Svar: Anerkendelse og pjevserier

---

Kære Majas mor

Tak for dit brev og alle dine tanker :) Jeg vil naturligvis gerne give dig lidt tanker med retur:)

Det er rigtig dejligt, at du gør dig en masse tanker omkring følelseslivet - hvordan Maja reagerer, hvorfor og også hvordan, I som forældre kan reagere mest hensigtsmæssigt. Du skriver, at I havde en hårdt start, men kommer ikke nærmere ind på, hvad dette skyldes - og det er helt okay :) Men alt efter, hvad I har været igennem, så kan det naturligvis påvirke måden du ser Maja og reagerer på hende nu.

Og det lyder som om, at du (I) gør det rigtig godt. I forsøger at give Maja den tryghed, som hun beder om, og når hun beder om det, ligesom I forsøger at lytte, anerkende, se hende som den person hun er, det lille menneske hun er - og det er super godt og præcis som det skal være. I kan ikke trylle, og I kan ikke sikre hende lykke senere i livet, men I kan gøre alt, hvad I kan, for at lade hende vide, at hun er elsket, og at uanset hvad alder hun har, uanset hvad problemer hun står i, så vil I være der for hende.

Det er super dejligt, at hun er godt med sprogligt, for det gør det naturligt lettere for jer at tale med hende og forstå, hvad det er hun tænker og føler, ligesom det også gør det muligt for jer at give hende små forklaringer og berolige og betrygge med ord. Hun er dog stadig en lille pige, og selvom hun er godt med sprogligt, så vil hun naturligt ikke kunne sætte ord på alle sine følelser og frustrationer. Hun vil f.eks. ikke kunne sætte ord på, hvis hun nogle gange føler sig overset eller nogle gange bliver usikker. Hun vil heller ikke kunne sætte ord på, hvis hun føler, at andre børn presser hende eller ikke lytter til hende, eller hvis hun ikke forstår deres leg og reaktioner - og i sådanne situationer er det helt naturligt, at hun reagerer fysisk med f.eks. at skubbe til dem.

Det er naturligt svært at sige fra, det er svært at mærke efter egne grænser, og når man ikke er mere end godt 2.5 år gammel, så er man stadig så lille, at man ikke rigtig er bevidst om sig selv i forhold til andre endnu. Det er derfor super flot, hvis hun allerede er i stand til nogle gange at sige stop eller er i stand til at holde en hånd op for på den måde at markere stop.

Hun er med den alder hun har rigtig godt igang med at finde ud af, hvem hun selv er. Hun er rigtig godt igang med at udvikle sit selvbillede og igang med at finde ud af, hvordan hun påvirker andre, og hvordan andre påvirker hende. Man ser det ofte ved, at børn i denne alder begynder at udtrykke eget navn, begynder at sige "jeg", ligesom de ofte også begynder at sige "det er min" og "nej, vil selv" osv. Alt sammen tegn på, at hun bliver mere og mere bevidst om, hvem hun selv er.

Hendes selvbillede skal udvikle sig stille og roligt i samspil med andre. Det er en følsom alder, og hendes selvbillede, altså måden hun opfatter sig selv, bygges op af måden, I og andre møder hende på. Det er her netop rigtig godt, at du roser hende, når hun gør noget godt. For det gør hende oprigtigt stolt og glad, når hun mærker, at hun gør noget rigtigt. Men du skal naturligvis også kunne sætte ord på, hvis hun nogle gange gør noget forkert - præcis som I også øver - det er bare en længere proces, og I er lige begyndt :)

Du nævner, at I gerne vil hjælpe hende til at føle sig god nok og ikke lade sig kue. Og dette handler om selvværd og selvtillid, som er to forskellige ting:

Selvværd er, når man har en grundlæggende følelse af at være et godt menneske. Det er følelsen af at være godt nok, som man er. Ikke fordi man gør noget særligt, men fordi man ER noget særligt. Jeres datter har en høj selvværdsfølelse, når hun har følelsen af at "alt ved mig er, som det skal være". Selvværd handler på den måde om noget indre. Den indre følelse af at være elsket, at man er værdifuld fordi man er den man er. Ikke fordi man er særligt dygtig til noget eller kan finde ud af det, som man skal, men blot fordi du er dig.

Selvtillid er noget andet. Hvis man har selvtillid, så har man en følelse af at være god til noget og en tillid til, at det her kan jeg godt klare. Selvtillid handler om noget vi gør, og det handler om noget, vi kan. Det betyder, at hvis jeres datter har en følelse af "jeg kan finde ud af det jeg skal", så har hun selvtillid. Når hun står i situationer, som ...

