Brev:
3 år og udfordringer
Hej Helen.
Jeg har en dejlig datter på 3 år og 4 måneder. Hun begyndte i børnehave for 6 måneder siden og stortrives med dette og har været glad fra dag 1… Hendes far og jeg gik fra hinanden da hun var 9 måneder gammel, og det har lige siden da været samvær med overnatning én gang ugentligt og så en dag med 4-5 timer derudover. Vi ser på barnets tarv og det virker til hun trives rigtig godt i det og vi har et godt samarbejde. Hun sover fra kl. 18.30-19.00 og til kl 07.00-07.30 næste morgen og sover fint igennem.
Nu til sagen… Jeg har de sidste to-tre ugers tid bemærket en væsentlig ændring i hendes væremåde og humør. Hun har altid været en rigtig glad og meget omsorgsfuld pige døgnets 24 timer, og alle omkring hende siger det samme. Hun er stadig glad meget af tiden, men er også blevet hidsig, sur, ked af det og ekstremt grænsesøgende.
Jeg ved mange af disse ting hører med til tre års alderen, heriblandt selvstændighedsfasen. Når jeg forsøger at sætte grænser, ja jeg siger forsøger - for jeg kan ikke trænge ind til hende synes jeg, så råbes der fra hende “neeej!” og “vil ikke” og hun forsøger at skubbe, eller smide sig ned på gulvet… Det er sikkert i afmagt, men det er også de mindste ting, såsom at jeg siger nej til slik eller vil tørre hendes næse og lign…
Jeg gør det bedste jeg kan i forhold til ikke selv at hæve stemmen, og heller ej true med noget (som fx “hvis ikke du gør sådan, så bliver jeg sur”) Men jeg siger istedet “Jeg synes ikke det du gør er okay” eller “Jeg bliver ked af det når du gør sådan” eller “Der er ingen grund til at blive så sur/hidsig”… Og lige meget hjælper det. Flere i min omgangskreds har da også nævnt at jeg bliver nød til at sætte tydelige grænser for hende NU. Og det er jeg såmænd helt klar over, men hvordan?? Når nu det jeg gør, absolut ikke virker.
Jo når vi når HELT derud (er sket måske 4-5 x på hendes liv) hvor jeg hæver stemmen og tager fat i hendes arm - men jeg ønsker ikke at ...
... sætte grænsen ved at gøre sådan. Føler ikke det er det rigtige at gøre, men i afmagt er det sket…
Vil sige dette her er klart værst når vi er hjemme hos nogle… Hun kan té sig så grimt. Nogle gange er vi kørt hjem efter 2-3 forsøg for at trænge ind til hende. Det er både steder, hvor der er børn hun leger med (godt den første halve time og så begynder det) og også steder hvor der ikke børn er - hvor jeg godt ved jeg bruger opmærksomhed med de voksne men OGSÅ hende, og det skal der simpelthen være plads til. Hun skal lære at hun ikke er 100% i fokus konstant. Forleden dag hos en veninde og hendes jævnaldrende datter, begyndte hun at skubbe hende, råbe af hende, hoppe i deres møbler, smide hendes bøger på gulvet, jeg var målløs.
Idag herhjemme da hun blev tosset, prøvede jeg som så mange gange før, at sige stille og roligt “jeg kan godt se du bliver irriteret nu, kom herover og sid og få et kram”, først ville hun ikke - da hun så kom var der lidt ro på… Men stadig ret så op og køre/irriteret! Spurgte også “hvad er du irriteret over” hvor der ikke kom svar…
Men ja for at fortælle det går bedre når vi bare er hende og jeg - men at være ude hos nogle, er på ingen måde sjovt og ekstremt energikrævende fra min side, fordi jeg hele tiden skal observere om hun er ved at “stejle”.
Det skal siges jeg er gravid med termin i maj, og har haft hende med hele vejen og fortalt og gjort ved og hun virker oprigtigt som om hun glæder sig, og kan give maven både kys og knus og sige “jeg skal være storesøster!!!!!!” og stråle så det batter… Der har på intet tidspunkt været noget negativt fra hendes side omkring det - og jeg sørger for at inddrage hende så meget jeg nu kan mærke hun har lyst. Samle seng sammen og købt tøj til dem begge sammen osv…
Men……hvad gør jeg ved hendes agressivitet? Og hvordan får jeg sat tydeligere grænser? 🙏🏼
Med venlig hilsen,
en mor der vil gøre alt det bedste - men ikke altid kan se hvordan.
Annoncer
Sponsorerede artikler
Vent ikke til din baby har fået rød numse
- brug Olívy fra første bleskift
Hud der konstant udsættes for fugt, varme, friktion og syre fra urin og afføring, bliver nemt rød og irriteret. Det gør ondt på barnet, og kan påvirke den helt basale trivsel - herunder søvn og spisemønster. Med Olívy baby care – diaper change kan du ...
Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:
15. maj 2024 | Sovevaner | 2 år, 10 mdr.
Hej Helen Jeg skriver til dig for at få lidt input til ny putterutine...
23. april 2024 | Opdragelse | 3 år, 6 mdr.
Hej igen Helen, Jeg sender dig et til brev med det samme med et helt andet...
15. april 2024 | Udvikling | 3 år
Hej Helen, Min kæreste og jeg håber inderligt at du kan hjælpe os, som du...
28. marts 2024 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.
Kære Helen Jeg skriver til dig fordi jeg har en pige på 3 1/2 år, som jeg...
5. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 10 mdr.
Hej Helen. Yngstemanden har altid været rigtigt svær at putte, og derfor har...
Viden om børn:
Barnløshed
De fleste par har en naturlig forventning om blive forældre på et tidspunkt. Men for nogle sker det dog ikke bare af sig selv.
Hvis man som par forsøger at blive gravide gennem et år, uden at de lykkes, så betragtes det som ufrivilligt barnløshed. Statistikken siger, at ca 80 % vil bliv gravide i løbet af et år.
Årsagerne til at man ikke bliver gravid kan være rigtig mange og det tager tid at finde frem til den rigtige behandling for det enkelte par. Derudover er...
Efterveer
Efter fødslen skal livmoderen trække sig sammen til normal størrelse igen, - disse sammentrækninger kalder man efterveer. Jo flere børn man har født, jo mere vil livmoderen skulle trække sig sammen, og jo værre er efterveerne ofte.
Efterveer mærkes ofte under amning. Når barnet dier ved brystet, produceres hormonet oxytocin, der får livmoderen til at trække sig sammen og i dagene efter fødslen vil livmoderen gradvist blive mindre - lige efter fødslen går livmoderen ofte til...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...