Brev:

Børnehavestart og udvikling - 3 år

Hej Helen

Jeg har siden min datter var spæd fulgt med i din brevkasse og fundet mange gode råd på mange af de udfordringer som vi har stået i som forældre. Jeg er nu kommet dertil hvor jeg har behov for et eller flere råd fra dig ang. Min datter på 3,2 år.

Alberte startede i børnehave i starten august mdr. Hun går i en integreret institution hvor hun også har gået i vuggestue. Den første uge var hun derfor både i vuggestue og i børnehave. Hun gav dog udtryk for, at det var sjovest at være i børnehaven hvilket vi selvfølgelig var glade for.
Hun fik derfor en glidende overgang fra vuggestue til børnehave.

Hun har nu gået i børnehave i små 3 uger, og det bliver svære og svære at aflevere hende. Reaktionerne ved afleveringen bliver voldsommere og voldsommere.

Da jeg går på barsel henter jeg hende tidligt hver dag (kl.14.00 efter hun har sovet middagslur). Hun bliver afleveret ca. Kl. 8 for at sikre, at hun kommer hurtigt ind i legene og aktiviteterne.

De sidste par gange har hun været svær at aflevere. Jeg startede med at forberede hende på, at når vi kom ind i børnehaven så skulle hun sige godmorgen eller hej til de voksne eller børn, som vi møder. Grunden til, at jeg forbereder hende på dette er, at vi den sidste uges tid har oplevet at hun har råbt ”NEJ”, ”Jeg kan ikke li dig!”, ”Jeg vil ikke sige godmorgen til dig” når hun er blevet aflevereret. Dette siger hun både til voksne og til børn. Det gjorde hun også i en kortere periode nede i vuggestuen, men det gik hurtigt over igen. Jeg synes dog det er rigtig slemt denne gang og bliver rigtig ked af det når hun gør det, fordi hun jo på den måde skubber både børn og voksne væk fra sig med den negative tilgangsform. Jeg har forsøgt at forklare hende dette, men det virker som om hun er lidt ligeglad.

Pædagogerne har dog fortalt mig, at de ikke oplever at hun gør det i børnehaven, men at hun på det sidste har haft perioder hvor hun har "nej-hatten" på og ikke vil noget. De forsøger derfor at begrænse hendes valgmuligheder i børnehaven. Hvis hun siger nej til det hele, så vælger de en aktivitet for hende hvilket plejer at gå okay.

I dag blev hun afleveret kl. 9 da vi skulle til tandlæge fra morgenstunden. Hun starter ud med at råbe til en pædagog, at hun ikke ville sige godmorgen til hende hvilket fik pædagogen til at gå væk fra min datter. Jeg forsøgte at forklare min datter, at pædagogen gik væk fra hende fordi hun blev ked af det over min datter sagde sådan noget. Jeg kunne mærke, at min datter lyttede til hvad jeg sagde og kiggede eftertænksom på den pædagog som var på vej væk fra hende.

Da der ikke var nogen pædagoger at aflevere til forsøgte jeg at motivere hende med bøger, puslespil o.lign med hun klæbede sig op af mig og blev ved med at sige ”jeg vil ha dig, mor!”. Når børnene kom hen til min datter råbte hun: ”jeg vil ikke lege med dig! Jeg vil ikke have dig”. Jeg forsøgte at forklare min datter, at de børn som hun siger det til bliver rigtig ked af det men min datter holder fast i at hun ikke vil lege med nogen.
Jeg forsøgte flere gange, at motivere hende med bøger, puslespil men hun blev ved med at råbe og skrige. Jeg forsøgte, at anerkende at det var svært for hende, men at mor blev nød til at gå og at jeg ville hente hende tidligt. Til sidst blev en pædagog nød til at tage hende og det var svært fordi hun holdte godt fast i mig imens hun råbte og skreg. Det var meget voldsomt og jeg var dybt ulykkelig da jeg kom ud til min bil. Det slog mit mor-hjerte i tusinde stykker, og jeg føler jeg er en dårlig mor ved ikke at kunne give hende en god aflevering og en god start på dagen :-(

Ud fra det, som pædagogerne fortæller er, at det går fint med min datter. Hun trives indtil rutinerne, hun leger godt og hun sover også fint middagslur dernede. Hun er også blevet meget selvhjulpen siden hun er kommet i børnehaven, og mestre at tage tøj af og på næsten uden hjælp. Hendes primærpædagog har i sidste uge beskrevet hende som en tillidsfuld pige. Dog oplever de nu, at hun er begyndt at reagere på hendes børnehavestart bl.a. ved at sige nej til det hele og ikke ville afleveres.

Generelt om min datter herhjemmefra kan jeg fortælle, at hun er en glad og sjov pige med let til grin. Hun er samtidig også en bestemt og temperamentsfuld pige, hvilket nok er noget som hun har arvet fra mig. Det udfordrer selvfølgelig os som forældre, og vi bruger meget tid på at snakke sammen om hvordan vi opdrager hende bedst muligt, fordi ...

... hvis det stod til hende så vil hun bestemme selv :-)

Hun er god til at sætte ord på følelser og kan beskrive og lave forskellige ansigter såsom ”nu er jeg glad”, ”nu er jeg sur”, ”nu er jeg ked af det”. Hun er også god til at se i bøger hvornår nogen er glade, kede af det og sure.
Jeg oplever dog ikke, hun er så god til at sætte sig ind i andres følelser i forhold til når hun afviser dem i børnehaven. Dog har jeg læst mig frem til, at denne evne først udvikles i 4 års alderen. Første skridt på vejen til udvikling af empati er at man kan sætte ord på egne følelser, hvilket hun kan. Eller er jeg helt forkert på den?

