Svar: Fravænning fra mor - del 2
Kære Silas´ mor
Tak for dit brev og for at starte med det sidste først - du må meget gerne sende flere breve og også tilbagemeldinger - og jeg vil meget gerne uddybe :)
Hvis Silas ikke kan være vågen i mere end ca. 2-2.5 time af gangen, så skal du naturligvis putte ham og give ham den søvn, som han har behov for. Du skal dog være opmærksom på, at når du skærer ned i amningerne, så vil han måske begynde at være mere vågen imellem sine lure, fordi han ikke længere lulles i søvn ved brystet :)
Når det er sagt, så må han dog gerne få 3 lure dagligt, hvis han har brug for det, og så eftermiddagen ikke bliver for lang, og det betyder, at en dagsplan kan se således ud:
Morgen 7.30-8: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 9-9.30: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt i hånden at gumle på selv, frugtmos. Vand af kop.
Puttes til formiddagslur - efter ca 2-2.5 times vågenhed og skal ikke ammes først. Mellemmåltidet erstatter amningen her, og han lærer at sove uden at få bryst.
Frokost 11.30: Grøntsagsmos med kød eller fisk, det kan være rester fra aftensmaden, hjemmelavet mos eller en middagsret fra glas. Vand af kop og suppleres også med små rugbrødshapsere med forskelligt smørbart pålæg.
Ammes - og puttes til middagslur - måske kl 13 - afhængig af, hvornår han er stået op fra sin formiddagslur... igen er det fint at putte ham efter ca 2-2.5 times vågenhed, hvis det er det han kan klare :) Må gerne ammes, men skal ikke falde i søvn med brystet i munden.
Eftermiddag 15: ½ bolle med smør, ost, frisk frugt i hånden at gumle på, frugtmos og vand af kop.
Puttes til en 3. lur, så eftermiddagen ikke bliver for lang for ham og sover her ofte kortvarigt, måske kun 20-40 minutter - og skal IKKE ammes først... Hvis du føler, at det er nødvendigt at amme ham her, så er det vigtigt, at du gør det kortvarigt, og at du ikke ammer ham i søvn, men at han falder i søvn uden brystet... Det er bedre, at du ammer ham her en ekstra gang her end i løbet af natten eller før alle måltider :)
Aften 18-18.30: Familiemad - almindelige børnevenlige retter med kød, fisk, kartofler, grøntsager, ris, pasta.. Der skal være moset mad og også små hapsere, samt mad i stykker, som han selv kan sidde og gumle på. Vand af kop.
Kommer i bad, frotteres godt med håndklædet, smøres med creme osv. efter behov.
Tilbydes en godnatgrød - som en fast del af hans putteritual. Vand eller mme af kop og får derefter børstet tænder. Godnatgrøden gives som alternativ til den vælling, du forsøger med lige nu... :)
Ammes og puttes til natten ca. 20.30-21 som nu - hvis han har sovet 3 lure, vil det være rigtig fint :) Og igen skal han ikke falde i søvn med brystet i munden, men må gerne falde i søvn ved siden af dig, så han mærker, at du er der, men uden at han vugges i din favn...
Sen aften eller først på natten 23-01: Ammes rigtig godt, gerne fra begge bryster og skal herefter ikke tilbydes yderligere mælk resten af natten, og næste morgen står I op og starter dagen med grød...
Det er vigtigt, at du ikke giver ham bryst, før han tilbydes rigtig mad. Det er vigtigt, at hans indtag af mælk skrues ned, og hans indtag af rigtig mad sættes op. Start i stedet hvert måltid med at sætte ham i den høje stol og tilbyd ham mad i hånden, som han selv kan sidde med, gumle på, sutte og gnaske sig igennem - og følg så efter med lidt mad på en ske og små hapsere.
Det er vigtigt med de små måltider hele dagen igennem, for at han netop ikke bliver for sulten - også selvom han spiser ganske lidt af gangen, så er det bedre med lidt ...
... og tit end få og store måltider. Og mellemmåltiderne og vand af kop skal erstatte amningerne.
Når du giver ham mad, og han bliver forstyrret af andre ting, så anerkend dette "hov der, kom far, hej far" og hjælp ham så med at holde fokus igen, "se skat her, skal du have lidt at drikke..?". Sæt ord på maden og det at spise "mam-mam-mam", når du siger dette, så åbner du naturligt selv munden, og han kan spejle sig i dig. Pas på ikke at trække maden og måltidet ud og vare for lang tid, lad det kører i en nogenlunde let strøm... Lad ham gerne sidde med noget i hånden og gumle selv, imens du supplerer med lidt på skeen :) Spiser han ikke så meget til det ene måltid, så går der ikke så længe, før han tilbydes mad og vand igen :)
Med hensyn til nedtrapning af amning, så gøres dette bedst, hvis man gradvist vænner barnet til ikke at skulle ammes så meget. De fleste børn vil i 6 måneders alderen trives med 5-6 amninger i døgnet, i 7 måneders alderen trappes ned til 7 amninger, i 8-9 måneders alderen trappes ned til 3 amninger, og i 10 månedersalderen vil det være fint med 2 amninger. Hvis det ikke lykkes at trappe gradvist ned, så står man nogle gange i en situation, hvor barnet får for meget mælk og for lidt rigtig mad - og det kan på sigt gå ud over barnets ernæringstilstand (selvom amning er godt :)) - ligesom det også kan gøre, at barnet sover dårligt, fordi det kan være vænnet til kun at sove med brystet...
