Svar: Hvad stiller vi op med ham?

---

Kære Molly

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres lille store dreng og dine ærlige tanker om, hvor svært det er at møde ham og anerkende den selvstændighed og personlighed, som han naturligt viser mere og mere af :)

Der er flere ting, som spiller ind hos jer, og jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig. En ting er udvikling og alder, som jeg nok skal komme lidt ind på, noget andet er, at I har fået en lillebror. Det er rigtig dejligt og stort tillykke med det :) Men det er også rigtig svært, at blive storebror, når man kun er 2 år gammel...

Det at I har bragt lillebror ind i familien kan sammenlignes med, at din mand kom hjem med en ny kvinde, erklærede at hende elskede han, og hun skulle bo sammen med jer. Når du så de to sidde sammen i sofaen, så kunne du se, at de to havde noget særlig sammen. Når han sad og nussede, kælede og kyssede hende, når han snakkede med hende, så på hende osv. så kunne du tydeligt se, at her var noget ganske særligt. Du ville have en følelse af at "de to har noget sammen, de giver det til hinanden og ikke til mig" - og det ville gøre oprigtigt ondt. Det ville gøre dig både ked af det, vred og bange. Og det er netop især disse tre følelser jeres storebror har lige nu - han er ked af, at han ikke længere har jer for sig selv, han er vred over, at han er blevet sat i denne situation, og han er bange for, at I vil elske lillebror højere end I elsker ham.

Det er meget stærke følelser og han kan ikke sætte ord på, hvordan han har det. Han kan kun vise det fysisk og er meget følsom overfor, hvordan I reagerer på ham og på det han gør. Derfor er det rigtig vigtigt, at du prøver at sætte dig ind i hans følelser og forsøger at vise ham, at han stadig er noget særligt og at ingen kan tage hans plads. Du skal prøve at lægge mærke til, hvordan han reagerer, når du f.eks. sidder og ammer lillebror - opholder han sig i periferien, ser på jer, smerter det ham... Det er vigtigt, at du inviterer ham med, forsøger at gøre det til en hyggestund for jer alle tre, hvor du f.eks. kan sidde og læse en bog højt eller lignende, imens du ammer, så han ikke føler sig udenfor, men føler, at der stadig er plads til ham.

Det er vigtigt, at du forsøger at prioritere ham i hverdagen. At du nogle gange også laver ting sammen med ham - ting som I gjorde førhen i tiden. Far skal også lave ting med storebror, så han får ekstra opmærksomhed og nærhed med far - fordi mor naturligt er nødt til at tage sig af lillebror lige nu, så er det vigtigt, at far og storebror gør noget som kun er dem... Det er vigtigt, at han oplever, at I stadig gerne vil ham og det kan være en rigtig god idé at gå til noget med storebror - svømning, musik og bevægelse eller lignende, som kun er for ham og hvor lillebror ikke er med... Det kan I overveje og undersøge mulighederne for efter sommerferien :)

Derudover så er 2 årsalderen en svær alder - for både børn og forældre. 2 årige er skønne børn. De er charmerende, søde, dejlige, sjove - og det er fantastisk at høre og se dem folde sig ud, se deres lille personlighed spire. Børn i denne alder er rigtig godt igang med at udforske verden og de forsøger naturligt, at finde ud af, hvordan verden fungerer. De forsøger at finde ud af, hvad det de gør, gør ved andre - og hvordan andre også påvirker dem... og det er naturligt svært :) Det er svært at finde balancen mellem at afprøve grænser og skabe nogle regler, samtidig med at man skal se, møde og anerkende barnet, som det lille menneske han er..

Jeres dreng er rigtig godt igang med at udvikle sit selvbillede. Det betyder at han lige nu og det næste mange måneder frem, vil forsøge at finde ud af, hvem han selv er. Og et led i dette vil f.eks. ofte være at sige "Nej!". Han siger nej til det du vil, han vil ikke det samme som dig - og han kan ikke følge dig, og gøre det du vil - han er nødt til at ville det modsatte af dig, for at kunne udvikle sig selv og finde ud af, hvem han er.

Han har rigtig meget brug for ros, det gør ham glad og stolt, når han mærker at du tror på ham, tror på at han kan, og at du synes godt om det han gør. Og han bliver rigtig rigtig ked af det, når han mærker at du ikke vil som han vil, hvis du irettesætter ham eller stopper ham i noget, som han gerne vil. Og han er i denne alder følsom og sårbar overfor, hvordan du reagerer på ham.

Når det så er sagt, så betyder det ikke, at han skal have lov til alt. Det er stadig dig der sætter reglerne for, hvad han må og ikke må. Og det er her vigtigt, at du er tydelig, så han ved, hvor han har dig. Når du siger nej, så skal du signalere nej - både i dit blik, i din mimik, i dine handlinger - han må ikke tvivle på, at et nej er et nej. MEN, det er rigtig vigtigt, at du overvejer, hvorfor du siger nej. For en dag kan meget hurtigt blive fyldt op med nej´er - og det har han ikke brug for. Han har brug for, at du lytter ...

