Svar: Afviser bedsteforældre

---

Kære Fridas mor

Tak for dit brev og velkommen til:)

I er bestemt ikke de første forældre (og bedsteforældre) som oplever at blive afvist af et barn på jeres datters alder. Det er helt naturligt for børn på 3-4 år at sige "du må ikke være med" eller lignende, børn i den alder er igang med at læse både sociale og følelsesmæssige færdigheder og det er det jeres lille pige øver sig på.

Det er her meget vigtigt at I ikke overvurderer hendes evner og ikke forventer for meget. Det er utrolig vigtigt at I her, ligesom I alle andre situationer, kan bevare roen og overblikket, tackle de følelser hun har og rumme hendes følelser. At kunne rumme hendes følelser betyder at I kan holde ud at hun har det som hun har det, at I ikke forsøger at lave det om og sidst men ikke mindst - at I ikke tager det personligt. Og netop det sidste er vigtigt her - for bedsteforældrene tager det meget personligt, når jeres datter afviser hende, faktisk i en sådan grad, at hun begynder at græde.

Jeres datter skal naturligvis lære de sociale spilleregler og det skal i hjælpe hende med, ligesom hun også lærer det i institutionen. Faktisk kan hendes "jeg vil ikke lege med dig" eller "du må ikke være med" godt bunde i at hun udforsker hvordan I reagerer på disse ting, fordi hun selv bliver stillet i disse situationer, når hun er i børnehave.

Man kan godt lære børn visse ting - også sociale ting, som sige pænt tak for en gave, sige tak for mad, sige undskyld osv. men kan kan ikke på samme måde fortælle et barn, hvordan det skal spørge ind til en anden så den anden føler sig værdsat og interessant. Man kan ikke fortælle et barn hvordan det kan trøste en anden osv. det er noget barnet lærer af måden vi som forældre er omkring vores barn på og af at være sammen med andre børn.

Børn lærer at begå sig socialt ved at se, hvad de gør ved andre og ved selv at mærke, hvad andre gør ved dem. Og leg er et vigtigt redskab til dette - hun vil naturligt selv opleve at hun nogle gange må være med i legen, andre gange må hun ikke, atter andre gange må man kun være med, hvis man spiller en bestemt rolle osv. Det er altså en læring der starter allerede nu, men som følger med hele vejen op, også i skolen lærer børn at udvikle deres sociale intelligens. Og hun afprøver disse ting hjemme og overfor bedsteforældre, fordi det er vigtig læring for hende.

Det er altså vigtigt at I 'blander jer' for at lære hende, hvordan og det vil også være rigtig godt at bedsteforældrene nogle gange blander sig, når hun direkte afviser dem. Der er ikke spor i vejen ...

---

---

... for at mormor eller farmor selv siger "jeg bliver ked af det, når du ikke vil lege med mig" eller "jeg har sådan glæde mig til at se dig" eller lignende, så de sætter ord på de følelser de har og lader jeres pige vide, hvordan de har det og især - det kan godt være du ikke vil mig, men jeg vil rigtig gerne dig.

Samtidig vil det også være helt okay at du nogle gange skærer igennem og sætter regler op, så hun ikke styrer det hele. For det lyder lige nu som om at hun mere eller mindre bestemmer over både bedsteforældre og jer - hvem der må sige hvad, hvem der skal sidde hvor osv. Nogle gange er det fint at lade hende være den styrende, men andre gange er det faktisk også helt fint at I bestemmer og melder ud "idag er det mig der bestemmer, hvor vi skal sidde og mormor sidder der, og du sidder der!". Ligesom du også nogle gange må sige "I dag går vi alle sammen tur samme og alle skal med".

Hun skal også lære at hun gerne må sige nej, men at måden hun udtrykker sit nej på kan justeres. Når hun siger nej til at mormor kan lege med, så "bliver mormor ked af det, så hvad kan I så lege, hvor I alle kan være med?" Det kan være ganske udmærket at få hende til at medtænke, hvordan man kan finde noget alle kan være med til, så ingen føler sig holdt uden for.

---

---

Når hun siger til mormor at hun ikke må ødelægge legetøjet, så skal mormor naturligvis anerkende dette "det forstår jeg godt, jeg har også nogle fine ting derhjemme, som jeg ville være ked af gik i stykker", ligesom det også er vigtigt at spørge "hvad må jeg så lege med?" eller lignende, så mormor naturligt prøver at tage del og gøre det lidt på jeres datters præmisser. Ligesom hun nogle gange også skal sige "Jeg kigger bare, jeg ødelægger ikke noget" eller lignende.

Og så kan I faktisk også med den alder hun har, godt begynde at stille spørgsmål til de ting jeres datter siger. Ikke spørge hvorfor hun siger som hun gør, for så går hun bare i forsvarsposition og vil blive ved med at være modsat. Men spørg hende i stedet "hvordan tror du farmor/mormor har det lige nu?", "Hvordan har du det selv?". Det kan få hende til at tænke over både egne og andres følelser og adfærd og styrke hendes indfølingsevne.

I er altså et eller andet sted nødt til at 'gribe situationen når den er der' og komme lidt ind i kernen, få hende til at forstå hvad det hun siger og gør, gør ved andre og hvordan man kan sige tingene i stedet.

Håber du kan bruge dette videre, fortsat held og lykke til jer alle - både jer forældre, jer bedsteforældre og jeres skønne lille pige :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om bedsteforÆldre:

---

---

Viden om børn:

---