Annonce

Annonce

Svar: Søvn og appetit


16. november 2020

Kategori:
Alder:
2 år

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Udvikling.

Kære mor

Tak for dit brev og dejligt at høre, at du er glad for brevkassen og også kan bruge nogle af de svar, som jeg har givet andre :)

Det lyder som om, at jeres dreng er i en rivende udvikling, og han lyder til at trives rigtig godt. Han går i en god dagpleje, nyder at være der, er glad i hverdagen og viser naturligt mere og mere egen vilje - det hører alderen til :)

Du nævner, at han taler meget, men endnu kommer der ikke rigtige ord. Du har drøftet det med lægen, som har anbefalet jer at se det an et halvt års tid, og det kan man også sagtens gøre, der er dog nogle ting, jeg lige vil nævne:

- Du skal være sikker på, at han ikke har problemer med sine ører. Hvis han har problemer med væske på ørerne, så vil der være lyde, som han ikke hører, og derfor kan hans sprog være forsinket. Og så kan væske i ørerne faktisk også være med til at forklare, hvorfor han måske nogle gange bliver overvældet af indtryk og verden pludselig synes lidt for overskuelig for ham. Det kan være en del af forklaringen på, hvorfor han nogle gange virker træt og har brug for en formiddagslur... Du kan derfor overveje, om du bør få en tid hos en ØNH-læge, så hans ører lige kan blive tjekket igennem.

- Du skal også have en fornemelse af, at han gerne vil kommunikere, og at han bruger lyde, ord og fagter til at gøre sig forståelig med. Du skal også have en fornemmelse af, at han forstår dig, og det du siger til ham. Det er helt normalt, hvis han forstår mere end at han selv siger, men du skal have en fornemmelse af, at han både har det man kan kalde et receptivt/passivt ordforråd og et produktivt/aktivt ordforråd.

- Generelt vil man sige, at børn i alderen 20-24 måneder forstår ca. 230 ord og selv siger ca. 90 ord. I 2års alderen taler man om, at der sker en ordforrådsspurt. Før 2 års alderen lærer barnet ca. 3 nye ord om måneden, under ordforrådsspurten lærer barnet mellem 10-20 nye ord om ugen.

- Viser han interesse for sprog og ord? Peger han f.eks på billeder, når I læser i en bog og lytter til, at du sætter ord på. Siger han "a´det?" i betydningen "hvad er det?" for at få dig til at sætte ord på. Det er alt sammen tegn på, at han interesserer sig for sprog, ord og kommunikation.

- Kan han sige dyrelyde? Bruger han aktivt lyde som vov-vov, miav, rap-rap, pip, muh, mæh osv. når I læser bøger om dyr og ser dyr i hverdagen.

- Siger han f.eks. Mor, Far, Hej, Tak, Nej.. disse ord er ofte nogle af de første ord, som barnet kan og med den alder han har nu, så skulle der gerne være andre ord på listen f.eks. bil, lys, hus, mælk, mad, mig, op, min...

- Forstår han og kan han følge en opfordring? Hvis du spørger "hvor er din sut?" eller "kan du hente dine sko?" forstår han så, hvad du mener og kan han så gøre dette f.eks. gå ud i gangen og hente sine sko...

De ord som han siger behøver ikke være helt rene, altså sagt helt korrekt, han kan f.eks. godt sige "bar" i stedet for "far", men du bør ikke være i tvivl om, hvad det er han siger og at han har styr på ordene... naturligvis ikke alle ord, men mange ord, skal du have en fornemmelse af, at du forstår.

Hvis du ud fra dette stadig oplever, at han ikke siger tilstrækkeligt, så vil jeg som sagt anbefale dig, at du får tjekket hans ører, og jeg synes også, at du skal overveje at drøfte det med talepædagogen i kommunen. Talepædagogerne sidder under kommunens Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). Det kan sagtens være, at de også siger, at I skal se tiden an, men det er altid en god idé at drøfte det med en talepædagog/logopæd, der er uddannet specielt i børns sprog :)

Det gennemsnitlige søvnbehov for en 2 årig er 13 timer i døgnet. Det er ofte fordelt sådan, at barnet sover 11-11.5 time om natten og 1.5-2 timer til middag. Jeres dreng sover ofte ca. 11 timers nattesøvn og 2.5-3 timer til middag - og derudover nogle gange en ekstra halv time om formiddagen. Han sover altså mere end gennemsnittet, men når der er tale om et gennemsnit, så betyder det jo, at nogle børn sover mere og andre mindre.

Når børn sover mere end gennemsnittet, så skal man altid gennemtænke, om barnet måske bare har et godt sovehjerte. Det må man jo gerne have, og rigtig mange villle ønske, at de havde en dreng, der sov som jeres dreng :) Man skal dog også overveje, om det er noget, som kører ham træt - især om der er en fysiologisk forklaring på, at han sover mere end de fleste andre børn. En fysiologisk forklaring kan være mange ting - det kan f.eks. være hjerte-lunge-problemer, det kan også være han har problemer med astma, hoster meget om natten, måske har han problemer med hævede polypper og sover derfor snorkende og afbrudt om natten - og er ekstra træt om dagen. Det kan også være øreproblemer... Der er ikke umiddelbart noget i din beskrivelse som tyder på, at jeres dreng skulle have nogle fysiologiske ...


Annonce

... problemer, som forklarer, hvorfor han sover lidt mere end gennemsnittet, og han har også lige været til 2års undersøgelse hos egen læge, som har konstateret, at han er en sund dreng i god trivsel.

Og så er der naturligvis også den tanke, som dagplejer har luftet - at han måske er særligt sensitiv og derfor let kører træt, når der sker for meget. At være særligt sensitiv betyder ikke, at man er "særligt følsom" eller "særligt sart". Når man er særligt sensitiv, så er man bærer af et gen, som giver en særlig sensitivitet - det er arveligt, og derfor ser man det ofte også hos enten mor, far, søskende eller bedsteforældre.

Når man er særligt sensitiv, så bearbejder man indtryk med større dybde. Børn oplever verden med alle deres sanser, og sanseindtrykkene kan være voldsomme - lyde virker ekstra høje, berøring og tøj irriterer og kradser, lys virker ekstra skarpt osv. Og særligt sensitive børn bliver også let påvirkede af andres følelser - de mærker mors og fars humør og overskud, før man måske selv er opmærksom på, at man er træt, stresset osv. og de spejler ofte netop deres omgivelser.

Man taler om, at disse børn har et højere arousal-niveau. Det betyder, at de ofte hurtigt kommer "op i gear", hvis de stimuleres, og de bliver let overstimuleret. Det betyder også, at de ofte har brug for at tilpasse sig nye situationer. De har brug for forudsigelighed og tid, det er vigtigt med genkendelighed og tryghed, alt for meget nyt på en gang kan blive voldsomt overvældende - samtidig er der ofte tale om meget kvikke børn, som faktisk har brug for en vis mængde stimuli og inspiration, så det kan være svært at finde en balance mellem for lidt og for meget :)

Hvis jeres dreng er særligt sensitiv, så er det helt naturligt, at han bliver ekstra træt. En dag fyldt med masser af oplevelser og indtryk kan sagtens køre ham mere træt, end man ser hos andre børn - og derfor er det rigtig godt, at han får lov til at sove en lille formiddagslur, når dagplejer fornemmer, at det har han brug for. Det er dejligt, at han er et sted, hvor der faktisk er den mulighed.

Hvis han ikke får sit søvnbehov dækket, så vil han få langt sværere ved at vente på tur, han vil have svært ved at dele, og hans tendens til at bryde sammen, når verden ikke går helt efter hans hoved, vil blive forstærket. Det I måske oplever som "et godt temperament, og han bliver hurtigt hidsig" kan blive forstærket, hvis han mangler søvn.


Helens bog om dit barns udvikling
LÆS OGSÅ: "Helens bog om gråd og trøst" med masser af råd om bl.a. børn med kolik, high need babies, mareridt, raserianfald og separationsangst.

Det er vigtigt for ham, at hans hverdag og dermed verden er forudsigelig. Det giver ham ro, når han mærker at han ved, hvad der skal ske, genkendelighed giver tryghed. Derfor er det super godt, at I forsøger at holde nogenlunde fast i jeres dagsrytme uanset om det er hverdag eller weekend.