---

---

... til ham, forsøger at finde ud af, hvad det er han vil, overveje om han måske kan få det, som han gerne vil eller om I måske kan finde et alternativ. Det kan også være, at du kan aflede ham eller på anden måde hjælpe ham videre - uden at sige nej :)

Det er naturligt, at der opstår konflikter med børn i denne alder, men det har meget stor betydning, hvordan I kommer ud af en konflikt. Og her har I forældre en meget vigtig rolle. Han kan blive meget fortvivlet, vred, frustreret osv. og det er vigtigt, at der er plads til disse følelser. Det er vigtigt, at I forsøger at lytte til ham og sætter ord på, som I tænker, at han mangler...

Så når hunden stjæler hans bolle, så kan du sige "øv, tog hunden din bolle, det må den heller ikke"... så han hører, at du forstår det. Og du kan tilbyde et alternativ "kom, nu finder vi en ny bolle til dig og lidt frugt", så du hjælper ham med at løse det.

Når lillebror græder rigtig meget, så må du også gerne sætte ord på det "det er ikke rart, når lillebror græder" og du kan også sætte ord på, at du trøster lillebror, eller at far tager sig af det, så han igen hører, at I er der og træder til, ligesom du kan vise ham lidt nærhed, kysse ham osv. så han samtidig mærker, at I stadig er der for ham. Eller at du efterfølgende, når lillebror er faldet i søvn, tager storebror på skødet og lader ham mærke, at du ikke har glemt ham:)

Når han vil ind i Netto, så kan du enten vælge at gå i Netto, - igen overveje, er der noget i vejen for at I går ind og køber en banan til ham.. eller du kan prøve at aflede ham og skabe fokus på noget, der er sjovere en Netto - I kan løbe om kap, forsøge at holde balancen ved at gå på en fortovskant, springe op på nogle vejsten eller hvad der er på jeres tur, som gør det sjovere at gå hjem....

Når hans verden bryder sammen fordi han ikke kan køre på naboens havetraktor, så må du holde fast i dit nej og vise dig rummelig. Sætte dig ved siden af ham, sætte ord på "du vil bare så gerne køre på den traktor?" og han kan svare "jaaa, traktor" - og du svarer igen "det er også dumt, at vi ikke kan det, men det er ikke vores" eller lignende. Og så bryder hans verden sammen, men hvis han mærker, at du er rolig og kan bevare roen, når han ikke kan, så hjælper du ham. Hvis du derimod bliver irriteret, tager fat i ham og trækker ham hjem, så puster du til ilden...

---

---

Når små børn bliver frustrerede og fortvivlede, så kører hormonerne rundt i kroppen. Adrenalin er et af vores "kamp- eller stresshormoner". Når jeres dreng bliver frustreret, ked af det, bliver bange, bliver ophidset osv. så udsendes der Adrenalin i blodbanen, hvor det påvirker rigtigt mange ting. Det vil f.eks. ofte gøre, at han rent fysisk bliver meget stærk - og det er derfor du får svært ved at holde ham. Han stritter fysisk imod, protesterer voldsomt. Han kan virke helt ude af den. Det er ikke farligt, men det er vigtigt, at du hjælper ham med at falde til ro, netop ved selv at bevare roen.

Nogle gange ved du, hvad der udløser hans frustration og fortvivlelse, andre gange ved du det ikke, men uanset om du ved hvorfor eller ej, så er det vigtigt, at han føler, at du lytter til ham og prøver at forstå ham. Det er vigtigt, at han fornemmer, at du er der, at du gerne vil hjælpe, og at du tager det roligt, når han ikke kan tage det roligt. Adrenalin virker som ild. Hvis du f.eks. siger "hold så op!" eller "lad være med at skabe dig", "hvor er du dog hysterisk" eller lignende, så bliver det værre, og det hjælper ham ikke på sigt. Hvis du derimod tager det roligt og viser ham, at du kan rumme ham, og de store følelser han har, så vil han spejle sig i dette og "ilden går ud".

Det er helt naturligt, at han reagerer mere derhjemme, end når han er i dagpleje eller hos bedsteforældre. Det er overfor jer, han naturligt afprøver grænser og tør vise alle sine følelser - det tør han, fordi han ved, at I elsker ham højt, så han kan godt bryde sammen overfor jer, for han har en grundlæggende følelse af, at I er der for ham :) Det er altså et sundhedstegn at det netop er overfor jer, at han reagerer...:)

Med hensyn til sutten, så er det naturligt, at han søger den ekstra lige nu. Prøv om I kan vænne ham til at lægge sutte et bestemt sted, hvor den så ligger, til han skal sove. Og prøv også at få ham til at tage sutten ud af munden, når han taler til jer, så han ikke går med sut i munden hele tiden. Bamse kan komme med tiden, og han kan selv være med til at vælge en bamse hen af vejen.. Det kan også være en gammel t-shirt fra en af jer, evt. koblet til sutten, som på sigt vil kunne fungere som substitut for mor og far og erstatte sutten....

Jeg håber, at I kan bruge dette lidt videre :)

Jeg vil også anbefale jer meget to af mine bøger "Helens bog om børn og opdragelse" og "Helens bog om dit barns udvikling". Sidstnævnte kan især også bruges i forhold til lillebror:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---