Svar: Græder over alt

---

Kære mor

Tak for dit brev og fine beskrivelse af din datter og hendes ændrede adfærd - og velkommen tilbage, dejligt at høre fra dig igen:)

Jeg vil naturligvis gerne dele lidt tanker med dig, og som jeg ser det, så er der lidt forskellige ting, som kan spille ind.

Når børn pludselig ændrer adfærd, bliver mere pylrede, grædende, tydeligt mangler overskud og lignende, så skal man altid overveje, om de kan have ondt. Det kan være smerter fra ørerne, mave, blærebetændelse, tandfrembrud, generel utilpashed med kvalme og lignende. Og hvis du mistænker, at jeres datter måske ikke er helt rask eller at der kan være sygdom på vej, så skal du naturligt få hende tjekket igennem af jeres læge.

Det næste man kan overveje er hendes indtag af mad og hendes døgnrytme. Måltiderne - hvad hun spiser, hvor meget og hvornår på døgnet vil påvirke hendes humør. Sunde måltider, små og hyppige måltider, er med til at holde blodsukkeret stabilt. Hvis hendes blodsukker er lavt eller bevæger sig meget op og ned, så vil hun få svært ved at koncentrere sig, hendes humør vil svinge, og hun kan blive blive rigtigt ked af det, sur, verden bryder lettere sammen osv., ligesom hun også kan blive overgearet og virke hyperaktiv.

Det samme gælder søvn. Det er vigtigt, at hun sover en god lang lur midt på dagen, og at hun også får en sammenhængende nattesøvn. Søvn har også betydning for hendes humør og overskud, så på den måde spiller hendes dagsrytme også ind.

Når dette så er sagt, så lyder det dog som om, at din datter måske er begyndt at få det man kalder fortvivlelsesanfald. Disse ses især hos børn i 1-3 års alderen, og de opstår ofte, når der er noget, hun gerne vil, men som I ikke vil. Det kan være situationer, hvor hun f.eks. skal vaskes, have børstet tænder, have tøj af eller på, have skiftet sin ble... det kan også være situationer, hvor du f.eks. giver hende en pære, og hun ville hellere have haft en banan, eller verden bryder sammen, fordi maden falder af hendes ske, eller fordi du serverer vand af en kop, og hun ville have det af et glas...

Fortvivlelsesanfald opstår, når verden går hende lidt imod, når noget opleves svært for hende. De opstår, fordi hun mangler ord, og fordi hun stadig er en lille pige med en umoden hjerne. Hun har endnu ikke dannet de forbindelser i hjernen, der skal sætte hende i stand til at bevare roen og overblikket. Så når verden går hende imod, når noget er svært, så bryder hun sammen. Det vil ofte ske over ting, der i dine øjne virker som bagateller, men for hende betyder det rigtig meget.

Når hun har anfald af fortvivelse, så vil hun ofte rent fysisk kollapse. Hun vil græde voldsomt, smide sig på gulvet, vride sig og sparke. Hun vil ikke kunne lytte til dig og vil ikke kunne sætte ord på sine følelser. Derfor er det vigtigt, at du f.eks. ikke kræver, at hun "skal høre efter" eller kræver, at hun skal "forstå, hvorfor du ...

---

---

... siger nej", for det kan hun ikke. I stedet er det godt, hvis du kan lytte til hende og vise hende foreståelse, vise hende, at du godt ved, at noget er svært, at du forstår, hvad det er hun vil eller ikke vil, at du forstår, hvorfor hun bliver ked af det, frustreret og fortvivlet, og at du gerne vil hjælpe hende.

Det er rigtig godt, hvis du kan sætte ord på de følelser, som du fornemmer, at hun har: ”Sååå skat, bliver du bare så ked af det, sååå”, eller ”det er også dumt, at skoene driller!” eller "du gider bare ikke have skiftet bleen, jeg skynder mig, så er det snart overstået". Jo mere hun føler sig lyttet til og forstået, jo mere vil hun falde til ro.

Det er også en god idé at give hende fysisk kontakt og nærhed. Tage hende på skødet, holde om hende, så hun mærker jer tæt på. Når I gør dette, så dannes og udskilles hormonet oxytocin, som får hende til at slappe af og falde til ro. Dette hormon kaldes også kærlighedshormonet.

Afledning er også altid godt i denne alder. Prøv om du kan få hende til at blive opmærksom på andre ting - en bog, legetøj, eller prøv om du kan lave lidt sjov og fjolle lidt. Med humor og fjol kan man nå langt :) Når I afleder hende, så stimuleres stoffet dopamin, som reducerer mængden af stresshormoner og som gør, at ting begynder at virke meningsfulde.

---

---

Inddragelse er også altid godt. Så hvis det f.eks. giver problemer med bleskift, så lad hende selv finde bleen frem, selv løfte numsen, når bleen skal under hende, lad hende holde en cremetube imens osv. På samme måde er det godt, hvis I lader hende selv finde skoene frem, lader hende selv klatre op på sin højstol, selv hjælpe med tøjet og I taler med hende om hendes forskellige kropsdele, imens hun bliver klædt på.

Det er også en god idé at undgå for mange valg. Prøv at undgå spørgsmål som ”vil du have æble, pære eller banan?”. Hun vil vælge lystbetonet og impulsivt og kan derfor skifte mening og bryde sammen kort tid efter. Derfor er det bedre, at du bare giver hende en tallerken med lidt forskelligt på, og så kan hun spise, det hun vil, og i den rækkefølge hun vil.

Det er også en god idé ikke at stille spørgsmål, som I allerede har besluttet svaret på. Det kan være spørgsmål som "skal du have skiftet din ble?", "vil du i bad nu?", "vil du have jakken på?".. Hvis du har besluttet at bleen skal skiftes, at hun skal i bad eller at jakken skal på, så lad være med at spørge, for hun vil ofte svare nej - og hvis I så tager hende og går imod hendes nej og dermed overhører det svar, hun giver jer, så vil hendes tendens til at bryde sammen naturligt blive større :)

Jeg håber, at du kan bruge disse tanker lidt videre, og jeg vil også anbefale jer at læse min bog "Helens bog om Børn & Opdragelse - tydelige voksne giver trygge børn". Her kan I læse meget mere om hvordan I kan møde hende, om fortvivlelsesanfald, trods osv.

Rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om udvikling:

---

---

---

Viden om børn:

---