Svar: Svigermor - hvordan skal vi takle hende?

---

Kære frustrerede mor

Tusind tak for dit brev og din uddybende forklaring - jeg kan godt forstå du er frustreret - det ville jeg også være, hvis det er nogen trøst:o)

Der er rigtig mange ting som gør sig gældende i det du skriver og jeg vil meget gerne dele mine tanker med dig.

Der er ingen tvivl om at farmor er utroligt glad for sit lille barnebarn - hun siger jo faktisk at hun elsker ham højere end sine egne børn.... og det er jo derfor at hun gerne vil holde ham og besøge jer hele tiden. Men farmor er også meget grænseoverskridende og det er hun både overfor dig, overfor sin søn og overfor jeres lille dreng. Spørgsmålet er bare om hun er det bevidst, om det er hendes måde at være på, om det simpelthen handler om uvidenhed eller hvad det er.

At kommentere dig og din vægt offentligt, når du lige har fortalt hvordan du havde det med vægten er naturligvis ikke okay og det skulle hun ikke have gjort. Det er sårende og bestemt ikke rart. Her tænker jeg dog at hun allerede i graviditeten har haft endnu større fokus på barnet end på noget andet og at hendes offentlige bemærkning har været et udtryk for "se jeg skal snart være farmor". Ikke at det er en undskyldning for at opføre sig sådan, men det er en forklaring.

At meddele at du kan holde dit eget barn, når han skal have mad ellers ikke og at tage ham ud af favnen på dig gentagende gange - det er uacceptabelt og faktisk ikke jeres dreng tarv, ligesom det heller ikke er godt for ham at blive sendt rundt fra arm til arm. Igen er det jo et udtryk for at hun gerne vil jeres dreng, er stolt af ham, gerne vil vise ham frem, vise jer at hun er glad for ham osv. Men her er det jeres opgave som forældre at sætte grænser.

Jeres dreng er for lille til selv at sige fra og det er I nødt til at gøre for ham. Selvfølgelig må farmor holde ham, sidde med ham osv. Men hun skal aflevere ham, når du beder hende om det og hun kan få ham, når du synes det er passende i forhold til, hvordan du tolker at han har det. Netop i den alder han har nu, vil han være meget mere opmærksom på verden end tidligere, han vil begynde at skelne mere mellem kendt og ukendt - hvorvidt han er hjemme eller ude, i favn hos mor eller hos en fremmed og det er meget naturligt at han, netop i denne alder, vil have det bedst med at sidde på mors skød og studere verden lidt på afstand. Dette skal respekteres.

I dag ved man meget mere om børn end man gjorde, da farmor fik børn og man ser også på børn på en anden måde. Små børn skal behandles med respekt for deres person, man skal aflæse dem og forsøge at pejle ind efter de signaler de sender. Hvis farmor af uvidenhed ikke ved, hvordan hun skal agere i forhold til så lille et barn, så må I som forældre sige fra. Det er jeres søn og derfor jer der bestemmer. Hvad hun gør hos sig, når og hvis hun skal passe ham på et tidspunkt - det er jo så hendes regler i hendes hjem, men ...

---

---

... hos jer og når I er der, så er det jer der bestemmer.

I skal være enige du og din mand. Det er især vigtigt at I to er enige, da det er hans mor, og det vægter derfor anderledes, hvis han siger noget, end hvis du gør - du bliver hurtigt bare til en irriterende svigerdatter. Og så skal I naturligvis støtte hinanden i de beslutninger I hver især tager og de ting I melder ud.

Det er f.eks. en udmærket beslutning at jeres dreng ikke skal gå fra arm til arm, når I er ude, men at han så vidt muligt er hos jer forældre. Det er også en udmærket beslutning at I hjælper hinanden med at sige fra, når farmor kommer med kommentarer som "du må ikke få ham" - når du vil have din søn, så sig det: "Han skal over til mig nu, du kan få ham senere!". Hvis din mand ser at hans mor tager jeres dreng og du mangler ord eller handling, så vil det være fint, at din mand tager jeres søn og meddeler at han vist har brug for at være hos sin mor lige nu og giver ham tilbage til dig.

Hvis det er svært at sige fra, svær at bruge dig selv "jeg vil have, jeg vil ikke have" så brug sundhedsplejersken: "Sundhedsplejersken siger, at det er vigtigt han i øjeblikket er mere hos sine forældre", "Sundhedsplejersken siger, at han ikke må vækkes når han sover", "Sundhedsplejersken siger, at han skal have lov til at ligge og lege lidt på sit tæppe"...

---

---

I forældre skal også finde ud af, hvordan I har det med at jeres dreng skal passes og så melde dette ud. Der er ingen grund til at farmor bliver ved med at presse på for at passe, hvis I slet ikke har lyst til at hun skal passe jeres dreng i nærmeste fremtid. Så sig det: "Du skal nok få lov til at passe, men det bliver ikke før han kan gå!" eller hvad I nu bliver enige om. Det kan også være "du skal ikke regne med at han kommer på ferie hos dig, før han er så gammel, at han selv kan sige han gerne vil". Det kan I sige fordi det er jeres barn og det er den beslutning I har taget - så kan hun være enig eller uenig, men det er sådan det er.

Det er rigtig godt at I har forsøgt at tage en snak med hende omkring nogle af disse ting. Forklaret at hun naturligvis skal være en del af hans liv, men at I også har behov for at "bonde" som familie og ikke har behov for uanmeldt besøg. Det er ærgeligt at I taler forbi hinanden og igen så er det svært for mig at vide, hvad dette handler om - er det uvidenhed fra farmors side eller er det bare sådan hun er som person?

Jeg håber I kan bruge mine tanker lidt videre. Jeg synes det er vigtigt at I formår at få sagt fra og jeg tænker at mit brev i dag måske vil hjælpe jer lidt videre på vej i dette. Jeg kan jo høre at I allerede forsøger, at I allerede taler om det og prøver at finde en løsning - nu ved I så, at I ikke er helt galt på den og jeg håber det er rart for jer at vide, godt for at komme lidt videre:o)

Rigtig meget held og lykke med ham fortsat og med det hele. Og rigtig god jul:o)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om bedsteforÆldre:

---

---

Viden om børn:

---