Svar: For meget søvn - 7 mdr.
Kære Kristine
Tak for dit brev og velkommen hjem til Danmark, det lyder dejligt med juleferie her - jeg kan forestille mig, at familien er rigtig glade for, at I er her:)
Det gennemsnitlige søvnbehov er 14-14.5 times søvn i døgnet, for en pige på 7 måneder, og de fleste børn trives rigtig godt med en rytme, hvor de sover 2-3 lure dagligt og en længere nattesøvnen. Dagssøvnen udgør ofte ca. 3-4 timer samlet og nattesøvnen 10-11 timer.
Du fortæller, at jeres datter er begyndt at kunne sove en lidt længere middagslur på et par timer, og det lyder super godt. Det kunne godt lyde som om, at hun måske er ved at ændre rytme og derfor vil trives med f.eks. 3 lure dagligt, hvor de ene lur så er en længere lur. Det lyder super fint og helt alderssvarende, hvis det kan være på denne måde.
Du fortæller, at hun vågner kl. 07, men ofte er træt en time senere, så jeg går ud fra, at I putter hende igen omkring kl 8, og her sover hun så ½ times tid. Som jeg læser dit brev, så sover hun så endnu en lur omkring kl. 11, som også er en kort lur, og så sover hun et længere søvnstræk kl. 14-16 og kommer så i seng kl 19. Først på dagen kan hun ikke være vågen så længe af gangen, men om eftermiddagen er hun ofte vågen, til hun puttes kl., 19, og det er helt fint.
Det kan også være, at hendes rytme stille og roligt kan blive sådan, at hun generelt sover lidt senere, så hendes nuværende morgenlur bliver til en formiddagslur, middagsluren vil så ligge lidt tidligere end den gør lige nu, og så vil hun have behov for en 3. lur om eftermiddagen, så dagen ikke bliver for lang for hende - dette kunne derfor også være noget, som I kunne arbejde på. Jeg vil sende dig en dagsplan længere nede, som er et forslag til, hvordan en sådan rytme kunne se ud og dermed et forslag til, hvad I kan arbejde videre med:)
Du skriver, at du er i tvivl om, hvad du kan give hende at spise, og hun må få stort set alt nu. Så det er rigtig godt, hvis I kan tage udgangspunkt i den mad, som I andre spiser. Hun bør få 4 skemåltider dagligt - 2 x grød og 2 x grøntsagsmos. Derudover også frugtmos, ligesom hun bør få kød og fisk i sin grøntsagsmos og også skal tilbydes mad i hånden, som hun selv kan sidde med og gumle på. Det kan være agurk og brød, som du prøver med nu, det kan også være kogte broccoli- og blomkålsbuketter, en kartoffelbåd fra ovnen osv.
Hun må gerne få både flæskesteg og andesteg/andebryst kørt igennem en persillehakker eller på anden måde hakket meget fint, sammen med f.eks. kartofler og smørsovs - hun må også gerne få brunede kartofler, rødkål og lignende... Brug meget gerne jeres mad som udgangspunkt :)
Mit forslag til en dagsplan ser således ud:
Tidlig morgen 4/05: Flaske og sover videre indtil kl. ca. 07, hvor hun vågner og dagen begynder
Morgen 7.30: Havregrød, vand af kop.
Formiddag 8.30: Frugtmos, frisk blød frugt i hånden, vand af kop.
Puttes til dagens første lur - prøv om I kan trække tiden lidt, så hun puttes lidt i 9 i stedet for kl. 08... Prøv om I kan rykke tidspunktet lidt dag for dag. Sover her måske som nu 30-40 minutter og det er fint.
Frokost 11: Grøntsagsmos med kød eller fisk, suppleres med brødskorper, agurk eller lignende i hånden, vand af kop.
Flaske og puttes til middagslur - måske kl 12 - så hun her sover f.eks. fra ca. 12-14 (i stedet for fra 14-16 ...
... som nu - fordi hun kun sover en lur om formiddagen i stedet for to)
Eftermiddag 15: Flerkornsgrød med frugtmos som topping, frisk blød frugt i hånden, vand af kop.
Puttes til dagens 3. lur, måske omkring kl 16.30, igen en kort lur på måske 30-40 minutter...
Aften 17.30-18: Udgangspunktet er familiemaden, kød, fisk, kartofler, grøntsager, pasta, bulgur, ris.. vand af kop.
Flaske og puttes til natten, måske ca. 19.30-20.. det kommer an på, hvornår hun er stået op af dagens 3. lur
Sen aften 22-23: Drømmeflaske og sover herefter til næste morgen tidlig, hvor hun tilbydes flaske igen.
Hvis hun begynder at sove 2 timer midt på dagen og sover ½ time formiddag og eftermiddag, så hun samlet sover ca. 3 timer om dagen, så vil hendes nattesøvn skulle vare ca. 11-11.5 timer - f.eks. fra kl 19.30-20 til 07... Sover hun lidt mere om dagen, så vil hendes nattesøvn naturligt være lidt kortere, og modsat, sover hun mindre om dagen, så vil nattesøvnen være lidt længere. Og når dette er sagt, så er der naturligt tale om et gennemsnit, så nogle børn sover lidt mere og andre lidt mindre, så måske passer jeres datter og hendes rytme helt fint - og samlet får hun sit behov fint dækket :)
I skal derfor ikke ændre noget, hvis I oplever, at det faktisk fungerer godt for jer, som det er nu, og din tvivl går på, om hun sover nok. Hun lyder umiddelbart til at sove det, hun har behov for - ikke for meget og ikke for lidt. Men ønsker du at ændre lidt på hendes rytme, i håb om at hun kan sove lidt længere og så lidt færre lure, så er det også helt okay at forsøge dette - og jeg håber at mit forslag til dagsplan giver lidt idé om, hvordan det kan skrues sammen :)
Jeg kan godt forstå, at du synes, det er grænseoverskridende med mad i hånden, og det er også vigtigt, at du altid har hende under opsyn, når hun sidder med noget selv. Især hvis hun har fået tænder, så kan hun let få bidt et stykke af - men hun kan også, selvom hun ikke har tænder endnu.
Det er vigtigt, at det du giver hende er bløde fødevarer. Det kan f.eks. være en appelsinbåd, som hun kan sidde og sutte saften ud af, du må også gerne give hende en lille smule hindbær, lidt kiwi eller lignende direkte ind i munden... Det kan også være godt kogte grøntsager eller grøntsager bagt i ovnen. Det kan også være ristede rugbrødsbjælker, en tvebak eller lignende. Hun må ikke få hårde ting, der knækker meget let og heller ikke noget med skræl, som kan sætte sig fast i halsen. Hun bør f.eks. ikke få rå æblebåde eller gulerod, ligesom tomat med skræl heller ikke fungerer. Vindruer bør skæres i kvarte og skrællen fjernes, hvis du gerne vil give hende det.
Du kan også købe en frugtfeeder, babyfeeder - som er en lille beholder, hvori du kan komme kogte grøntsager eller frugt, og så kan hun sidde og sutte og gnaske igennem beholderen. Det giver naturligt ikke samme træning, som at sidde med maden direkte, men det kan bruges en gang imellem, og det er bedre, end at hun ikke får lov:)
Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre - og jeg vil anbefale dig meget at købe et par af mine bøger, nu hvor du er i Danmark. Det kunne f.eks. være "Helens bog om Børn & Mad" (2021) og "Helens bog om Børn & Søvn" (2022). Vær opmærksom på at få fat nyeste udgaver.
Rigtig glædelig jul til jeres lille familie - og fortsat god juleferie :)
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Hvordan skifter man ble med Olívy baby care?
En nem guide, som gør bleskift til en god oplevelse for dig og din baby
Som forælder ved du, hvor sart og fin dit barns hud er. Babyhuden er særligt sensitiv i bleområdet, hvor den samtidig er udsat for affaldsstoffer fra urin og afføring samt varme, fugt og friktion fra bleen. Det ...
Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om sovevaner:
17. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.
Hej Helen Kan man gøre noget ved hvornår ens lille baby sover? Vores...
13. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.
Hej Helen Vi har vores lille dreng på 2 uger og vores store dreng på snart...
5. september 2026 | Sovevaner | 7 mdr.
Hej Helen, Jeg har en dejlig, glad og social pige på 7 mdr. der trives godt....
5. september 2026 | Sovevaner | 0 mdr.
Kære Helen. Så blev vores familie udvidet fra 3 til 4. Lillebror som i dag...
3. september 2026 | Sovevaner | 14 mdr.
Morgenamning forstyrrer søvnen
Hej Helen. Vi har en sund, glad og rask dreng (V) på meget snart 14 mdr....
Viden om børn:
Vådservietter baby
Mange familier synes, det er praktisk at bruge vådservietter, når barnet f.eks. skal skiftes eller lige skal have tørret sine fingre.
Vådservietter kan dog indeholde parfume og miljøbelastende stoffer, som kan give dit barn allergi. Undgå derfor vådservietter med parfume- eller aromastoffer i indholdsdeklarationen.
Gå efter vådservietter, der er svanemærket med Svanemærket, eller med Astma Allergi Danmarks Blå Krans eller Allergy Certified.
Overvej også, om...
Navn - navngivning
Alle børn skal have et navn - mindst et fornavn og et efternavn. Og dit barn skal have sit navn, før det fylder 6 måneder. I kan give jeres barn et navn på to måder: Enten ved dåb i folkekirken eller ved at ansøge om navngivning via Borger.dk.
Der er i princippet ikke nogen begrænsninger på antallet af fornavne, som du må kalde dit barn. Men der er regler for, hvilke navne du kan give dit barn. Som hovedregel må du ikke vælge et navn, der kan være til ulempe for dit barn.
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen & Co.
Jeg har gjort det før, og det kan måske virke af for meget, at jeg nu gør det igen, men synes endnu engang, at jeg vil sende en tak til dig Helen og hvem end der ellers sidder bag hjemmesiden.
Nu med datter nr. to og efter syv ugers bekendskab med nyeste arving, finder jeg mig selv en lørdag aften helt i panik over, om vi da bare slet ikke kan finde ud af at have en baby. Og wupti på fem minutter har jeg fundet flere lign tilfælde af frustrerede mødre, der beskriver scenarier, der minder om det jeg sidder i. Med et bliver min situation helt "normal" og efterfølgende kan jeg med stor ro læse dine konstruktive svar, som jeg endnu engang finder både kompetente, letforståelige og direkte anvendliege (nu håber jeg også baby-pigen gør det;) )
Så igen stor ros herfra - det er en super hjemmeside!
Med lidt mere ro i mor-sindet sendes en stor TAK herfra.











