Svar: Hysterisk aftenuro
Kære Hanne
Tak for dit brev og stort tillykke med den lille dejlige dreng - og velkommen til :) Det er dejligt at høre, at du har fulgt med på sidelinjen og har haft glæde af de svar, jeg har givet andre, og nu selv har fået lyst til at skrive :)
Når jeg læser beskrivelsen af din dreng, så lyder han til at trives rigtig godt. Han spiser godt og effektivt ved brystet og tager rigtig fint på. Han pludrer med dig, og I har rigtig fin kontakt, og han er godt igang med at række ud efter ting, kommer fingrene i munden, begynder at grine lidt osv. Det lyder så fint og så godt.
Det er helt normalt, at hans vågenperioder stadig ikke er ret lange, og jeg tænker, at det sandsynligvis stille og roligt vil ændre sig i løbet af den næste månedstid. Hans rytme vil naturligt ændre sig i takt med at han bliver ældre - søvnen andre sig i sammensætning men han går også nu fra at være et spædbarn til at blive en aktiv lille baby, og det gør også, at han vil begynde at bruge sig selv mere og mere både motorisk og mentalt. Det vil også være med til at ændre lidt på rytmen og kan gøre at hans vågenperioder gradvist bliver mere aktive og længere.
Og det kan netop være en god idé stille og roligt at hjælpe ham med dette, altså hjælpe ham med at bruge sig selv både motorisk og mentalt, når han er vågen. Du må meget gerne bevidst hjælpe ham til at bruge sig selv, når han er vågen og f.eks. lave forskellige bevægelege med ham. Det kan f.eks. være:
- Cykelbevægelser, hvor han selv er med til at cykle med sine ben, imens du støtter om underbenene
- At du griber omkring hans hænder og håndled og selv lader ham trække sig op fra rygliggende stilling, så han kommer op at sidde.
- At du støtter hans lægge og bøjede knæ og hofte, og hjælper ham med at dreje underkroppen fra side til side
- At du forsøger at få ham til at dreje om på siden, ved at vise ham interessant legetøj, som han vender sig efter.
- At du hjælper ham med at få fat i egne tæer, når han ligger på ryggen og trille om maven. Han kan f.eks. få ranglesokker på.
Han vil højst sandsynligt også begynde at synes, at det er sjovt at studere dine hænder og fingre. Derfor kan du nu begynde at synge nogle af de gamle sange med fagter til. Det kan være "Lille Peter Edderkop", "Hjulene på bussen", "Langt ude i Skoven" osv. Der findes mange. Syng for ham, brug dine hænder foran hans ansigt, så han kan studere dig og dine bevægelser, prøve at følge med og måske snart selv forsøge at bruge sine hænder for at vise sig, , at han gerne vil have, at du synger.
Derudover vil jeg anbefale, at du forsøger at lægge et bad ind midt på dagen. Gerne mellem formiddagslur og middagslur. Badet vil netop være med til at aktivere ham rigtig godt både motorisk og mentalt, og må meget gerne afsluttes med god frottering med håndklædet, blive smurt med lidt creme, få lidt babymassage osv. Og så vil det ofte også være med til at forlænge vågenperioden midt på dagen lidt. Det betyder, at du derefter kan amme ham og putte ham til en lidt senere middagslur - og det vil igen betyde at hele dagens rytme rykker sig lidt. Det vil sige, at han derfor måske vil kunne sove en 3. lur lidt senere - og derefter vågen op og være i lidt bedre humør, før han så atter ammes og puttes.
Det er ikke sikkert, at han kan nøjes med 3 lure dagligt, og hvis han trives bedst med en ekstra lille kort 4. lur lige nu, så er det helt okay. Det er bedre, at du lader ham tage en powernap på måske 20 ...
... minutter, og han så derefter er vågen og i okay humør, end at han sover 3 lure, bliver overtræt og ked af det. Når det så er sagt, så kan det også godt være, at I kan komme ind i 3-lure-om-dagen-rytmen, hvis det lykkes at forlænge hans vågenperiode midt på dagen lidt netop ved at lægge et bad ind der. Og når jeg foreslår dette, så er det også fordi, at du er nødt til at se lidt på hans samlede søvnbehov.
Som du skriver, så sover han jo faktisk rigtig godt, når han først sover. Det er super dejligt og guld værd! Det gennemsnitlige søvnbehov i denne alder er 15 timer i døgnet, og ofte er det rigtig godt fordelt, hvis han sover 10 timer om natten og 5 timer om dagen, fordelt på 3, eller evt. med en kort 4. lur.
