Brev:

Ulykkelig og vred 3-årig

Hej Helen.

Vi har en pige på 3 år og 3 måneder (som du har svaret på spørgsmål om før) samt en dreng på 3 måneder. Vores dreng er nem, får flaske og spiser 5 gange i døgnet, sover om natten og griner om dagen.

Men det er vores datter vi skriver til dig om igen.

Hun startede i børnehave i maj 2020. Hun kendte en håndfuld af de andre børn, som hun har gået i vuggestue med. Hun har været meget glad for vuggestuen og sine venner derfra. Hun var også glad i børnehaven de første par måneder - nysgerrig, åben og turde opsøge legen - også med de store børn. Hun er meget dygtig sprogligt og forstår at sætte ret skarpt ord på sine følelser (“jeg er ikke ked af det lige nu - jeg er vred” eller “nu er jeg glad igen”).

I slutningen af juni fik hun så en lillebror, som hun er helt vildt glad for og gerne vil “passe”. Hun er en meget kærlig pige og siger ofte “jeg elsker jer” og “jeg elsker lillebror” og “lillebror er vores lille basse”. Hvis jeg fx er blevet frustreret over han ikke ville sove og sagde “sov nu!!”, irettesætter hun mig og siger “mor, du skal tale pænt til lillebror, han er for lille til at forstå”.

Vi holdte en måneds ferie i august og i september var hun tilbage i børnehaven, men hun er gradvist blevet mere og mere ked af at være der. Hun siger ofte “jeg vil ikke i børnehaven” og “jeg har ondt i maven” (mest efter et følelsesudbrud hvor hun har grædt og spændt meget). Hun har også gode dage, hvor hun er glad, når man henter, men de dårlige oplevelser fylder alt og vælter hendes verden. Pædagogerne siger, at hun har forandret sig, siden hun startede og virker mere nedtrykt/sortseende. Hun siger, at de andre børn ikke gider at lege med hende (pædagogerne siger, at de leger fint sammen, men at vores pige hurtigt tolker noget som afvisning - fx at hun ikke kan følge med når de løber, hvorfor hun føler de løber væk fra hende). Pædagogerne har rådet os til at lade hende styre mindre i vores lege med hende, så hun oplever noget modstand i trygge rammer. Det går fint, og hun accepterer, at man foreslår noget andet og ikke gør hvad hun siger, man skal i legen.

Hun har mange og meget store følelsesudbrud (hvor hun starter ked af det og hurtigt går over i slet ikke at kunne styre sin vrede - der kan hun sidde “fast” længe og til sidst ked af det igen) både om morgenen og om aftenen herhjemme og i løbet af weekenden. Nogle gange udløst af en specifik ting hun ikke vil (typisk i bad, på potte, have tøj på, ud af døren eller i seng fx) og andre gange bare ud af det blå, hvor hun også selv siger, at “hun ikke forstår hvad der sker”. Selv når hun sover, får hun flere raserianfald halvt i søvne, hvor hun er meget svær at nå ind til (vi prøver at trøste og tilbyde vand osv). Det kan ske flere gange på en aften/nat, hvor hun kaster sig rundt i sengen af raseri. Det er helt enormt drænende for os alle, men vi forsøger at møde hende med “du bliver vidst ked af det nu fordi X” eller “du er vidst rigtigt vred nu for X”. Vi er altid hos hende, når hun får de her udbrud. Hun vil ikke røres eller krammes når hun er sur, så den af os med overskud, sætter sig bare hos hende.

Hun smed bleen i august under vores ferie med nogenlunde succes fra starten. Og alle sutterne blev afleveret i starten af september. Sutterne har hun ikke rigtigt nævnt så meget siden (hun har dog konstateret, at hun savner dem og hun putter konstant fingrene ind i munden og særligt når hun er oprevet). Det går nu meget dårligt med ikke at bruge ble desværre. Hun laver i bukserne hver dag i børnehaven og evt også en gang eller to ...

... herhjemme om aftenen. Det virker på den ene side ikke til at genere hende specielt meget men på samme tid er hun tydeligt bevidst om, at vi synes, det er ulækkert hele tiden at skulle gøre rent efter. Og her er vi også kommet til at skælde ud selvom vi jo godt ved, at det slet ikke gavner.

