Svar: 7,5 måneder motorisk langt fremme og skemad
Kære Mor
Tak for dit brev og fine beskrivelse :)
Det er rigtig godt gang i jeres dreng og der er ingen tvivl om, at han motorisk er langt fremme i forhold til sin alder. Det er rigtig dejligt, og det lyder på ingen måde som om, at I pacer ham, men blot hjælper ham og støtter ham i den udvikling, som han naturligt viser sig parat til.
Det er rigtig fint, at han selv rejser sig, og han starter netop med dette ved at bruge sine armkræfter og trække sig op ved møblerne. Det går naturligt rigtig fint i tremmesengen og ved sofabordet og lignende, men når det kommer til lette stole, en låge der åbner, eller storesøsters dukkeseng, så går det naturligt galt. Derfor er det vigtigt, at I forsøger at være omkring ham så meget I nu kan være det og forsøger at sikre, at han ikke falder og slår sig for meget... Ved godt, at det kan være svært :)
Det er også rigtig fint, at I forsøger at aflede ham og hjælpe ham ned på gulvet igen, og jeg tænker, at det han skal lære nu nok netop er at sætte sig ned, så han øves i at komme fra stående til siddende og ikke længere blot falder bagover... Så prøv om I kan hjælpe ham med at bukke i benene og få sat sig, prøv at øve det i løbet af dagen, så han måske begynder at mestre dette, selvom han trods alt ikke er ældre end han er... Øv også meget gerne det at sidde selv - gerne frit på gulvet og hvor han ikke kan nå ting og rejse sig, så han netop for øvet lidt siddende balance også :)
Du nævner, at han kommer op på tæer, når han rejser sig.. Betyder det, at han ikke står på flad fod? De fleste børn vil, når de begynder at rejse sig, starte med at stå på tæer og det er helt naturligt, at jeres dreng går det, når han ikke er ældre. Du skal dog være opmærksom på at han gradvist skal finde ud af at placere sine fødder fladt/normalt på gulvet. Det kan ske, at børn bliver så stramme i deres lægmuskler og sener i foden, at de har svært ved at komme ned på flad fod, hvis de har gået på tæer længe.
Nogle børn har også svært ved at fornemme gulvet, tæppet osv. under deres fødder. Det kan føles ubehageligt for dem og de bliver derfor ved med at gå på tæer. Her kan en fysioterapeut blandt andet lave forskellige børsteøvelser under barnets fodsåler - I kan lære, hvordan man gør dette, netop for at give barnet fornemmelse af at blive berørt under fodsålerne... Han er som sagt stadig meget lille og det er jo meget tidligt at rejse sig, så I må gerne se tiden lidt an, men hold øje med det.
Det er også vigtigt, at han står fast, når han rejser sig. Han kan have glæde af skridsikre strømper eller små sutsko med en meget tynd lædersål...og hvis han fortsætter med samme hast, vil han måske i løbet af et par måneder have glæde af et par kravlesko...
Når babyer står, så holder de deres vægt op ved at bevæge deres tæer op og ned. Det vil sige at deres storetå flexer opad og deres lilletå vender udad og griber nedad. De starter som sagt også ofte med at stå på tæer, og stille og roligt kommer de så ned på flad fod. Det er ved at koordinere disse bevægelser at babyer kan flytte deres vægt og holde sig oprejst.... Og det er derfor vigtigt, at han kan stå fast på fødderne men samtidig også kan bevæge sine tæer. Det vil være rigtig godt med bare tæer, men det kan hurtigt blive lidt koldt især nu, hvor vi går den koldere tid i møde...
I må stadig meget gerne opfordre ham til at kravle, hjælpe ham ned på alle fire og forsøge at motivere ham til at kravle fremfor f.eks. at begynde at gå.. men I kan naturligt ikke stoppe hans udvikling, hvilket I heller ikke skal :)
Med hensyn til mad, så lyder det som om, at han har brug for lidt tid til at vænne sig til mad med mere struktur og bid. Du fortæller, ...
... at han har fået klippet sit tungebånd og har fået laserbehandling af både tunge- og læbebånd... og så vidt jeg ved, er han opereret for ganespalte..., så det lyder helt sandsynligt, at han har brug for lidt ekstra tid - og det er helt okay :)
Det er rigtig dejligt, at han er interesseret i maden, har lyst til at smage, putte i munden, sidde og gumle på rugbrødsbjælker, agurk og lignende - og det skal du udnytte. Jo mere forskellige du kan give ham nu jo bedre er det, og det gælder især smag, som du lige nu skal fokusere på, men stille og roligt naturligt også konsistens.
Det er perfekt, at du er certificeret i Facial Oral Tract Therapy - jeg tænker, at du naturligt ved en del om mundmotoriske udfordringer - også selvom du normalt ikke beskæftiger dig med børn :)
Jeg vil anbefale, at du stadig giver ham grød og mos, som er cremet i konsistensen. Men i grøntsagsmos kan lidt hakket kød eller fisk, kogte ris og lignende være med til at give lidt struktur i mosen. Så han ikke har decideret bid, men stadig oplever, at der nogle gange er lidt i maden, som han skal arbejde lidt med i munden. I grøden vil det være rigtig godt, hvis du kan tilsætte lidt flager. Det betyder, at du med fordel kan tilsætte lidt havregryn til den grød, som han normalt spiser. Ganske lidt i starten, men stille og roligt lade havregrynene udgøre en større del, så han på den måde gradvist vænnes til at spise grød med lidt mere struktur og bid. Små skridt af gangen.
