Svar: Halvandenårig gør skade på sig selv - Er det normalt?

---

Kære mor

Tak for dit brev og din meget fine beskrivelse af din lille dreng. Det er meget tydeligt, at du allerede gør rigtig meget, hvilket også er vigtigt. Som mor skal du naturligvis reagere, når du oplever, at din dreng igen og igen gør sig selv ondt, men jeg kan godt forstå, du synes, det er svært.

Jeg vil meget gerne besvare dine spørgsmål og forsøge at komme lidt rundt omkring det hele - og jeg håber, at jeg kan give dig lidt ro med på vejen:)

Det, du beskriver, kan sagtens være en del af en helt normal udvikling hos et barn på ca. 18 måneder. I denne alder har din dreng naturligt rigtig svært ved at regulere sine følelser, og han har endnu ikke noget sprog, som han kan bruge, når noget er svært for ham. Når verden bliver lidt for overvældende, så bryder han derfor sammen - og hans følelser kan godt komme ud som bid, hiven i hår og hud, slag eller spark. Det er ikke "selvskade" i psykologisk forstand, men skal snarere ses som et udtryk for, at han har rigtig svært ved at regulere sig selv.

Han gør det ikke for at få opmærksomhed. Hvis han gjorde det, så ville han hurtigt stoppe, når du reagerede på ham, og han ville også gøre det mere direkte rettet mod dig. Han gør det, fordi han ikke kan gøre andet i lige netop den situation.

Man taler nogle gange om hjernen inddelt i tre dele - krybdyrhjernen, mellemhjernen og storhjernen. Det lille barn er styret af mellemhjernen, som også kaldes pattedyrhjernen eller det limbiske system. Pattedyrhjernen kan være et meget beskrivende ord, fordi barnet i denne alder kan reagere næsten "dyrisk" med at smide sig i gulvet, græde voldsomt, bide, nive, kradse, slå osv. Denne del af hjernen styres af storhjernen, men forbindelserne mellem hjernehalvdelene fungerer ikke godt endnu, og her har han brug for din hjælp.

Når han er i denne tilstand, kan han ikke lytte til dig. Han kan kun give udtryk for sine følelser rent fysisk ved at "kollapse" og her er det vigtigt, at du lytter til ham. At du forsøger at se bag hans reaktioner, og at du formår at bevare roen. For han lærer af det, du viser ham. Så jo mere rolig du er, jo mere rolig vil han også blive. Han vil spejle sig i dig.

Prøv at lægge mærke til, om det ofte sker, når han er træt? Eller når I skifter situation? Eller efter en dag med mange indtryk? Eller hvis han er sulten? Eller? Hvis du kan finde ud af, hvornår det ofte sker, så kan du bedre forebygge, at det sker.

Når de ikke oplever det i vuggestuen, så tænker jeg, at det sandsynligvis handler om, at han her følger den struktur, som naturligt ligger i dagen. Struktur og forudsigelige rammer giver ofte lidt mere ro - de spiser, sover, leger og er aktive på præcis samme måde hver dag. Men han bliver naturligt træt, så når han er hjemme, så er han bare rigtig træt samtidig med, at han hjemme også er følelsesmæssigt tryg. Det betyder, at når han er derhjemme, så har han plads til at "være mere sig selv" og så kommer reaktionen. Det er faktisk meget normalt, at børn holder sammen på sig selv i dagtimerne og giver slip derhjemme - og jeg tænker, at det er det, som sker hos jer.

I forhold til sansesøgende adfærd, så kan du sagtens have ret i, at dette spiller ind, og det er rigtig godt, at I laver sanseintegrationsøvelser. Du skal dog være opmærksom på, hvilke øvelser, I laver. Når jeg læser din beskrivelse af din dreng, så lyder det som om, at I måske skal have lidt fokus på den proprioceptive sans - det der er vores ...

---

---

... muskel-ledsans, stillings- og bevægelsessans.

Du støtter blandet andet denne sans ved, at I tumler og leger forskellige lege, hvor du hjælper ham med at bukke og strække sine muskler. Det er vigtigt med dybe, langsomme tryk fremfor blide og hurtige strøg på huden. Det gør du også ved at hjælpe ham med modstandslege f.eks. at skubbe noget tungt hen over gulvet, at trække noget tungt efter sig, bære noget tung f.eks. bøger i en kurv. Du skal tænke i, at der skal være masser af muskelarbejde.

For at stimulere ham mundmotorisk og forebygge bid, kan det være en god idé at give ham seje fødevarer. Det kan være lidt svært, når han ikke er ældre, da han jo ikke kan tygge alt og let kan få mad galt i halsen, men du kan forsøge. Bagels, pitabrød, flutes og brødskorper kan være lidt sejere i konsistensen end f.eks. almindelige boller. Du kan også riste brødet let, så det bliver lidt sejere at spise.

Strimler af kød er ofte lidt seje, det samme kan tørret frugt være - begge dele er han stadig lidt for lille til at kunne håndtere rent mundmotorisk. Jeg nævner det mere, fordi du gerne må tænke over, at han skal bruge sine kæber og gummer og ikke spise alt for blød og moset mad. Hårde fødevarer som kiks, hele nødder, rå gulerødder osv. må han IKKE få. Han må gerne få mad med bid, som giver lidt tyggemodstand, men han skal ikke have hårde fødevarer - mere lidt seje fødevarer.

Nogle børn har også glæde af tyggelegetøj. Det kan være bideringe, eller det kan være en børnetandbørste... selvom han har den alder, han har, kan det måske godt være rart for ham, netop fordi han vil have glæde af den modstand det giver ham i munden og derfor vil hjælpe ham med at finde ro.

På samme måde kan du tænke i alternativer til at hive sig i håret og i sine kinder. Måske vil han have glæde af at lege med modellervoks, som han kan klemme mellem hænderne. Måske en klemmebold beregnet til børn. Du skal naturligvis have ham under opsyn og sikre, at ting som disse bruges i hænderne og ikke kommes i munden.

---

---

Det lyder ikke som om, at du gør noget forkert. Det du allerede gør - ro, nærhed og forsøger at forstå - er helt rigtigt. Det er så fint, at han nogle gange kan trøstes, nogle gange kan afledes, nogle gange gerne vil holdes om osv. Og at han nogle gange ikke kan med det samme - det er helt normalt.

Fortsæt med alt det, du allerede gør, de næste måneder og hold så naturligvis stadig øje med ham. I takt med at han bliver ældre, skulle du meget gerne opleve, at han får færre af disse episoder, eller at de bliver kortere, ligesom han gradvist gerne skulle begynde hurtigere at kunne tage imod din hjælp. Du vil sandsynligvis også opleve, at der kommer færre "ud af det blå" episoder, og det bliver tydeligere, at det f.eks. sker, når han er overtræt, sulten, frustreret.

I takt med at han får mere sprog, vil han naturligt også blive bedre til at kunne sætte lidt ord på, hvad der sker, og hans kropslige reaktioner vil derfor også blive lidt mindre.

Hvis det mod forventning ikke sker, hvis du oplever, at hans adfærd bliver mere voldsom, at du slet ikke kan regulere ham ned, at hans adfærd breder sig til vuggestuen - så er situationen en anden. Men lige nu lyder det som om, at det godt kan hænge sammen med hans alder, udvikling og manglende sprog.

Jeg håber, at du kan bruge mine tanker lidt videre, og at det har givet lidt ro med på vejen.

Rigtig meget held og lykke og stort knus fra mig til dig:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---