Annonce

Annonce

Svar: Hjælp til søvn - 4.5 måned


1. marts 2023

Kategori:
Alder:
4 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

Kære Rikke

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres lille dreng og jeres første måneder - og velkommen til :) Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig :)

Jeg vil tage udgangspunkt i det første, du skriver, nemlig, at jeres dreng nu i en alder af 4.5 måned er sent oppe, og at du senere i dit brev nævner, at I forsøger med en rytme, hvor han får flaske omkring 19.30-20. Her er han tydeligt træt, men kan ikke puttes, og når I går i seng kl 21, så starter balladen, og han sover ofte først kl. 23

Det er vigtigt, at du ved, at børn i 4 måneders alderen ofte har en rytme, hvor de sover meget sent. Det er faktisk sådan, at de fleste børn ikke kan sove til natten kl. 19.30-20 i denne alder, det sker ofte først, når de nærmer sig 6 måneders alderen - så lige nu, er det helt normalt, at jeres dreng ikke sover før sen aften og er vågen det meste af aftenen. Det hører alderen og udviklingen til, og det ændrer sig som sagt igen.

Når det er vigtigt at vide, så er det naturligvis fordi, det er enormt frustrerende for jer alle (både barn og forældre), hvis I tænker, at han skal sove senest kl. 20. og han så ikke falder i søvn - og I dermed bruger flere timer om aftenen på at putte. Alle bliver frustrerede, hvilket er helt naturligt, men hvis I ved, at han måske vil have det bedre med blot en powernap kl. 19.30-20 og først sove til natten kl. 22, så vil aftenerne måske kunne være mere afslappende for jer alle:)

Det er dejligt, at du har min bog om søvn og jeg tænker, at det også er med baggrund i denne, at du arbejder på en 3-lure-om-dagen-rytme. Det er super godt, og det lyder rigtig fint med en lur formiddag, eftermiddag og så en powernap sidst på dagen. Men det kunne godt tænkes, at jeres dreng har brug for endnu en lur i løbet af aftenen. Både fordi han ofte starter dagen tidligt, og også fordi han lyder til at være begyndt at sove lidt kortere lure og også vågner op med gråd undervejs i sin lur. For at døgnet skal hænge bedre sammen for ham, lyder det derfor som om, at han lige nu skal tilbydes en 4 lur om aftenen.

Når børn vågner med gråd, så kan det skyldes problemer med ørerne. At de bliver vækket af smertejag, og det er derfor rigtig godt, at I har fået hans ører tjekket igennem. I skal naturligvis være opmærksomme på, at hvis han bliver forkølet, så kan det stadig godt være problemet. Det kan også være smerter fra maven, eller børn kan f.eks. have blærebetændelse, så de græder, når de tisser, de kan have smerter på grund af tandfrembrud osv. MEN, det kan også skyldes, at de vågner direkte op fra den dybe søvn.

Netop her i 4 måneders alderen, så begynder jeres drengs søvn at ændre sig. Rent fysiologisk ændrer søvnen sammensætning og begynder gradvist at minde mere og mere om større børn og voksnes søvn. Vores søvn indeholder forskellige stadier, hvor vi sover let og sover dybt, men hos det lille barn er søvnen ikke inddelt på samme måde.

Når vi voksne sover, så er vores søvn sammensat af REM-søvn og non-REM-søvn. Vores non-REM søvn er inddelt i fire stadier. Stadie 1, hvor vi lægger os til at sove og slumrer ind. Stadie 2, hvor vi sover godt, men er stadig lette at vække. Stadie 3 og 4, som er dybere søvnstadier, det man også kalder for "delta-søvn" eller "slow-wave". Disse inddelinger har spædbarnet ikke. De skifter i stedet meget hurtigt mellem REM-søvn og non-REM søvnen, eller det man hos små børn kalder "aktiv søvn" og "stille søvn".

Men netop med den alder, jeres dreng har nu, så ændrer søvnen sig. Den begynder at indeholde flere stadier, og det gør, at han kan have svært ved at komme fra et søvnstadie til et andet. Han kan f.eks. begynde at vågne op efter ca. 45 minutter, og har svært ved at komme videre i søvnen, uden at I tager ham op, vugger ham, kærtegner, giver sut, mere mælk osv.

Det gør også, at han kan begynde at vågne op med skrig. Det sker ofte, når han vågner direkte op fra den dybe søvn i modsætning til om morgenen, hvor han f.eks. vågner op efter at have sovet let. Der er ofte tale om en periode, og det stopper ofte igen. Det er ikke farligt for ham, at han vågner direkte op fra et dybere søvnstadie, men jeg kan godt forstå, at du synes, det er rarere, når han vågner glad og virker veludhvilet.

