Annonce

Annonce

Myter og fakta om uld til børn


13. september 2023


Nu har vi ramt september måned, og selvom de sidste d​age har været varme, så bliver det nu gradvist koldere i vejret. Det, man normalt kalder for uldsæsonen, starter netop nu. 



Der florerer rigtig mange myter omkring uld og børn - og myterne er svære at slippe! Forleden hørte jeg f.eks. diskussionen om, at "har man først brugt uld, så skal man altid bruge uld!" - men det er faktisk ikke rigtigt. Det er en myte. 



Men hvordan er det egentlig med myter og fakta, når vi taler om børn og uld? Det er vigtigt at vide lidt om dette - især fordi det netop er nu, at uldsæsonen er over os, og mange børn har glæde af at få f.eks. undertøj og nattøj i uld.



Derfor handler artiklen i dag om børn og uld - og myter og fakta.



Myte 1: Uld er for besværligt at vaske!

Mange forældre tror, at uld kræver for meget arbejde, og at det skal ligge i blød og vaskes i hånden.



Fakta:

Uldtøj bør ikke ligge i blød, da det ødelægger ulden. Det meste moderne uldundertøj og nattøj i uld kan sagtens vaskes i maskinen – men du skal vaske det på uldprogram.



Derudover skal du bruge et vaskemiddel, der er beregnet til uld. Du kan købe flydende uldvaskemidler, der kan bruges i vaskemaskinen. Disse vaskemidler skåner ulden - bruger du almindeligt vaskemiddel, bliver uldtøjet ødelagt.



Du kan faktisk ofte også tørretumble moderne uld. Vælger du at tørretumble dit barns uldundertøj eller nattøj, kan det dog være en god idé at købe en størrelse større, end du normalt ville gøre. 



Myte 2: Uld kradser og er ubehageligt at have på!

Mange forældre husker, at dengang de var børn, så var uldundertøj meget ubehageligt og kradsende at have på huden. Det var bestemt ikke rart.



Fakta:

Moderne undertøj og nattøj i uld kradser ikke og er både blødt og lækkert. De seneste 15-20 år har de dygtigste producenter nemlig forfinet måden, de håndterer og spinder ulden på, så den ikke kradser.



Vælg uldundertøj og uldnattøj, der er fremstillet af ren merinould eller f.eks. i en blanding mellem uld/bomuld, uld/bambus eller uld/silke. 



Myte 3: Har man en gang brugt uld, skal man altid bruge uld!

Mange forældre har hørt eller læst, at hvis man først er begyndt at bruge undertøj eller nattøj af uld til sit barn, så påvirker det barnets evne til selv at temperaturregulere, og derfor kan man ikke skifte tilbage til bomuld.



Fakta:

Man kan sagtens skifte mellem at bruge uld og bomuld. Det er ikke noget problem. Ulden påvirker ikke barnets temperaturcenter, men hjælper barnet til bedre at holde sig tør og varm.



Det kan dog godt være, at du bliver så glad for at bruge uld til dit barn, at du lader barnet bruge det hele året. Hvis du gerne vil bruge uld i forårs- og sommermånederne, så kan du f.eks. købe "sommeruld", som er tyndere vævet.



Myte 4: Det er alt for varmt med uld!



Mange forældre siger, at de har "et varmebarn", og at barnet altid tager alt tøjet af, fordi det får det for varmt. Derfor vil uld ikke kunne bruges til deres barn.



Fakta:

Mange børn vil have glæde af uldens egenskaber, også selvom barnet normalt har det varmt.



Uldens lange, snoede fibre skaber millioner af små luftlommer, som giver en stabil temperatur omkring barnets hud, så barnet hverken får det for varmt eller koldt. Hvis barnet sveder, vil ulden kunne suge 40% af sin egen vægt og derved holde barnet tørt.



Myte 5: Uldtøj fås kun i kedelige farver!

Mange forældre husker uld som hvidt, brunt og gråt, og for mange er tanken om uld derfor, at det bliver for ”jordfarvet” og dermed kedeligt.



Fakta:

Du kan få uldundertøj og nattøj i mange farver – blå, rød, grøn, lilla, pink … og også med forskellige striber og print. Det er dog rigtigt, at du ikke vil kunne finde meget klare farver og neonfarver i uldtøj til børn, da de fleste producenter bruger "rene farvestoffer" i produktionen.



Myte 6: Uld skal kun bruges, når ...


Annonce

... det er rigtig koldt!



De fleste forældre tænker, at uld først skal bruges, når udendørstermometeret viser minusgrader. Uld hører de kolde vintermåneder til.



Fakta:

En gammel tommelfingerregel er, at uld bør bruges i de måneder, der ender på "r". Det vil sige månederne fra september til og med februar.



