Svar: Nedsmeltninger og temperament

---

Kære Mor

Tak for dit brev - og fine beskrivelse af jeres datter og alle dine tanker :) Og velkommen til - jeg vil meget gerne dele lidt tanker med dig/jer:)

Det lyder som om, at I forældre gør mange gode ting - du fortæller, at I møder jeres datter med kærlighed og forståelse, I læser bøger om følelser, forsøger at italesætte disse osv. Det skal I endelig blive ved med at gøre :) Når det ikke rigtigt virker, så er det sandsynligvis, fordi jeres datter stadig kun er 3 år gammel og derfor har en hjerne, som stadig er under udvikling.

Man kan beskrive hjernen på flere måder, men i forhold til børn og i forhold til at forstå, hvad det er der sker, når man har med børn at gøre, så kan det være en god idé at se hjernen inddelt i tre dele:

1. Storhjernen - den tænkende hjerne eller den rationelle hjerne. Denne del af hjernen styrer vores evne til at tænke kreativt, planlægge, vise empati, løse problemer og forstå konsekvenser. Hos børn er denne del stadig under opbygning, og den fungerer kun godt, når der er ro og tryghed.

2. Mellemhjernen, også kaldet pattedyrhjernen eller det limbiske system. Det er følelsernes kontrolrum, og den styrer de store følelser som glæde, frygt, sorg og vrede. Det er her, behovet for kontakt og tryghed bor. Når barnet bliver overvældet - f.eks. af et farvel, en skuffelse eller træthed, så overtager mellemhjernen styringen, og følelserne kan vælte hele systemet.

3. Hjernestammen, også kaldet krybdyrhjernen. Det er vores overlevelse, den mest primitive del. Den tager over, når barnet føler sig truet eller overvældet. Her handler det kun om kamp, flugt eller frys - ikke om fornuft. Når denne del aktiveres lukker barnet nærmest ned for kontakt og fornuft. Denne del af hjernen styrer også de vigtige kropsfunktioner som f.eks. sult, fordøjelse, åndedræt, blodomløb og temperatur.

Med den alder, som jeres datter har, så er hun styret af sin mellemhjerne (pattedyrhjerne), og det betyder, at hun er i følelsernes vold - hun kan derfor blive voldsomt frustreret, ked af det, vred, og verden kan let bryde sammen for hende - især over ting, som i jeres øjne virker som bagateller.

Når det sker, så er det vigtigt, at I påvirker hendes storhjerne, fordi det er den, som styrer mellemhjernen. Og det er den, I påvirker, når I lytter til hende og møder hende med følelsesmæssig forståelse. For at få dannet forbindelserne til denne del af hjernen, så skal I derfor sætte jer ind i hendes situation og give hende idéer til, hvordan hun kan komme videre, rumme hendes følelser og frustrationer - og stille og roligt så lære hun det, som I gerne vil lære hende...

Det betyder f.eks. at:

1) I skal forholde jer roligt. Når hun bryder sammen, så er det vigtigt, at hun kan spejle sig i jeres ro. Hvis I bliver vrede, råber, skælder ud, bliver frustrerede osv. så vil hun ikke falde til ro, det vil virke modsat. Derfor skal I bruge en rolig stemme, og I skal være rolige i jeres kropssprog - også selvom det kan være svært.

I kan f.eks. sige "jeg kan godt se, at du er meget frustreret lige nu. Jeg er her, og vi finder ud af det sammen." eller "du blev så ked af, at legen skulle stoppe. Det forstår jeg godt. Jeg hjælper dig med at finde ro igen."

2) I skal anerkende hendes følelser - uden nødvendigvis at give efter. Det er ikke fordi I skal ændre på jeres regler eller grænser. Det betyder, at I steder for f.eks. at sige "du skal ikke blive så sur over det", så kan I f.eks. sige:

"Det er helt okay, at du bliver sur. Det var ikke det, du ville - og det er svært."

3) I skal være konkrete og vise hende vejen. Hjælpe hende med at komme videre ved at finde de ord, som hun måske mangler eller finde handlinger, som hjælper videre. Det kan f.eks. være ved at bruge ord som "jeg" og "vi:

"Vi kan tage den blå kop næste gang - lige nu er det den gule. Jeg hjælper dig, hvis det er svært".

