Svar: Banken hovedet i gulvet i raseri og frustration

---

Kære ML

Tak for dit brev, dejligt at høre fra dig igen - og tak for den fine beskrivelse af jeres lille aktive "bjergged";)

Det lyder som om, at lillebror lige nu er rigtig godt igang med at udforske sin selvstændighed og til en vis grad også forsøger at have lidt kontrol over sine omgivelser. Samtidig er hans sprog naturligt stadig begrænset, så når han har svært ved at udtrykke sig, så reagerer han fysisk - og så bryder han sammen. Rent fysisk bryder han sammen, vrider sig, sparker, slår ud efter jer, banker hovedet i gulvet osv.

Han hjerne er umoden. Forbindelserne mellem hjernens forskellige dele fungerer ikke særlig godt, disse forbindelser er han først igang med at danne nu. Lidt firkantet sagt kan man sige, at hjernen består af 3 dele:

Den rationelle del af hjernen, som er vores storhjerne. Det er den del af hjernen, som gør, at vi kan tænke os om, lige bevare roen og overveje, hvad der vil være den rigtige løsning. Denne del af hjernen styrer kreativitet, problemløsning, selverkendelse osv.

Pattedyrhjernen, som er vores mellemhjerne. Denne del styre blandt andet vores store følelser som feks. raseri, frygt og separationsangst. Denne del af hjernen styrer også vores lyst til at udforske, lyst til at lege osv.

Reptilhjernen, krybdyrhjernen, som er den del af hjernen, der aktiverer vores vigtige kropsfunktioner. Det vil sige sult, åndedræt, blodomløb, temperatur osv. Det er også denne del af hjernen, der styrer, at vi kan bevæge os og kæmpe eller flygte, hvis vi føler os truet.

Man siger af 90% af forbindelserne mellem hjernens forskellige dele dannes de først ca. 5 år, så jeres dreng er kun lige igang :) Og det er især funktionen mellem storhjernen og mellemhjernen, som ikke fungerer optimalt endnu. Han er styret af sin mellemhjerne, sin pattedyrhjerne, og derfor reagerer han næsten "dyrisk" med at smide sig i gulvet, græde voldsomt, slå hovedet i gulvet, vride sig osv. Det er altså naturligt for hans alder og den udvikling, som han går igennem.

Når I skal hjælpe lillebror, så er det vigtigt, at I viser ham det, som I gerne vil lære ham. For på den måde skabes de vigtige forbindelse mellem storhjernen og mellemhjernen. I skal altså bruge jeres storhjerne, I skal gøre det, som han endnu ikke selv kan:)

Det er f.eks. vigtigt, at I forsøger at tage det roligt. Det er rigtig godt, at du sætter dig ved siden af ham, forsøger at berolige med nærhed, kærtegn, beroligende ord. Og ja, han må meget gerne få sin bamse og sut, hvis det hjælper ham til ro.

Du skal sikre, at han ikke kan komme til skade. Når han kan reagere så voldsomt, at han banker hovedet i gulvet, så han får buler og blå mærker, så er det ekstra vigtigt, at du forsøger at undgå dette. Det kan være at give ham en pude eller lignende, som han kan lægge hovedet på, ligesom du kan være nødt til at fjerne visse genstande, eller måske er du nødt til at bære ham væk fra det hårde gulv og hen på sofaen eller en madras.

Så skal du forsøge at finde ud af, hvad årsagen til hans reaktion er. Det kan være rigtig svært, men ofte udløses reaktionen af, at han måske får et nej eller måske forhindres i noget, som han gerne vil. Måske afbrydes i noget, som han er igang med. Hvis du ved, hvorfor hans verden bryder sammen lige der, så kan du vise ham, at du forstår det, du kan sætte de ord på, som ham mangler, så han føler sig forstået - og så vil hans anfald klinge af.

