Svar: 6 årig pige med vrede og frustration

---

Kære Sanne

Tak for dit brev og meget fine beskrivelse af jeres datter. Der kan være rigtig mange ting, som spiller ind hos jer, og det er begrænset, hvor meget vi kan komme omkring i et enkelt brev her via brevkassen, men jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig, og så må du selv vælge til og fra, hvad du tænker, at du kan bruge:)

Du fortæller, at I gennem flere år har "kæmpet med jeres datters voldsomme temperament og nedsmeltninger", og du spørger blandt andet "skal jeg acceptere, at hun er sådan, eller forklare hende, at det ikke er ok?". Og jeg tænker - at du naturligt skal acceptere, at hun er, som hun er, men det betyder jo ikke, at der ikke kan være regler for, hvordan I er sammen, og hvad der er okay, og hvad der ikke er.. Og det helt store spørgsmål er egentlig, hvorfor hun reagerer så voldsomt, som hun ofte gør. Hvis du ved hvorfor, så vil du naturligt lettere kunne hjælpe hende, og der er jo ikke noget, du hellere vil, og det er også meget tydeligt, at du/I elsker hende højt og bare rigtig gerne vil hende det bedste.

Der er nogle ting du nævner, som er svære for hende:

1. Du nævner blandt andet, at hun nogle gange kan blive så vred, at hun hyperventilerer, og at du synes det minder om et angstanfald.
2. Du nævner, at hun kan have en meget kort lunte, især hvis hun er træt. Der skal ikke ret meget til, før læsset vælter.
3. Du nævner, at hun kan blive dybt ulykkelig, når hun impulsivt ikke kan nå at cykle sammen med en klassekammerat til skole.
4. Du nævner, at hun har brug for en del struktur og faste rammer. Selv en lille ændring i hendes rytme kan smadre en hel dag for hende.
5. Du nævner, at hun er meget sensitiv omkring sit tøj, og at der ligger meget tryghed i at have samme tøj på hver dag.

Jeg vil gerne kommentere lidt på disse ting...

Ad 1. Børn kan godt have angst - også når de er 6 år gamle. Det kan vise sig på mange forskellige måder, men det kan f.eks. vise sig ved, at de virker meget velopdragne f.eks. i skolen, men ikke er det derhjemme. Det kan vise sig ved, at de stiller mange spørgsmål og ofte har behov for at blive beroliget - f.eks. spørgsmål som "hvad nu hvis?", fordi de er bange for, at der skal ske noget slemt. De kommer let ud af balance, hvis de laver fejl og kan være meget perfektionistiske, f.eks. når de skal lave lektier, og det kan også påvirke dem meget, hvis deres rutiner bliver ændret. De er ikke ret glade for forandringer, men finder netop tryghed i at alt er genkendeligt, og som det plejer at være. De kan også vise behov for at være mere hjemme eller behov for at være tæt på mor/far og vil helst ikke deltage i f.eks. børnefødselsdage, eller måske er de bekymrede for at gå i skole, eller kan blive helt ude af den, hvis deres bedste ven ikke er i skole en dag.

Ad 2: Vi kan alle sammen have en kort lunte, hvis vi er trætte, eller hvis vores blodsukker er lavt. Og derfor er det vigtigt, at I sørger for, at give jeres datter mange små måltider dagen igennem, som holder hendes blodsukker og dermed humør stabilt. Ikke for mange søde ting, som giver et hurtigt højt blodsukker, for når sukkeret så "brænder af" og blodsukkeret falder, så falder humøret og overskuddet også markant. Hvis hun er meget humørsvingende, kan det derfor godt være en idé at se lidt på hendes rytme, sovetider, og især også indtag af mad og væske i løbet af dagen.

