Annonce

Annonce

Svar: Fra amning til flaske - 7 mdr.


25. november 2018

Kategori:
Alder:
7 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

OBS: Dette svar er mere end 3 år gammelt. Det har i mange tilfælde ingen betydning for svarets gyldighed. Dog kan der været kommet nye retningslinier og anbefalinger på området. Du kan sandsynligvis finde mere aktuelle svar om emnet ved at bruge søgefunktionen eller ved at læse videre under Amning.

Kære Kris

Tak for dit brev :)

Det er helt rigtigt, som du har læst, at hvis man vil give flaske, så skal man være opmærksom på at barnet ikke bliver "for gammel", og der er faktisk en risiko for, at jeres dreng har passeret denne alder nu.... Han er blevet ammet rigtig meget og trives rigtig godt med brystet, er generelt meget brystsøgende og han vil naturligt vælge den ægte vare og er nu meget bevidst omkring amning og det at spise hos dig... Du kan derfor godt forsøge med en flaske, men der er ikke nogen garanti for, at det vil lykkes....

Når han har svært ved at acceptere flasken, så kan det både handle om, at han har svært ved at finde ud af sutteteknikken - der er stor forskel på, hvordan han sutter på en flaske og hvordan han dier ved brystet. Og det kan også handle om smagen og at han ikke bryder sig om smagen af erstatning.

Hvis udfordringen hos jer er sutteteknik, så kan det være en god idé, at du forsøger med forskellige flaskesutter, for at se om han bedre vil kunne finde ud af en slags i forhold til en anden. Du kan forsøge med latex-sutter og silikonesutter, korte, lange, brede, flade, runde, anatomiske. Mange brystbørn foretrækker en blød anatomisk sut i latex/naturgummi med ventil.. Hvis han bruger en narresut kan du med fordel forsøge med en flaskesut, som minder om denne i faconen, så han ikke skal forholde sig til flere sutteteknikker end højst nødvendigt :)

Hvis det er smagen af modermælkserstatning, som han ikke bryder sig om, så kan du forsøge med udmalket modermælk og da du skriver, at dette ikke rigtig fungerer for dig, så kan du også med fordel forsøge med forskellige typer erstatning. Modermælk har ofte en lidt sødere smag, og nogen påstår at UHT behandlet modermælkserstatning - det vil sige modermælkserstatning på brik - også kan virke lidt sødere i smagen. Du kan derfor med fordel forsøge med erstatning fra brik for at se om han kan lide dette.

Du kan også med fordel bruge den erstatning, som du tilsætter hans grød og mos, så han på den måde får noget, som han er vant til og kender smagen af og derved er tryg ved...

Nogle gange kan det være en fordel, at du giver ham flaske, fordi han forbinder dig med at skulle have mad. Andre gange kan det være en fordel, at du ikke giver ham flasken, fordi han bliver forvirret over, at du dufter af mælk og han så skal spise på en anden måde, og derfor kan det være en idé at lade far forsøge sig.

Nogle gange kan det være en fordel at give ham mælk af flaske sen aften, fordi han der sover og spiser mere eller mindre i søvne - og derfor måske vil acceptere flasken bedre end om dagen, hvor han er vågen og meget bevidst om, hvad der sker...

De fleste børn vil i 7 måneders alderen trives med 4 amninger/flasker i døgnet og stille og roligt skal han derfor lære at sove formiddagslur uden at få mælk først, men i stedet tilbydes et mellemmåltid her. Han skal også sove igennem om natten uden mælk nu, så de fire mælkemåltider ligger tidlig morgen, før middagslur, aften og sen aften. Det betyder, at en dagsplan for et barn på 7 måneder ser således ud:

Tidlig morgen 05/06: Ammes og sover videre

Morgen 7.30-8: Havregrød, vand af ...


Annonce

... kop.

Formiddag 9: Frisk blød frugt i hånden, frugtmos og vand af kop.

Puttes til formiddagslur - uden amning - mellemmåltidet erstatter amningen her

Frokost 11.30: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med ristede rugbrødsbjælker, agurk, kogte grøntsagsbuketter eller lignende. Vand af kop.

Kommer evt. i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme eller lignende (jf. mit tidligere svar til dig)

Ammes/flaske - eller mme af kop - og puttes til middagslur

Eftermiddag 16: Flerkornsgrød med frugtmos som topping, frisk blød frugt i hånden og vand af kop.

Aften 18: Grøntsagsmos med kød eller fisk, udgangspunktet mere og mere familiemaden, kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris.. der skal være mos men også mad med mere og mere bid og tyggemodstand. Vand af kop.


Helens bog til far
LÆS OGSÅ: "Helens bog til far" - vær far med tillid, nærvær og respekt.

Ammes/flaske og puttes til natten 19.30-20

Sen aften 23-24: Drømmeflaske/amning og sover herefter videre uden yderligere mælk indtil næste morgen tidlig, hvor han så ammes og sover videre igen... At sove igennem i denne alder er at sove ca. 5.5-6 timer uden mælk f.eks. fra 23.30/24 til 05/06...

