Annonce

Annonce

Svar: Dagslur i klapvognen fungerer ikke mere


23. oktober 2026

Kategori:
Alder:
18 mdr.

Helen Lyng Hansen, sundhedsplejerske

Hej med dig

Tak for dit brev og fine beskrivelse af jeres datter og hendes protester mod middagsluren. Jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig.

Jeres datter er nu halvandet år, og i denne alder kan børn godt reagerer mere på adskillelse, ligesom de er meget bevidste om spændende aktiviteter. Hun vil ikke gå glip af noget, hun vil hellere lege og følge med - også selvom hun faktisk er rigtig træt, og det er med til at gøre, at hun i denne alder naturligt kan begynde at protestere mod søvnen.

Samtidig fortæller du, at I har haft en rutine med, at middagsluren foregår i klapvognen, og når du nu begynder at putte hende indenfor, så kan det godt føles mærkeligt for hende. Selvom hun sover godt i sin seng om natten, så er putteritualet med at sove inde om dagen, noget hun ikke kender. Og det tager tid at lære og finde ud af, at man godt kan gøre det på en ny måde.

Selvstændighed og spirende egen vilje spiller naturligt også ind. Hun vil naturligt i denne alder gøre mere modstand, vælge til og fra og begynder at have mere vilje i forhold til at påvirke det, som skal ske - og det gælder også søvn. Det betyder ikke, at hun bevidst forsøger at bestemme over mor og far, det er mere udtryk for, at hun er i gang med en udvikling, hvor hun gerne vil have en følelse af, at hendes mening også tæller. Og desværre er det ikke altid, at hendes ønsker stemmer overens med hendes behov. Og som udgangspunkt skal du gå ud fra, at hun stadig har behov for at få en middagslur - også selvom hun protesterer mod den.

Når det er sagt, så kan det være en idé at se lidt på hendes rytme, og hvornår hun er aktiv, leger, spiser og sover hen over et døgn. Måske får hun mere af sit søvnbehov dækket om natten nu, end hun gjorde tidligere, så hendes søvnbehov om dagen kan være mindre. Måske skal middagsluren ligge lidt tidligere eller lidt senere, end du forsøger at putte hende lige nu, simpelthen fordi hendes behov har ændret sig lidt, nu hvor hun er halvandet år gammel.

Hvis vi f.eks. tager udgangspunkt i, at hun har et samlet søvnbehov på ca. 13 timer (+/-), så kunne en fordeling af søvnen f.eks. være sådan, at hun sover 11-11.5 time om natten og 1.5-2 timer om dagen. Er nattesøvnen kortere, vil hun skulle sove mere om dagen og modsat - hvis hun f.eks. sover 12 timer om natten, så vil hun måske kun skulle sove 1 time til middag.

Det betyder, at hvis hun f.eks. vågner kl. 07 om morgenen, så kunne hun blive puttet til middagslur og sove mellem 12.30-14 og så blive puttet til natten ca. 19.30. Det ville give ca. 11.5 times nattesøvn og 1.5 times middagslur og samlet ca. 13 timer. Så prøv at se lidt på tidspunkter og rytme, så du bedre kan beregne det rigtige puttetidspunkt. Simpelthen fordi hun vil have lettere ved at overgive sig til søvnen, hvis puttetidspunktet er rigtigt.

I forhold til at vænne hende til putning indenfor til middagsluren, så er det en stor fordel, at hun falder så fint i søvn om aftenen. Hun kan sagtens finde ro og overgive sig til søvnen i egen seng, når du sidder ved siden af sengen. Det er et rigtig godt udgangspunkt.

Det kan være en god idé at skrue ned for aktiviteter før putningen til middagslur. I kan spise frokost, skifte ble, trække gardinerne for, læse i en lille bog eller lignende. Så middagsluren bliver forudsigelig og dermed tryg for hende, og så I ikke går direkte fra tumleleg til søvn.

Du må meget gerne bruge samme ritual, som om aftenen. Så du putter hende i seng og sætter dig ved siden af. Du kan f.eks. sige "nu er det tid til at hvile. Jeg sidder lige her ...


Annonce

... hos dig." Du behøver ikke gøre noget særligt for at få hende til at sove, men skal blot være rolig og nærværende på samme måde, som du er det om aftenen. Jeres datter må gerne hoppe lidt rundt og bruge lidt energi, før hun kan finde ro, det er helt okay.

Du fortæller, at hun ofte protesterer og hellere vil lege, og det må du naturligvis gerne anerkende. Du kan f.eks. sige "du vil gerne lege. Det forstår jeg godt. Vi leger, når du har sovet" eller lignende. Hvis hun græder, så skal du naturligvis hjælpe hende med at finde ro. Du kan tage hende op, sidde med hende eller måske er det nok, at hun kan mærke dig, så du blot kan sidde der og stryge en beroligende hånd op og ned ad kroppen på hende.

Hvis hun efter 20 minutter fortsat er helt vågen og stadig ikke viser tegn på træthed eller på at kunne falde til ro, så synes jeg ikke, du skal fortsætte. Så er det fint, at I står op igen. Du skal ikke kæmpe med hende, men acceptere at nogle dage lykkes middagsluren og andre dage gør den ikke.

Hvis der går helt ged i den, så kan du naturligvis putte hende i klapvognen og trille en tur, fordi du så kan være mere sikker på, at hun får sovet. Men hvis du gerne vil lære din datter at sove indendørs, og du gerne vil væk fra at trille ture med klapvognen, så er det umiddelbart en god idé, at du netop forsøger at holde fast i de nye rutiner. Klapvognen kan altså bruges, som en midlertidig løsning, når du oplever, at det faktisk hjælper jeres datter med at få den søvn, som hun har behov for - men hvis du/I gerne vil have nye rutiner, så er det en god idé, at I netop arbejder på disse.

Det er svært at sætte tid på, men måske kunne det være en idé at afprøve indendørs putning i 10-14 dage. Ikke fordi du kan forvente, at hun så vil kunne sove inde hver eneste dag, men fordi det kan være med til at skabe lidt genkendelighed og ro omkring jeres nye rutiner. Og samtidig skal du så også være bevidst om, hvornår hun vågner om morgenen, hvornår du putter hende, hvor længe hun sover osv.


Helens bog om børn og søvn
LÆS OGSÅ HELENS BESTSELLER: "Helens bog om børn og søvn" - sådan får du dit barn til at sove

Derudover så er det også vigtigt at være opmærksomme på, om I får skabt modstand mod hende seng. Lige nu er jeres datter glad for sin seng og falder trygt i søvn selv. Hvis hver middagslur udvikler sig til en langvarig situation med gråd, frustrationer og en pige der igen og igen protesterer, rejser sig, vil op osv. Så er der naturligt en risiko for, at sengen begynder at blive forbundet med noget ubehageligt. Derfor er det vigtigt, at du forsøger at finde balancen mellem at give hende en ny rutine og samtidig anerkende, hvis det lige nu er rigtig svært for hende.

Derfor er det vigtigt at afslutte putteforsøget, hvis det tydeligvis ikke fører til søvn. Og så må klapvognen ind igen, som jeres løsning i en periode, fordi den kan sikre hende søvn nok.

Du har helt ret i, at der sagtens kan være tale om en fase. Hun gennemgår en stor udvikling nu både motorisk, sprogligt, følelsesmæssigt og socialt. Det kan og vil ofte påvirke søvnen og mange forældre oplever søvnproblemer i denne alder. Men, selvom det er svært nu, så kan det sagtens være lettere om 1 til 2 måneder.

Derfor - hvis det ikke lykkes at lære jeres datter at sove middagslure indenfor nu, så betyder det ikke, at hun ikke kan lære det. Giv hende noget tid, fortsæt med at tilbyde hende middagslur hver dag og prøv at vurdere fra dag til dag, hvad der vil give hende mest ro. Gør det ikke til en kamp, hun kan stadig godt lære det senere, selvom det føles svært lige nu.

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre og at det giver lidt idé om, hvad der mon sker hos jer :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske



Annoncer

Sponsorerede artikler

Hvordan skifter man ble med Olívy baby care?

En nem guide, som gør bleskift til en god oplevelse for dig og din baby

Som forælder ved du, hvor sart og fin dit barns hud er. Babyhuden er særligt sensitiv i bleområdet, hvor den samtidig er udsat for affaldsstoffer fra urin og afføring samt varme, fugt og friktion fra bleen. Det ...

Læs mere her



Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:

22. oktober 2026 | Sovevaner | 2 mdr.

Barnevogn og fugtigt vejr

Hej Helen Jeg vil hører om du kan hjælpe mig med at forstå anbefalingerne...

Læs hele brevet og Helens svar


22. oktober 2026 | Sovevaner | 12 mdr.

Græder forfærdeligt hver morgen efter ammestop

Kære Helen Vi har nu udfaset amning helt, også den om morgenen. Det er ca...

Læs hele brevet og Helens svar


1. oktober 2026 | Sovevaner | 2 år, 7 mdr.

Overgang fra middagsluren

Kære Helen. Tak for din brevkasse og for din tidligere hjælp. Nu har jeg...

Læs hele brevet og Helens svar


17. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.

Baby døgn rytme

Hej Helen Kan man gøre noget ved hvornår ens lille baby sover? Vores...

Læs hele brevet og Helens svar


13. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.

Overstimulering og babysøvn

Hej Helen Vi har vores lille dreng på 2 uger og vores store dreng på snart...

Læs hele brevet og Helens svar


Annonce

Viden om børn:

Madras til barnevogn

En barnevognsmadras kan være lavet af forskellige materialer, f.eks. skumgummi. Det betyder, at madrassen let suger kondensvand, der naturligt vil samle sig i barnevognen, når barnet sveder eller bare trækker vejret. Derfor er det vigtigt, at madrassen løftes op og stilles på højkant dagligt, og når barnevognen ikke bruges, så madrassen er tør, når barnet skal ligge på den.

Om vinteren kan det være nødvendigt at tage madrassen med ind, så barnet ikke lægges på en iskold madras,...

Læs mere i Babylex

Flyverdragter til børn

Flyverdragter er nødvendige, og de fleste børn starter med at bruge en flyverdragt, når de begynder at kravle omkring i 1 års alderen.

Flyverdragter er til leg udenfor - ikke til at sove i. De fleste flyverdragter er meget varme og kan også være lidt stive i stoffet, og nogle flyverdragter er faktisk så stive og tunge, at de gør det svært for barnet at bevæge sig rundt. Derfor kan det være en god idé at vælge en flyverdragt, som ikke er alt for tung, og som netop giver...

Læs mere i Babylex


Svartidsbarometer

Aktuel svartid

Annoncer

Gratis nyhedsbrev

med nye præmier hver måned

Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.


Annonce

Læs mere om Helens bog om børn og sygdom, som giver dig ro og overblik, når dit barn har det dårligt.

Det siger medlemmerne ...

Hej Helen

Jeg har længe fulgt med i din brevkasse og har selv fået hjælp til mange "problemer" fra dine svar til andre! Du har været en stor hjælp uden du har vidst det ...!

Bedste hilsner
Sanne mor til dreng på 8 måneder


Annonce