Når han har disse voldsomme anfald, så kan han ikke lytte til dig, men du skal lytte til ham, og du skal vise ham, at du forstår. At du f.eks. forstår, at det er svært, når skoene driller, ...

---

---

... eller at det er svært ikke at kunne selv, at det var dumt, at du gav ham den blå kop i stedet for den røde, at han gerne villle have haft æblet helt, og du skar de ud i både, at det er ærgerligt, at legen skal slutte nu osv.

Denne form for anfald kaldes fortvivlelsesanfald, og når han har disse anfald, så kører hormonerne rundt i kroppen på ham. Et af hormonerne er adrenalin, der er vores "kamp- eller stresshormon", og når jeres dreng bliver frustreret og ked af det, så udsendes der adrenalin i hans blodbane. Det kan du mærke ved, at hans muskelmasse f.eks. øges. Han bliver stærkere, fysisk sværere at holde. Du vil også kunne se, at hans pupiller trækker sig sammen, hans puls og blodtryk vil stige, og han vil tydeligt være i oprør.

Adrenalin virker som ild, hvis man puster til det, blusser det op, hvis man lader det være, så går det stille og roligt ud. Derfor er det vigtigt, at I med jeres ro og forståelse forsøger at få jeres dreng rolig, så han begynder at slappe af i kroppen:)

Det er derfor rigtig godt, at du f.eks. sætter dig ved siden af ham og med din nærhed, din stemme, dine kærtegn, din ro og forståelse forsøger at få ham rolig. Måske kan du ikke få lov til at røre ham med det samme, men ved at være der, vise ham, at du har styr på det, selvom alt er kaos for ham, ved at invitere ham over i din favn, så hjælper du ham, og stille og roligt vil han være klar til at kravle op på dit skød og få et kram. Og I kan komme videre:) Netop fysisk kontakt er vigtigt. Når han mærker dine arme om sig, når han mærker din varme og din ro, så udløses hormonet oxytocin, som virker beroligende, og han vil naturligt begynde at kunne slappe af.

Nogle gange virker afledning. Måske kan du hente en bog eller noget andet interessant, som han nyder. Så han lidt glemmer det, som han er brudt sammen over og hjælpes videre. Nogle gange er det godt at sige "blev du bare så ked af, at mor gav dig en banan, det var også dumt", "se her skat, skal vi ikke læse en historie, kom og sid hos mig, så læser vi den her bog" eller lignende. Så han på den måde føler sig forstået, men også hjælpes videre.

---

---

Rutiner er også vigtigt. Du nævner selv, at det især sker, hvis han er træt, og det er helt normalt - når vi er trætte, skal der ikke så meget til, "før filmen knækker", overskuddet er naturligt mindre, når vi er trætte. Så faste rutiner og en fast rytme er vigtigt. Det gælder både i forhold til sovetider og måltider.

En fast rytme kan være med til at stabilisere hans hormonproduktion, det kan give bedre søvn, og så er rutiner og ritualer med til at skabe genkendelighed og dermed tryghed. Og det giver ro at vide, hvad der skal ske, hvornår og hvordan:) Derudover kan de faste måltider være med til at stabilisere hans blodsukker, hvilket også er vigtigt i forhold til overskud og humør:)

Med hensyn til sut og bamse, så er det ikke vigtigt, om disse afleveres i sengen før eller efter morgenmad, det kommer helt an på, hvad der giver jer de roligste og bedste morgener. Hvis han har brug for at have sut og bamse med hen til spisebordet, når han skal have morgenmad, så tænker jeg, at det er okay. Han kan naturligt ikke spise med sut i munden - men her kan man så lægge den i en lille skål eller lignende, og så har den sin plads der, indtil den skal bruges:)

Hvis han har det fint med at lade sut og bamse blive i sin seng, så er det naturligvis også helt okay. Det vigtigste, tænker jeg, er, at I har rolige morgener og kommer hjemmefra på en god måde, så dagen starter godt:)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---