I 8-9 måneders alderen vil det ofte være passende med 3 flasker/aminger i døgnet, og jeg anbefaler her normalt, at man giver flaske/bryst før middagslur, aften og sen aften. Det vil sige, at han i denne alder begynder at sove uden mælk tidlig morgen og i stedet starter dagen med morgengrød.

Hvis du arbejder om dagen, kan du således godt bibeholde amning aften og sen aften, selvom han nu bliver ældre og han vil trives med disse to amninger til han er 1 år. Du kan derfor stadig godt sikre ham en stor del af sit mælkebehov og tryghed fra mor ved at fortsætte amning ved siden af, at du starter på arbejde.

Før middagsluren vil det så være en god idé at du forsøger at introducere en flaske, men hvis dette ikke lykkes, så kan den der passer ham tilbyde ham mme af en kop, så han stadig får mælk midt på dagen.

Hvis du ønsker at stoppe amning helt, så er det en forudsætning, at du vænner ham til at tage imod en flaske. Det er vigtigt, at han får enten modermælk eller modermælkserstatning til han er 1 år. Du er derfor nødt til at bibeholde amningen, hvis ikke det lykkes for dig - og så må du supplere med mme af en kop ved siden af de gange, hvor du så kan amme ham.

Hvis det lykkes at vænne ham til flaske, så vil det være en god idé, at du trapper gradvist over på flasken, så du fjerner en amning af gangen og erstatter med flaske i stedet. Det vil hjælpe ham til at tolerere modermælkserstatningen i maven bedst muligt, og det vil også sikre, at du ikke får en brystbetændelse. Da du lige nu ammer en del, er det vigtigt, at du får skruet gradvist ned, så din mælkeproduktion naturligt bliver nedsat og det gør du ved at forlænge tiden mellem amningerne og ved f.eks. at udskifte en amning af gangen med en flaske...

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre, og jeg vil også anbefale dig meget, at du læser min bog "Helens bog om Amning og Flaske", hvor du netop kan læse om begge dele og dermed få hjælp uanset om det er det ene eller det andet, som er relevant hos jer eller måske begge dele :)

Rigtig meget held og lykke fortsat :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Baby sok med pulsmåler - hvad er det?

De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om amning:

23. februar 2026 | Amning | 0 mdr.

Amning før og efter fødsel

Hej Helen Jeg er gravid med vores andet barn, og jeg skriver, fordi jeg gør...

Læs hele brevet og Helens svar


24. januar 2026 | Amning | 3 mdr.

Flaske og Nestlé

Kære Helen Som du ved, har vi haft svært ved amning og jeg ved ikke, om mit...

Læs hele brevet og Helens svar


21. januar 2026 | Amning | 3 mdr.

Opfølgning 2 - dagsrytme og bryst

Kære Helen Tak for at give ro! Sidste spørgsmål i denne omgang: Med...

Læs hele brevet og Helens svar


21. januar 2026 | Amning | 3 mdr.

Opfølgning - dagsrytme og bryst

Kære Helen Tak for dine svar. Her lidt opfølgende spørgsmål: 1) Det gør...

Læs hele brevet og Helens svar


20. januar 2026 | Amning | 3 mdr.

Afhængig af brystet til søvn, 3 måneder

Kære Helen Dette er mit første brev til dig, hvorfor du også får lidt...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Sundhedsplejerske

Alle sundhedsplejersker er uddannet sygeplejersker og har arbejdet på forskellige børneafdelinger i sygehusvæsnet samt i den kommunale pleje. Derudover har sundhedsplejersken taget en diplomuddannelse til sundhedsplejerske.

En sundhedsplejerske følger børnene fra de bliver født (nogle gange allerede i graviditeten) og indtil de går ud af folkeskolen.

Alle børnefamilier i Danmark får tilbudt at modtage besøg af sundhedsplejersken. Når et lille barn bliver født, så...

Læs mere i Babylex

Røgede fisk og børn

Grillede og røgede fisk kan have et højt indhold af PAH (tjærestoffer), som kan være kræftfremkaldende. Derfor bør man ikke spise store mængder røget og grillet fisk, men det kan indgå som en del af en varieret kost.

Til børn er det en god idé at følge disse råd:

- Anvend så vidt muligt koldrøgning, fremfor varmt røgede fisk.

- Undgå røgeksponering af spiselige flader. På grillen bør fisken pakkes ind i folie.

- Vær opmærksom på at...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce


Det siger medlemmerne ...

Kære Helen

Det kan ikke siges for mange gange. Din bog om barnets søvn er helt fantastisk og hver gang jeg læser i den giver den mig ro i stedet for at stresse over at mit barn ikke nødvendigvis sover 16-20 timer i døgnet i en alder af 3 mdr, som man læser mange andre steder.

Hilsen mor til pige på 3 måneder


Annonce