Svar: Giver let op, og vil ikke sige farvel

---

Kære mor

Tak for dit brev og hvor dejligt at høre, at jeres dreng nu er startet i førskole, og at han lyder til at trives med sin skolestart. Det er rigtig godt :)

Du fortæller, at jeres dreng har tendens til at opgive lidt på forhånd, og jeg vil naturligvis meget gerne dele lidt tanker med dig. Det kan godt være svært at starte i skole, det giver nye og spændende udfordringer - men det er også svært. Jeres dreng oplever naturligt, at nogle af børnene kan noget, som han måske ikke kan. Han oplever også, at der stilles nye krav og nye regler. Der er meget, som han skal lære og det er for mange børn svært at opleve, at der er meget, som de ikke kan, meget som de endnu ikke mestrer.

Og nogle børn er bange for at fejle, de er bange for at man skal grine af dem eller bange for at gøre noget forkert, måske få skæld ud eller blot bange for at miste ansigt, hvis noget ikke lykkes. Og det er vigtigt, at I holder øje med, hvordan jeres dreng generelt omtaler sig selv, og de ting han gør og kan. Det kan f.eks. være, at han siger "min tegning er grim, den skal smides ud" eller "jeg ser grim ud". Måske omtaler han ting, som værende dårlig f.eks. "jeg var så dårlig til at spille bold i dag, det gik helt vildt dårligt". Det kan også være, at han finder på undskyldninger for ikke at gå igang med en opgave, fordi han er helt overbevist om, at han ikke vil kunne finde ud af det. Måske vil han have jeres vurdering igen og igen, for at være sikker på, at han gør det rigtige...

Der behøver ikke være noget i vejen med at ville gøre alt rigtigt, men hvis det er et gentagende mønster, og hvis det sker på en måde, hvor han får ondt i maven af det, stiller urealistiske høje krav til sig selv og begynder at forstærke sin selvkritik mere og mere, så er det ikke godt, for så vil det på sigt være ødelæggende for hans selvværdsfølelse. Derfor er det rigtig godt, at du er opmærksom, som det jo lyder som om, at du er:)

Du skriver, at "han bliver ked af det og sur, hvis han ikke kan finde ud af noget" og jeg tænker, at det er rigtig vigtigt, at I taler med ham om, at det er okay at begå fejl, og at der faktisk er værdi i nogle gange at skulle noget, som er svært. Udfordringer er gode, fordi vi lærer rigtig meget af at blive udfordret, og I kan f.eks. fortælle ham om, da han var lille og bare kunne ligge ned, trille rundt, men endnu ikke kunne kravle og gå. Det var også super svært at lære, og han blev tit rigtig frustreret og ked af det. Han gav dog ikke op og pludselig lykkes det at kravle og senere rejses sig at gå. Det var faktisk super godt, at han ikke gav op, og at han nogle gange begik fejl og kravlede baglæns i stedet for fremad - tænk, hvis han ikke havde gjort det, så ville han måske stadig kravle rundt nu;) På samme måde kan I give eksempler på, hvordan han har lært at cykle, gribe en bold, binde sine sko osv. osv.

Sæt ord på, at ingen af jer kan noget, første gang I prøver, og at det er helt naturligt, at man skal prøve mange gange, før noget kan lykkes. Brug situationer i hverdagen, hvor I måske gør noget for første gang - måske er det første gang, at du skal dele en hel kylling, filtere en fisk, følge en ny opskrift, prøve at lave et fuglehus, save et bræt over, bore med en boremaskine, lappe en cykel, eller hvad det nu kunne ...

---

---

... være.

Sæt ord på, hvis I selv kommer til at lave en fejl. De kan være en rød sok i vaskemaskinen, som farver alt tøjet rødt. Det er ærgerligt, men det får dig jo ikke til at holde op med at vaske tøj...

Fortæl ham, at det ville være kedeligt, hvis I bare med det samme kunne alt, for hvad skulle I så lære. Måske har I selv lært noget, som er vigtigt for jer at kunne, og som giver jer glæde i hverdagen - men som har taget lang tid at lære. Sæt ord på, at tingene heller ikke altid er lette for jer, men at I synes det er sjovt at kunne det nu.

Sæt også ord på, at selvom han begår fejl, så er han blevet klogere til næste gang, når han står i en lignende situation. Spørg ind til, hvad han har gjort, hvordan han har reageret, og ros ham for at forsøge og for det han gør - også selvom det ikke altid lykkes med det samme.

Og med hensyn til at lære at hilse - sige godmorgen og goddag - så tænker jeg, at det er rigtig vigtigt, at I her gør det sammen med ham. Det er vigtigt, at I ikke presser ham unødigt, men giver ham den støtte, som han har behov for - og viser ham hvordan.

---

---

Du fortæller, at pædagogen i SFO har pointeret det med at sige farvel, og hvor vigtigt det er, og det er naturligt en god idé at tale med jeres dreng omkring dette. At det f.eks. er vigtigt at sige farvel, så pædagogerne ved, at børnene er gået hjem.

MEN det betyder ikke, at han skal presses til at sige farvel, I kan sagtens gå med ham. Når I henter ham, så kan I sige "kom vi skal lige huske at sige farvel, før vi går" og så går I sammen hen og siger farvel. Og det er jer, der siger farvel. I kan f.eks. sige "så siger X tak for i dag", kikke på jeres dreng, nikke til ham og inddrage ham. Og pædagogen kan sige "tak for i dag, X og farvel, vi ses i morgen", og du eller din dreng kan svare "Ja, vi ses i morgen". Så han er med til at sige farvel, men han bliver ikke presset til selv at sige det, i stedet vil han igen og igen opleve, hvordan det foregår og gradvist blive tryg ved selv at gøre det.

Det er vigtigt, at I taler om, hvorfor det er vigtigt, og at han ikke føler, at han bare skal gøre det, fordi du siger det. Han har naturligt en alder, hvor han gerne vil bestemme over sig selv, så derfor er det vigtigt, at han ved, hvorfor man skal sige farvel, ligesom man skal sige goddag/hej, godmorgen, tak for en gave osv. At det f.eks. handler om at tage hensyn til andre følelser, at vise venlighed og sikre, at andre ikke bliver kede af det osv.

I kan også tale med ham om, at der er forskellige måder at sige farvel på. I nogle lande siger man farvel i stuen, og så går gæsterne ud og tager tøj på og går - men i DK er det ikke sådan. I DK har vi nogle regler vi følger, og i de fleste familier vil vi f.eks. følge folk ud til døren, når de skal til at gå. Det handler igen om, at andre ikke skal blive kede af det, og det er pænt at sige goddag/hej, når folk kommer, og vise man er glad for at se dem - ligesom det er pænt at sige farvel når folk går - ikke for at vise dem 'puha, endelig går du' men for at vise dem, at det har været hyggeligt, og vi glæder os til at vi måske skal ses en anden dag.

Jeg håber, at ovenstående giver lidt idé om, hvad der måske spiller ind for jeres dreng og hvordan I hjælper ham videre :)

Rigtig meget held og lykke :)

Med venlig hilsen

Helen Lyng Hansen

sundhedsplejerske

---

---

---

Læserne anbefaler disse svar fra Helen Lyng Hansen om opdragelse:

---

---

---

---

---

---

Viden om børn:

---