Svar: Far flytter endelig til Danmark

---

Kære fortvivlede mor

Tak for dit brev :)

Lad mig begynde med at sige, at det lyder rigtig dejligt, at I har mulighed for at blive en lille familie på 3. Selvom det naturligt bliver en stor omvæltning, så lyder det som om, at det er noget du (og far) har set frem til og som er noget glædeligt - og den glæde vil jeres datter naturligt spejle sig i. Det er rigtig dejligt, at det kan lade sig gøre.

Det er også super godt, at I har facetimet med far dagligt. Hun kender på den måde hans stemme, har hørt jer forældre tale sammen, hun har set ham og har på den måde naturligt opbygget en vis tryghed i forhold til sin far - men hun kender naturligt ikke hans duft, hans reaktioner i det daglige, hans måde at gøre ved hende på, ligesom han jo aldrig har skiftet hende, hjulpet hende og været der for hende, så at han pludselig bliver en stor del af hendes liv vil naturligt være nyt og naturligt også nogle gange svært for hende. Det vigtigste er dog, at I er opmærksomme på dette og begge går ind i processen på bedste vis og så positivt som muligt.

Det er vigtigt, at hun mærker din glæde og fornemmer, at du er helt tryg ved far, og alt det han gør. Det er vigtigt, at hun kan aflæse dette i dit kropssprog, og at du også siger det direkte, verbalt. Det vil feks. være rigtig godt, at du lader far hjælpe hende, men naturligt er ved siden af, bakker op og f.eks. siger "nu hjælper far dig, jeg er lige her" eller lignende, så hun hører og ser, at du er helt tryg ved, at far hjælper, så det kan hun også være. I begyndelsen kan du måske skifte hendes ble, hvor far står ved siden af, ser hvordan du gør - og senere bytter I roller, men er der begge to :)

Det er på samme måde vigtigt, at du ikke per automatik tager over, hvis hun protesterer lidt, så er det vigtigt, at du ikke med det samme tager hende ud af favnen på far, men i stedet forsøger at vise hende, at det er okay, at far også hjælper. Hvis hun er oprigtigt ked af det, så skal far naturligt ikke kræve at trøste og hjælpe, men lade mor komme til, men det er vigtigt i hverdagen, at du generelt lægger op til, at far kan lige så godt som dig. Hvis jeres datter mærker, at du er utryg ved at lade far hjælpe, så vil du signalere denne utryghed over i jeres datter, og så vil hun naturligt ikke være tryg ved at lade ham komme til, men vil søge dig mere og mere.

Far skal på samme måde også signalere, at han sagtens kan hjælpe hende, men at han også har forståelse for, at hun stadig har brug for sin mor. Det vil sige, at far f.eks. hjælper hende med jakken og imens han gør det, så kan han sige "jeg hjælper dig, du kommer over til mor bagefter" og så kommer hun naturligt over til dig.

Det er rigtig godt, at far og datter har små succesoplevelser sammen, som de hele tiden kan bygge videre på. Det er vigtigt, at huske på, at deres relation bliver udbygget gradvist over tid ved at de er sammen, gør ting sammen, ved at I gør ting sammen alle tre, og hun hele tiden føler sig tryg - og herunder finder balancen i at far skal på banen, men uden at hun føler det som et overgreb. Det skal have rigtig lang tid.

Det er vigtigt, at hendes hverdag i øvrigt ligner sig selv. Det vil sige, at det vil være rigtig godt, at I har samme rutiner, gør de ting, som I plejer at gøre, selvom far nu er der. Jo mere genkendelighed, jo større tryghed vil hun føle.

I skal hele ...

---

---

... tiden forsøge at finde ud af, hvornår det vil være naturligt og okay, at far hjælper hende og er mere på banen, og hvornår det er bedst, at det stadig er mor. Uden at det bliver til en konflikt mellem jer, og uden at jeres datter føler sig presset. Du skriver, at du lige nu fornemmer separationsfasen og hendes behov for at være tæt på mor - hvilket er helt naturligt, og du skal i denne situation naturligt fornemme, hvornår hun f.eks. er mest sårbar, og du derfor skal tage over. Det kan f.eks. være, hvis I er fremmede steder, så vil hun nok føle størst tryghed ved at være i din favn og ikke i fars. Men derhjemme, når I har gæster, er det måske fint, at far tager mere over. Og i takt med at far kan mere og mere derhjemme, så vil han naturligt også kunne, når I er ude...

Det samme kan f.eks. gælde ved putning. Hvis hun er vant til et putteritual med mor og falder trygt i søvn ved dette, så er der ingen grund til, at far pludselig skal overtage putning, og de gode rutiner I har fået skabt - fordi det kan gøre, at hun så pludselig vil opleve det at skulle sove, som noget der ikke er rart, og det bliver til en negativ oplevelse for jer alle tre - men far kan f.eks. godt være den, som giver hende bad om aftenen og hjælper hende med en godnatgrød, så han på den måde er en naturlig del af alt det, som leder op til putning, selvom mor naturligt stadig er den, der putter. Og far kan også sagtens komme ind og kysse godnat, kærtegne lidt osv. selvom det er mor, der putter....

Så hun skal have masser af tid, og det er vigtigt, at I tager det roligt og ikke presser noget igennem. Det er vigtigt, at I begge gør en indsats for at få far stille og roligt på banen, uden at forcere det igennem. Jeres datter har en fin tilknytning til sin mor og kan sagtens også knytte sig til sin far, hun skal bare have tid og ro til at gøre det. Jo mere hun mærker din glæde, jeres glæde ved hinanden, mærker den kærlige relation, der naturligt vil være mellem jer alle tre og også mellem far og hende, jo bedre vil det være.

---

---

Når jeres datter skal starte i institutionen, så vil de to have vænnet sig mere til hinanden og et vist tillidsbånd vil naturligt være skabt. Det er fint, at du de første 1-2 uger kan deltage i indkøringen, og far gradvist så tager mere og mere over. Det vil sandsynligvis være dejligt for far til den tid at mærke, at jeres datter forhåbentlig kan bruge ham som tryghed og ro, når hun pludselig skal forholde sig til en helt ny verden. Deres forhold bliver naturligt ikke tæt som jeres på 2-4 uger, det tager tid. Men hvis hun fra starten hjælpes til at føle sig tryg ved far, så vil hun også opleve ham som tryghed sammenlignet med institutionens nye utrygge verden.

Hun vil naturligt være meget følsom overfor de signaler, som både du og far sender, det vil være jeres kropssprog, jeres udtryk generelt, jeres humør osv. Jo bedre mor og far har det, jo gladere I er ved situationen, jo mere afslappet I tager det, jo kærligere relation, jo mere fællesskab I viser osv. osv. jo bedre vil det være. Jo mere vil hun naturligt finde ro i situationen, og jo bedre vil hun naturligt kunne knytte sig til sin far og dermed bruge sin far mere og mere - og have tillid til at far naturligt elsker hende og vil hende :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre :)

Rigtig meget held og lykke med det hele til jer alle tre!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---