Hun har en god fantasi og elsker konstruktionslege, hvor hun bygger – både lego og magneter og hvad hun ellers kan komme til. Hun elsker rolle lege og vil meget gerne lege far, mor, børn hvor hun er moren og passer babyen. Hun elsker også at lege doktorlege, brandmand, pirat. Hun vil dog meget gerne have hendes far og jeg med i legene hvilket vi indtil videre har gjort.

Pædagogerne fortæller, at hun også helst vil have dem med i legene, hvilket de ikke har ressourcer til. Jeg tænker derfor om det er dumt, at vi leger så meget med hende og burde vi i stedet for øve hende i at lege mere selv? Vi leger med hende i den bedste mening for at styrke hende i hvordan man leger med andre, men kan selvfølgelig godt se det er et problem når hun også ønsker det i børnehaven.

Hun er ikke så god til at dele med andre børn. Hvis vi er på legepladsen eller har venner på besøg med børn er det meget svært for hende, at dele sit legetøj. Vi arbejder meget på dette da vi ved at nu før hun lærer dette, nu nemmere bliver det også for hende at indgå i leg med andre. Har du nogle råd til hvordan vi kan styrke hendes evne til at dele? Og er det normalt at det stadig er svært i denne alder?

Min datter har et tæt og godt forhold til både mig og min mand. Jeg kan dog mærke, at hun den sidste mdr. er begyndt at favoriserer mig mere, hvilket jeg tænker hænger sammen med at det er mig som aflevere hver morgen og også henter tidligt igen inden far kommer hjem fra arbejde.

Det sidste halve år i vuggestuen var svært for hende. Hun var den ældste i vuggestuen og det var som om at hun ikke helt ”rykkede sig” udviklingsmæssigt så meget som forventet. Hun var f.eks. svær ved at motivere til at tage tøj på i garderoben – noget som hun i dag evner. Hun have også mange følelsesmæssige udbrud, hvis tingene f.eks. ikke gik hendes vej eller til hendes fordel.
Hun havde to gode legekammerater i vuggestuen som var 4. mdr yngre end hende, og som derfor stadigvæk går i vuggestuen. De legede rigtig godt sammen og min datter var meget glad for især den ene af pigerne. De mødes fortsat ude på legepladsen og leger.

Min datter fik ligeledes lavet en sensorisk profil på hende af en fysioterapeut, da vuggestuen mente der var noget med hendes motorik. Den sensoriske profil viste dog ikke rigtig noget, men vi fik en masse øvelser som vi skulle lave med hende for at styrke hendes motorik.
I forhold til min datters motorik, så oplever jeg at hun har mange ukoordinerede bevægelser. Altså hun laver nogle gange noget underlige bevægelser, som om hun ikke rigtig har styr på sin krop. Det kan komme lige pludselig – og mest hvis hun ikke har sovet nok. Hun har også tendens til at løbe rigtig meget indenfor og vi beder hende selvfølgelig om ikke at løbe så meget. I dagligdagen gør jeg meget for, at styrke hendes motorik ift. at træne de tre primære sanser. Hun er også begyndt at starte til gymnastik. Jeg har dog sat mig det mål, at hvis hendes bevægelsesmønster ikke bedres, så vil jeg have specifik sansemotorisk træning til hende. Hvad tænker du om dette?

I forhold til hendes sprog, så synes jeg at hun taler godt, har lange sætninger og fine ordstillinger. Vuggestuen oplevede hende meget utydelig i sit sprog, hvilket jeg måske godt kan genkende i nogle situationer, men jeg har ikke set det som et problem da hun er glad for at snakke. Hun siger f.eks. sit navn forkert. I stedet for at sige ”Alberte” så siger hun ”Berte”. Jeg forsøger ikke at rette hende, men siger i stedet for ”Ja, du hedder Alberte”. Der er nogle andre ord som hun også siger sådan og generelt er det svært for hende med s’er. Jeg er lidt bekymret for, at hun ikke kan udtale sit navn korrekt og om det kan få konsekvenser for hende i forhold til legerelationer. Hvad tænker du om dette?

Det var vidst det for denne gang.

Kærlig hilsen
En bekymret mor

Læs Helens svar »

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

23. april 2024 | Opdragelse | 3 år, 6 mdr.

Leg med voldsomme ord

Hej igen Helen, Jeg sender dig et til brev med det samme med et helt andet...

Læs hele brevet og Helens svar

16. april 2024 | Diverse | 2 år, 9 mdr.

Ked af at være i dagplejen

Hej Helen. Vi har en dejlig pige på 2 år og 9 måneder, hun har ellers været...

Læs hele brevet og Helens svar

15. april 2024 | Udvikling | 3 år

Hjælp til vores dreng

Hej Helen, Min kæreste og jeg håber inderligt at du kan hjælpe os, som du...

Læs hele brevet og Helens svar

28. marts 2024 | Opdragelse | 3 år, 7 mdr.

Selvværd og selvtillid

Kære Helen Jeg skriver til dig fordi jeg har en pige på 3 1/2 år, som jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

5. marts 2024 | Sovevaner | 2 år, 10 mdr.

Svær putning - 2 år, 10 mdr.

Hej Helen. Yngstemanden har altid været rigtigt svær at putte, og derfor har...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: