Svar: Sulte- og tisse-strejke i forbindelse med børnehavestart

---

Hej med dig

Tak for dit brev :)

Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig, og det er rigtig godt, du skriver. Der er, som jeg ser det, flere ting, som spiller ind hos jer. Da jeg ikke kender jeres familie, og da det er første gang, du skriver til mig, så vil jeg skrive de ting, som umiddelbart springer mig i øjnene, når jeg læser dit brev. Jeg har naturligt kun dit brev at gå ud fra, og du må derfor selv vælge til og fra , hvad du tænker, at du kan bruge:)

Der er for mig at se ingen tvivl om, at jeres ældste datter E. har det rigtig svært. Hun lyder til at være en sød lille pige, der på mange måder oplever en række udfordringer, fordi der på kort tid har været mange ændringer i hendes liv. Ændringer som alle sammen påvirker hendes adfærd, hendes renlighedstræning, og hendes lyst til at spise.

Når jeg læser jeres beskrivelse, så tænker jeg umiddelbart, at jeres datter E. lyder til at have stress - og desværre kan også små børn få stress. Stress kan blandt andet vise sig ved søvnproblemer - det kan jeg ikke ud af jeres brev se, om hun har. Men det kan også vise sig ved fordøjelses- og renlighedsproblemer. Det kan vise sig ved ændring i spisevaner, manglende appetit, selektiv spisning. Det kan vise sig ved vægttab, ved ændret social adfærd, ændringer i humør og lignende. Alt sammen symptomer, som jeres lille E. har, og der er flere ting, som kan have givet jeres datter stress.

Der er ingen tvivl om, at det har været rigtig hårdt for hende at blive storesøster til tvillinger. Den opmærksomhed, som tvillingerne har fået, er naturligt gået fra hende, og det er meget svært at skulle dele mor og far - med ikke bare en, men med to andre. Du skriver, at hun fra begyndelsen har været jaloux, og søskendejalousi indeholder ofte 3 store følelser - sorg, vrede og angst.

Det er sorgen over ikke længere at have jer forældre for sig selv. Det er vreden over, at I har sat hende i denne situation (det er jo ikke noget, hun har valgt), og det er angsten for, at I vil elske tvillingerne mere, end I elsker hende, at der ikke længere er samme plads i jeres hjerter.

Sorg, vrede og angst er meget stærke følelser, og det er meget vigtigt at tage disse følelser alvorligt. Det er meget vigtigt, at I anerkender, at hun har det, som hun har det, at I lytter, viser hende, at hun stadig har plads, at hun stadig er elsket. At I giver hende sikkerhed og igen og igen fortæller hende, at hun er noget særligt, og at ingen kan tage hendes plads. Jeg tænker, at I har forsøgt dette, men du skriver, at det har været svært for jer. Du nævner i hvert fald, at det at få tvillingerne naturligt har taget opmærksomhed væk fra E. og jeg tænker, at det er dette, som hun naturligt reagerer på.

Jeg ved naturligt ikke, hvordan I har mødt hende, talt til hende, reageret på hende, når hun har været jaloux, vred, kede af det, frustreret osv. Jeg har, når jeg læser dit brev, helt klart et indtryk af, at I har gjort, hvad I kunne, men det har naturligt været svært pludselig at stå med 3 så små børn. Dit forstår jeg godt! Det man kan sige er, at det er meget vigtigt, at I nu forsøger at møde hende med forståelse, anerkendelse, nærhed, opmærksomhed, omsorg, kærlighed...

Og det første jeg vil anbefale jer at gøre er at give hende en ble på. Det vil fjerne stress fra både hende og jer, og det er bestemt et nederlag at tisse i bukserne 3-4 gange dagligt, hvor en tør ble jo er en succesoplevelse. Samtidig risikerer hun at blive syg, hvis hun går med våde bukser hele dagen, eller hvis hun holder sig så længe, at blæren ender med at give efter, som I beskriver.

Tal med hende om, at det kunne være en god idé at få bleen på igen. Det er ikke rart for hende at tisse i bukserne flere gange dagligt, og det er vigtigt, at hun har det godt, og at I tænker, at det vil være rart for hende med bleen.

