Svar: Brug af iPad
Kære Sabrina
Tak for dit fine spørgsmål omkring brug af iPad til børn :)
Der er ingen tvivl om, at skærme af forskellige slags er en naturlig del af vores hverdag. Vi bruger telefoner, iPads, computere, fjernsyn osv. mange gange dagligt. Det giver naturligt visse fordele i hverdagen, men også nogle ulemper, og det er generelt en god idé at gøre sig nogle overvejelser, når det kommer til små børn.
Jeres dreng er stadig så lille, at han har behov for at bruge sig selv rigtig meget både motorisk og mentalt. Motoriske færdigheder kommer ikke af sig selv, men kun ved at han øver sig igen og igen. Og derfor er det vigtigt, at I er opmærksomme på at hjælpe ham med hele tiden at udvikle sig i en god retning - det vil sige, at I skal støtte ham i at bruge sig selv motorisk og mærke fysisk, hvordan verden fungerer.
Det er sådan, at det man gør meget bliver man god til. Hvis man spiller meget bold, så bliver man god til at spille bold, og hvis man sidder meget med en skærm, så bliver man god til at sidde med en skærm. Og han kan naturligvis godt lære noget af at sidde med en skærm, lytte til musik, trykke på nogle knapper, scrolle og se billeder ændre sig, nye lyde opstå osv. Ligesom skærme/visse programmer også kan vise bogstaver, tal, medvirke til at øve hans sprog osv. MEN det må ikke stå i stedet for at bruge sig selv motorisk.
Det er vigtigt, at jeres dreng lærer at bruge sin krop - det er en forudsætning for, at han fremadrettet bliver i stand til at bevæge sig let og ubesværet, at han bliver i stand til at kunne hoppe på et ben, gå baglæns, cykle osv. at han har kontrol over sin krop - og det skal han hjælpes til allerede nu. Samtidig er motorisk læring stærkt forbundet med vores sanser - det er hans sanser, som skal levere de informationer, der er behov for, for at han kan udføre forskellige bevægelser. Han skal f.eks. lære at finde sin balance, når han går op eller ned af en bakke, når han triller rundt eller gynger. Han skal lære at fornemme, at der er forskel på, hvordan man går på græs, på en glat vej eller hopper i en vandpyt osv.
Han skal lære at fornemme en bold - at en bold kan have forskellige størrelser - en badebold, en fodbold, en håndbold, tennisbold osv. At nogle bolde er lette og andre tunge, at de kan være lavet af forskellige materialer (f.eks. læder, plastik, skumgummi). At de kan reagere forskelligt - nogle hopper bedre end andre, nogle bolde triller meget let... At en bold der støder ind i væggen, kan trille tilbage til dig osv. Det er alt sammen bolde, men de er alle lidt forskellige.... Og en sådan læring kan man ikke få via en skærm - en sådan læring kan man kun få ved at have forskellige bolde i hånden og lege med bolde og få forklaret flere gange, at det er en bold. Selvom der kan være bolde på skærmen, og I kan sætte ord på "bold", så forstår han ikke, hvad det er, før han bruger sine sanser og sin motorik med en bold, flere bolde, i favnen.
At kunne bruge sig selv motorisk, at kunne finde ud af at klatre, snurre rundt, balancere, kaste, sparke, gribe en bold osv. er også vigtigt for hans selvfølelse. Det samme er at kunne tage tøj af og på, selv kunne snøre sine sko osv. Som han naturligt lærer hen af vejen. At kunne gøre sådanne ting kræver motorisk udvikling - både grovmotorisk og finmotorisk - og det er med til at give ham selvtillid. En følelse af at han er god til noget, kan noget. Og selvom man kan være rigtig god til at "spille på iPad", så er det naturligt noget andet, end at være god til at ...
... kunne klæde sig af og på... Det at have en følelse af at kunne klare visse ting selv, at kunne noget på egen hånd er en god og vigtig følelse.
Så.. iPad er en naturlig del af jeres hverdag, og det skal den have lov til at være. Men det er vigtigt, at den ikke fylder så meget, at det tager pladsen op for anden vigtig læring og udvikling. Derudover så er det at sidde med en iPad jo ofte noget man gør alene, og børn har brug for at vi gør noget sammen, og de har brug for at gøre noget med andre børn. Der er forskel på at spille spil på en iPad og på at man spiller et brætspil eller at flere leger en fælles leg. Når man leger med andre, så lærer man naturligt forskelige sociale spilleregler, lære at tage hensyn til hinanden, lære at vente på tur osv. Så igen - tiden på en iPad bør ikke stå i stedet for at lege med andre...
På samme måde skal man passe på ikke at bruge f.eks. en iPad som en babysitter, men huske at medtænke, om ikke I kan være sammen, gøre ting sammen i hverdagen. Jeres dreng vil stille og roligt godt kunne være med til de praktiske ting i hverdagen. Han vil godt kunne være med til at tømme opvaskemaskinen eller være med til at dække bord eller være med, når du laver mad...