Ad 3: Det er naturligt svært at vide med det enkelte eksempel, som du giver her, men spørgsmålet er, hvad det er, der gør hende ulykkelig, for det kan være flere ting. Det kan både være fordi det naturligt er rigtig vigtigt for en 6årig at have tætte venner, og fordi kravene til venskaber er store nu, hvor hun er begyndt i skole. En del af det at ville følges med en kammerat til skole kan sagtens handle om netop vigtigheden af venskaber nu. Så helt instinktivt bliver det bare virkelig vigtigt, at de to kan følges ad og ankomme til skolen samtidig.

Det kan dog også være, at hun generelt har tendens til at handle meget impulsivt, og at det er svært for hende at styre impulserne til at ville følges med en kammerat. Altså at hun i situationen slet ikke kan overskue, at I jo også er på vej ud af døren, og at visse ting skal klares først, før I kan gå. Det du siger som "vi var ikke klar og havde ingen aftale" - det kan hun slet ikke sige til sig selv, forstå eller på nogen måde sætte sig ind i, hun vil af sted NU! og bryder fuldstændig sammen, bliver vred og voldsomt frustreret på dig, fordi du ikke bare kan lade hende cykle med...

Alle små børn er impulsive og handler lyst- og behovsstyret, men i takt med at barnet bliver ældre, så skal han eller hun gradvist kunne begynde at behovsudsætte og have en vis form for selvkontrol. Det 3-5 årige barn skal f.eks. kunne give give plads til andre og lære at vente på tur, når man f.eks. skal rutsje på rutsjebanen. Når børn starter i skole, så vil man forvente, at de rækker hånden op, før de taler, ligesom man forventer, at de kan lade legetøj eller andet spændende blive i tasken og kan koncentrere sig om at finde bøgerne frem. Børn i denne alder forventes også at kunne "vente på fredagsslik, til det bliver fredag"... og ikke bryde helt sammen, fordi der ikke er slik om tirsdagen :)

Ad 4: Mange børn har behov for meget faste rammer, og de tåler ikke, at man har en anden rytme i weekenden end i hverdagen, ligesom det kan være en rigtig god idé at holde fast i de daglige rutiner, selvom man har ferie. Især hvis man kun har ferie i 1-2 uger. Har man ferie i 3-5 uger, så er der lettere at slække på ...

---

---

... rammerne, og der er tid til at komme tilbage til de faste rutiner, før hverdagen så starter igen.

Det er også helt naturligt, at mange børn har brug for mere forudsigelighed end voksne har, fordi de faktisk aldrig er børnene som bestemmer, hvad der skal ske og hvornår, ligesom børn ikke har styr på tiden, hvad klokken er. Derfor hjælpes mange børn af piktogrammer og af helt faste rutiner i forhold til, hvornår man spiser, går i bad, leger, får børstet tænder, puttes i seng, ligesom samme rutiner igen og igen giver tryghed og genkendelighed. Og så er der naturligvis også børn, som ingen problemer har med uforudsigelighed og mange skift i hverdagen, børn er forskellige :)

Ad 5: Nogle børn bryder sig ikke om tøj, som kradser. De reagerer på vaskemærker, som klør og irriterer, ligesom de også kan reagere på sømme og syninger, som de kan mærke på huden. De kan også reagere, hvis tøjet stramme f.eks. på grund af en lidt for stam linning eller elastik i buksekanten eller de kan reagere, hvis tøjet bliver lidt vådt, så vil de have tøjet af og med det samme have tørt tøj på.

Dette kan ses hos mange børn - i mindre eller større grad. Nogle børn har det fordi de generelt har det man kalder sanseintegrationsproblemer - det betyder, at de har en overfølsomt eller sensitivt sanseapparat - andre børn har det, fordi de er det, man kalder særligt sensitive børn. At være særligt sensitiv er ikke en diagnose, men et karaktertræk, som man ofte arver fra enten sine forældre eller fra bedsteforældre.