Og så gør det faktisk også, at det kan være sværere for jer at flytte ham fra jeres favn og ned, hvor han skal sove. Det er nemlig vigtigt, at I nu flytter ham, før han sover for dybt. Det er vigtigt, at han når at følge med i, at han puttes i sin seng, barnevogn osv. Hvis han falder i søvn i jeres favn, og først flyttes, når han sover rigtig godt, så vil han, når han skifter søvnstadie registrere, at han ligger et fremmed sted. Det vil være utrygt for ham og han vil derfor vågne mere op, græde og have ekstra behov for jeres favn og nærhed igen.

Derfor er det rigtig godt, hvis I nu kan arbejde på, at han stadig ammes i forbindelse med sin putning, men at han lige derefter puttes i sin seng. I skal altså væk fra tanken om, at det er vigtigt, at han ...


Annonce

... sover dybt og er helt væk, før I lægger ham fra jer. Han skal puttes fra jeres favn, der hvor han er døsig og registrerer, hvor han puttes.

Hvis I giver ham flaske, så er der faktisk også den mulighed, at I putter ham der, hvor I ønsker, at han skal sove og giver ham flasken der. Det vil sige, at han fra starten puttes i sin seng, så han ikke oplever et skift fra jeres favn og ned i sengen. Vælger I denne løsning, er det dog godt, hvis I kan elevere hans hovedgærde, så han ikke ligger helt fladt. I kan lægge et lille håndklæde eller lignende ind under madrassen, I kan også købe en kilemadras - det laver Pandora Living.

Nogle børn har glæde af at blive puttet i en sovepose, da posen vil svøbe sig omkring dem og stadig give dem følelsen af at blive holdt, når de flyttes fra favnen. I kan derfor også prøve at putte ham i en sovepose, og så kan du amme ham, imens han ligger i posen og derefter flytte ham til seng eller barnevogn. Eller I kan putte ham i soveposen, derefter putte ham i sengen, og så give ham flasken der.

Kan du ligge ned og amme? Det vil være rigtig godt, for så kan du også gøre det, at du går ind med ham og lægger dig i dobbeltsengen og ammer ham liggende. Det har den fordel, at han stadig har din nærhed og tætte kontakt, han kan mærke dig tæt på og derfor hele tiden føle sig tryg. Du undgår at vænne ham til at skulle bæres rundt, gås med, vugges i armene - han lærer at falde i søvn liggende stille. Og du kan, hvis du sikrer dig, at det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt, trække dig væk fra ham, når han sover. Han må naturligt ikke kunne trille ned af din seng. Men du kan derved undgå, at han vågner op af det skift, der er fra din favn og ned, hvor han skal sove, og kan blot lade ham sove, hvor han ligger.

I kan f.eks. forsøge dette i løbet af dagen, men I kan også forsøge denne løsning om aftenen omkring 19.30-20, hvor han som sagt gerne må nøjes med en powernap. Det kan også være, at det hos jer vil fungere bedre, at I lader ham sove ½ times tid i jeres favn om aftenen, så I blot kan sidde i stuen, hygge og have lidt familietid, hvor han sover lidt f.eks. på fars brystkasse - og efter ½ times tid, så vågner han op igen, og I kan lege, hygge, pludre, bruge aftenerne som familietid - og så kan I alle sammen gå i seng kl. 22, hvor han så ammes og/eller tilbydes flaske puttes til natten.

Det vil sige, at en alderssvarende rytme hos jer måske kunne se således ud:

Tidlig morgen 06: Ammes og sover lidt videre

Morgen 7.30: Dagen begynder stiller og roligt og I plusser, leger, hygger osv.

Formiddag 9: Ammes og puttes til formiddagslur i barnevognen. Put ham gerne i en sovepose, så han føler sig omsluttet og holdt, når han ligger i vognen og det er helt okay at trille ham en tur.

Han vågner og I leger, hygger, tumler, pludrer... Hvis han har sovet en længere lur, vil han naturligt være sulten/tørstig, når han vågner og kan have behov for amning. Det kan også være, at han begynder at være klar til lidt smagsprøver på lidt grød.

Frokost 11: Tilbydes evt, lidt smagsprøver på grød, og vand af kop, hvis han virker til at være klar til dette, ellers kommer det nok i løbet af de næste par uger...


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Ammes eller flaske og puttes til middagslur, måske omkring kl. 12.30 - det afhænger af, hvor lang formiddagslure har vist sig at være

Vågner og I leger, hygger, tumler, pludrer. Har han sovet en længere middagslur, så ammes han, når han vågner af sin lur

Eftermiddag 16: Ammes og puttes til dagens 3. lur som ofte er en powernap på ca. 30 minutter.

Far kommer hjem fra arbejde og I hygger, leger, tumler, pludrer...

Aften 18: I spiser aftensmad, og han vil ofte være vågen her. På sigt skal hans 2. skemåltid introduceres her, men ikke til at starte med. Lige nu må han dog gerne være med sammen med jer, når I sidder ved bordet om aftenen.

Ammes/flaske og puttes til en powernap omkring kl 19.30 og sover her ca. 30 minutter.

Her herefter vågen, og I bruger tiden i stuen sammen. I hygger, tumler, pludrer. Han må også gerne få et bad her, hvis I synes, det fungerer godt med badet om aftenen:)

Ammes/flaske og puttes til natten ca. kl 22 - så her går I alle til ro for natten. Han puttes i egen seng, evt. i sovepose som om dagen, I skal blot sikre jer, at hans påklædning og temperaturen i rummet ikke er for varmt.

Nat 02/03: Ammes og sover videre

Du skriver, at I godt ved, at I har vænnet ham til at sove tæt på jer, og at I selv har været med til at skabe den situation, som I er i.... I har ikke gjort noget forkert. I har naturligt givet jeres dreng den tryghed og nærhed, som han har vist behov for, og man kan ikke give sit barn for meget kærlighed og tryghed.

Så prøv at glemme tanken om, at I gør noget forkert! Hos jer lyder det som om, at det handler mere om alder og udvikling og hvad I kan forvente lige nu, så jeg håber at mine tanker og min dagsplan giver lidt idé om, hvordan en dag kan skrues sammen for en dreng på 4.5 måned :)

Rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet

Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

7. august 2025 | Sovevaner | 15 mdr.

Vågner mellem 4-5 og vil kun sove videre hos mor og far

Hej Helen Min kæreste og jeg har en dejlig søn - navngiver ham her V - på 15...

Læs hele brevet og Helens svar


3. august 2025 | Sovevaner | 10 mdr.

Mad og søvn - 10 mdr. dreng

Hej Helen Jeg har lidt spørgsmål ift mad inden sengetid. Min søn på...

Læs hele brevet og Helens svar


31. juli 2025 | Sovevaner | 5 mdr.

Søvnproblemer og motorisk uro

Hej Helen, Jeg sendte et brev ind for en god måneds tid siden angående min...

Læs hele brevet og Helens svar


26. juli 2025 | Sovevaner | 5 mdr.

Råd til sikker søvn

Kære Helen Jeg er førstegangsforælder og mor til en dejlig dreng på fem...

Læs hele brevet og Helens svar


7. juli 2025 | Sovevaner | 10 mdr.

Søvn - terroristen

Kære Helen. Vi har haft - og har fortsat store udfordringer med vores...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Kosttilskud - børn

Følgende kosttilskud anbefales til børn:

- D-vitamin tilskud gives til alle børn i alder 0-4 år. Der gives 10 mikrogram dagligt. Børn med mørk hud og/eller børn, som går klædt, så kroppen er tildækket om sommeren skal forsætte med D-vitamin gennem hele barndommen/livet.

- Calcium gives til børn, der har mælkeallergi eller til børn, hvor forældrene ikke ønsker at give deres barn mælkeprodukter. Der gives 500 mg dagligt fra 1 års alderen.

- Jerntilskud...

Læs mere i Babylex

Stå selv

Mange børn kan slet ikke vente på at komme op i lodret stilling og vil allerede i 5-6 mdr´s alderen gerne trække sig op ved mors eller fars hænder. Når det lykkes er det dejligt med en hoppetur på mors og fars ben.

Vær dog opmærksom på at barnet skal være noget ældre før det er stærkt nok til selv at kunne holde sig oprejst. Først omkring 10 mdr´s alderen rejser de fleste børn sig ved møbler og andre faste steder.

At barnet vil stå, betyder ikke at barnet er parat...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og søvn som er sprængfyldt med praktiske råd om hvordan du får dit barn til at sove.

Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

Det kan ikke siges for mange gange. Din bog om barnets søvn er helt fantastisk og hver gang jeg læser i den giver den mig ro i stedet for at stresse over at mit barn ikke nødvendigvis sover 16-20 timer i døgnet i en alder af 3 mdr, som man læser mange andre steder.

Hilsen mor til pige på 3 måneder


Annonce