give hende et valg - "vil du hjælpe mig med at bage? Så venter jeg på, at du får vasket hænder - ellers går jeg igang med at bage nu" eller lignende... Så hun hører, at I nogle gange også venter på hende og at det er okay at vente lidt...

Det er rigtig dejligt, at I giver hende forskellige ting, og det er stort at få en rigtig cykel - og rigtig flot, at hun nærmest med det samme kunne køre på den uden problemer. Det må man gerne være stolt af og glad for - og det er hun med garanti også. Når man er 4 år gammel, så har man rigtig meget brug for voksnes anerkendelse. Man har brug for at føle sig betydningsfuld, og det viser sig blandt andet, når hun f.eks. siger "se mig...!" Det kan være "se hvordan jeg kan cykle" eller "se min tegning, er den ikke flot" eller "se hvor højt jeg kan springe". Og det er også derfor hun stolt og glad beder jer om at fortælle mormor, at hun kan cykle nu. Det er en naturligt vigtig ting for hende, men det betyder ikke, at hun så vil være glad og i godt humør hele dagen... og det er vigtigt, at du ikke forventer dette, ligesom det er synd, hvis du truer med, at ellers må I aflevere cyklen igen...

Hvis du selv havde fået en ny cykel, gjort en rigtig god handel og var rigtig glad for cyklen, så ville du jo ikke gå rundt og være glad hele dagen eller flere dage i træk. Du vil være glad, når du sætter dig ud på den og kører på den, men imellem disse tidspunkter, vil du naturligt både kunne være vred, frustreret, ked af det, glad for andre ting, og det ville naturligt ikke hjælpe dig eller hjælpe på dit humør, hvis du fik at vide, at hvis du ikke var glad, så måtte du aflevere cyklen igen, tværtimod... :)

Jeg forstår godt, at du gerne vil lære din datter taknemmelighed, og det er også en god idé, og hun kan også sagtens lære at sige "pænt tak for en gave" osv. som en naturlig del af opdragelsen. Men taknemmelighed læres også ved, at I sætter ord på, hvad I er taknemmelige for i hverdagen - at du sætter ord på din egen taknemmelighed. Det kan være, at du er sund og rask, at du har hende, far og lillebror og ikke lever alene, at du har mulighed for at arbejde med det som interesserer dig, at I kan få mad på bordet hver dag, at I kan rejse ud og opleve verden... osv. osv. I kan godt begynde at tale lidt med hende om, at der er forskel på hvor man lever i verden og hvad muligheder man har. Det kan faktisk også bruges som springbræt til en snak ved middagsbordet - "hvad har været godt i dag?", "hvad er jeg særligt taknemmelig over i dag?", og hvor I igen skiftes til at sætte ord på en ting fra jeres hverdag...

---

---

Med hensyn til hårvask, så skal håret jo vaskes en gang imellem, og det må I forsøge at finde en aftale omkring. Lad være med at trække tiden ud, gør det så hurtigt og uproblematisk som muligt. Prøv om du hver anden gang kan undvære sæbe, hvis det er det, hun protesterer over, så hun får en erfaring med sig om, at det at komme i bad og få vasket hår kan være okay... Badet skal ikke tage 1.5 times tid, det er alt for længe, og det lyder som om, at det ender med at køre alt for meget op for begge parter. Skynd jer at få det overstået, uden for meget diskussion. Sæt ord på "jeg ved godt, at du ikke kan lide det, men jeg skynder mig, og håret skal vaskes".. :)

Og så det med lillebror på værelset. Det lyder som om, at jeres datter er bange for at lillebror skal ødelægge hendes ting eller rode på værelset - og det skal I naturligvis respektere. Hun må gerne have sit værelse for sig selv. Det er dejligt, at hun kan have lidt privatliv og søge sit værelse, hvis hun har brug for det - uden at føle sig forstyrret og uden at føle, at hendes grænser overskrides. Hun må gerne afvise lillebror, men skal naturligvis ikke skubbe til ham - i stedet skal du fortælle hende, at hun skal kalde på dig/jer og så vil I komme, tage ham i hånden og følge ham ud af værelset igen. I kan her naturligvis også gøre det, I allerede gør - forsøge at forklare hende, hvorfor han gerne vil hende, vil se hendes værelse osv. men når han så har fået lov til det, så skal I tage ham med ud fra værelset og respektere hendes behov for at være privat her :)

Der er ingen tvivl om at hendes væske på ørerne naturligt spille ind - og det er rigtig godt, at I har fået det tjekket, og har fået lavet aftale om drænanlæggelse! Det er synd for hende, hvis hun nogle gange misforstår ting eller ikke reagerer, fordi hun ikke har hørt, hvad der egentlig bliver sagt...

Til sidst vil jeg lige sige, at når I får tilbagemeldinger om, at hun er sød og velopdragen, når hun er ude, så har I gjort det rigtig godt :) Det er helt naturligt, at det er hjemme hos jer, at hun prøver grænser og undersøger jeres reaktioner. Hun ved at uanset hvordan hun opfører sig, så elsker I hende, så derfor tør hun godt vise mere "trods" overfor jer:)

Håber I kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---