Jeg tænker, at det vil være rigtig godt, hvis I kan tale med nogen omkring jeres datter og de oplevelser I har. I første omgang ville det måske være en idé at tale med sundhedsplejersken på skolen, hvor jeres datter går. Også fordi jeg tænker, at sundhedsplejersken måske kunne finde ud af, hvordan jeres datter egentlig trives i hverdagen. Du skriver, at hun trives godt, hun er rigtig godt med, er en kreativ pige, som er god til at sætte en leg igang osv. Og det lyder alt sammen super. Men måske er det sværere at være i skolen, end I lige fornemmer - og så kommer reaktionen derhjemme.

Sundhedsplejersken skal sandsynligvis se klassen i løbet af skoleåret, så derfor kunne det være en god idé at tale lidt med hende, så hun lige er lidt ekstra opmærksom på jeres datter og får en snak med hende :) Der er også den mulighed, at sundhedsplejersken kan tage en snak blot med jeres datter, hvis det skønnes nødvendigt. Det kan I tale om :)

Jeg tænker også, at du skal prøve at tænke tilbage på tiden i børnehave, og hvordan hun har haft det der - og hvad har pædagogerne sagt. Du skriver som sagt, at "I gennem flere år har kæmpet", og selvom det er blevet bedre, så er det stadig svært. Hvad ligger der præcist i det. Hvad er det for kampe, hvordan har hun reageret tidligere og hvordan har I reageret på hende... Det er alt sammen vigtige overvejelser i forhold til at forstå og finde ud af, hvorfor hun reagerer, som hun gør nu.

---

---

Temperament er en vigtig del af vores personlighed, og vores temperament har betydning for, hvordan vores følelser kommer til udtryk. Nogle er rolige, tænksomme, ofte glade, positive og i meget godt humør, andre har en kort lunte, bliver let vrede, frustrerede, hidsige. Temperament er både arveligt og også påvirket af omgivelserne. Hun har altså en del af sit temperament fra jer forældre - ligner måske en af jer, hvilket godt kan gøre det ekstra svært at håndtere - og så påvirkes det også af, hvordan I reagerer på hende, og hvordan I har reageret på hende de sidste år.

Du skriver blandt andet "Hun er en pige, der meget gerne vil bestemme. Og hun føler, det er uretfærdigt, hvis mor og far bestemmer noget, som hun vil bestemme. Det er en daglig kamp. Hun er enebarn". Jeg tænker, at det her spiller ind, hvordan I reagerer og har reageret - holder I fast i, at det bestemmer I, indgår I i en dialog og finder I kompromiser, lader I hende nogle gange få sin vilje.. og hvordan taler I til hinanden, når I har disse kampe. Alt sammen er det med til at påvirke hendes nuværende reaktioner og måde at håndtere forskellige situationer på.

Du skal også overveje, om I forældre er begyndt at indføre visse regler, ændrer på jeres måde at være på, om der er ting I gør, eller ting I undgår at gøre, fordi I er bange for at det kan udløse en voldsom reaktion hos jeres datter. Du skal overveje, om I tager så mange hensyn i dagligdagen, at det faktisk er et problem, for så er det ofte tegn på, at noget ikke er helt, som det bør være, men at I blot har fundet en måde at "leve med det på" og derfor tilpasser jer. Prøv derfor at overveje, hvordan I reagerer i forhold til jeres datter og til at få jeres hverdag til at fungere i forhold til andre jævnaldrene børn og deres forældre...

Der er også børn, som har det man kan kalde "problemvrede", det vil sige, at de bliver meget hurtigt vrede over meget små ting. Så meget, at andre børn faktisk kan blive bange for dem eller så meget, at man ofte ender med at blive uvenner med mor og far. Du/I kan f.eks. læse bogen "Gal på alt og alle - Peter og Sofie og problemvrede" udgivet af Dansk Psykologisk Forlag og en del af serien "psykologi for børn 4-8 år".

Der er naturligvis også den mulighed, at I beder om familievejledning, enten via kommunen eller privat. Jeg ved ikke helt, hvilke muligheder der er, hvor I bor, men også dette vil skolesundhedsplejersken sandsynligvis kunne informere dig om.

Jeg håber, at mine tanker giver jer lidt mere at overveje og arbejde videre med :)

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---