Involver hende i denne beslutning. Hun skal ikke presses, men have en følelse af, at hun er medbestemmende, og at I lytter til hende, og hvad hun gerne vil. Og ja, I kan godt spørge hende, om hun vil tisse, før I tager af sted, eller om hun hellere vil have en ble på. Et sådan spørgsmål vil give hende en følelse af kontrol, hvilket hun har brug for.

I skriver, at I træner renlighed med lillesøster S. som er 16 måneder. Hvordan kan det være? Hun er jo ikke ret gammel, og hvis E. har brug for at føle sig som noget særligt, hvilket hun måske har gjort, fordi hun var den, som ikke længere brugte ble, hvor de to små søskende stadig havde ble - så er dette ikke særligt længere. Kunne man ikke forestille sig, at E. føler sig forkert, og føler at hun ikke kan leve op til jeres krav og forventninger, hvis lillesøster bliver renlig, før E. gør - så det er med til at øge krav og stress hos E...:)

Det kan også pirke lidt til hendes angst. Følelsen af, at I måske holder lidt mere af S. end af hende, og at der ikke længere er samme plads i jeres hjerte til E. Denne følelse kan naturligt forstærkes af, hvis S. bedre kan finde ud af renlighedstræning, men den følelse kan også forstærkes omkring middagsbordet. Hvis tvillingerne generelt er bedre til at spise, så er det igen en konkurrence - en konkurrence omkring jeres opmærksomhed, om at leve op til det I gerne vil, det I helst ser...:) Igen - jeg ved jo ikke, hvad der præcist sker, men jeg nævner det, som en overvejelse.

I nævner, at der har været familie på besøg fra Tyskland. Det er rigtig dejligt, og jeg håber, at de har nydt samværet med alle tre børn lige meget :) Igen, så kender jeg jer jo ikke, men kan det tænkes, at tvillingerne også her har fået særlig opmærksomhed, måske blot fordi de er tvillinger:) Eller at der måske er blevet lavet sammenligninger mellem børnene. Det kunne være sætninger som "S. og T. kan... det kunne E. ikke i den alder" eller "E. kan stadig ikke, det har S. allerede lært nu" og ...

---

---

... lignende. Sådanne sammenligninger er ikke befordrende for Es selvværd, og det vil gøre alt ting endnu sværere for hende:)

I nævner, at S. nu sover i Es værelse. Er det noget, som E. har ønsket? Føler E. det som noget særligt, at "pigerne sover sammen", eller vil E gerne evt. have sit værelset for sig selv, et storesøsterværelse, fordi det er med til at gøre, at hun føler sig stor og som noget særligt?:)

I nævner, at E. har gået i dagpleje, men nu er startet i børnehave - og det har været svært. Det er naturligt svært, for der er meget stor forskel på dagplejens verden og børnehavens verden, så det er forventeligt, at hun reagerer :) Som I skriver, så er "hendes 3. voksen, daglejemoren væk", sandsynligvis en person, som hun har været meget knyttet til og naturligt savner. I nævner her, at I har fået au pair og barnepige, hvilket naturligt må være en stor hjælp i hverdagen, men det er vigtigt at huske på, at disse ikke er hendes primære omsorgspersoner. Det er igen nye personer, som hun skal forholde sig til, og som faktisk rejser igen. På samme måde, som alle pædagogerne i børnehaven er nye voksne.

Når hun nægter at spise, så kan det naturligt godt hænge sammen med spisevanerne, fra hun var ganske lille, og hvor du fortæller, at I, set i bagklogskabens klare lys, er kommet til at presse hende for meget, så hun er gået i baglås. Heldigvis, kan man sige, har fødslen af tvillingerne betydet, at opmærksomheden på E. ved middagsbordet er blevet mindre, hvilket nok har været godt for jer alle:)

Det er synd for hende, at hun har det så svært med børnehaven. Og det er naturligt problematisk, at hun ikke spiser (eller tisser der), når I ikke er til stede. Jeg tænker, at I skal være opmærksomme på, om det kan være en form for separationsangst. I fortæller blandt andet, at hvis I en dag henter hende tidligt, så begynder hun med det samme at spise entusiastisk, men hvis I ikke er der, så spiser hun intet og siger ikke en lyd.

