Svar: Ny i vuggestue og tandfrembrud

---

Kære mor

Tak for dit brev og fine beskrivelse af din lille dreng, og det I oplever.

Jeg tænker, at der er flere grunde til, at din dreng reagerer så voldsomt, som han gør. Og jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig:)

For det første, så er indkøring i vuggestue naturligt svært for din dreng. Det er en svær overgang pludselig at skulle væk hjemmefra i løbet af dagen. Han er primært blevet passet af dig og sine bedsteforældre, og vuggestue er en helt ny verden, som han pludselig skal vænne sig til.

Det er helt normalt, at han græder, når han bliver afleveret. Gråden kommer, både fordi selve skiftet er svært - han bliver afleveret til noget helt nyt. Han græder naturligt også, fordi han pludselig skal separeres fra sin mor og bedsteforældre. Han kender ikke pædagogerne endnu, og han kan derfor ikke finde trøst hos dem endnu. Hans tryghedsbånd er primært jer - og det tager tid, før han begynder at knytte sig til nye voksne.

Fordi bedstefar har været en vigtig omsorgsperson, så søger han ekstra meget over mod bedstefar lige nu. Det er ikke tegn på, at du ikke er god nok - det handler blot om, at din dreng instinktivt holder fast i det, som føles trygt, når verden forandrer sig - og som du selv skriver, så har bedstefar en fysisk bred og tryg favn.

Så er der naturligt også tandfrembrud - og det gør ondt, når de hjørnetænder bryder frem. Der er derfor nok ingen tvivl om, at smerter og søvnmangel lige nu forstærker hans uro, og det gør det sværere for ham at finde ro og sove godt. Det er derfor rigtig godt, at du giver ham panodil, så han ikke har ondt, når han skal sove.

Jeg tænker, at der hos jer er tale om et sammenfald af belastninger. Nye omgivelser, nye børn, nye voksne, nye regler, en helt ny hverdag - sammen med mindre søvn, afbrudt søvn og smerter fra tænderne - det bliver alt sammen for meget for ham lige nu. Og derfor reagerer han som han gør, med voldsom fysisk uro, vrede og selvskadende adfærd (slår, bider, banker sit hoved ind i væggen osv.). Jeg kan sagtens forstå, at du bliver bekymret, for det er voldsomme reaktioner - men jeg tænker, at det handler om, at hans nervesystem lige nu er overbelastet.

Små børn har ikke - som os voksne - evnen til at tale sig selv til ro eller tænke "det går nok", "jeg skal bare lige vænne mig til det nye". De mærker bare stærke følelser i kroppen. Det kan sammelignes med, når voksne er både stressede, trætte og har hovedpine. Så vil de fleste også kunne reagere med at blive korte for hovedet, græde eller blive vrede over små ting. Forskellen er bare, at når man er 15 måneder gammel, så kan man ikke sætte ord på eller finde en løsning - og det din lille dreng har brug for er, at de voksne omkring ham, hjælper ham med at berolige nervesystemet.

Det gør man blandt andet ved:

1) At skabe forudsigelighed. Din dreng vil finde ro ved det velkendte. Når han ved, hvad der sker, og hvem der er der, så falder hans nervesystem hurtigere til ro. Det betyder, at hvis du kan få det til at fungere, at det er dig, som afleverer ham i vuggestuen, så vil det være godt. Alternativt kan det naturligvis også være bedstefar, men bedstemor bør ikke også begynde her.

Det er også godt, hvis I kan skabe gentagelser, altså gøre tingene på samme måde hver dag. Det kan være den samme sætning, du siger hver morgen, og at du afleverer ham med samme rækkefølge. Ind i vuggestuen, af med overtøjet, hjemmeskoene på, aflevere i favnen på en pædagog, vinke farvel i vinduet.

