Svar: Reagerer ikke på sit navn og vil ikke lege med andre
Kære bekymrede mor
Tak for dit brev og fine beskrivelse af din dreng og alle dine tanker - og velkommen til. Det er dejligt, at du har fulgt med på sidelinjen, og nu selv har fået lyst til at skrive, og jeg vil naturligt gerne dele lidt tanker med dig:)
Først - det lyder som om, at du har en aktiv dreng, der er rigtig godt med motorisk, og som gerne bruger sig selv fysisk. Han vil gerne ud at lege i sandkassen, hvilket han nyder mere end "stilleleg" indendøre - og når du skriver, at han ofte søger ud mod legepladsen - så tænker jeg, at det ikke nødvendigvis handler om, at han vil lege alene, men måske er et udtryk for, at han synes det er dejligt at være ude. Hvilket man jo heller ikke kan fortænke ham i, for det er rigtig dejligt udenfor i øjeblikket, og der er sandsynligvis også mere ro:)
Han lyder også til at være rigtig godt med sprogligt. Han taler i 2-3 ords sætninger og har et fint ordforråd, han kan nævne farverne og kan også tælle. Han er rigtig glad for sit legetøj og nyder også, når I læser i bøger sammen, og han kommunikerer generelt godt med dig og sætter ord på sine behov, så du er ikke i tvivl om, hvorvidt han f.eks. er sulten eller tørstig, ligesom han også tager dig (og andre voksne) i hånden og trækker dig med, hvis han har brug for at vise dig noget - alt sammen super godt!
Når du alligevel bliver bekymret, så er det fordi, han kan have svært ved at holde øjenkontakt i længere tid, han reagerer ikke på sit navn, og du oplever, at han stadig leger meget ved siden af andre, fremfor sammen med andre.. og ja så selvfølgelig også fordi personalet i den nye vuggestuen har sagt, at han måske skal have tjekket sine ører.
Man kan sige, at der jo aldrig sker noget ved at få hans ører undersøgt. Du kan få egen læge til at kikke ham i ørerne, du kan også kontakte en øre-næse-halslæge, det kræver ikke henvisning, og de kan nogle gange se noget, som egen læge ikke kan se. Da han er sprogligt rigtig godt med, så er der sandsynligvis ikke noget på ørerne, men det er fint at få det tjekket.
De fleste børn vil i 1 års alderen begynde at reagere på deres navn, ligesom de i den alder vil skelne mor, far, mormor, morfar osv. altså kunne genkende, pege og også sætte ord på, hvem forskellige personer er. Om han reagerer på sit navn afhænger dog også af, hvor meget du bruger hans navn i hverdagen. Du skal være opmærksom på, om du siger "du", "det er til dig" osv. eller om du siger hans navn i stedet. Hvis du ikke bruger hans navn i kommunikationen med ham til daglig, så hører han naturligt ikke sit navn særlig meget og vil derfor ikke forbinde sig selv med sit navn.
I 1-2 års alderen leger børn det, man kan kalde parallelleg, det vil sige, at de leger ved siden af hinanden. I den alder har de ofte fokus på en bestemt genstand, hvad den kan bruges til, hvordan den virker osv. Og de leger med ting, kikker på hinanden, efterligner hinanden, efterligner det de ser, og ofte gentager de deres leg igen og igen. I den alder er det ofte godt at have flere af det samme stykke legetøj, netop fordi det giver mulighed for at "efterligne" hinanden.
I 2-3 års alderen begynder børn så at lege rollelege. Det vil sige, at de begynder at lege med roller, med fantasi og indlevelse. De kan f.eks. lege med dukker og lege, at de giver dukken mad, eller de kan finde en pind og lege, at det er en gaffel, tryllestav eller andet. Og stille og roligt begynder de så at lege mere og mere med hinanden. De kan f.eks. lege "far, mor, børn", hvor de har forskellige roller, eller de kan lege "læge", hvor de tager bamsen til lægen eller lignende - de ...
... leger ofte roller og situationer, som de selv har oplevet.
Hvis du gerne vil støtte din drengs rollelge, så kan det være en god idé at bruge f.eks. et legekøkken eller lave en købmandsbutik. I køkkenet kan I lave mad sammen, og lege at I spiser maden, i købmandsbutikken kan I stille varer op på hylder, betale for varerne i kasseapparatet osv. og skiftes til at hjælpe hinanden og have forskellige roller.
Du skriver, at det er svært at tale om de andre børn, som I mødes med og få ham til at sætte ord på sine oplevelser - og det er også rigtig svært, især når han ikke er ældre. Det kan være en god idé, at du ikke stiller for mange spørgsmål, men at du i stedet er den der fortæller og på den måde inddrager ham og har en snak med ham om, hvad I har oplevet. F.eks. "kan du huske, da vi .. i dag, det var rigtig sjovt", "... så blev du helt forskrækket, men så sagde mor at...". Det vil også være en god idé at læse bøger om situationer fra hverdagen, hvor I kan sætte lidt ord på forskellige oplevelser og inddrage ham i fortællingen.
Du kan finde dialogbøger, som handler om hverdagen i en vuggestue f.eks. "Min dag i vuggestue" eller "en dag i vuggestuen Smørklatten", og som I kan tale ud fra. Jeg har også lavet bøgerne "Inger og Carlo hjælper med at lave mad", og "Inger og Carlo hjælper med at købe ind", som på samme måde kan hjælpe med at tale om dagen og de oplevelser, som I har.