I fortæller også, at hun ikke vil være i børnehave, og at hun ikke har lyst til at komme derhen. Hun græder ofte, når I efterlader hende der, og hun vil ikke spise eller tisse i børnehaven. Hun er generelt meget tilbageholdende og taler kun med få pædagoger.
Børn kan godt opleve separationsangst, når de bliver udsat for store ændringer, som f.eks. ankomsten af tvillingerne, start i børnehave, øgede krav osv. Det kan føre til en følelse af usikkerhed og angst, som påvirker deres appetit og spisevaner. Når I er der, så er hun tryg nok og spiser og taler, når I ikke er der, så er det for svært for hende...

At nægte at spise (eller tisse) kan også være en måde, hvorpå hun forsøger at få kontrol over en situation. Hvis hun generelt oplever verden meget kaotisk, er stresset og derfor mangler overblik, så forsøger hun naturligt at finde en måde at have en vis mængde kontrol - og det hun kan kontrollere er netop spisning, og hvorvidt hun vil gå på toilettet. Her kan hun ikke tvinges, og det kan godt være udtryk for netop stress og et forsøg på at have bare lidt kontrol, at hun reagerer, som hun gør.

---

---

Det er vigtigt, at I er meget opmærksomme på, at give E. en følelse af, at hun er noget særligt. Det er vigtigt for at udvikle selvværd og selvtillid, og hvis hun føler sig værdsat og unik, så vil det forebygge stress og angst hos hende. I skal være opmærksom på, hvis hun føler sig forkert, eller om hun er usikker på sin rolle i jeres familie. Hun må ikke føle sig forkert, og hun må ikke være i tvivl om, at I elsker hende og vil hende det bedste. Jo mere værdifuld hun kan føle sig, jo mere motiverende vil det være for at lære nyt og f.eks. have lyst til at være i børnehaven, og jo mere styrkes båndet mellem hende og hendes søskende.

Du skriver blandt andet, at det har været hårdt både for E. og for jer forældre med børnehavestart. Du skriver, at I har været og stadig er meget pressede i hverdagen, men specielt også i weekenderne. Du nævner, at I er opmærksomme på, at hvis I havde haft mere overskud, så havde I kunnet se hendes tegn og havde kunnet hjælpe hende bedre. Du nævner, at du selv stresser rigtig meget over situationen. Det er rigtigt hårdt for dig og for jeres familie. Du nævner, at du selv tænker, at hendes reaktion helt sikkert har noget at gøre med, at hun ikke får nok tid fra mor og far, og de mange forandringer, der er sket...

Og du har fuldstændig ret. Når jeg læser din beskrivelse, så er det præcist dette, jeg ser. I er pressede, og det reagerer E. på. Børn er ofte meget følsomme overfor forældrenes følelsesmæssige tilstand og forældrenes overskud. Hun er et spejl på, hvordan I har det. Jeg skriver ikke dette for at gøre dig ked af det, det er bestemt ikke min mening. Men jeg tænker, at I måske er nødt til at overveje, om der skal ske nogle ændringer i jeres familie generelt, så I alle 5 kommer til at trives bedre... bare en tanke, som sagt kender jeg jer jo ikke:)

Du skal naturligvis også tale med institutionen om, hvorvidt det er nødvendigt at sætte ind med lidt hjælp. Der er tilknyttet børnepsykolog til børnehaven, og det lyder som om, at der kunne være behov for at drøfte situationen med ham eller hende. Jeg tænker, at pædagogerne også kan have brug for lidt vejledning i, hvordan de kan støtte og hjælpe jeres datter E. videre, så hun begynder at kunne finde sig til rette og være okay med at være i børnehaven:)

Der er i kommunen, hvor I bor, også mulighed for at få pædagogisk vejledning som familie. Her skal I, så vidt jeg kan finde ud af, kontakte lederen i jeres institution, som kan hjælpe med at søge om dette.

Der er ingen tvivl om, at jeres familie er spændt hårdt for, og både I voksne og også lille E. har det svært. Det er vigtigt, at I får hjælp, så der kan komme lidt ro på.

Jeg håber, at ovenstående hjælper lidt videre på vej og sender et stort knus i jeres retning :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sygdom:

---

---

---

Viden om børn:

---