Derfor kan det nogle gange være nødvendigt at trappe ud af amningen ret hurtigt, selvom det medfører gråd og protester.. jeres dreng er jo vant til at blive ammet rigtig meget, og han forstår ikke, hvorfor han ikke pludselig må det. Brystet er hans tryghed, og det han altid har fået, når han har bedt om det, og han vil naturligt derfor blive ked af det, når du pludselig ikke tilbyder det så meget.. MEN du stopper jo ikke med at amme. Han tilbydes stadig brystet 3 (evt. 4) gange i døgnet, og han har stadig sin mor hos sig.
Han begynder at have en alder nu, hvor han godt fornemmer, at mor og bryst er to forskellige ting, at I ikke er et hele... Og han vil naturligt derfor godt kunne lade sig trøste på anden vis end med brystet...
Det er naturligvis dejligst for alle, hvis han ikke både skal undvære bryst og mor, men at du stadig kan give ham den nærhed og tryghed, som han søger hos dig - dog uden at tilbyde ham brystet.. Derfor må du meget gerne forsøge dette! Og det er ikke sådan, at far skal tage over, hvis mor kan klare det :) Det er dog ikke altid at det kan lade sig gøre, og det kan være rigtig svært for både mor og barn, og så er det j godt, at han har en far, som kan tage over. Også selvom han græder og protesterer. Far kan give ham masser af nærhed, tæt kontakt osv. og far elsker ham jo højt og vil ham det godt :)
Man siger, at det tager tre nætter - så vil far kunne mærke en ændring. Ikke at det er løst på denne tid, men far vil efter tre nætter kunne fornemme, at grådanfaldende bliver mindre, og jeres dreng vil være lettere at trøste... Der vil dog sagtens kunne gå nogle uger, før du begynder at mærke en forskel, og det handler også om, at jeres dreng er i separationsfasen, og det er en rigtig svær alder at ændre vaner fordi han er naturligt ekstra klyngende og brystsøgende nu... Det gør det dog ikke mindre vigtigt, og I har alle brug for sammenhængende søvn... :)
Jeg kan godt fornemme, at det er svært for dig, og du skal naturligvis mærke efter, hvad både du, og din dreng kan holde til... :)
Håber du kan bruge disse tanker lidt videre, rigtig meget held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare
Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
20. maj 2026 | Sovevaner | 18 mdr.
Hej Helen. Vores datter har i de sidste uger sovet ca kl 20 og vågnet ved...
13. maj 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Mudrede nætter og manglende søvn
Kære Helen, Tusind tak for dit grundige svar til mit seneste brev. Jeg...
29. april 2026 | Sovevaner | 4 mdr.
Kære Helen, Jeg er ny mor - og ny herinde, og jeg har et par spørgsmål i...
19. april 2026 | Sovevaner | 6 mdr.
Kære Helen Som du ved, så er vores barn nummer 2 en svær størrelse, der har...
10. april 2026 | Sovevaner | 16 mdr.
Hej Helen Min datter på 16 mdr har haft en rigtig god periode med søvn. Vi...
Viden om børn:
Gulsot nyfødt
Ca. 60% af alle nyfødte får en gullig farve i huden, det kaldes gulsot eller icterus/ikterus. Det opstår ofte, når barnet er 2-3 dage gammelt, og det topper, når barnet er 5 dage.
Gulsot er hos de fleste børn en ufarlig tilstand, som ikke skader barnet, og som ikke kræver behandling. Det opstår, fordi børn fødes med en del ekstra røde blodlegemer. Da barnet lå i livmoderen, var blodlegemerne med til at ilte barnets blod, men efter fødslen har lungerne overtaget denne funktion,...
Bad, de første gange
Det spæde barn kan komme i bad ret hurtigt efter fødslen og ofte beder mange om at få hjælp til det første bad, imens man endnu er på barselsafsnittet.
Når I beslutter jer for at bade jeres barn, så er det rigtig godt at have nogle faste rutiner:
- Et babybadekar er en god idé, nogen vælger også at bruge en speciel babyspand. Det vigtigste er at karret er afgrænset i størrelsen, det giver barnet lidt tryghed.
- Det er en god idé at tilbyde barnet...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen.
Jeg vil bare sige tusind tak for hjælpen! Det var et wake-up-call at få dit klare svar ... Dejligt at få at vide så entydigt at tingene ikke er i orden.
Alt går meget bedre nu, vi kan nemt aktivere ham, putning går stort set problemfrit nu og aflevering i vuggestue er også meget bedre. Det har været så godt at komme ud af den dårlige vane - jeg har bare ikke tidligere tænkt på at det var vaner der skulle ændres.
Tusind tak for hjælpen - det har betydet utrolig meget for os.
Med venlig hilsen
Rikke, mor til dreng på 21 måneder