I slutningen af hendes store vredesudbrud går hun ofte over i at gentage “det hele er min skyld” igen og igen, mens hun græder. Det er forfærdeligt hjerteskærende, og vi siger, at det ikke er hendes skyld, at det er okay at være ked af det og vred osv. Men vi er jo ikke fuldstændigt afslappet hele tiden i konflikterne og efter noget tid hvor hun konstant har været sur, tvær og kommanderende over for os, kommer vi til at tysse på hende, skælde ud eller sige hun skal holde op. Så uanset hvor meget vi prøver at være forstående, samler hun jo også op, at vi synes det er drønhårdt, og at vi ikke altid formår at følge, hvordan man bør møde børns store følelser.

Hun er også helt vildt svær at få ud af døren - selv når det er til noget, hun egentligt gerne vil (fx på cafe med mig eller på legeplads med far). Vi ønsker at støtte hende i at blive selvhjulpen og opfordrer hende til selv at tage tøjet på og bede om hjælp, hvis det er svært. For hun kan sagtens. Men ofte lader hun bare helt være eller lader, som om hun slet ikke kan, og den eneste måde vi kan komme afsted på, er at klæde hende på med minimal indsats fra hendes side. Eller bare droppe det vi skal, hvilket er vildt ærgerligt.

Vi vil så gerne støtte hende i at få et stærkt selvværd og har begge læst bøger om emnet og hvordan man støtter børns store følelser og støtter deres udvikling. Og vi gør alt hvad vi kan for at implementere det i praksis. Men lige nu føles det som om, at der er et eller andet vi gør helt galt. Og vi er helt drænede af konstante konflikter, så vi formår nok heller ikke at takle det helt rigtigt hver gang selvom vi “skiftes”. Det er gået lidt i hårdknude og vi er kede af det skal være så svært.

Vi tænker om hun måske også har en samlet reaktion på, at hun inden for fem måneder er startet børnehave, har fået en lillebror, smidt bleen og droppet sutterne.

Hun lever i meget stabile rammer i en kernefamilie, der elsker hinanden højt. Vi taler om følelser og prøver vores bedste for at huske at undskylde, hvis man har skældt ud eller på anden måde været urimelig. Min mand og jeg er et godt team. Vores hverdag er travl med to krævende jobs (dog er jeg på barsel lige nu hvilket naturligt giver mere tid).

Det har stået på i i hvert fald 1,5-2 måneder nu. Og det er tiltagende - så det har været værre inden for de seneste par uger. Hun er også mindre begejstret for at se andre familiemedlemmer som tidligere bare har været så vigtige for hende. Det er også som om hun ikke kan rumme, at der er andre til stede, når hun bliver “irettesat” (fx at hun ikke må spise smør med fingrene direkte fra pakken).

Vores sprøgsmål er:
1. Er det normalt, at det skal være så svært for hende (givet omstændighederne)?
2. Hvis ja, hvordan støtter vi bedst muligt op om det? Og hvor længe kan vi forvente det skal vare ca?
3. Hvis nej, hvad skal vi gøre anerledes? (Skal hun være mindre i børnehave, skal vi tale med en familieterapeut, en sundhedsplejerske, en læge, andet??)
4. Skal vi give hende ble på igen eller hvordan håndterer vi bedst, at hun laver i bukserne så tit? Det er generelt en stor kilde til konflikt hos os.
5. Hvordan hjælper vi hende med at håndtere overgange bedre? Fx når man skal ud af døren?

På forhånd mange tak
Bedste hilsner
Kathrine

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

23. april 2024 | Opdragelse | 3 år, 6 mdr.

Leg med voldsomme ord

Hej igen Helen, Jeg sender dig et til brev med det samme med et helt andet...

Læs hele brevet og Helens svar

16. april 2024 | Diverse | 2 år, 9 mdr.

Ked af at være i dagplejen

Hej Helen. Vi har en dejlig pige på 2 år og 9 måneder, hun har ellers været...

Læs hele brevet og Helens svar

15. april 2024 | Udvikling | 3 år

Hjælp til vores dreng

Hej Helen, Min kæreste og jeg håber inderligt at du kan hjælpe os, som du...

Læs hele brevet og Helens svar

28. marts 2024 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.

Selvværd og selvtillid

Kære Helen Jeg skriver til dig fordi jeg har en pige på 3 1/2 år, som jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

5. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 10 mdr.

Svær putning - 2 år, 10 mdr.

Hej Helen. Yngstemanden har altid været rigtigt svær at putte, og derfor har...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: