Svar: Selvstændighedsalder - 2 år, 9 mdr.

---

Hej med dig

Tak for dit brev og dine åbne og ærlige tanker:) Jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig.

Det er vigtigt, at du ved, at i 2-3 års alderen har mange børn en "favorit-forældre". Det hører med til den udvikling, som barnet går igennem, og det er således helt normalt. Det skyldes både, at børn i denne alder ofte søger den person, som de ved kan regulere dem bedst, når de er kede af det. MEN, det skyldes også, at de i den alder tester deres relationer og forsøger at finde ud af, hvordan deres handlinger kan påvirke os voksne, der er omkring dem.

Det betyder, at man i denne alder ofte vil opleve, at barnet siger "kun mor!", "kun far!" eller måske fysisk skubber en væk og siger "jeg vil ikke have dig!" eller "gå væk!". Og det handler ikke om manglende kærlighed, men om en masse andre ting.

Det er rigtig hårdt at blive skubbet væk, føle sig afvist eller få at vide "jeg vil hellere have min far!". Jeres datter er dog en lille pige med en lille piges hjerne, og hun kan ikke tænke rationelt og forstår ikke, hvad det hun siger, gør ved dig. Hun tænker meget konkret, og hun vil sige det, som falder hende ind. Hvis man spurgte hende næste dag, ville hun måske sige det modsatte "jeg vil have min mor!".

Du skriver noget meget vigtigt, nemlig, at når I er på besøg hos andre, så er hun ofte meget hos dig, indtil hun er tryg. Det er et klassisk tegn på tilknytning til dig. Når børn er usikre, så søger de ofte den primære tryghed, deres base. Det er tegn på, at hun oplever dig følelsesmæssigt regulerende og tilgængelig, når hun har behov for dig fremmede steder - og det er super godt! Det viser, at du faktisk er en meget vigtig base for hende.

Med hensyn til putning, så er det helt okay, at far putter. Putning er ikke et sted, hvor man af princip skal lave en ligelig fordeling mellem forældre. Det er ofte bedre at gøre det, som giver alle en rolig aften, og som gør, at jeres datter falder trygt og roligt i søvn. Det er rigtig godt, at du læser godnathistorie for hende, jo mere du gør alt det, som leder op til putning, jo lettere vil du naturligt kunne tage helt over selve putningen på sigt.

Det lyder som om, at jeres datter begynder at efterspørge mor om aftenen nogle gange - og derfor kan I naturligvis godt overveje, om mor og far skal skiftes til at putte. Så I skiftes til at putte f.eks. hver anden aften, eller så mor putter f.eks. 2 gange om ugen. I må her gerne holde fast i, at "i aften putter jeg dig". Det er dog vigtigt, at den anden forældre stadig kysser godnat, hun skal ikke have en følelse af, at kun den ene forælder siger godnat, men en følelse af, at I begge gerne vil hende samtidig med, at I godt kan skiftes til at putte. Mere om dette længere nede:)

At jeres datter er begyndt at efterspørge mor, handler måske også om, at hun fornemmer, at du har mere tid og overskud til hende nu? Det, at I har fået en lillesøster kan nemlig sagtens spille ind på jeres situation. Når en lille ny baby kommer ind i familien, så sker der ofte en midlertidig ændring i jeres roller. Mor tager sig naturligt af den lille baby, og far tager sig af storesøster. Det er helt naturligt, fordi den lille har brug for brystet, trøst osv. Men det gør, at storesøster godt kan tænke, at mor er babyens forælder, og far er hendes forælder.

Storesøster kan derfor godt ubevist tænke, at du er optaget af lillesøster, og hun vil ikke konkurrere, så derfor går hun til far i stedet - og far har netop været der, hvor du nogle gange naturligt har måtte tage dig af lillesøster. Nu er lillesøster blevet større, og det giver plads til, at du f.eks. kan aflevere i institutionen eller putte om aftenen, hvorfor storesøster efterspørger dette. Det vil hun faktisk rigtig gerne, og hun kan godt give udtryk for sit ønske "mor skal putte" eller "mor skal aflevere", men når så situationen opstår, så kan hun pludselig blive usikker, og føle et øget behov for det, som hun er vant til, nemlig far. I gør naturligt ikke tingene helt ens, da I er to forskellige personer, og når det ikke føles helt, som hun troede, så vil hun tilbage til det velkendte.

Det er helt naturligt, at det føles ubehageligt for dig, det tror jeg alle forældre kan sætte sig ind i. Jeres datter har bedt om, at du skal aflevere hende i institutionen. Det har gjort dig oprigtigt glad, og så står I dernede, og hun bryder fuldstændig sammen, græder og skriger og vil bare hjem til sin far. Det gør bare rigtigt ondt i dit hjerte!

Husk her på, at det ikke er fordi, du gør noget forkert. Det er, fordi det er anderledes, end det hun er vant til. Og det hun forsøger at fortælle dig er, at "det er svært", "jeg vil gerne væk fra den her svære situation" og "jeg har brug for din hjælp". Det handler ikke om et valg mellem far eller dig.

I en sådan situation, er det vigtigt, at du ikke forsøger at løse det ved f.eks. at ringe til far og beder ham komme, eller kører hjem, men holder fast i at du godt kan aflevere.

Sæt ord på hendes følelser "jeg ved godt, at du gerne vil have ...

