Svar: Hvordan håndterer vi hans flip konstruktivt og kærligt - part II

---

Kære frustrerede forældre

Tak for jeres brev, det er rigtig fint, at I skriver tilbage - og hvor dejligt at høre, at I har kunne bruge nogle af mine tidligere svar og nogle af de ting, som jeg har beskrevet før - f.eks. omkring hvordan vi roser vores børn, tak for det :)

Det I beskriver lyder helt normalt for 2års alderen - og det er en rigtig svær alder, som kræver meget stor tålmodighed og omsorg, samtidig med at I jo også gerne vil lære jeres dreng visse regler. I udlandet taler man ofte om "The Terrible Two", når børn rammer denne alder. I Danmark kaldte man det tidligere trodsalder - og i dag taler vi om selvstændighedsalderen.

Det lyder som om, at I gør det rigtig godt og et eller andet sted, så skal du se det, at jeres dreng reagerer, som noget positivt. Det er et sundhedstegn og tegn på, at han er igang med en naturlig udvikling. Det vil være naturligt, at han reagerer mere derhjemme end han f.eks. gør i vuggestuen. Det er faktisk udtryk for, at du og far er gode forældre:) Det viser nemlig, at han overfor dig/jer kan være sig selv med alt, hvad det nu indebærer. At det er sikkert at afprøve ting overfor dig, fordi han grundlæggende har en følelse af, at du elsker ham og er der for ham. Så uanset hvordan han opfører sig, om han er glad, vred, ked af det, frustreret, sjov.. så kan han vise dig det, fordi han ved, at du er der for ham. Der er plads til, at han kan vise dig/jer alle sine følelser :)

Der er naturligt forskel på børn - de er lige så forskellige, som vi voksne er det - og der er naturligt også forskel på, hvor voldsomt man mærker selvstændighedsalderen. Nogle børn har meget temperament, nogle børn er særligt sensitive, nogle børn er meget udadreagerende, andre trækker sig lidt mere ind i sig selv.. Og der skal naturligt være plads til forskellighed. Når jeres dreng reagerer så voldsomt med at banke hovedet ind i væggen eller bider eller måske slår sig selv, så skal I stoppe ham - tage ham op og hjælpe ham til ro, så godt I nu kan det.. selvom han kan være svær at holde. Gør han ikke skade på sig selv, kan det nogle gange være okay, at du bare holder dig i nærheden og lader ham falde så meget til ro, at han bliver parat til at krybe op på dit skød. Det værste, du kan gøre, er at afvise ham, når han har anfald af fortvivlelse. Altså f.eks. gå fra ham, kalde ham hysterisk eller via dit kropsprog eller direkte sige til ham, at du ikke gider ham. F.eks. hvis du siger "hold op med at være så hysterisk" eller "nu kan du blive her, til du kan opføre dig ordentligt". Det vil ikke hjælpe ham til at finde roen på sigt.

Det er helt okay, at du nogle gange kommer til at sige noget forkert eller måske ikke altid kan gøre det hele "pædagogisk korrekt" - det hører med. Og for mig er man faktisk en god mor, hvis man nogle gange begår fejl, for det er vigtigt, at vi ikke er perfekte og dermed fejlfri. Det er helt okay, at du nogle gange kommer til at råbe lidt for højt og bliver lidt irriteret, ligesom det er okay, at at du bliver ked af det og viser, at der også kan komme tårer i dine øjne... Naturligvis skal det ikke ske dagligt, og det skal ikke fylde mere, end måden I ellers er sammen på, men det er ikke dårligt eller forkert at vise følelser eller begå fejl. Det lærer jeres dreng, at det er der plads til i jeres familie. Og på sigt er det naturligvis vigtigt, nogle gange at kunne sige undskyld. At du f.eks. kan sige til din dreng "undskyld, jeg råbte af dig, det skulle jeg ikke have gjort" eller lignende.

Det er vigtigt, at du forsøger at rumme din drengs følelser - det betyder, at du kan holde ud, at han har det, som han har det. At du ikke forsøger at ændre det, og at du ikke tager det personligt. Det er her f.eks. en god idé at sætte ord på hans følelser "ssåå bliver du bare så ked af det" eller "øv, det var også dumt at ...", så han hører, at du forstår ham, og hvordan han har det, og så du ikke forsøger at ændre det.

Når jeres dreng har anfald af fortvivlelse, så er han oprigtigt ked af det. Så bliver han skuffet over, at tingene ikke kan være, som han gerne vil - og han har her brug for en medlidende og omsorgsfuld reaktion. Han har brug for, at du holder om ham og viser ham, at du godt forstår, at det er svært at være ham lige nu. Præcis som du gør og som du også fornemmer virker - han falder til ro og det er langt bedre end at vælge "en hård måde", hvor konflikten trappes op og I ender med at blive ked af det begge to.

