Svar: Vredes udbrud

---

Kære Mor

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres lille dreng - og stort tillykke med at I også har fået en lillesøster :)

Der er ingen tvivl om, at det er svært og frustrerende at være mor til en 2årig. Du er bestemt ikke den eneste, som synes, at det er en svær alder, og i udlandet beskriver man faktisk nogle gange denne alder som "the terrible two"... Lige så sød, skøn, charmerende, dejlig og sjov jeres dreng kan være, lige så selvstændig, vred, ked af det og frustreret kan han også være - og der er naturligvis ingen tvivl om, at det hos jer spiller meget ind, at han er blevet storebror og nu skal dele mor og far med en lille ny. Det er bestemt ikke let - og samtidig har hverdagen også ændret sig, fordi han er tilbage i den gamle dagpleje efter at have gået i gæstedagpleje i længere tid...

Din dreng brager lige nu igennem selvstændighedsalderen, som du også selv nævner, og en del af dette er at sige "NEJ!". Det er nok det stærkeste ord, som både børn og voksne har - og han har ret til at sige nej. Faktisk er han nødt til at sige nej, han er nødt til at ville noget andet end dig, hvis han skal udvikle sin selvstændighed og blive sin egen person med egne meninger. Han er nødt til at ville noget andet end dig og kan ikke gøre som du siger, eller det du vil, hvis han skal finde ud af, hvem han selv er, og hvad han står for.

Og børn kan sige nej på rigtig mange måder - og det er vigtigt, at du forsøger at lytte til dette og anerkende, når han siger nej. Jeg er naturligvis med på, at visse ting er i nødt til at gøre, også selvom han siger nej. Men det er ret vigtigt, at du nogle gange anerkender, at han vil noget andet end dig, eller at tingene måske skal gøres i en anden rækkefølge eller på en anden måde, for at han synes, det er okay. Det er vigtigt, at det ikke altid bliver på din måde, men at han mærker, at han også har lidt medbestemmelse og at ting nogle gange godt kan blive som han vil.. på sigt er det med til at lære ham, at man nogle gange kan tale om tingene og at man nogle gange kan indgå kompromis...

Du skal overveje, om du nogle gange stiller ham for mange spørgsmål. Det kan f.eks. være, hvis du spørger "vil du have børstet tænder nu?" eller "skal du have en ren ble?". Det er ret vigtigt, at du ikke spørger ham om dette, hvis du allerede har besluttet, at tænderne skal børstes eller bleen skal skiftes. Hvis du spørger ham, så skal du acceptere, at du får et nej. Skal han have børstet tænder eller skiftet sin ble, så kan du derfor løfte ham op og sige "kom, jeg skifter lige din ble" og så bære ham ind til puslebordet - også selvom han siger nej. Og her kan du så, som nu, godt sætte ord på, at du ved, at det er irriterende, at du skynder dig, og at det er overstået lige om lidt.

Nogle gange kan du også vælge at give ham en mulighed "Bleen skal skiftes. Vil du stå op eller vil du ligge ned?". På den måde giver du ham en følelse af, at han har medbestemmelse, at du lytter til ham og inddrager ham - også selvom du holder fast i at bleen skal skiftes.

Det kan også være en rigtig god idé, at du forsøger at holde fokus på det, som skal ske, når tænderne er børstet eller bleen er skiftet. Hvis han f.eks. er glad for godnathistorie, så kan du sige "jeg skynder mig at børste dine tænder, så får du godnathistorie", så han hører, hvad der skal ske og at det er noget, som han gerne vil... fokus på det rare. Det er her også en rigtig god idé netop at vende ting til noget positivt og ikke komme med en trussel som "hvis du ikke får børstet de tænder, så får du ingen godnathistorie" - det vil ikke hjælpe nogen af jer på sigt.

Når det lille barn bliver født, så er hjernen meget umoden. Der er milliarder af hjerneceller, men forbindelserne imellem dem er få, og det er forbindelserne mellem cellerne i hjernen, som sætter os i stand til at tænke og handle, som vi gør. Forbindelserne dannes af det samspil, som barnet oplever med sine forældre og af måden, I møder ham på. Det betyder, at I skal forsøge at møde ham med det, som I gerne vil lære ham. Hvis I møder ham med med positivitet, lydhørhed og kærlighed, så danner han forbindelser i hjernen for netop dette. Så lærer han at kunne forholde sig stille og roligt, lærer at beherske vrede, at være venlig og lærer naturligt, hvordan man i det hele taget møder en anden. Og det tager rigtig lang tid at lære dette. Man siger at 90% af hjernens vækst foregår de første 5 leveår, og jeres dreng er jo stadig kun 2.5 år...:)

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med små børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i 3 dele:

1. Den rationelle hjerne, som også kaldes storhjernen. Det er denne del af hjernen, der styrer kreativitet, fantasi, problemløsning, selverkendelse, omtanke, empati, eftertanke og lignende.

2. Pattedyrhjernen, som også kaldes mellemhjernen eller det limbiske system. Den udløser store følelser, der skal styres af den rationelle hjerne. Det er raseri, frygt, separationsangst, social tilknytning, legesyge, lyst til at udforske og lignende.

3. Krybdyrhjernen er den nederste del af hjernen, og den aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det er sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb, temperatur, ...

---

---

... at kunne bevæge sig, kamp eller flugt.