Når han får sin søvn, når han oplever genkendelighed, tryghed osv. så vil han naturligt få mere overskud og de sider, som I ser med humor, glæde, mod, og dans sammen med familien i stuen kommer til at fylde mere. Og nogle gange vil det netop være lidt stille leg, hvor han har ligget på gulvet eller været alene på værelset, som giver ham overskuddet til igen at være på :) Og ja, så kan man naturligvis sige "er det ikke sådan for alle mennesker?" - og jo, det er det til en vis grad, men hos de særligt sensitive kan det være særligt udtalt :)

Og så med hensyn til hans appetit. Det er rigtig godt, at I giver ham gnavegrønt, når I laver aftensmaden klar, så har han fået lidt grønt der, og det er super. Det er også rigtig godt, at I giver ham et godnatmåltid før sengetid, så I sikrer jer, at han ikke går sulten i seng. Det princip er jeg helt enig med jer i :)

Det kan være en god idé at godnatmåltidet ligger adskilt af f.eks. et bad om aftenen, så han ikke lærer, at han kan afvise aftensmaden og få en let tilgængelig sød grød i stedet. Det kan også være en god idé at bruge rester fra aftensmaden som godnatmad, så har I f.eks. fået frikadeller, så kan han godt få en gnavedelle sammen med et stykke rugbrød. Så han ikke får "speciel ret" før sengetid.

Og så skal I naturligvis overveje, hvorfor han afviser aftensmaden. Nogle gange er det måske træthed og manglende overskud netop på dette tidspunkt. andre gange er det måske for at se hvad reaktion han får fra jer. Han er jo også i selvstændighedsalderen og derfor rigtig godt igang med at finde ud af, hvad det han gør, gør ved andre - og når børn lukker munden, drejer hovedet og afviser mad, så gør det noget ved os forældre. Og det er naturligt spændende at undersøge...

Hvis I tænker, at det kan handle om selvstændighed og udvikling, så kan I forsøge at inddrage ham i madlavningen, borddækningen osv. så han på den måde er mere aktiv og måske derfor synes, at det er lidt sjovere at sidde med ved bordet, når det er spisetid:)

Jeg håber, at I kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke fortsat:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Giv dit barn den bedste start!

Giv dit barn den bedste start med D-vitamindråber og mælkesyrebakterier

Vi ved allesammen, at et barns første leveår har en enorm betydning for barnets udvikling både fysisk og psykisk. Ansvaret er derfor stort, når det kommer til at sørge for, at de kære små får lige præcis det, der ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

15. april 2024 | Udvikling | 3 år

Hjælp til vores dreng

Hej Helen, Min kæreste og jeg håber inderligt at du kan hjælpe os, som du...

Læs hele brevet og Helens svar


11. april 2024 | Udvikling | 2 år, 2 mdr.

Toårig dreng og sproglig støtte

Kære Helen, Tak for din sidste svar. Jeg har nogle spørgsmål igen angående...

Læs hele brevet og Helens svar


5. april 2024 | Udvikling | 2 år, 2 mdr.

Jeg har en dreng på to år

Kære Helen. Tak for din mail og tak for de rigtig gode råd sidste gang, hvor...

Læs hele brevet og Helens svar


2. april 2024 | Udvikling | 2 år, 2 mdr.

Basker med armene

Hej Helen Er nød til at udtrykke en bekymring, som er kommet på det sidste....

Læs hele brevet og Helens svar


27. marts 2024 | Udvikling | 11 mdr.

Rykker hår ud af hovedet

Hej Helen Min dreng bliver et år i april og han virker umiddelbar til at...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Taktilsansen

Der er 3 sanser, som er fundamentet for barnets motoriske udvikling, og som er helt centrale for barnets evne til at bearbejde og bruge sine sanser og de sanseindtryk, som barnet møder i hverdagen: Det er vestibulærsansen, taktilsansen og den proprioceptive sans.

Taktilsansen kaldes også berørings- og følesansen. Den er vigtig for barnets kropsbevidsthed, og den gør, at vi kan mærke varme, kulde, smerte, tryk mm. Børn som har problemer med deres taktile sans, vil ofte ikke bryde...

Læs mere i Babylex

Udvikling - børn

Børns motoriske udvikling er forskellig, men du kan bruge følgende rettesnor:

1 mdr.: Barnet prøver at løfte hovedet fra underlaget, når det ligger på maven

2-3 mdr.: Støtter på underarmene og løfter hoved og bryst fra underlaget.

4 mdr.: Kan selv holde hovedet i siddende stilling. Begynder at trille rundt fra mave til ryg. Rækker ud efter ting.

5 mdr.: Hvis barnet får hjælp til at sidde op, vil det sidde med rank ryg og hovedet i fin...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og sygdom, som giver dig ro og overblik, når dit barn har det dårligt.

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen ...

1000 tak for din brevkasse ... og tak for alle dine gode, hjertelige og ærlige svar.

Thilde, mor til Louie på 5 mdr.


Annonce