Som jeg læser dit brev, så sover din dreng ofte nattesøvn fra ca 20/21 til 7/8 om morgenen, og om dagen sover han 1-1.5 time + 2-3 timer + 20-30 minutter. Det betyder, at han samlet set får sit søvnbehov dækket rigtig fint - ofte sover han ca. 11 timer om natten og ca. 4 timer om dagen. Har han sovet to lange lure først på dagen, forklarer det også, hvorfor han kan have svært ved at sove en 3. powernap, ligesom det også naturligt forklarer, hvorfor han ikke kan sove mere end 20-30 minutter her og derefter vågner - du skriver, at "han er nærmest umulig at hjælpe videre, selvom jeg f.eks. lægger ham til lur i slyngevuggen" - men det er helt naturligt, da hans søvnbehov her allerede er dækket:)
Samtidig har børn i 3-4 måneders alderen ofte også en sen rytme. Det er faktisk meget normalt, at det går sent til ro for natten, og mange børn sover ikke før klokken måske er 22. Jeres dreng går i forhold til sin alder ret tidligt til ro, når han er putteklar allerede kl 20-21 - og det er super fint, sådan må det meget gerne være. Det er mere for at sige, at han måske vil trives med en rytme, hvor han powernapper mellem kl 17.30-18 og derefter så er vågen, indtil han så er putteklar kl 20-21. Ved at rykke på hans rytme kan du måske få givet ham powernappen på et tidspunkt, som gør, at aftenen får det afbræk, som han har behov for, hvorefter han kan være vågen, glad og i vigør og så blive puttet til natten... Det kan være et forsøg værd :)
Så for at opsummere svare på dine spørgsmål:
Ad 1) Jeg tænker, at I kan afhjælpe noget af hans uro om aftenen og jeres "ulvetime" ved at rykke lidt på hans rytme. Komme et bad ind midt på dagen, og derefter amme og putte ham til en god lang middagslur, som naturligt kommer til at ligge lidt senere på grund af badet. Derved vil dagens 3. lur også komme til at ligge senere, og det vil være helt fint, at der her er tale om en powernap, hvorefter jeres dreng så er vågen, og I bruger aftenerne sammen.
Ad 2) Søvnen, og dermed også rytmen, ændrer sig lidt hele tiden og der sker rigtig meget netop med den alder jeres dreng har nu. Ofte vil der ske en ændring i 4-6 måneders alderen, hvor han begynder med lidt skemad. I denne alder vil han ofte kunne være vågen i lidt længere tid af gangen, han vil bruge sig selv motorisk og mentalt på en anden måde, hans søvnbehov sættes en lille smule ned, og han vil ofte begynde at rykke sit puttetidspukt om aftenen lidt frem - og måske stå lidt tidligere op om morgenen. Alt sammen noget der vil have betydning for hele dagens rytme og dermed også hans vågenperioder. Så på den måde arbejder tiden også for jer.
Jeg håber, at du kan bruge ovenstående lidt videre, rigtig meget held og lykke :)
Glæder mig til at følge jeres lille familie!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Hvordan skifter man ble med Olívy baby care?
En nem guide, som gør bleskift til en god oplevelse for dig og din baby
Som forælder ved du, hvor sart og fin dit barns hud er. Babyhuden er særligt sensitiv i bleområdet, hvor den samtidig er udsat for affaldsstoffer fra urin og afføring samt varme, fugt og friktion fra bleen. Det ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
24. oktober 2026 | Sovevaner | 18 mdr.
Dagslur i klapvognen fungerer ikke mere
Kære Helen, Jeg har et spørgsmål i forhold til søvnvaner Vores datter...
22. oktober 2026 | Sovevaner | 2 mdr.
Hej Helen Jeg vil hører om du kan hjælpe mig med at forstå anbefalingerne...
22. oktober 2026 | Sovevaner | 12 mdr.
Græder forfærdeligt hver morgen efter ammestop
Kære Helen Vi har nu udfaset amning helt, også den om morgenen. Det er ca...
1. oktober 2026 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.
Kære Helen. Tak for din brevkasse og for din tidligere hjælp. Nu har jeg...
17. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.
Hej Helen Kan man gøre noget ved hvornår ens lille baby sover? Vores...
Viden om børn:
Sove ude
Helt små børn skal man være forsige med at lade sove ude i barnevogn. En tommelfingerregel er, at spædbørn ikke bør sove ude, før de har genvundet deres fødselsvægt og vægten skal være mere end 3000g.
At sove ude om sommeren er enkelt. Stil barnevognen i skyggen og hold øje med dit barns temperatur ved at mærke det i nakken. Dit barn vil nyde at stå under et træ og se vinden i bladende. Et insektnet kan yde god beskyttelse mod insekter, men brug det kun, hvis der er insekter.
Brok (hernie)
Et barn der buler lidt ud ved navlen, har sandsynligvis navlebrok. Udposningen er typisk på størrelse med en hasselnød, men den kan også blive stor som en valnød.
Navlebrok er ikke farligt, og det forsvinder ofte før barnet er blevet 2 år. Det giver sjældent gener, men det kan sætte sig fast og give smerter - i disse tilfælde skal brokket skubbes på plads enten af forældrene eller af lægen.
Hvis navlebrokket ikke forsvinder af sig selv, vil man ofte vælge at...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.











