Svar: Er min søn autist

---

Kære Mor

Tak for dit brev, og det er rigtig godt, at du fortæller, at du er bekymret, selvom du nærmest ikke tør sige det. Det er vigtigt, at du ikke går rundt og føler, at noget er galt, det er som udgangspunkt altid vigtigt at tage en mors bekymring alvorligt:)

Når det er sagt, så har både din læge og sundhedsplejerske sagt, at Max virker helt normal, og ingen i din mødregruppe kan umiddelbart se, hvad du mener - da han generelt virker som et nemt og smilende barn. Og der skal også rigtig meget til, før man får en diagnose som autisme og rigtig meget til, før man vil undersøge for dette...

Når man har autisme, så har man en udviklingsforstyrrelse. Den er man født med, og den vil således være tilstede hele livet - og det gør også at udviklingen hos barnet vil være anderledes, end man ser det hos andre børn. Når man har autisme, så har man svært ved at kommunikere, og man har svært ved at indgå i sociale sammenhænge med andre mennesker. Man vil have svært ved at forstå andre og svært ved at indgå i socialt samspil med andre. Derudover kan børn med autisme have nogle særlige bevægelser, en særlig adfærd, nogle ritualer eller et adfærdsmønster, som adskiller sig fra andre børn. Denne adfærd vil ofte vise sig, når barnet leger eller indgår i forskellige aktiviteter.

Så vidt jeg ved, så stilles diagnosen autisme ofte ikke før 3 års alderen, det skyldes, at børn med autisme kan have deres vanskeligheder i forskellige sværhedsgrad, og at deres vanskeligheder kan vise sig på forskellige tidspunkter i barndommen. Ligesom der også findes forskellige former for autisme eller udviklingsforstyrrelser.

Man kan dog nogle gange godt få diagnosen "tidlige tegn på autisme", hvis barnet har symptomer som tydeligt begrænser og belaster barnet i dagligdagen. For at kunne stille diagnosen, så skal barnet henvises til en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, som vil lave en eller flere undersøgelser af barnet, og hvor man også vil inddrage forældre, pædagoger osv. fra barnets institutioner. Det er et tværfagligt team, som undersøger barnet - en børnepsykiater, en psykolog, en pædagog og en sygeplejerske.

Hvis det skulle vise sig, at din bekymring holder stik, så har det altså lang vej endnu at nå frem til denne diagnose, og det er ikke noget, som man bare lige gør...

Og før man overhovedet begynder at gå den vej, så kunne man overveje, om nogle andre ting kunne spille ind. Det kunne f.eks. være, hvis han har problemer med sin hørelse. Det kan godt gøre, at hans kontakt til andre bliver nedsat. Med den alder han har, så vil man normalt forvente, at han lytter til lyde, som er ude af syne - altså at han vil reagere på lyd fra fjernsyn, eller reagerer, hvis du siger noget til ham, uden at I kikker direkte på hinanden, at han reagerer, hvis du pludselig taber et grydelåg eller lignende. Han vil også afprøve forskellige lyde og lytte til sin egen stemme - og vil naturligt prøve lyde i dialog med dig. Du kan bestille tid hos en ØNH-læge, det kræver ikke henvisning.

Han vil også ofte begynde kunne at "vinke", "klappe", "lege borte-tit" osv. i kommunikationen med dig - naturligt kun, hvis det er noget I har øvet og leget. Ligesom I vil kunne kommunikere sammen, når I sidder ved middagsbordet og spiser. Han vil måske sige "mmm mam mam", og du vil svare ham, ligesom han kan vise dig mad, eller måske prøve at skubbe maden væk, for at se hvordan du reagerer på dette. Det er alt sammen tegn på en normal kommunikation.

Det kan også være, at han har problemer med sit syn. Der ...

---

---

... er faktisk babyer, som har brug for briller. Det kan en øjenlæge undersøge, og hvis du oplever, at det er rigtig svært at få øjenkontakt med ham på nært hold, så kunne det jo være en overvejelse at få tjekket om hans syn er, som man ville forvente...

Med hensyn til hans spiseproblemer og manglende lyst til fysisk kontakt og nærhed, så kan det naturligt handle om, at han i forhold til spisning har haft brug for lidt mere tid, ligesom den fysiske kontakt kan handle om, at han blot er opmærksom på verden og hellere vil lege og bruge sig selv motorisk, end han vil sidde og nusse og putte... Men, det kan også være, at han har det, der kaldes sansemotoriske udfordringer.

Sansemotoriske udfordringer kan vise sig på forskellig vis - har han f.eks. problemer med at spise, så kan det være fordi han har svært ved at fornemme forskellige teksturer i munden og har svært ved at fornemme, hvor i munden maden skal placeres, før at han kan bearbejde den bedst muligt. Han kan have tendens til at fejlsynke eller tendens til at sidde med maden i munden meget længe. Nogle børn reagerer, hvis maden indeholder for mange smage, andre børn reagerer, hvis maden er for tør, atter andre spiser kun skemad, nogle børn tygger og tygger og tygger, men kan ikke finde ud af at synke maden, andre børn synker maden uden at tygge den...

Hvis han har sansemotoriske problemer, som handler om følesansen og bevægesansen, så kan han have svært ved at kontrollere sin krops bevægelser og vil ofte være i bevægelse hele tiden. Han kan også have svært ved at blive rørt ved, kærtegnet, ligesom han kan have svært ved at fornemme, hvordan man skal røre ved andre. Dette bliver naturligt lettere at vurdere i takt med at han bliver ældre. Nogle børn reagerer på tøj og mærker i tøj, som de kan føle kradser og irriterer...

Med den alder han har nu, er det naturligt, hvis han har svært ved at sidde stille og ikke er så interesseret i at putte, sidde og få kærtegn osv. Men du skal naturligt ikke have en oplevelse af, at han slet ikke kan lide nærkontakt med dig...

---

---

Der findes både fysioterapeuter og ergoterapeuter, som har specialiseret sig i at hjælpe børn, der har problemer med deres sanseapparat og med sanseintegration. Du kan spørge din sundhedsplejerske, om I har en sådan ansat i kommunen, som kan kikke på din dreng, eller om du skal søge hjælpe privat. Jeg tror faktisk, at I har den mulighed, hvor du bor. Der er så vidt jeg ved ansat både fysioterapeuter og ergoterapeut i jeres PPR- (pædagogisk-psykologisk-rådgivning) afdeling, som vil kunne hjælpe dig med at vurdere dette, men jeg tør naturligt ikke love det.

Det er rigtig godt, at han er begyndt i dagpleje. Det er altid rart, at der er flere øjne, som kan vurdere ham, og som ser din dreng i samvær med andre børn og voksne - og hvordan han reagerer, når det er over flere timer og i forskellige sammenhænge. Det er rigtig fint, at du drøfter hans kontakt osv. med dagplejer og tal også meget gerne med den pædagogiske konsulent omkring det. Hun kan se ham flere gange - både i dagplejehjemmet og også i legestuen med andre dagplejere og børn.

Så... ro på og tag en ting af gangen. Hold fast i, at du har en dejlig, glad og smilende lille dreng, men lyt også til din bekymring og lad ham blive tjekket nogle ekstra gange, så din bekymring ikke bare overhøres, og du forhåbentlig så får lidt mere ro i sjælen. Og så må vi se, hvad tiden bringer.

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre og sender dig et stort knus med på vejen :)

Rigtig god advents-søndag!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---