Det vil her f.eks. også være rigtig godt, hvis det er muligt, at en fast pædagog tager imod ham, så han ikke bliver afleveret i favnen på en ny pædagog hver dag. Når du afleverer ham i favnen på pædagogen, så signalerer du: "nu går jeg, men xx passer på dig", og det vil hjælpe ham med gradvist at få tillid til, at pædagogen kan tage over, når mor ikke er der, og være tryg og glad for at være i vuggestuen. Og pædagogen gør så det samme hver dag, vinker farvel, beroliger og betrygger og hjælper ham i gang med alt det hyggelige og rare, som vuggestuen tilbyder.

Kortere dage vil være rigtig godt. Hvis du ikke har mulighed for at give ham kortere dage, så kan bedstefar måske hente ham. Det skal ikke være så korte dage, at han sidder og spejder mod døren, fordi han venter på at blive hentet. Det er godt, hvis han tager del i hverdagen og finder ud af, at han både skal lege, spise og sove der. Men det kan være rigtig godt, hvis han f.eks. kan blive hentet, når han har sovet sin middagslur. Så han får lidt tryghed i, at når han har sovet, så bliver han naturligt hentet igen. Det er også en rutine, som du fast kan sige til ham "jeg/bedstefar henter dig igen, når du har sovet lur".

2) At give ham kropslig kontakt. Kropslig beroligelse er vigtigt, når man vil skabe ro i nervesystemet. Når han er overstimuleret eller ked af det, så er det godt at holde ham ind til dig, give ham fysisk kontakt og nærhed. Hvis han fysisk er så stærk, at du ikke kan holde ham, så lad endelig bedstefar gøre det, da han lyder til at falde til ro hos ham. Det er guld værd.

Jeg kan godt forstå, hvis du bliver ked af det, når din dreng slår, sparker eller bider dig. Det føles naturligt som en afvisning, og det gør ondt. Husk dog på, at han ikke kan regulere sig selv, og det er derfor vigtigt, at du bevare roen og ikke skælder ud. Sæt f.eks. nogle ord på "jeg kan godt mærke, du er ked af det. Mor passer på dig" eller lignende, så han kan høre roen i din stemme.

Det er også helt okay, at du f.eks. sætter dig på afstand, men dog stadig nær. Du kan f.eks. sidde på gulvet, række dine arme ...

---

---

... ud og vise ham, at du er der, at du er tilgængelig. Nogle børn vil falde hurtigere til ro, når de får plads til at "vride sig" på gulvet og ikke føler sig fastholdt. Og hvis du er tilgængelig vil han sandsynligvis komme hen til dig og af sig selv søge din favn, når han er parat.

Nogle gange kan det også være en god idé blot at lægge en hånd på hans ben eller måske kan du få lov til at stryge ham lidt på ryggen, imens han ligger ved siden af dig - igen uden at han føler sig holdt fast, men stadig mærker din nærhed.

Nogle børn har også glæde af, at man sætter dem i barnevogn/klapvogn og triller en tur med dem - bare ikke om natten, I skal ikke begynde at skabe vaner i den retning. Men det at blive bevæget, bare sidde og kigge, kan nogle gange hjælpe og give ro.

En løsning kan også være at tilbyde ham noget at spise eller drikke. Det, at aflede ham gennem smagssansen kan også have effekt. Det samme kan rolig musik, eller måske har han en spilledåse eller lignende, som han finder ro ved.

I forhold til putning om aftenen, så vil jeg også gerne dele lidt tanker med dig:

1. Skab en roligt overgang til sengetid. Det er en god idé at sænke tempoet om aftenen. Skru ned for lys og støj. Det vil sige ingen vilde lege og ingen skærm. Gør det samme hver aften f.eks.:

Aftensmad: I spiser sammen, almindelige børnevenlige retter.
Kommer i bad (eller bliver vasket, hvis han ikke bryder sig om bad), bliver smurt med lidt creme, får lidt massage. Får nattøj på.
Tilbydes evt. et godnatmåltid. Det kan blot være en banan eller lignende.
Får børstet tænder.
Puttes med sin puttebamse/nussekanin, og du taler f.eks. lidt om dagen. Synger en godnatsang. Lægger dine hænder beroligende på ham, hvis han vil have det.