---

---

... hun ikke har prøvet før, så er det selvtillid, hvis hun har en indre tro på, at det her kan hun godt finde ud af. Hun tror på, at hun har de færdigheder, som skal til for at løse en opgave eller prøve noget nyt. Selvtillid handler på den måde om de ting, som andre kan se - selvtillid er på den måde noget ydre.

Selvværd og selvtillid hænger sammen fordi et barn, som har et godt selvværd, det vil sige, som har en følelse af at være elsket, accepteret som den man er, og som føler sig værdsat som menneske - vil få tillid til sine egne evner, altså selvtillid.

Hvis jeres datter har en indre fornemmelse af at være okay, så vil hun naturligt have lyst til at gå igang med små opgaver, så vil hun kunne tage små udfordringer op. Hun vil ikke give op med det samme, men vil have mod på at prøve igen og igen, fordi hun vil have en indre følelse af, at hun stadig er okay som menneske - også hvis det ikke lykkes for hende, hvis hun ender med at fejle. Selvværd kan på den måde give selvtillid, altså tillid til at kunne, men at have selvtillid giver ikke på samme måde en høj selvværdsfølelse. At være god til noget giver ikke jeres datter en følelse af at være et godt menneske. Du kan godt føle, at du er dygtig til noget og have masser af selvtillid (jeg er god til at spille bold), uden at du har selvværd.

Selvværd og selvtillid bygges op af måden I møder hende på. Vores opfattelse af, om vi er "gode til noget", eller "er noget", om vi føler os værdsat, om vi kan mærke os selv og vores følelser, om vi føler os som noget særligt - det har alt sammen betydning for, hvordan vi klarer os senere i livet, og det er blandt andet skabt af måden, vi er mødt af vores forældre på.

Jeres datter er stadig så lille, at der er rigtig mange ting, som hun skal lære, og jeres opgave er at støtte, guide, forklare og være der. Give hende små krav og udfordringer, som passer til hendes alder og udvikling, motivere og støtte, så hun oplever, at hun kan og på den måde får selvtillid og tro på, at hun godt kan gå igang med forskellige opgaver og øvelser - og samtidig også være der for hende, når noget er svært, eller når hun nogle gange gør noget forkert. Det er aldrig hende, der er forkert, men det hun gør, kan måske være forkert, fordi hun naturligt stadig ikke ved bedre og naturligt er igang med at finde ud af, hvordan verden fungerer.

---

---

Når hun pjevser kan det sagtens være udtryk for, at hun synes noget er svært og at hun har brug for at vide eller mærke, at det er helt okay. Alt er jo faktisk svært, når man er 2.5 år gammel - det er helt utroligt så meget man skal lære og det er hårdt arbejde. Så nogle gange skal hun måske hjælpes, nogle gange skal hun guides, motiveres og hjælpes til at prøve selv, nogle gange skal hun have ekstra fysisk kontakt og mærke, at du stadig er der for hende, nogle gange skal hun afledes, hjælpes væk fra situationen og hjælpes til at holde fokus på noget nyt, som er lige så spændende eller dejligt, nogle gange skal hun tilbydes noget at spise og drikke, fordi pjevseri også kan være tegn på træthed, manglende energi, lavt blodsukker, nogle gange ....

Du kan læse meget mere om f.eks. selvværd og selvtillid i min bog "Helens bog om børn og opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn" :)

Med hensyn til solcreme, som hun protesterer imod, så forstår jeg godt bevæggrundende for at forberede hende.. men måske skal du prøve at lade være og blot komme med tuben og sige "kom, du skal lige have solcreme på, før vi går ud" og så bare gøre det, træffe det valg, og at det er nu. Og så naturligvis også anerkende, når hun protesterer og sige f.eks. "jeg ved godt, du ikke kan lide det, men jeg skynder mig, så er det overstået lige om lidt". Så du ikke gør noget større nummer ud af det, men forsøger at signalerer, at det her klarer I lige hurtigt og så kan hun lege videre.

Det kunne også være, at du kunne have glæde af bogen "Freddy & Fantasine på nullermandssafari". Den er lavet af Malene Borum Pedersen, som savnede løsninger på nogle af de hverdagssituationer, som naturligt ofte giver konflikter i familien: Tandbørstning, oprydning, håndvask, grøntsagsspisning.. solcreme ... mm. Du kan læse mere på fantasine.dk.

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker lidt videre, rigtig meget held og lykke :)

Og god Stor Bededagsferie :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---