Svar: Børnehavestart , voldsom og omklamrende adfærd

---

Kære CRD

Når man er 3½ år og lige er begyndt i institution, så er der rigtig mange ting man skal lære og en af de vigtigste ting er nok at skabe et meningsfuldt forhold til de andre børn, som man jo gerne skulle lege med og udvikle sig sammen med. Sammen med at lære dette, skal jeres dreng jo så også forholde sig til alle de nye regler og rutiner, de nye forventninger der er til ham, at være mere selvhjulpen end tidligere osv. og det sammen med at han tilmed også er blevet storebror.

Det er ikke nogen nem opgave for ham og derfor også forståeligt nok at han reagerer; men selvom vi forstår det og kan sætte os ind i al den forvirring og frustration han oplever i sit liv i øjeblikket, så skal han naturligvis ikke slå. Det er dog sådan at når børn slår og bliver meget udadreagerende, så er det ofte fordi de mangler sprog og det tror jeg faktisk jeres dreng gør. Han er simpelthen ikke i stand til verbalt at beskrive den uro der er i ham i øjeblikket, han kan ikke fortælle, hvad der går ham på og hvorfor, og så bliver han fysisk udadreagerende i stedet for.

Det er meget fint at I er opmærksomme på det og at I prøver at tale med ham om det hjemme. Men han kan ikke svare på jeres spørgsmål og du har fuldstændig ret i, at han nu er nået dertil, hvor han bare siger det, han regner med at I vil høre: "jeg ved det godt" og "jeg skal nok lade være"... men fra dette til så at kunne gøre det i situationen der er langt.

Og problemet er jo, at I ikke ser når tingene sker og derfor er det meget vigtigt, at I beder om at få en samtale med pædagogerne i institutionen. I skal tale med dem om, hvad det er I oplever og I skal få deres fortælling af, hvordan de oplever jeres dreng i samspillet med andre børn. Hvis det er som I beskriver, så har de ganske givet gjort sig nogle tanker og er opmærksomme på, at han ofte bliver meget voldsom i sin adfærd. De må også have gjort sig nogle tanker omkring, hvordan de som uddannede pædagoger kan støtte jeres dreng bedst muligt, når disse situationer opstår.

At være social er noget man skal lære og man lærer det på mange måder. For det første kan børn ret hurtigt lære, hvordan man spørger om man må være med i en leg, hvordan man siger nej eller hvordan man spørger om noget på en pæn måde. Men det der er svært at lære, er det der handler om følelser. Altså hvordan påvirker min måde at være på, de andre,- hvornår bliver jeg ked af det, hvornår bliver andre kede af det - Bliver vi kede af det samme eller er der forskellige ting, som gør os kede af det osv.

Dette er ikke noget børn lærer fra den ene dag til den anden og helt op i skolealderen er det nogen man taler med børn om. Hvordan ser man på andre om de er kede af det, vrede, overraskede, sure, har det sjovt osv. altså lære at tyde andre, læse deres signaler.

Det er dette jeg tænker at I og pædagogerne skal hjælpe jeres dreng med. I skal hjælpe ham med at sætte ord på, han skal lære at sige nej i stedet for at skubbe. Han skal lære at se på de andre, når kropskontakten bliver for tæt (omklamrende) for dem, han skal lære at det gør ondt at blive sparket eller slået til osv. og dermed skal han lære at se og reagere på at de andre græder. Det tager tid, men jo mere kan man gribe de enkelte situationer, når de opstår og sætte ord på hvad der sker og hvad det gør ved den anden, jo bedre er det.

Det er meget vigtigt at lytte til jeres dreng. Når han beder om noget, så er det vigtigt at I viser ham, at I har hørt og forstået hvad han ...

---

---

... vil. Også selvom det ikke kan lade sig gøre. Og når I oplever at han bliver frustreret og måske kommer til at forløbe sig, så er det rigtig vigtigt at I endten når at gribe ind inden det sker og får ham afledt eller at I, når det er sket, forsøger at hjælpe ham ved at få sat ord på, hvad der skete.

Samtidig er det meget vigtigt at få sat ord på, hvad det gør ved det andet barn. Tale med ham om at det andet barn græder, at han kan se at det andet barn er ked af det, ikke bryder sig om det osv.

Det er samtidig meget vigtigt, at I forældre er i stand til at rumme alle jeres drengs følelser. Det betyder at I skal kunne klare det både når han er ked af det, glad, vred, morsom, hysterisk, hidsig, genert, sjov osv. At kunne rumme betyder at I er i stand til at bevare roen og tage jer af ham uanset hvordan hans humør er og uden at I tager det personligt.

Han har en alder, hvor han en gang imellem bliver frustreret og det skal der være plads til. Når man gerne vil noget og enten ikke magter det eller andre fortæller, at man skal gøre tingene anderledes, så kommer frustrationen. Adrenalinen kører rundt i kroppen. Hvis man ikke lyttes til, eller bliver bedt om at gå sin vej, eller tage sig sammen - så pustes der til ilden og frustrationen bliver endnu værre. Hvorimod lyttes man til og føler man at der er nogen som forstår en, så får man luft og får slappet lidt af.

---

---

Netop ved at være til stede og forsøge at finde ud af hvad der præcist sker i situationen kan I hjælpe jeres dreng. Hvis I f.eks. oplever at jeres dreng vil have Tobias for sig selv og en anden dreng kommer og vil være med og jeres dreng så skubber den anden dreng væk. Så kunne I f.eks. gå ind og bekræfte overfor jeres dreng, at I godt forstår at han gerne vil lege alene med Tobias, men den anden dreng vil også gerne lege og at det er vigtigt at de alle kan lege sammen. Måske kan I give forslag til hvad de kan lege af lege, hvor alle 3 kan være med. Og I skal naturligvis her så også prøve at få jeres dreng til at se, at det at blive skubbet væk gør den anden dreng ked af det. Og den dreng der skubbes væk skal naturligvis trøstes, hvis han er ked af det.

Det er fint at I låner bøger om emnet, om at lege, om jalousi, om følelsen af at være uden for, om hvordan man har det, når man er ked af det, glad osv. Men det er en balance, for man kan også tale for meget og nogle gange så bliver der så meget fokus på at jeres dreng er voldsom og skal stoppes i dette og det kan faktisk forstærke problemet. Det kan altså nogle gange være sådan at han nærmest forventes at være i den rolle og det kan jo gøre det betydeligt sværrere for ham at komme ud af den.

Jo mere medfølelse og deltagelse I har i forhold til jeres dreng, jo mere vil han udvikle denne evne selv og det er det I bedst kan gøre hjemmefra. Naturligvis ikke så han altid får sin vilje og ikke får at vide, når grænserne er nået, for det har han også brug for. Der er brug for regler og regler er til for at følges. Men når tingene er svære og når det kammer over for ham, så skal I fortælle at I forstår det og så må I klare den frustration som så ofte følger med, fordi han forhindres i at fortsætte med at gøre det, som var forkert.

Håber ovenstående hjælper jer lidt videre og så er det en rigtig god idé at I får en snak med personalet i institutionen. Det er vigtigt at de er meget opmærksomme på at jeres dreng hjælpes til en god kontakt med de andre børn.

Rigtig meget held og lykke med det hele:o) God weekend.

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---