4) I skal forsøge at forbygge konflikter. I kan sandsynligvis ikke undgå alle konflikter og nedsmeltninger, men I vil højst sandsynligt kunne nedsætte dem ved f.eks.:

* Giv hende få og tydelige valgmuligheder. F.eks. "vil du tage skoene på selv, eller skal jeg hjælpe".

* Undgå åbne spørgsmål, som ikke giver et reelt valg. Spørg ikke "vil du i bad nu?", hvis I har besluttet, at det er badetid. Sig i stedet "nu er det badetid, vil du have badeænderne med?".

* Hjælp hende med en fast rytme for spisning, aktiviteter og søvn. Det er vigtigt, at hun får sine måltider/mellemmåltider, så hendes blodsukker ikke svinger for meget. Det er vigtigt, at hun sover godt osv. Hvis rytmen svinger meget, vil humøret og overskuddet ofte også svinge meget.

Og så lidt forklaring og råd til jeres eksempel på dagen med legeaftalen :)

Det, I oplever, er en følelsesmæssig nedsmeltning, det er ikke dårlig opførsel, men et tegn på, at jeres datters system er helt overvældet, og hun kan ikke længere regulere sig selv. Netop fordi dagen har været intens, fuld af leg og er gået rigtig godt, så kan det, at legen stopper så brat måske føles uretfærdigt, forvirrende og gøre jeres datter oprigtigt ked af det.

Jeg kan tydeligt se i jeres beskrivelse, at I er utroligt varme, reflekterede og søde forældre, der virkelig vil jeres datter det bedste - og at I samtidig føler jer rådvilde, og det er rigtig hårdt. Det er naturligt svært at stå i en situation, hvor man føler, at ens barn "eksploderer", og intet af det man gør, ser ud til at virke...

Jeg tænker, at det er vigtigt, at I i en sådan situation forsøger at tænke, hvordan I kan "beskytte og guide jeres datter" fremfor at tænke, hvordan I kan få det til "at stoppe hurtigst muligt". Når hun slår, kaster med ting, kalder jer dumme osv. så handler det ikke om jer personligt. Det er ikke, fordi hun synes, at I er dumme, det er hele situationen, som er dum. Og hun har brug for, at I kan rumme hendes følelser og bevarer roen.

Her kan I f.eks. sige: "Det ...

---

---

... er svært at sige farvel. Jeg bliver hos dig, selvom du er vred", ligesom I også meget gerne må sige f.eks. "Det er okay at være vred, men det er ikke i orden at slå", så I stadig holder fast i jeres regler.

Hvis hun ikke kan klare fysisk kontakt og nærhed, så prøv at være i nærheden uden at presse hende til at blive holdt om. Sig f.eks. "Jeg kan se, at du har det svært. Jeg går ingen steder, jeg sidder lige her og passer på dig". Det kan være en rigtig god idé at sørge for, at I er synlige og sige f.eks. "Jeg bliver lige her i sofaen - du kan se mig", så I er til stede, ikke forsvinder, men er tilgængelige, når der er lidt mere ro på.

Når det er sagt, så kan det også nogle gange være både nødvendigt og hjælpsomt, at I forældre trækker jer lidt væk. Ikke som en straf eller som afvisning, men som en kærlig pause. Både fordi I forældre har brug for at kunne finde ro og overskud igen, og fordi jeres datter nogle gange selv har brug for ikke at føle sig presset eller kikket på, imens følelserne raser. Det handler ikke om, at I går fra hende, men om stadig at signalere tryghed og tilgængelighed.

Her kan I f.eks. sige: "Jeg kan mærke, at vi begge har brug for lidt ro lige nu. Jeg går lige ud i køkkenet og tager et glas vand. Du kan komme, når du er klar - jeg er lige der." Eller "det ser ud som om, at du gerne vil være lidt for dig selv. Det må du gerne. Jeg bliver i stuen - og du kan altid komme hen til mig."