---

---

... far. Det er svært at sige farvel." Det er vigtigt, at du anerkender hendes følelser, og at hun hører, at du forstår, hvad det er hun beder om. Derefter er det rigtig godt, hvis du sætter ord på jeres plan "i dag er det mig, der afleverer," så hun hører, at selvom det er svært, så holder du planen. Og så er det ofte en rigtig god idé, hvis du kan overdrage hende til en pædagog, som kan vinke farvel og hjælpe hende videre med dagen. "Nu går jeg, pædagog xx passer på dig."

At hun pludselig græder eller protesterer er ikke tegn på, at du gør noget forkert, eller at du ikke dur til at aflevere hende. Det er blot tegn på, at overgangen fra hjem til institution er svær for hende. Det er svært at skifte miljø, det er svært at sige farvel, det er svært at træde ind i vuggestuens verden. Gråden handler om overgangen og ikke om dig som person.

Så kan du naturligvis spørge, hvorfor hun så ikke græder, når far afleverer, og det handler sandsynligvis om, at far og datter har opbygget en ret fast rutine omkring aflevering. Så når mor pludselig gør det, så er det lidt anderledes, end det jeres datter kender, og så bliver hun lidt usikker på det hele. Jeg tænker ikke, at du derfor skal lade være med at aflevere hende. Hvis du har mulighed for at aflevere hende 1-2 dage hver uge, så vil hun naturligt også vænne sig til, at du afleverer, og hun vil finde ud af, at det er noget, I to også sagtens kan sammen. Et fast ritual som et kram, en fast sætning "vi ses, når du har spist frugt", eller at I altid vinker i vinduet kan nogle gange gøre afleveringerne lidt lettere på sigt.

I forhold til om jeres datter bestemmer for meget, så lyder det ikke sådan hos jer. Det er rigtig godt, hvis I forsøger ikke skifte midt i situationer. Hvis du f.eks. er ved at hjælpe jeres datter med jakken, og hun siger, at far skal gøre det, så er det en god idé, at du siger "jeg hjælper dig med jakken. Du kommer over til far bagefter". Og hvis far er i nærheden og hører, hvad hun siger, så kan far bakke op og sige "mor hjælper dig med jakken", så han bakker op om, at det kan mor sagtens hjælpe hende med.

Det er generelt en rigtig god idé ikke at forhandle med børn i 2-3 års alderen og ikke stille for mange spørgsmål - for hun kan ikke vælge, og hun vil udelukkende reagere med lyst og impulsivitet (hun kan ikke tænke rationelt).

I forhold til putning betyder det f.eks. at I aldrig skal spørge "vil du puttes af mor eller far?" for I risikerer, at hun så vil skifte mening, når putningen går i gang. I stedet er det bedre, at I siger "i dag er det mor, der putter. Vil du læse den røde eller den blå bog?". På den måde får hun stadig indflydelse på situationen (godnatlæsningen), men ikke på, hvem der putter. Og stadig skal den forælder, der ikke putter, naturligvis sige godnat.

---

---

Putning er en sårbar situation. Om aftenen er jeres datter træt, og det at skulle sove er forbundet med adskillelse fra forældrene. Det er svært at sige farvel til dagen, det er svært at skulle slippe det hyggelige og rare. Derfor kan selv små ændringer give store følelsesmæssige reaktioner, og det er vigtigt ikke at gøre putning til et projekt eller en magtkamp. Lykkes det roligt med far, så skal far derfor gøre det - men som nævnt betyder det ikke, at mor ikke kan forsøge.

Jeres datter undersøger relationer. Hun forsøger at finde ud af, at hvis hun beder om far, kommer far så? Hvis hun afviser mor, hvad gør mor så? Der er desværre ikke en fast måde at reagere på - for nogle gange vil det være bedst at holde fast i, at mor sagtens kan putte, og far kommer og siger godnat bagefter. Andre gange er det bedre at lade far tage over. Og hvis putningen allerede er blevet konfliktfyldt, så skal man IKKE blive ved og holde fast i metoden. Det vigtigste ved putning er ro, tryghed og en rar afslutning på dagen.

Nogle gange kan løsningen være det, som I allerede forsøger - at mor f.eks. altid læser godnathistorie, og så kommer far ind og putter. Det vil give jeres datter kontakt med jer begge før sengetid, og hun vil ikke være usikker omkring, hvad der skal ske. Andre gange er det bedre at indføre faste putteaftener. Enten hver anden aften, eller f.eks. at mor altid putter tirsdag og fredag, og far putter de andre aftener - hvad I nu tænker, vil fungere bedst.

Ud fra det du fortæller, så tænker jeg, at det giver god mening, at I holder fast i at mor læser godnathistorie hver aften, men at I skal undgå at presse mor-putningen igennem. Jo mere du er en naturlig del af putteritualet, jo mere vil hun naturligt vænne sig til, at mor også kan putte hende og dermed være en naturlig del af hele putteritualet.

Det lyder for mig som om, at puttesituationen naturligt vil udvikle sig over den næste tid og mor naturligt vil kunne komme mere på banen her. Jo mere tryg og fri for konflikter putningen bliver, jo mere vil jeres datter sandsynligvis af sig selv bede om mor igen.

Jeg håber, at du kan bruge ovenstående tanker lidt videre, og at det også giver lidt ro med på vejen. Stort knus herfra!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---