Jeg er helt med på, at efter en lang dag i vuggestue, så kan det nogle gange være rart med lidt stilletid, når man kommer hjem. At sidde med en iPad kan for nogle børn være måden de lander på og får koblet lidt fra, får opbygget lidt ekstra energi og eftermiddagen og aftenen forløber derefter hyggeligt for alle. Og det skal der naturligvis være plads til :) Det er bare vigtigt, at man nogle gange lige medtænker, om man i stedet f.eks. kunne sætte sig ned sammen og lave noget stille og roligt sammen, fordi I jo også har været adskilt hele dagen, og nærheden derfor kan være ekstra vigtig:)
Det er som udgangspunkt også en dårlig idé med skærme lige før sengetid, fordi lyset fra skærmen vil medvirke til vågenhed og det kan gøre, at man er længere tid om at falde i søvn. Skærme lige før sengetid kan derfor forstyrre barnets søvn og derfor anbefales det, at man normalt adskiller de to ting :)
Og så til dit spørgsmål om, hvornår han forstår, at efter 30 minutter, så er det slut. Det vil være meget svært for ham at forstå, og meget svært for ham at acceptere - altid. For en del af udfordringen med iPad og andre skærme er jo, at vi bliver opslugt af det, og tiden flyver af sted. Pludselig er der gået 30 minutter, 1 time, 2 timer... Mange spil, film osv. er jo lavet på en måde, hvor de holder vores interesse fanget, og vi skal lige prøve en gang til, se om vi kan nå op på et nyt level, lige følge med i næste episode, fordi serien er vildt spændende osv. Og sådan kan det også være for børn - også små børn. De bliver ligesom os fanget af det de ser, og det kan være rigtig svært at stoppe, det kan være rigtig svært at dreje fokus, og når man er lille kan man ikke sige til sig selv, at "nu skal vi noget andet". Når han mærker, at du stopper spillet, så bliver han naturligt frustreret og ked af det.
Når du beslutter, at han ikke skal se eller spille mere på sin iPad, så er det helt okay, at du siger nej, og du må naturligt gerne have lidt regler omkring det. Det er dog vigtigt, at du tilbyder et alternativ, så han ikke bare bliver "ladt alene" med sit savn og følelsen af, at der er noget han ikke må - men så han oplever, at I kan lave noget andet, som er mindst lige så sjovt :)
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke:)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:
31. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.
Opfølgning på selvstændighedsalder og afvænning af sut
Kære Helen Tak for svaret på mit brev om selvstændighedsalder og afvænning...
29. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.
Selvstændighedsalder og afvænning af sut
Kære Helen Lige en opfølgning på mit sidste brev om min datter på 2,5 “Det...
27. januar 2026 | Opdragelse | 4 år
Kære Helen Jeg har berørt emnet før, men kommer ikke rigtig videre. Min...
26. januar 2026 | Opdragelse | 18 mdr.
Halvandenårig gør skade på sig selv - Er det normalt?
Kære Helen Jeg skriver fordi jeg er lidt bekymret for min søn på snart 18...
24. januar 2026 | Opdragelse | 2 år, 7 mdr.
Det er kun far der dur - 2 år, 7 mdr.
Kære Helen Jeg skriver til dig om min datter på 2,5 år. Hun er altid...
Viden om børn:
Ammestillinger
Prøv dig frem med forskellige ammestillinger. Du kommer til at bruge mange timer på at amme og derfor er det vigtigt, at du gør dig det så behageligt som muligt.
Det er godt, hvis du kan hvile dig samtidig med at du ammer barnet og det er vigtigt, at du slapper af og ikke spænder i kroppen, hvis mælken skal løbe frit.
Sørg for god støtte til ryg og arme, når du sidder op, så du ikke får spændinger i skuldrene. Sid i en god stol, brug evt. puder i forskellige...
Sidde
De fleste børn kan i 6 mdr´s alderen sidde med let støtte f.eks. i en høj stol eller i barnevognen.
7 mdr gamle kan de fleste børn sidde kortvarrigt, dvs et par minutter, for så at falde til siden, for- eller bagover.
8 mdr gamle kan det fleste børn sidde i lidt længere tid og begynder også at tage hænderne ud og støde fra ved siden. Balancen bliver bedre og bedre.
Når barnet begynder at kunne sidde selv og holde et stykke legetøj i hånden er det...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Kære Helen,
Tak for hjælpen - det virker!!
Jeg vil takke dig for din støtte i vores søvnprojektet. Det virker så godt, at vi indimellem synes det er for godt/let til at være sandt. I går havde jeg veninder på besøg og alligevel var det så let som ingenting. Det er en lettelse og putningen er blevet en fornøjelse for alle parter.
Det var lange 5 uger for at få det til at fungere, men det hele værd!
Tusinde tak for din støtte.
Fra to nu langt mindre trætte forældre