Det er samtidig også vigtigt, at du nu skruer ned for antallet af amninger. JO mere mælk han drikker, jo sværere vil han have ved at finde appetit til den egentlige mad, og det er vigtigt for hans lyst til at begynde at tygge og spise mere varieret, at han bliver lidt sulten og er parat til skemaden, når den bliver serveret :) Det vil være rigtig godt, hvis han ammes 4 gange i døgnet nu - og mit forslag til en dagsplan ser således ud:
Tidlig morgen 05: Ammes og sover videre
Morgen 7.30-8: Tilbydes lidt frisk blød frugt i hånden og du følger efter med lidt cremet grød tilsat lidt flager, vand af kop.
Formiddag: Tilbydes lidt frisk blød frugt i hånden, lidt bløde bær og lignende, og du følger efter med lidt frugtmos. Du kan lave frugtmos selv eller du kan prøve at købe nogle af de færdige produkter, som er tilsat f.eks. spelt, for også på den måde at give frugten lidt struktur...
Puttes til formiddagslur - og skal ikke ammes først :)
Frokost 11.30-12: Tilbydes ristede rugbrødsbjælker, agurk eller lignende i hånden og du følger efter med lidt grøntsagsmos med lidt kød eller fisk. Igen cremet mos med lidt struktur... Vand af kop.
Ammes og puttes til middagslur
Eftermiddag 16: Tilbydes igen lidt blød frugt, ristede rugbrødsbjælker eller lignede i hånden og du følger igen efter med lidt frugtmos, evt. med lidt flager eller lignende (varier gerne, så han ikke får samme formiddag og eftermiddag). Vand af kop.
Aften 18: Grøntsagsmos med lidt kød, fisk, kogte ris eller lignende - udgangspunktet jeres mad. Må gerne starte med kogte grøntsagsbuketter, en kartoffelbåd fra ovnen eller lignende at gumle på selv og derefter følger du så efter med lidt mos. Vand af kop.
Ammes og puttes til natten ca 19.30-20
Sen aften 23-24: Drømmeamning og sover herefter uden yderligere amning til næste morgen tidlig, hvor han ammes igen :)
Som du kan se, så har jeg lavet planen sådan, at han starter hvert måltid med lidt mad i hænderne. Det er med til at gøre, at han bliver opmærksom på, at det er spisetid, han bliver stimuleret mundmotorisk og er dermed mere parat, når du så kommer med skeen...
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Gråd går lige i hjertet – og helt ind i nervesystemet
Alle forældre kender det. Den hjerteskærende babygråd, der ikke bare larmer i ørene, men også føles fysisk i hele kroppen. Gråd er babyers eneste måde at kommunikere på, og et par timers gråd om dagen er helt normalt. Men det gør det ikke nemmere at stå i. Især ikke, når man har prøvet alt – ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:
10. august 2025 | Udvikling | 18 mdr.
Kære Helen. Tak for alt din hjælp. Jeg har et spørgsmål vedrørende mit...
9. august 2025 | Udvikling | 18 mdr.
Kære Helen . Mit barn er 18 mdr. hun leger rigtig fint. Hun kan også...
9. august 2025 | Udvikling | 18 mdr.
Kære Helen. Mit barn er 18 mdr. hun kigger på andre børn og observerer på...
14. juli 2025 | Udvikling | 9 mdr.
Kære Helen Jeg er lidt bange for at jeg har skadet min søns og min relation...
7. maj 2025 | Udvikling | 9 mdr.
Har vi sprunget seperationsangsten over?
Kære Helen. Kort efter fødslen blev vores datter lagt hos far for at få...
Viden om børn:
Strækmærker
Under graviditeten oplever mange kvinder at de får strækmærker i takt med at maven vokser.
Har man først fået strækmærker forsvinder de ikke igen, men de bliver som regel næsten usynlige indtil en næste graviditet.
Mærkerne skyldes bristninger i underhuden. De kommer både fordi at maven vokser, men også fordi der sker nogle hormonelle forandringer. De kommer ofte på maven, lårene, brysterne, ballerne og/eller armene, og i starten ses de ofte som rosa eller blålige...
Krydderurter
På persille, purløg og andre krydderurter og bladgrøntsager som f.eks. spinat og salat, kan der være jord og dermed jordbakterier - selv efter grundig vask. Bakterierne kan vokse, hvis maden gemmes eller ved genopvarmning, og de kan medvirke til dannelse af nitrit. Nitrit kan reagere med blodets hæmoglobin, så det ikke kan transportere ilt rundt i barnets krop.
"Grønt drys"på varm mad må derfor ikke gives til spædbørn og småbørn. Friske krydderurter og bladgrøntsager må dog...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.