Men det betyder ikke, at han så skal have sin vilje, eller at alt skal være, som han vil. Det vil netop ofte være, når du f.eks. siger nej til noget, at han bryder sammen - og nogle gange er du nødt til at sige ...

---

---

... nej. Men du skal naturligvis overveje dit nej, og hvorfor du siger nej - nogle gange siger vi nej, fordi vi er trætte og ikke har overskud til, hvad barnet vil, men hvis vi tænker over det, så er der måske ikke noget i vejen for, at det kan blive som barnet ønsker - og børn der en gang imellem oplever at få "ja!" vil naturligt også bedre kunne acceptere, når der så siges nej.

Nogle gange kan man også helt undgå nej - f.eks. dit eksempel, hvor jeres dreng vil sidde på skødet, når han skal spise, og du egentlig gerne vil have ham til at sidde på sin egen stol. Det er for det første en god idé, hvis han selv kan kravle op og sætte sig på stolen - altså at den er indstillet og passer i højden til ham, og den står fast på en måde, som sikrer, at han selv kan. Det vil være godt, fordi det anerkender hans selvstændighed og lyst til at kunne selv. Og hvis han f.eks. beder om at få lidt at spise eller noget at drikke, så kan du sige "er du tørstig? Du må gerne få vand. Sæt du dig på din stol, så kommer jeg med vand til dig" eller lignende.

Men han kan naturligvis godt have behov for at sidde hos dig og falde til ro, spise lidt og mærke dig og din nærhed - og når han så f.eks. beder om mere mad, så kan du godt sige "sæt du dig over på din stol, så får du lidt mere at spise" eller lignende. På den måde så lader du ham både sidde hos dig, men får ham også på en god måde lært, at han sagtens kan sidde på sin stol, hvor du sidder ved siden af. En slags kompromis, hvor han starter hos dig, men på en naturlig måde kommer over på sin stol og fortsætter med at spise der.

Det er også vigtigt at du, når du siger nej, ikke siger f.eks. "nej, nej, nej, jamen så gør det da".. Det er vigtigt, at et nej er et nej og netop derfor er det vigtigt, at du overvejer, hvorfor du siger nej, så du kan holde fast i det nej, som du mener er berettiget.

Der vil naturligt være situationer, hvor du som voksen er nødt til at trumfe din vilje igennem - hvor det er nødt til at være, som du vil. Det kan f.eks. være, at han skal sidde i autostol, selvom han protesterer, at han skal holde dig i hånden, når I går ved en trafikeret vej osv. Også selvom det godt kan gøre, at han så bryder sammen. Igen skal du kunne rumme, at han synes det er svært, når du vil noget andet, end han vil, og at han kan synes det dybt uretfærdigt, selvom han ikke kan sætte ord på den følelse.

---

---

Du skriver, at du i starten tænkte, at han ikke skulle "styre" og "bestemme", men at du har ændret lidt opfattelse - og det er rigtig godt. Børn er små mennesker, der skal mødes med anerkendelse og som de små mennesker, de nu engang er. Han skal ikke mødes, som et lille barn med en voksen hjerne, for han er et lille barn med et lille barns hjerne. Og han har ikke et mål, der går ud på at modarbejde jer forældre. Han har ikke et ønske om at irritere jer, provokere jer eller gøre dig ked af det. Han gør det han gør, fordi han på mange måder bare er lille og ikke kan gøre andet, end han gør :)

Og ja - du har naturligvis ret i, at det godt kan være for meget for ham, at være i vuggestue til kl 16.30-17 og derefter skulle være "selskabelig" sammen med farmor, mor og far om aftenen. At det måske tærer ekstra meget på hans kræfter og gør at overskuddet lige nu ikke er så stort. Han vil så gerne være med, han nyder, at I er sammen og er tydeligt glad for sin farmor - og det er så dejligt, at hun er på besøg - men det er naturligt også hårdt for ham at være på og måske mangle lidt frirum og ro i hverdagen:)

Er der mulighed for, at han f.eks. ikke er i vuggestue en dag, men i stedet passes af farmor hos jer, når hun nu er på besøg? Det kunne være en måde at give de to tid sammen og samtidig minimere mængden af oplevelser og stress, som han måske føler... Eller kunne han få kortere dage i institutionen - kunne farmor måske hente ham før han skal sove til middag eller lige når han vågner af sin middagslur - så eftermiddagen ikke bliver så lang for ham, og farmor og han stadig kan nyde tid sammen, før han når at blive overtræt, bægeret så flyder lettere over, og verden bryder sammen...

Har du min bog om opdragelse? "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". I den kan du netop læse om, hvordan man som forældre kan være tydelig, samtidig med at du giver ham masser af kærlighed og tålmodighed.

Der findes også en efterhånden gammel bog som hedder "Fantastiske forældre". Den er skrevet af Margot Sunderland. Den originale engelske udgave hedder "The Science of Parenting" - den vil du måske kunne få fat i, hvor du bor...

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---