Brev:

Raserianfald

Kære Helen.

Jeg bor i Tyskland og har stor glæde af din brevkasse. Jeg har en enkelt gang skrevet til dig (ang. vores søn på 8 mdr.), og fik et rigtig godt råd, som jeg brugte og havde succes med.

Nu har jeg igen brug for lidt gode råd. Denne gang ang. min ældste søn.

Han er 3 år her den 10. juni.
Han er det man vel vil kalde et sensitivt barn. Som spæd og baby, var det kun mor og far der duede, og han var meget påvirkelig ift. at komme nye steder hen. Han har altid været, og er stadig, meget forbeholden overfor fremmede. Han bliver meget genert hvis fremmede taler til ham, og hvis de rører ham, kan han faktisk begynde at græde. F.eks. i situationer, hvor nogle måske lige flytter på ham/puffer til ham, fordi de skal forbi.

Da han startede i vuggestue (13 mdr.) tog det meget lang tid, før han ikke græd når vi afleverede ham. Selv efter 6 mdr., kunne han stadig gøre det nogen gange.

Han har meget temperament og en utrolig stærk vilje!! Vi har enormt mange kampe med ham på daglig basis, og han vil bestemme ALT! Selv de mindste ting. Hvis han f.eks. lige har sat sig i hovedet, at nu er det far der skal hælde mælk op i hans kop, så er han fuldstændig ubøjelig. Hvis jeg så gør det alligevel, så får han et raserianfald uden lige. Han er ikke fysisk, når han flipper ud - hverken slår eller sparker - men han skriger så højt han kan - meget og længe, og så græder han og er ked af det.

Disse sammensmeltninger får han næsten hver dag, og de kan tage fra få minutter til over en time. I nogle perioder er det dog værre end andre. ALT er en kamp - bleskift, putning til middagslur, at få ham i bad, i tøjet og ja, jeg kunne blive ved. Hvis vi siger A, så siger han B. Alle disse kampe udvikler sig dog ikke til raserianfald, men han prøver at få sin vilje i alle situationer. Vi har altid været meget konsekvente med, at et nej er et nej. Har vi først sagt nej til noget, så går vi linen ud, og tager kampen. Han har altså ikke oplevet at vi har givet os, og han ikke behøver at komme i bad, i seng, få tøj på eller andet, så derfor kan vi simpelthen ikke forstå, hvorfor han bliver ved med at prøve. Vi tænker, at han på et eller andet tidspunkt må forstå, at det er os der bestemmer.

Vi er enormt frustrerede over disse raserianfald. Både fordi det jo tit ender med at vi skælder ud, og han græder og bliver ked af det.

Somme tider kan vi simpelthen se på ham, at kæmper en kamp med sig selv, for det er somom han egentlig gerne vil det vi siger, men bare ikke kan få sig selv til at gøre, hvad vi beder ham om (f.eks. at komme i bad).

Vi har snakket om det til hudløshed - hvad vi kan gøre, for at undgå de situationer, hvor han skriger og græder, og vi har prøvet forskellige metoder.

Vi ved godt at skæld ud ikke hjælper - det kan vi se, da det jo bare bliver værre. Vi får det dårligt, han bliver ulykkelig, og kampen/ raserianfaldet varer endnu længere.

Vi har prøvet, at ignorere den uhensigtsmæssige adfærd, og bare lade ham skrige alt det han vil uden at få noget respons på det. Det der så sker, er faktisk at han efter noget tid, kommer hen til os på en positiv måde (f.eks. og vil have kram), og siger så, at han gerne vil have tøj på (hvis det er det, det har handlet om).

Så snart han slår over i den gode adfærd, så giver vi ham opmærksomheden, kram, kys og ros for, at han kom hen og fik tøj på.

Selvom vi har succes med denne metode, så synes vi ikke raserianfaldende bliver færre eller mindre voldsomme, og det tager tid og tærer enormt på vores overskud, hvilket han jo også kan mærke. Indimellem er der jo også situationer, hvor der simpelthen ikke er ...

... tid til denne metode - f.eks. om morgenen, hvor vi skal ud ad døren, og så kommer bølgerne jo til at gå højt.

Vi synes ikke at det kan være normalt, at han er så trodsig! Vi kan ikke rigtig huske hvornår det startede, men omkring 1½-2 års alderen, og det er kun blevet værre derfra. Vi ved ikke om det kan skyldes for meget opmærksomhed eller for meget medbestemmelse generelt. Vi har i forsøget med at gøre tingene nemmere, prøvet at give ham nogle valgmuligheder, så han føler, at han også får sin vilje lidt. F-eks. så har vi ladet ham bestemme, hvor han ville have skiftet sin ble. Om han ville ligge på puslebordet eller på et pusletæppe på sit gulvtæppe inde på sit værelse, i sofaen eller andre steder.

