Svar: Temperament og søvnvaner

---

Hej med dig

Tak for dit brev og fine beskrivelse af din lille datter og alle dine tanker :)

Når børn bliver 1-3 år gamle, så sker der rigtig meget med deres udvikling - og man kalder disse år for selvstændighedsalderen. Det er en alder, som kræver rigtig meget forståelse, omsorg, anerkendelse osv. men naturligt også en alder, hvor I nogle gange er nødt til at sige nej og nogle gange naturligt vil noget andet end jeres datter vil.

Og når jeres datter mærker, at I vil noget andet end hende, så får hun et anfald af fortvivlelse. Når hun har disse anfald, så vil hendes krop være i oprør. Hun vil bryde fysisk sammen og vil slet ikke kunne høre fra du siger, vil slet ikke kunne lytte til dig. Det sker, når hun mærker, at noget er svært, når hun oplever, at du siger nej til noget eller når hun mangler ord eller måske ikke føler sig forstået - så ramler hende hendes verden.

Når det sker, så kører der hormoner rundt i kroppen. Især adrenalin, og det gør, at hun kan virke meget stærk. Du vil få svært ved at løfte hende op, hun vil spænde i kroppen, stritte imod. Måske sparke med benene eller slå ud med armene, måske banke hovedet ned i gulvet - og her er det vigtigt, at du forsøger at hjælpe hende til ro.

Det bedste du kan gøre er at forsøge at finde ud af, hvorfor hun er så fortvivlet. Altså hvad det er der gør hende ked af det og så prøve at løse dette eller tilbyde hende alternativer. Det kan være fordi hun stadig har svært ved at spise selv og maden falder af gaflen eller skeen, eller måske er hun bare rigtig sulten og synes ikke det går hurtigt nok - f.eks. når morgenmaden går for langsomt. Det kan også være, at du giver hende en banan, og hun villle hellere have haft et æble, eller at du giver hende et æble, som er skåret ud i både, men hun ville have haft det helt i hånden. Måske er det fordi du siger nej til at hun må lege med dine briller, eller nej til at lege med en kniv. Måske er det fordi du siger, at I skal køre, måske er det fordi.. Der kan være rigtig mange gode grunde til, at verden bryder sammen for hende, og du hjælper hende som sagt bedst, hvis du kan finde ud af, hvad der er den udløsende årsag, fordi du så netop kan tilbyde alternativer, guide og hjælpe...

Nogle gange så vil hendes verden også bryde sammen, uden at du ved hvorfor. Men det er stadig meget vigtigt, at du forsøger at lytte til hende, sætte ord på hendes følelser og viser hende, at du gerne vil hjælpe hende. Derfor er det vigtigt og rigtig godt, at du er i stand til at bevare roen, så hun netop kan spejle sig i din ro. Adrenalin virker som ild, hvis du puster til den ved at sige f.eks. "hold op", "lad være at skabe dig"; "vær nu ikke så hysterisk" eller lignende, så vil den blusse op og det vil blive værre. Hvis du derimod bevarer roen, lytter og anerkender og f.eks. siger "sååå, driller maden, øv der er også dumt" eller "pyt med det, det er okay skat, kom" eller lignende, så hjælper du hende videre.

Hun er stadig så lille, at hun ikke kan sætte ord på sine følelser og derfor reagerer hun fysisk. Hun kan ikke fortælle dig, hvad der sker, og hvorfor hun bryder sammen -og her er du nogle gange nødt til at gætte dig lidt frem, og det er helt okay. Du fortæller, at hendes skrigeture kan vare alt mellem 30-60 minutter og at du ofte blot sidder på gulvet med hende, krammer hende og forsøger at snakke hende til ro...

Og det forstår jeg godt, at du forsøger. For nogle gange er det netop bedst at holde hende og give hende fysisk ro, fysisk nærhed og tæt kropskontant. Men andre gange kan det faktisk også være for meget for hende og det kan gøre det værre. Det kan godt være sådan, at hun slet ikke kan finde ud af at blive holdt om og trøstet, men vil have brug for at være lidt for sig selv. Derfor kan løsning her være at du går ud i køkkenet og laver øget andet, er aktiv - men så hun stadig kan se dig og du kan ...

---

---

... tale til hende - det er vigtigt, at du ikke forsvinder fra hende, men f.eks. kalder "kom herud skat, kom ud til mor" eller lignende. Atter andre gange, så skal du ikke gå for langt væk fra hende men skal i stedet sætte dig i nærheden, røre lidt ved hende, vise dig tilgængelig og invitere hende over til dig "kom her skat, kom over til mor, kom". Og stille og roligt vil hun så blive parat til at komme op på dit skød, få et kram og derfra komme lidt videre igen.

Du nævner, at hendes søvn aldrig har været særlig god og det gør naturligt ikke hendes fortvivlelsesanfald mindre. Hvis hun er træt, så skal der ikke ret meget til før bægeret flyder over. Det samme gælder hendes indtag af mad. Det er vigtigt, at hun tilbydes mange små måltider hele dagen igennem og at hun spiser sundt og varieret. Jo mere sundt og varieret hun spiser, jo mere stabilt vil hendes blodsukker være og jo færre fortvivlelsesanfald vil der være. Det er derfor en rigtig god idé, hvis I an forsøge at arbejde på så ens en dagsrytme som muligt - både hjemme og i vuggestuen.

Mit forslag til en dagsplan ser således ud:

Morgen 6.30-07: Havregrød, letmælk af kop.

Afleveres i vuggestue de dage, hvor hun skal det

Formiddag 9: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt, bær, frugtmos, Vand af kop.

Frokost 11.30: Rugbrød med forskelligt pålæg eller varm middagsmad - kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta.. Vand af kop.

Sover middagslur f.eks. fra 12-14/14.30

Eftermiddag 15: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt og bær, en portion tykmælk med rugbrødsdrys eller lignende, vand af kop.

Hentes i vuggestue

---

---

Tilbydes et lille mellemmåltid, når I kommer hjem - det kan være lidt gnavegrønt fra aftensmaden, som skal gøres klar.

Aften 17.30-18: Familiemad, kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta, sovs. Vand eller letmælk af kop.

Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme efter behov.

Godnatmåltid ca. 19-19.15 - det kan være rester fra aftensmaden sammen med et stykke rugbrød eller det kan være en godnatgrød eller lignende. Vand eller letmælk af kop. Får børstet tænder

Puttes til natten 19.30 med godnathistorie, sang, puttebamse, putteklud...

Når du putter hende, så er det super fint, at du har anerkendt hendes behov for nærhed og tæt kontakt ved at ligge tæt med hende i sengen om aftenen. Men det er simpelthen for stort et skridt at komme fra at ligge tæt med dig til pludselig at blive puttet i egen seng med det samme. Og jeg tænker, at du er nødt til at vænne hende fra din favn i små etaper.

Som jeg læser dit brev, så ligger du med hende i din seng, og det er fint at fortsætte med dette, men jeg vi anbefale dig at du sætter dig op. Hun kan stadig mærke dig, har dig helt tæt på, men du sidder og hun lærer at sove liggende ved siden af dig. du bør indføre en godnatbamse, putteklud eller lignende, som meget gerne må dufte af dig og så sidder du hos hende, læser godnathistorie, synger en godnatsang eller lignende.

Gradvist så øver du så at øge afstanden mellem jer, så hun stadig ligger ned, putter med sin bamse/putteklud, får læst historie, synger sang osv. men så du sidder lidt fra hende og når hun så kan dette, så putter du hende i egen seng, hvor du så stadig putter hende på samme måde som nu - og du så sidder ved siden af sengen. Alt er på den måde præcist som det plejer at være, eneste forskel er, at hun ligger i sin seng og du sidder ved siden af sengen.

Og - det vil være en rigtig god idé at øve dette nu, hun er aldersmæssigt ved at komme ud af den udviklingsfase som ligger her mellem 13-15 måneder, og når hun bliver 18 måneder, så kommer der en ny stor udviklingsfase, som også kan give lidt søvnudfordringer. At udnytte 16-17 måneders alderen til at vænne hende til de nye søvnvaner er derfor en rigtig god idé :)

Jeg håber, at ovenstående hjælper videre på vej, fortsat held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---