Når jeres søn bryder fysisk sammen, råber "nej!", eller måske begynder at løbe sin vej, slår ud efter dig, sparker eller lignende... så sker der en aktivitet i hans pattedyrhjerne. Han reagerer næsten dyrisk... Da pattedyrhjernen styres af den rationelle hjerne, så er det vigtigt, at det er den, du med din reaktion aktiverer. På den måde skaber du de vigtige forbindelser mellem disse to hjernedele.

Derfor er det vigtigt, at du reagerer med lydhørhed. At du forsøger at vise ham, at du forstår, hvad han vil (eller ikke vil) og så forsøger at finde et alternativ, en anden måde at gøre tingene på eller måske forklarer ham, hvorfor du siger nej. Husk at det er kreativitet, fantasi, problemløsning, empati osv. som du skal aktivere.

Nogle gange så kan konflikter afværges ved at bruge humor. Det kan være rigtig godt, hvis du kan lave lidt sjov, og ofte vil han også have brug for at mærke dig, mærke at du er der for ham. Hvis han f.eks. løber sin vej, fordi han ikke vil have børstet tænder, så kan du f.eks. sige "nå din lille bølle, skal du være fræk - ved du hvad vi gør ved frække børn her i huset - vi kiiiiillllder dem" og så give ham en stor kildetur. Bagefter vil han bedre kunne acceptere at skulle have børstet tænder.

Du nævner, at han lige nu stejler, hver gang der stille krav til ham, og det tænker jeg, hænger rigtig meget sammen med, at han er blevet storebror for blot 6 uger siden. Det er meget meget hårdt, og påvirker ham nok mere end du tror - også selvom han er glad for sin lillesøster. Man sammenligner det med, at din mand kom hjem med en ny kvinde og sagde "hende elsker jeg, hun skal bo her hos os, hun skal sove i soveværelset og hende skal du også elske" - hvordan ville du have det? Hvilke følelser ville dukke op i dig? Det er lidt de samme følelser, som storebror har, nu hvor I har bragt lillesøster ind i familien.

Når han ser, at du sidder med lillesøster i favnen, når du bærer hende rundt, når du taler til hende, så ser han, at der er noget særligt mellem jer. Når du ser på lillesøster, så har du et særligt blik, når du pludrer med hende, så er din stemme på en helt særlig måde, når du smiler til hende, når du kærtegner hende, når du holder hende tæt - ja så er i meget tætte. Og det ser storebror. Han ser, at I har noget sammen, som han ikke er en del af, og det gør naturligt ondt. Det er derfor helt naturligt, at han reagerer.

---

---

Der skal ikke så meget til at bægeret flyder over. Han har ikke ret meget overskud og har rigtig meget brug for at mærke, at du stadig er der for ham, at der stadig er plads i dit hjerte. Han har brug for at vide, at der er kærlighed nok til ham - og nogle gange skal du medtænke, at når han reagerer allerværst, så er det faktisk der, at han har allermest brug for dig. Man siger, at der især er tre store følelser i denne situation - sorg, vrede og angst. Det er sorgen over, at han har mistet det at have mor og far for sig selv. Det er vreden over, at han er sat i denne situation, og det er angsten for, at du/I vil elske lillesøster højere, end I elsker ham...

Han er stadig så lille, at han ikke kan sætte ord på disse følelser. Han kan måske godt sige "du er dum!" eller "lillesøster er dum" eller måske sige "far skal bære hende" eller lignende, som udtryk for, at det her er svært - men han kan naturligt ikke sætte ord på, hvor ondt det egentlig gør i ham, og hvor usikker han er på det hele. Det kan han kun vise fysisk, ved at bryde fysisk sammen og ved at råbe "Neeej!" en gang imellem.

Prøv at sætte lidt ord på dengang han var en baby, vis ham billeder fra dengang, så han kan se sig selv som baby, fortæl hvad han lavede, hvordan han pludrede, spiste osv. så han hører om nogle af alle de ting, som I gør med lillesøster nu. Og sæt også ord på, hvor dejligt det er at have en dreng på 2 år, som ingen kan erstatte, og som altid vil have en særlig plads i jeres hjerte :)

Lad ham "gå lidt tilbage" i udvikling, prøv ikke at stille alt for mange krav til ham lige nu, som han sandsynligvis ikke vil kunne honorere. Lad ham mærke, at I stadig er der for ham og rigtig gerne vil hjælpe ham :) Og det betyder også, at I lige nu nok bliver nødt til at give ham lidt ekstra kontakt om aftenen, når han skal sove. Faktisk er netop tidspunktet ved sengekanten det tidspunkt på døgnet, hvor han kan have jer for sig selv, og det er rigtig vigtigt at prioritere dette. Det er vigtigt, at han mærker, at I har tid til at sætte jer hos ham og få afsluttet dagen på en god måde, at I gerne vil tale med ham, tale dagen igennem, læse en historie eller lignende - så det bliver hans tid :)

Det er her vigtigt, at I forsøger at finde det rette puttetidspunkt, så han er træt og parat til at sove og kan sove inden for ca 15 minutter mod at I sidder hos ham. Det er langt bedre at bruge 15 minutter på dette og han så falder trygt i søvn, end at I går frem og tilbage og han så ender med at bruge en time eller mere på at falde i søvn og I alle blot bliver mere og mere frustrerede :)

Der er flere ting som spiller ind hos jer, og jeg vil anbefale dig meget at læse min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn".

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre. Rigtig meget held og lykke fortsat:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---