2. Giv ham smertestillende. Det vil være rigtig godt, hvis han lige nu tilbydes Panodil. Når hjørnetænderne er fremme, behøver han ikke dette mere. Lige nu vil jeg anbefale, at du giver ham panodil som stikpille, når du giver ham ble på efter badet. På den måde vil den nå at virke, når han puttes.

---

---

3. Gør altid det samme - samme seng (uddybes længere nede), samme bamse/nussekanin, sut, dyne osv. Forsøg så vidt muligt, at det er den samme voksne, som putter om aftenen lige nu. Det vil sige mor eller bedstefar - forudsigelighed er vigtigt. Hvis du skønner, at bedstefar hurtigere kan få din dreng til at falde i søvn, så lad bedstefar gøre det. Lige nu er det ikke vigtigt, om det er dig eller bedstefar, der putter, det vigtigste er, at putningen foregår stille og roligt, så din lille dreng får sin søvn, og nervesystemet falder til ro. I takt med, at han finder ro, sover bedre og gradvist vænner sig til vuggestuen og den nye hverdag, så vil du naturligt kunne putte ham.

Du må prøve at vurdere, hvordan din dreng bedst finder ro om aftenen. Mange børn finder bedst ro i deres tremmeseng. Sengen giver en tydelig afgrænsning, som hjælper til ro, fordi det ikke er muligt at løbe rundt. Så måske vil han bare lægge sig ned og finde ro ved, at du sidder ved siden af, når han skal sove.

Hvis han er meget urolig, græder, vil op igen osv. så dur denne løsning naturligvis ikke. Så kan det være bedre, at han sidder i din favn, og I begge sidder ved siden af tremmesengen. Her vil han mærke din krop, varmen fra dig, men han vil stadig se, at tremmesengen er lige dér. Det kan være en god overgang til at flytte ham over i tremmesengen, når han er blevet mere rolig og parat til at sove. Måske vil han selv begynde at pege over mod tremmesengen for at give tegn til, at han gerne vil puttes der. Nogle gange sker det dog også, at han føler skiftet fra favn og over i tremmesengen meget voldsomt og derfor græder og protesterer, så snart han mærke dette skift. Søvn er altid forbundet med adskillelse/separation. Og da han lige nu oplever separationen i dagtimerne, så vil han måske føle det ekstra svært om aftenen.

Her kan det være bedre, at du lægger dig med ham i dobbeltsengen. På den måde får han din fulde nærhed og fysiske kontakt - også når han vågner op om natten og har brug for at mærke, at du stadig er der - så er du med det samme lige ved siden af. Han skal blot sige en lyd, så ligger din hånd med det samme på ham og det kan dæmpe hans stressniveau markant. For nogle børn er dette den eneste måde, de kan falde i søvn i perioder, hvor der sker meget i deres liv.

Så.. hvis jeg skal prøve at opsummere lidt:

I vuggestuen: Sørg for at det så vidt muligt er dig, der afleverer i en periode. Aftalt med pædagogerne at én bestemt voksen tager imod din dreng hver dag. Giv ham korte dage, så han f.eks. hentes efter middagslur. Skab tryghed med genkendelighed. Og giv ham også en tryghedsting f.eks. puttebamsen med hjemmefra.

Derhjemme: Hold fast i samme rutiner hver aften. Sig de samme sætninger, syng den samme sang. Når og hvis han går i affekt (bider, sparker, slår) så bevar roen, så han kan spejle sig i din ro. Hvis han ikke vil sidde hos dig, så vær tæt på ham fysisk, giv ham plads og tilbyd ham kontakt, når han er parat. Brug evt. barnevognen til at koble fra, lyt til noget stille musik, giv ham noget at spise.

Når han skal sove, så prøv at vurdere, hvad han har behov for lige nu. Er det tremmesengen med en voksen ved siden af, eller skal han være i favn, indtil han er klar til at blive puttet - og skal han være i mors eller bedstefars favn. Eller skal han sove sammen med mor i dobbeltsengen. Det vigtigste lige nu er, at han får sovet, og at der kommer ro på hjemme hos jer, og så kan I justere på vaner hen af vejen.

Jeg håber, at du kan bruge dette lidt videre. Stort knus herfra:)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---