Svar: Blandede følelser over barn nr 2
Kære Mor
Tak for dit brev og dine åbne og ærlige tanker :)
Først - stort tillykke med at du venter dig igen. Det er rigtig dejligt, at I skal have barn nummer to. Du er sidst i 30erne, du har ønsket dig flere børn og har presset på for, at I skulle have et barn mere, og nu er der en lille ny på vej. Det er dejligt, selvom det naturligt giver dig bekymringer, og en lille ny er det, du umiddelbart gerne have ville:)
Det er okay, at du ikke går rundt og er glad hele tiden. Det er hårdt at være gravid, og det er hos jer særligt hårdt, fordi du har en baby, som du skal tage dig af. Jeres dreng er jo kun 10 måneder gammel og har naturligt rigtig meget brug for dig hele tiden. Han er lige nu i separationsfasen, og klynger sig måske derfor ekstra meget til dig - og det kan være svært helt at overskue, hvordan der så skal være plads til en baby mere...
Der sker dog rigtig meget med jeres dreng i løbet af de næste 7 måneder, og det lyder rigtig fint med vuggestuestart ved 15 måneders alderen. Til den tid kan han sandsynligvis gå fint rundt omkring, han vil også kunne begynde at give mere direkte udtryk for sine behov, og I vil kunne kommunikere mere med både ord og fagter, end I kan lige nu. Stadig vil han dog være en lille dreng, og jeres børn bliver det, man kalder pseudotvillinger, det vil sige børn født med under 18 måneder imellem sig.
Pseudotvillinger er hårdt arbejde - det kræver meget have have to børn, der begge skal hjælpes med stort set alt. Du fortæller dog, at din kæreste er klar, og selvom han synes, det er lidt tidligt at få nummer to, så synes han, det er rigtig dejligt, og han har en holdning om, at det skal I nok klare. Det er jo rigtig godt, for I er der til at hjælpe hinanden og kan naturligt støtte hinanden, og du skriver, at han netop er en god støtte.
Så ja, du har naturligt ret i, at det er hårdt, men I forældre er der for hinanden, og der er også fordele ved at have børn tæt på hinanden aldersmæssigt. Jeg kan fornemme på dit brev, at du er meget bekymret for, at det vil gå ud over storebror og den opmærksomhed, som du giver ham og naturligt føler, at han har behov for. Men her kan det faktisk være en fordel, at han er knap halvandet år og ikke 2.5 år, når den lille ny kommer. Fordi han ikke er ældre, så kan du ikke bare sige "nu må du lige vente lidt!", eller "nu må du selv lige selv tage sko på!". Du/I er nødt til at hjælpe ham. Var han ældre ville han måske blive bedt om at klare flere ting selv, men når han kun er 17 måneder, så skal I stadig være der for ham, hvilket I naturligt vil være:)
Du har også ret i at børnene får mere og mere glæde af hinanden, jo ældre de bliver. De vil naturligt kunne lege mere og mere sammen, og det, at de i mange situationer aldersmæssigt følges mere ad, giver jer mulighed for at lave mange ting som familie. I kan gå til forskellige aktiviteter sammen, tage på ture, rejse sammen, spille spil osv. I en periode vil de måske også kunne følges i den samme institution og på den måde være en naturligt del af hinandens hverdag. Og ja, du må gerne tænke lidt logistisk på det hele, for der er naturligt også fordele her:)
Jeg tænker også, at det, at du er på barsel, når storebror starter i vuggestue, vil være en kæmpe fordel. Det vil gøre, at han kan få lidt kortere dage - du kan aflevere lidt senere, hente lidt tidligere, nogle dage give ham en fridag i løbet af ugen - fordi du netop er hjemme og har tiden og muligheden for det. Du vil dog sandsynligvis også opleve en glæde ved at aflevere ham, for han vil naturligt have glæde af at lege med andre børn, have glæde ved at komme ud og få en masse nye oplevelser, og du kan bruge tiden hjemme på at skabe kontakt og nærhed med den lille ny. Det kan blive en rigtig fin ting for jer alle sammen, og du behøver således ikke have dårlig samvittighed, ...
... men kan glæde dig over, at I netop har de muligheder:)
Med hensyn til at du havde en svær start, da I fik jeres dreng, og du måske havde en efterfødselsreaktion, så er dette naturligt noget, som du skal være ekstra opmærksom på. Hos nogle kvinder opstår fødselsdepression allerede i graviditeten, og nogle steder tilbyder man faktisk screening for fødselsdepression ved graviditetsundersøgelserne, så man kan starte hurtigere behandling. Hvis du såedes begynder at have sværere ved at sove, føler konstant tristhed, mangler energi, bekymrer dig rigtig meget, måske begynder at føle, at du ikke er en god mor osv. så er det vigtigt, at du taler med din læge eller jordemoder om det.
Det kan være forbundet med følelse af skyld og skam, når man har det svært både som gravid og som mor, men det er vigtigt, at du er åben omkring, hvordan du har det, og at du får hjælp, hvis det viser sig nødvendigt:)
Du skriver, at du har det svært med at være gravid, fordi I har mange venner og bekendte, som har svært ved at få børn - og det forstår jeg godt. Du må dog gerne glæde dig, selvom jeres venner f.eks. er i fertilitetsbehandling, det skal ikke tage glæden fra dig. Men det er naturligt vigtigt også at tage de hensyn, som er nødvendige, når I er sammen. Jeg tænker, at det er vigtigt, at du er ærlig, og jeg tænker, at det faktisk kan være en god idé at sætte ord på, at du synes det er svært at tale om graviditeten, når de nu gerne vil have et barn, men det ikke lykkes. Du kan også spørge dem, hvordan de har det med, at du er gravid, og om de helst ikke vil tale om det, så I finder en fælles måde at komme omkring det på. På den måde viser du også dem hensyn og forståelse.
Du spørger, om du er den eneste, som har det sådan - og nej, det er du bestemt ikke! At være gravid er en overgangsperiode i livet, som fører rigtig mange ændringer med sig, og der er mange bekymringer og spørgsmål, som melder dig. Da du har været gravid før, så ved du mere om, hvad du går ind til, og det kan være rigtig godt, men naturligt også give ekstra bekymringer...
Det lyder umiddelbart som om, at du glæder dig til at blive mor - du skriver i hvert fald, at du er helt sikker på, at du vil glædes over det nye barn, når først det er der - og det er jo super dejligt. Men du kan næsten ikke overskue den udvikling, som både du og dit barn skal igennem, og du bliver lidt stresset over det hele og bekymrer dig over, hvordan du skal klare hverdagen med et lille nyt barn, og samtidig tage dig af jeres dreng. Måske er du også bekymret for, om du vil have overskud til to børn, måske bekymrer du dig om, hvorvidt du kan elske et barn mere lige så højt, som du elsker jeres dreng. Jeg er dog ikke i tvivl om, at du vil have kærlighed nok til dem begge:) Dine tanker og bekymringer er dog helt normale og noget rigtig mange gravide vil kunne nikke genkendende til.
Du skriver, at du ikke har lyst til at tale med nogen om det ud over din kæreste, og det er super godt, at du taler med ham. Det er vigtigt, at du deler dine tanker og følelser med ham, fordi han så bedre vil kunne forstå dig og dine reaktioner og også vil kunne støtte dig bedre. Det er også rigtig godt, at du har skrevet til mig, for det kan også være en hjælp at sætte ord på og skrive det ned. Og så skal du som sagt også dele det med din læge eller jordmoder, hvis du oplever, at du generelt går rundt og er meget trist og bekymret i hverdagen. Du skal ikke gå og føle dig forkert, for du er ikke forkert. De følelser og bekymringer du har, vil rigtig mange gravide have. Du skal ikke føle skam over, at du bekymrer dig eller har mange blandede følelser omkring det hele. Men bliv ved med at tale om det:)
Håber du kan bruge mine tanker lidt videre, og sender dig et kæmpe knus med på vejen:)
Jeg glæder mig til at følge jeres lille familie fortsat!
Med venlig hilsen
Helen Lyng Hansen
sundhedsplejerske
Annoncer
Sponsorerede artikler
Få det perfekte, glødende og sunde look med Skøn Skincare
Hvis du ønsker at nyde velvære og luksus uden parfume, er der heldigvis mange lækre produkter, der kan give dig denne oplevelse. Gravide, småbørnsforældre og personer med parfumeallergi har ofte problemer med at finde produkter, der giver velvære og luksus uden parfume. Her introduceres SKØN ...
Viden om børn:
Natamning
Mælkeproduktionen sker også om natten, og i den første tid efter fødslen er det en rigtig god idé at amme om natten. Faktisk er natamning med til at holde din mælkeproduktion igang, fordi du om natten producerer mere af det mælkestimulerende hormon.
De fleste børn vil i de første måneder have behov for amning om natten, og det er først efter 6 mdr.s alderen, at de fleste børn ernæringsmæssigt ikke længere behøver mælk midt nat. I 6 mdr.s alderen vil barnet kunne spise skemad om...
Fennikel, Fennikelte og børn
Fra 6 mdr´s alderen må dit barn få stort set alle slags grøntsager. Du bør dog være opmærksom på bl.a. fennikel, som indeholder nitrat, og som derfor ikke bør udgøre mere end 1/10 af portionen. Alternativt bør det kun gives med 14 dages mellemrum.
Nitrat omdannes let til nitrit. Nitrit i stor mængde giver opkastninger og blåfavning af huden, fordi det reagerer med blodets hæmoglobin, så det ikke kan binde sig og transportere ilt rundt i kroppen.
Det anbefales...
Svartidsbarometer
Gratis nyhedsbrev
med nye præmier hver måned
Din e-mail adresse bliver hos os. Nyhedsbrevet udsendes ca. 1 gang om ugen. Læs mere.
Det siger medlemmerne ...
Hej Helen.
Jeg er meget imponeret over din indsats og dit engagement på netsundhedsplejerske.dk. Du formår at være omsorgsfuld og nærværende på skrift og du er utrolig tålmodig i dine svar til alle slags bekymrede mødre. Du udviser stor viden, erfaring og faglighed samtidig med, du respekterer den enkelte familie og moderens unikke viden om eget barn.
Dine fremragende svar bærer tydeligt præg af dit anerkendende børnesyn med fokus på det lille, kompetente barn. Jeg har haft stor glæde af dine mange svar. Tak for hjælpen!
Venlig Hilsen Mira
P.S. Tak for bogen "Du bliver en skøn mor". Jeg føler mig som en skøn mor når jeg læser i den...!