Jeg ved ikke, om det bare har gjort tingene værre, så han nu tror han kan bestemme, og derfor vedvarrigt forsøger på det i alle situationer? Jeg synes det er svært, fordi vi både vil prøve at vise ham, at det er os der bestemmer, samtidig med, at vi jo også gerne vil lade ham få sin vilje med nogle ting.

Når han bliver passet af andre er han en engel, og hverken institution, dagplejemor eller bedsteforældre har oplevet nogen form for trods. Han gør hvad der bliver sagt og er artig som dagen er lang. Jeg oplever det nogengange som om han "holder tingene inde", når han er ude, og så kommer det hele ud, når han kommer hjem.

Det skal lige siges, at han har haft en del ændringer i sine omgivelser det seneste halvandet år, hvilket vi er ret sikre på også har sin del af skylden.

Min mand er fodboldspiller, og da Rasmus var 1½ år, fik han kontrakt i Tyskland, og flyttede nærmest fra den ene dag til den anden. Jeg blev i Danmark med Rasmus, og fik klaret alle de praktiske ting inden vi så 1½ måned after flyttede med.
Han var/er enormt knyttet til sin far, så det har uden tvivl været svært for ham, at han lige pludselig ikke så ham i halvanden måned. Derudover var jeg gravid og led enormt af kvalme og opkast, så jeg havde i den periode heller ikke det store overskud, hvilket han jo nok har oplevet som et svigt.

Vi har her i Tyskland boet 3 forskellige steder. Han har dog gået i den samme dagpleje, men det har jo også været en udfordring for ham, da han jo ikke kunne sproget til at begynde med. Han er meget fremme sprogligt, og kunne da vi flyttede herned snakke rigtig godt (på dansk), så han var vandt til, at gøre sig forståelig på den måde. Derfor var det frustrerende for ham, at hverken dagplejemoderen eller de andre børn (som alle var ældre end ham) ikke forstod ham. Det resulterede også i et par episoder, hvor han slog de andre børn. Nu står vi overfor endnu en flytning til en helt ny by, nyt hus og start i børnehave.

Vi er bekymrede for, om det vil blive meget svært for ham igen at flytte, og hvad vi kan gøre for at gøre det nemmere for ham.

Vores hverdage er meget rolige og strukturerede. Spisetider og sengetider er de samme hver dag, og vi har generelt god tid. Jeg går hjemme med vores lille Bertram på 8 mdr, og Rasmus er kun i dagpleje 3 gange om ugen.

Det skal lige siges, at i forhold til hans lillebror ser vi ingen problemer. Han er sød og kærlig ved ham. Giver ham kys og kram og vil gerne sidde nede på legetæppet og "læse" en bog for ham. Der er ikke nogen åbenlys jalousi, men vi ved jo ikke, om det giver sig til udtryk på andre måder.

Vi vil meget gerne have nogle gode råd til, hvordan vi kan komme disse anfald til livs, da vi ikke synes det kan være normalt, at det skal være så voldsomt.

Jeg beklager at brevet blev lidt langt, men jeg følte, at jeg måtte give dig de rigtige forudsætninger for at svare.

Venlige hilsner
Ulla

Læs Helens svar »

Baby sok med pulsmåler - hvad er det?

De fleste forældre kender følelsen. Man har endelig lagt sin baby til at sove, lyset er slukket, og alligevel lister man tilbage et kvarter senere for lige at tjekke, om alt er, som det skal være. Netop derfor er en baby sok med pulsmåler blevet et oplagt valg for familier, der ønsker mere ro ...

Læs mere her

Forældre med børn på samme alder har også spurgt Helen Lyng Hansen om:

18. marts 2026 | Opdragelse | 3 år, 1 mdr.

Lære at sige undskyld

Hej Helen Jeg har lige et spørgsmål omkring det her med at sige undskyld....

Læs hele brevet og Helens svar

16. marts 2026 | Opdragelse | 2 år, 9 mdr.

Selvstændighedsalder del 2

Kære Helen Tak for dit svar omkring vores datter på 2år og 9mdr. Det har...

Læs hele brevet og Helens svar

11. marts 2026 | Opdragelse | 2 år, 9 mdr.

Afvænning af sut - 2 år, 9 mdr.

Kære Helen Jeg har lige brug for at følge op på mit brev om afvænning af...

Læs hele brevet og Helens svar

11. marts 2026 | Sovevaner | 2 år, 9 mdr.

Selvstændighedsalder - 2 år, 9 mdr.

Kære Helen Jeg skriver til dig om noget som er svært for mig, noget jeg...

Læs hele brevet og Helens svar

9. marts 2026 | Sygdom | 3 år, 6 mdr.

Skoldkopper og helvedesild

Hej Helen Jeg er mor til en dreng på 3.5 år, som desværre har fået...

Læs hele brevet og Helens svar

Viden om børn: