Forskning: Museunger kan give os viden om babys gråd og sprog

Ny Forskning: Når museunger græder, så g​ør de det i en rytme, som er synkroniseret med deres eget åndedræts stigning og fald. Dette mønster mener forskere nu kan være med til at forklare, hvorfor spædbørn kan græde ved fødslen, og hvordan vores børn lærer at tale. Forskningen viser, at der hos pattedyr er en hjernestammeknude indlejret i det bevarede vejrtrækningskredsløb, som spiller en central rolle i produktionen af neonatale vokaliseringer. De kalder dette for den mellemliggende retikulære oscilattor (iRO - intermediate reticular oscillator)

Forskere har gennem årtier beskræftiget sig med at finde ud af, hvor mange af vores evner, der er medfødte, og hvor mange der er tillærte. Og generelt mener forskerne, at den menneskelig tale er afhængig af - eller i hvert fald delvist afhængig af - biologiske byggestene, der er til stede ved fødslen. Og den nye forskning lavet på museunger undersøtter dette. Også selvom der naturilgt er stor forskel mellem en musehjerne og en menneskelig hjerne.

Forskerne har fundet ud af, at når en museunge græder efter sin mor, så opstår der en rytme. Når museungen bliver adskilt fra sin mor, laver den "ultralyds-nødkald", som har det formål, at moren skal kunne finde ungen og bringe den tilbage til reden igen. Forskerne har analyseret disse "nødkald" og fundet ud af, at der inden for et enkelt åndedrag kan være flere råb, og når disse opstår, så gentager de sig i en ...

... rytme. 

Forskerne begyndte efter denne opdagelse at spore de signaler, der styrer de muskler, der er involveret i at producere gråd. Forskerne havde et ønske om at finde oprindelsen til grådrytmen og ledte efter steder i hjernen, hvor der var et overlap mellem celler involveret i vokalisering og celler involveret i vejrtrækning. Og forskerne fandt ud af, at det kun er ét område i hjernestammen, der har et overlap.

For at sikre sig, at man havde fundet det rette område, den rigtige klynge celler, fjernede holdet disse celler fra nogle nyfødte mus. Dyrene fortsatte med at trække vejret normalt, men de holdt op med at producere råb eller lavede råb, der ikke havde nogen rytme. Hos andre mus forsøgte forskerne at stimulere celleklyngen elektrisk, og dyrene begyndte straks at producere rytmiske skrig.

Forskerne har mistanke om, at lignende klynge af celler findes hos mennesker. Det vil forklare, hvorfor vi er i stand til at græde fra fødslen, og hvorfor selv vores tidligste skrig er koordineret med vejrtrækning og indeholder rytmen af voksnes tale. 

Forskerne mener, at cellerne fungerer som en slags metronom for menneskelig tale, og at de forklarer, hvorfor mennesker ofte siger tre til seks stavelser i sekundet, uanset hvilket sprog de taler.

Cellerne kan også give forklaring på nogle af de sproglige "legoklodser", som vi bruger til at konstruere ord og sætninger.

Forskningsprojektets beskrivelse kan blandt andet ses på ScienceDirect her

Bedste hilsner

Helen