Ved at trække jer lidt væk samtidig med, at I tilbyder hende, at hun kan søge jer, når hun er klar, så får I stoppet situationen, så den ikke bliver voldsommere. Vælger I at gå, så er det dog meget vigtigt, at hun ikke oplever det som et straf, og at I aldrig går fra hende uden at sige noget, for så vil hun naturligt føle det utrygt. Det er derfor ikke det samme som at sige f.eks. "så må du blive her, hvis du ikke kan opføre dig ordentligt", eller "jeg gider ikke høre på dig, når du taler sådan der!". Det er vigtigt, at jeres datter lærer, at følelser ikke er farlige, og at alle kan have brug for en pause, uden at det betyder at relationen brydes:)

Nogle gange kan løsning også være, at I trækker jer og vender tilbage. Her kan I bruge samme sætning "jeg kan mærke, at vi begge har brug for lidt ro. Jeg går lige ud i køkkenet og tager et glas vand. Jeg kikker ind til dig igen om lidt."

Der er også børn, som har stor glæde af, at man f.eks. indfører begrebet "pause-stund". Her kan I f.eks. sige: "Det her er sådan en pause-stund. Jeg går lige ud og rør kroppen lidt - og jeg kommer tilbage". Så lærer hun med tiden, at "pause-stund" ikke betyder afvisning, men blot er omsorg i en anden form. Man kan sige, at pausen viser, at I alle har ret til lidt ro, følelserne må gerne være der, men nogle gange er det okay med en pause, og jeres relation er ikke brudt - I har stadig kontakt, bare lidt på afstand.

---

---

Det er også vigtigt, at jeres datter ikke oplever, at hun skal gøre noget bestemt for at få jer tilbage eller for at fortjene jeres kontakt igen. Det er f.eks. hvis I siger "du kan komme ud af værelset, når du kan finde ud af at høre efter", eller "når du er klar til at sige undskyld, så kommer jeg tilbage". Sætninger som disse vil få jeres datter til at føle sig forkert, og de vil give hende en følelse af, at I kun kan lide hende, når hun er rolig og sød. Det vil lære hende, at hun må skjule sine svære følelser for jer... hvilket I naturligt ikke ønsker på sigt. Derfor er det rigtig vigtigt, at I siger og viser, at selvom hun blev vred, ked af det, frustreret, så elsker I hende stadig, og det vil aldrig ændre sig. Det er meget vigtigt ikke at bære nag, og at I viser hende, at I stadig er gode venner efter en konflikt.

I forhold til temperament, alder, fremtiden osv. så sker der udviklingsmæssigt rigtig meget i 2-5 års alderen - og man siger normalt, at 90% af hjernens udvikling sker inden for de første 5 år, og at det derfor er særligt vigtigt, hvordan vi møder og reagerer på vores børn i netop disse år. Forbindelserne mellem hjernens celler dannes og justeres dog i årtier og modningen af frontallapperne er først færdig i starten af 20'erne. Og jeres datter er jo stadig kun 3 år:)

Det er helt normalt, at børn i 2-5 års alderen har voldsomme følelsesudbrud, der kan virke helt ude af proportioner. De kan blive meget vrede, når noget ikke går, som de ønsker, og de kan kaste sig i gulvet, græde voldsomt, sparke og slå - især når de er trætte, sultne eller overstimulerede. Det er også helt normalt, at de kan afvise kontakt midt i en konflikt, og bagefter søge trøst, ligesom det er helt normalt, at børn kan have svært ved at skifte fra en aktivitet til en anden. Og så er de naturligt ofte ekstra udfordrede, når det drejer sig om f.eks. legeaftaler, eller når der f.eks. skal siges farvel.

Hvis jeres datter imellem sine udbrud trives, er nysgerrig, leger og udvikler sig alderssvarende og er rigtig fint knyttet til jer og andre voksne - og det er hun - I fortæller jo, at hun er en sød og kærlig storeøster, aktiv, glad og omsorgsfuld, og at der i børnehaven ingen problemer er - så lyder det som om, at hendes temperament er inden for det normale (som naturligt har vide rammer, temperament er også biologisk).

Mærker I derimod, at hendes temperament tager til, at hun får daglige udbrud, som varer længere og længere, at der er meget få "gode pauser" mellem konflikterne, at hun får sværere og sværere ved at finde ro, bliver mere og mere vred - og vreden virker som den mest fremtrædende følelse, så kan det være en god idé at tale med pædagogerne i institution, da de sandsynligvis så også vil opleve det der, og sammen kan I så finde ud af, hvordan I skal hjælpe jeres datter videre.

Som nævnt, så lyder det som om, at I møder jeres datter rigtig godt, men jeg håber, at mine tanker hjælper lidt videre på vej og måske giver jer lidt nye vinkler :)

Rigtig meget held og lykke herfra!

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---