Der er dog ikke noget i vejen for at bruge uld hele året og på en regnfuld dag i marts eller juni, kan uld faktisk også have god effekt. Faktisk kan du købe "sommeruld", som kan hjælpe barnet med at regulere temperaturen - også om sommeren.



Myte 7: Uld betyder mishandling af får, og man bør derfor ikke bruge uld



Nogle forældre afholder sig fra at købe uldtøj, fordi de har hørt eller læst, at der sker mishandling af får, og de ønsker naturligt ikke at støtte dette.



Fakta:



Du kan sagtens købe uld, der tager hensyn til, at fårene skal have det godt. Du kan f.eks. købe uld, der er GOTS-certificeret. For at blive GOTS-certificeret er det et krav, at 95% af materialet er økologisk, og der er strenge krav til hele processen. Du kan også kikke efter tøj, der er "mulesing free", det er din garanti for, at fåret ikke har været udsat for denne form for indgreb, som er meget smertefuldt.



Producenter af uld kan f.eks. opfylde "The Five Freedoms of Sheep". Dette sikrer, at fårene har masser af plads og kan leve frit. At de får mad og væske nok, og ikke mangler næring. At de bor under rare forhold. At de behandles med omsorg og venlighed og ikke er bange. Og at de ikke må have smerter, være skadet eller være syge.



Myte 8: Uld er ikke et bæredygtigt valg, da får udleder meget CO2



Nogle forældre afholder sig fra at købe uldtøj, fordi de gerne vil leve bæredygtigt og klimavenligt. Og får udleder ligesom køer, grise og andre landbrugsdyr metangas, når de prutter og bøvser.



Fakta:



På trods af at får udleder metangas, og der her ikke kan skelnes mellem økologiske eller konventionelle får (de prutter lige meget), så kan uld stadig godt ses som et bæredygtigt valg. Tøj i uld er ofte i god kvalitet, og det kan holde meget længe. Samtidig kan det optage meget fugt, før det føles vådt, og der går lang tid, før det lugter af sved i forhold til andre stoffer - og det betyder, at det ikke behøver vask særlig tit, hvilket skåner miljøet. 



Uld tillader kroppen at ånde, og det virker temperaturregulerende. Det betyder at det hjælper kroppen med at holde sig varm, når det er køligt og køler, når det er varmt. Dette kan reducere behovet for både at opvarme og afkøle hjemmet.



Uld er en naturlig og fornybar ressource. Får kan klippes igen og igen, hvilket er med til at gøre uld til en bæredygtig kilde. Derudover er uld biologisk nedbrydeligt. Det skader ikke miljøet, når det brydes ned, hvilket er en kontrast til syntetiske materialer, der kan blive i miljøet i mange år. 



En lille ekstra note om lanolin og børneeksem



Der findes som udgangspunkt lanolin i al slags uld. Enkelte garnleverandører tilbyder lanolin-fri uld, hvor man har vasket lanolinen helt ud af ulden - dette ødelægger dog en del af uldens naturlige gode egenskaber. Der findes enkelte børn, som reagerer allergisk overfor lanolin - ligesom man også kan reagere på f.eks. parfume.



Børn med børneeksem har ikke nødvendigvis glæde af ulden. De små "fimrehår" på uldens fibre, kan irritere huden på børn med børneeksem. Har du et barn med børneeksem, må du derfor forsøge dig lidt frem. Nogle børn vil have glæde af et uldprodukt, som er en blanding af uld/bomuld, uld/bambus eller uld/silke, og som er vævet på en måde, hvor bomuld eller silke vender mod huden, og ulden væk fra huden. Andre børn kan have glæde af at have bomuldstøj på og så bruge en uldtrøje eller ulddragt ud over, når barnet f.eks. skal sove eller kravler rundt på gulvet og leger.



Jeg håber, at denne artikel kan give lidt klarhed omkring, hvad uld kan :)



Med ønsket om lunt og varmt efterår og vinter!



Kærlig hilsen



Helen



Annoncer

Sponsorerede artikler

BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din Guldklump

BabyNordic™ – Det ultimative legetæppe til din baby og din familie
Kender du det, at gulvet er hårdt at sidde på, når du leger og tumler med din baby? Det gør Camilla – og det ville hun gerne lave om på. Svaret hedder BabyNordic™-tæppet.
Lege- og aktivitetstæppet skaber det perfekte, ...

Læs mere her



Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog til far - vær far med tillid, nærvær og respekt.

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen

Igen må jeg ty til dig som fantastisk hjælper og rådgiver.

Min skønne søn på 11 måneder skal starte i dagpleje i morgen og jeg er virkelig i krig med mine følelser.

Øv altså. Helen, jeg har virkelig brug for et ærligt råd og jeg har brug for at få sat sindet lidt på lavt blus.

Mange kærlige hilsner
Mor til dreng på 11 måneder


Annonce