Læs gerne de samme bøger igen og igen, så historierne bliver genkendelige for din dreng. Jo bedre han kender historierne, og jo mere I har talt om hans hverdag, oplevelser, følelser osv. undervejs, når I har læst og kikket på billeder - jo mere vil han blive i stand til selv at kunne sætte lidt ord på og netop begynde at kunne fortælle, og I kan tale om bogen og forskellige oplevelser - og gradvist overføre dette til også at fortælle lidt mere fra hverdagen.
Det vil altså være rigtig godt, hvis du hjemme forsøger at finde på lege og aktiviteter, som I er sammen om, fordi du på den måde viser ham, hvordan han kan lege med andre. Du giver ham nogle redskaber, som han kan bruge, når han er i vuggestue, og som han således kan trække på i sin leg med andre. Og det samme i forhold til at fortælle om dagen og sine oplevelser - hjælp ham ved at sætte ord på de oplevelser, som du tænker, at han har, og brug gerne dialogbøger til dette, så han på den måde gradvist lærer det og bliver naturligt bedre til det.
Udnyt også jeres tid sammen, sommerferie osv. til at tage på ture - det kan være biblioteket, stranden eller lignende steder, hvor I kan møde andre børn og forældre, og hvor han derfor naturligt kan være sammen med andre - sammen med dig. Så du tager kontakt, spørger ind til de andre børn, svarer for ham, hvis han ikke selv kan osv. og på den måde også viser ham hvordan. Tager I til stranden og har du en spand, strandting og måske kan fange et par tanglopper og krabber, så vil der være masser af børn omkring jer, som rigtig gerne vil kikke i spanden, og dermed en oplagt mulighed for både at tale med andre børn, men også for at I hjemme igen kan sætte ord på jeres oplevelser og alt det, der er sket i løbet af dagen:)
Det lyder som om, at han er kommet i en rigtig god institution, hvor pædagogerne er meget opmærksomme på ham - og det er super godt. Hvis de oplever, at han har svært ved at lege med andre eller ikke reagerer, som de normalt ville forvente, så vil de naturligt tale med dig om det igen, og så skal I naturligt tage den derfra:)
Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre, og jeg glæder mig til at få lov til også at følge jeres lille familie :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Hvordan skifter man ble med Olívy baby care?
En nem guide, som gør bleskift til en god oplevelse for dig og din baby
Som forælder ved du, hvor sart og fin dit barns hud er. Babyhuden er særligt sensitiv i bleområdet, hvor den samtidig er udsat for affaldsstoffer fra urin og afføring samt varme, fugt og friktion fra bleen. Det ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:
14. september 2026 | Udvikling | 17 mdr.
Hej Helen Min datter er knap halvandet år, og jeg oplever ofte, at hun...
6. juli 2026 | Udvikling | 1 mdr.
Hej Helen. Vores datter på 6 uger har været urolig om aftenen næsten siden...
Viden om børn:
Citrusfrugter
Hvis man har allergi overfor græspollen, så kan man nogle gange reagere på citrusfrugter som appelsiner og klementiner. Reaktionen vil ofte være kløe og hævelse af læber, mund og svælg. Og det bedste man kan gøre er ikke at spise de citrusfrugter, som man reagerer på.
Nogle børn vil også reagere med rødt udslæt om munden, når de spiser citrusfrugter. Det skyldes normalt frugtsyren, som generer barnets lidt sarte hud og handler således ikke om at barnet ikke tåler...
Madras til barneseng
Der findes mange slags madrasser på markedet, og når du skal vælge en madras til dit barns seng, så vil anbefalingen ofte være, at du vælger en skummadras, en latexmadras eller alternativt en madras i et naturmateriale. Vælger du en skummadras (polyurethanskum), skal den være mindst 5 cm tyk og helst med betræk, der kan tages af og vaskes.
Det anbefales, at dit barn ligger på et fast underlag, fordi det giver barnet mulighed for at bruge og udvikle sine muskler. Samtidig sikrer...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen
Min mand og jeg har så ofte talt om, at vi burde skrive til dig og fortælle, hvor fantastisk din brevkasse er.
Vi har aldrig selv skrevet til dig, men har fundet svar på så mange spørgsmål via dine svar til andre i lignende situationer.
Jeg beundrer dine evne til at formidle, og jeg elsker din tilgang til børn og forældre og alle de ting man sammen kommer igennem!
Dine svar stemmer så utrolig fint overens med præcis den måde, vi forsøger at være forældre på. Som førstegangs-forældre betyder det helt utrolig meget, at finde opbakning et sted man har tillid til og kan identificere sig med. Og det kan vi hos dig!
Det er så rart at have dine ord med i bagagen, hvis noget er svært eller andre synes, vi f.eks. burde skælde ud, når vores søn et par gange har haft det, du beskriver som fortvivlelses-anfald - er det så rart at kunne sige, at vi ikke er de eneste, der mener, det skal tackles helt anderledes.
Så kære Helen, tusind tak for dine altid inspirerende og varme svar - Tak for dig! Det er fantastisk at kunne søge råd og vejledning på alle tider af døgnet i din brevkasse!
De varmeste hilsner med ønsket om en rigtig god dag - uden tvivl også fra min mand.
Familien S








